På Manhattan, New York, skider finansfyrstetoppen ikke kun på det hele, de gør det på toiletter med luft-til-gulv-vinduer og svimlende høj udsigt til Frihedsgudinden, som de kan se lidt ned på. Irgrøn og isoleret på sin ø, som hun er, omgivet af månen og himlen, Hudson og havet.
Sejlfisk er havets hurtigste, de skyder af sted med 110 kilometer i timen som en hyldest til aquadynamiske principper, som overgår alt, vi kan designe og fremstille. Det gør det meste, overgår det, vi kan. I løgformede kupler på havets bund udklækker mennesket de første oceanauter. Opdager lidt mere af skjulte og glemte mysterier. Under to atmosfæres tryk heler sår hurtigere. Hår og negle vokser langsommere.
Engang trak månen for alvor i havet. Engang var der fire gange mere tidevand end i dag. Engang var dagen blot seks timer lang. Og dagen vokser stadig, en brøkdel af et sekund lægges til hvert århundrede. Hver dag er ny, aldrig som den i går. Dagen forlænges. Holder kloden, fordobles døgnet. Imens stikker Månen af, fjerner sig fra os, tidevandet bliver svagere, Jordens balance ændres med månens aftagende funktion som det tredje stabiliserende ben mellem trækket fra Solen og Jupiter. Roligt flyttes havenes udbulning til et nyt bælte på kloden, hvor vandstanden stiger hundreder af meter, skaber nye dyb.
I havets grave opstår rifter i oceanerne, hvor siderne vokser fra hinanden med to centimeter om året, omtrent lige så meget som en negl vokser på samme tid, her opstår nye have. Klodens evige vokseværk flår rundt med os. Og får os til at åbne hjerter, bankkonti og skræk.
På tredje sal kravlede 48-årige Jens Tranum Christensen den rigtige vej og hurtigt ind under et bord. Fem døgn lå han i ruinerne. 110 timer bankede og bankede han. For sig selv. Med de andre. Til dem, der ledte. Det var først til allersidst, at nogen hørte ham. Fire timer flyttede de brokker, til allersidst bugtede de forsigtigt en slange med vand frem til ham. Jens Tranum Christensen var dehydreret mentalt og fysisk, han gik ind i sin helt særlige drømmetilstand, hvor han var beskyttet, hvor han havde enorme kræfter og kom forandret ud med blå mærker på ryggen og en jernvilje, tørstende efter liv, tørstende efter at være ét med livet og de ofre, klodens liv skaber.
Livets forandring er lille, men føles enorm, er en kraft, der skræmmer eller fryder i sin ustoppelige vilje. Hvil i fred, Haiti, hjælpen er på vej, du er for evigt ny. Havet, månen, floden og fyrster skælver med dig. Vi kan kun skælve. Og efterskælve.
En vinteraften i vort ø-rige mødes to mennesker for første gang. I præcis samme øjeblik, i et uendeligt splitsekund, hvor ingen bagefter i detaljer kan forklare hvad hændte, dér tiltrækkes kontinenter i voldsomme indre skælv, skaber et tryk som heler, bevægelser som river ned, omformer, genskaber og åbner for det, som ikke kunne ses, måske glemt, men altid savnet. Skridt standser, fire fødder vender nu samme vej og de må gå sammen. Kan kun det. Ulvemånen trækker med sin stabilitet i dem og havet. De er viljeløse og aldrig før så bevidste om hvad de vil. Må. Skal. Klart som havet, stort som gudinden, livets egen nødvendighed. Intet er som før. Intet er aldrig som før.
Friheden er stor, vandrer med al sin ro fra øen og ud i blodets flod med sine store fødder i det skvulpende, oprørte hav omkring de to. Hun tænder alt med sin fakkel og kvinden lyser, manden gyser. Livets cirkel er komplet. På vej op ad bjerget sætter de to sig tættættæt, betragter dalen og pakker forandringens gave ud i ærefrygt og ydmyghed. Og tager imod den med tak.
Mens alle fiskene i havet svømmer videre, negle gror, sår heles og mennesker vokser til at være lidt mere et med sig selv og alt.
Love, really
Niels, i live, i cirklen, et sted nordpå,
på programmæssig rejse ad The Long And Winding Wonderful Road
- o O o -
Fredagsbonus, pump up the drums, føl dem, dance away, baaaaaaby:
Orv, se. Hans øjne fik eget liv. Ikke nødvendigvis sådan et, som kaldes liv i øjnene. Det var mere det, at de drejede helt sindssygt meget af sig selv, fulgte hendes former, ledte efter hendes øjne imens resten af ham var på vej til at forberede sig på blive genert over de frække øjne, der ikke lod hende være. Lad hende nu bare være.
Arghh, lad være. Hendes øjnekrog fangede med det samme blikket fra de frække øjne og fra hendes kvikke krog udgik signalerne til hjernen som kortsluttede fornuften og lavede en lynkobling til at stå sådan mest på det ene ben på den der måde der krummede kurverne på den der måde som øjne kan li’. Og hun blev lidt flov over sig selv.
Flov, nej, ikke nu – jeg vover det, tænkte noget i ham og tændte det der i øjnene som kaldes liv. Ikke være genert, hans frække øjne med eget liv og nu med meget liv og smil i, de havde jo ret. De så det rigtige. Med det samme. Hun er sgu da for lækker, bragede en ur-røst, men sådan lyder det ikke i mænd, det er mere en følt konstatering, men det lyder ikke så maskulint som at kalde det en ur-røst; i virkeligheden er det en følelse, en aha-oplevelse og mærkes først og fremmest så hjernen fyldes med varme og så er det nu, der ikke må komme frygt indover. Frygt duer bare ikke, og derfor frygter han den.
Skal jeg frygte ham? Er han ligesom de andre, lynhurtigt var dén stemning i hende. Hun var fri af og på græs, evigt græs synes det af og til, og hold op hvor føles græs grønnere herude end derinde, hvor hun havde været. Hun skruede ned for frygten og op for frygtløsheden og den mødte ham i øjenhøjde, mødte hans blik som fortalte hende, at hun da er for lækker og sugede sig fast i hende. Hun følte sig set. Hun følte sig klar til at strække ud, spjætte med benene lige i vejret og lade kvinden komme frem i verden. Staldkåd efter indespærring.
Han mærkede hvordan noget i ham var irriterende indespærret, det voksede, og han er på vej til at blive stålkåd og andet i ham var nu stålsikkert og det førte hans ben til føre resten af ham over til hende. Hans øjne var rolige, fandt hendes, holdt om dem med stålblåt, kærtegnede begge hendes sinds kanaler, var forsigtig med ikke at tabe noget og holdt godt fast med viljen.
Ja, tag fat, lynede hendes blå verdener og sendte silkevåde ilninger til der hvor hjerne og rygrad forsvinder i fryd.
- o O o -
Men, men, men det er fredag og der er bonus og vi skridter sammen med resten af København ind på plænen, ta’r armene op og går lidt amok:
Myriader af bittesmå ting hober sig op og hæmmer al udkørsel. Sne. Sand. Og illusioner. Vægten er den samme, så vi er indesneet i al ubetydelighed, og foran os tårner vigtighederne sig op, så man næsten ikke kan få luft.
Men vi elsker det, gør vi; for hvad var vi, hvis ikke der var vand og luft at bygge drømme af.
Det er ikke syren i maven, ikke ømheden i kroppen. Ikke fødderne der alene træder for at gå, uden nogensinde at nå frem. Det er ikke uafvendeligheden i det gjorte, eller samme uafvendelighed i det ugjorte. Det er ikke opgivelsen bag øjenlåget eller at vide, at der ikke kommer andet. Mere.
Det er ikke dagene der går, uden at man bemærker andet end en svag sitren i kæbemusklen. Det er ikke solen der brænder for hedt, eller kulden der skærer for hårdt. Det er ikke stilheden fra det, man havde håbet fandt lyd, eller den talende tavshed fra selvamme sted.
Det er ikke vedhænget om halsen: sølvhjertet der slår mod brystkassen uden at finde plads.
Det er ikke forladtheden blandt de mange eller den uoverskuelige nærhed blandt de få. Det er ikke for meget af for lidt eller for lidt af alt og alle. Det er ikke det ømme punkt, den betændte byld, det pulserende tryk et ukendt sted.
Det er ikke angsten for angsten for møde sig selv. Eller at møde sig selv uden at genkende.
Det der skræmmer, er ikke viljeløsheden, hvormed man accepterer sin skæbne.
Men tværtom den tilsyneladende viljefasthed, hvormed man synes at imødegå den.
Mellemgulvet bliver til kviksand, og arterierne fyldes med brusetabletter. Det syder i ørerne når man lytter efter.
Den tiltagende sitren i lårmusklerne og stakåndetheden der spreder sine små, sorte pletter over nethinden ind til man lukker øjnene.
Viljeløsheden der trækker i fødderne, synkende er man, tvivlende om man er en skude der er sprunget læk, rendt på grund eller isbjerg, eller en kerub i frit fald, brændt på vingerne som Ikaros.
Måske er man noget helt tredje. Malstrømmen ned gennem rygraden er der ihvertfald.
Og så overgiver man sig. Falder bagover med lukkede øjne, og holder i øjeblikket op med at tænke på hvor man lander, hvis man lander.
Om man falder eller letter, om det er i mørke eller lys.
Dengang syntes jeg, at det var noget værre l*rt. Det argeste møg. Et resultat af viljeløshed; se sgu da en malplaceret sigøjnerørering fx, hvad laver den og så på en mand? Men i dag er det inde i mig, og suger mig ind og jeg er den som er viljeløs og faldet for poppens charme og deler af ren og skær fredagsvenlighed gerne ud af smilende uvederhæftighed:
Jeg skal klippes inden jeg når dét stadie af krøller i nakken!
Ske din vilje! Ske min vilje! Spændende at se, hvad der kommer ud af den blanding. Bastardhandlinger, der alligevel ikke vil skille sig synderligt ud fra normalitetsbegrebet. Gadekryds af forviklede gode intentioner og velmenende hensigter. En blandet landhandel af alt godt fra havet.
“Hvad så med Den Frie Vilje?”, ville nogen sikkert spørge. Måske ikke med deres bedste vilje, men så i det mindste med deres værste bange anelser. Spørgsmålet kan have stor betydning. Svaret er dagens VIP-gæst. Det kan ses i de store opspilede tekoppe-øjne, når svaret lader vente på sig. Irriterende som alt og alle har fået til opgave at stille sig i vejen for alle drømmene. De er der ellers alle sammen. Lige fra Disney-drømmene med dommedags-torden-stemme “If you can dream it – you can do it!” til Lottodrømmene (Tænk, hvis du vandt).
Viljeløshed. V-i-l-j-e-l-ø-s-h-e-d.Vilje (substantiv) løs (adjektiv) hed (fast endelse med grammatisk status som afledning. Åh, hvem der bare var en afledning. ). En oplevelse af at være ude af stand til at ville noget. ”Det var ikke med vilje”. Nej, men hvad var det så med? Noget må det da have været med. Hvordan kan viljen til ikke at ville noget, være viljeløshed. Det kan godt være, der ikke er taget en bevidst beslutning om ikke at ville noget. Men i det ligger der en vilje til ikke at ville noget. Hvis altså viljen til at ville eller ikke ville er et valg – uanset hvad.
Ske din vilje! Ske min vilje! Det var ikke med vanilje.
Det havde været en lang dag. Hun var træt nu. Slukkede fjernsynet og gik ovenpå. På toilettet skiftede hun til den rpikkede pyjamas og de bløde futter hun havde fået af sin søster i julegave. Fjernede make-up foran spejlet og rensede efter med tonic. Smurte et tyndt lag af den dyre natcreme på, velvidende at den ikke var den mindste smule bedre end den stribede fra Matas. Det var følelsen af luksus derimod. Man har brug for lidt luksus i sit liv ind i mellem, ellers bliver det for surt.
Hun satte sig på toilettet. Rev nogle stykker papir af rullen. Faldt i staver. Tænkte på dengang børnene var små. Hvor stærk hun havde været. Selvstændig. Kæk. Fandenivoldsk. Ordnede paragrafferne selv. Fordi hun havde været nød til det. Og fordi hun kunne. Men nu…
Hun kunne ikke lide den person hun var blevet til. Genert. Lille og forsagt. Der bøjede sig. Dukkede nakken. Man kunne næsten se puklen, som den voksede frem på hendes skulder, mens hun krøb langs muren. Hun kunne ikke engang tage en selvstændig beslutning længere. Det var næsten det værste. Den havde sneget sig ind på hende som en tyv om natten og nu vidste hun ikke hvordan hun skulle slippe af med den igen. Viljeløsheden. Hvis ikke der er vilje, er der så noget? Overhovedet?
Hun sukkede. Der var ingen hun kunne bede om hjælp. Og det var i grunden også lige meget. Det gik jo godt nok.
Hun tissede færdig og tørrede sig. Gik ind i soveværelset og trak sengetæppet af sin egen halvdel af sengen. Hængte badekåben over stolen i hjørnet og satte sig på sengekanten. Løftede op i sine bryster for at mærke tyngden et kort øjeblik og sparkede så futterne af og smuttede fødderne ind under dynen.
Jeg blev suget ind i en bøgetunnel i dag. Dér mellem fra og til, på den tur, der tager lige nøjagtigt tolv minutter. (tro mig jeg ved det, for der var en dag, jeg var i gang med at bruge femten og lidt over syv opdagede jeg at der kun var tildelt tolv.) Men i dag på vejen sugede neongrønne kræfter mig ud af en sprække i taxaen og op mellem uendeligheder af grønhed, små flabede fluer og myg.
Og viljeløst lod jeg mig betage og besætte og forvandle, mens min taxa kørte videre på vejen dybt, dybt under mig, målrettet tilbage til fra. (og jeg glemmer kun lidt at jeg sagde “hjem” til chaufføren, for hvorfra ved han hvor hjem er?)
Og jeg satte mig på en vippende kvist mellem alt det ætsende grønne; pudsede mine fjer og flettede mit næb, og kunne se både furesøen og lyngby sø og så langt øjet rakte var der grønt, grønt, grønt; og millioner af sugende fælder for typer som jeg. (og også en masse blåt og små dumme fluer). Og jo, jeg faldt i med et splintrende brag og lod mig lokke og forføre og smagte på alt det man kan få, hvis bare man tør lade sig suge ud af taxaer mellem til og fra.
Og allerbedst som jeg sad og pattede på viljeløsheden, blev jeg trukket tilbage i taxaen med et lille smæld, og vi var ude af det grønne og tilbage i det grå, hvor jeg færdes så hjemmevandt efterhånden.
Men jeg ser stadig skygger af små fatsvage fluer og viftende grønne blade; og der er nogen der har puttet små neongrønne bobler i min kaffe.
5. februar 2010, 01:02 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer