På Manhattan, New York, skider finansfyrstetoppen ikke kun på det hele, de gør det på toiletter med luft-til-gulv-vinduer og svimlende høj udsigt til Frihedsgudinden, som de kan se lidt ned på. Irgrøn og isoleret på sin ø, som hun er, omgivet af månen og himlen, Hudson og havet.
Sejlfisk er havets hurtigste, de skyder af sted med 110 kilometer i timen som en hyldest til aquadynamiske principper, som overgår alt, vi kan designe og fremstille. Det gør det meste, overgår det, vi kan. I løgformede kupler på havets bund udklækker mennesket de første oceanauter. Opdager lidt mere af skjulte og glemte mysterier. Under to atmosfæres tryk heler sår hurtigere. Hår og negle vokser langsommere.
Engang trak månen for alvor i havet. Engang var der fire gange mere tidevand end i dag. Engang var dagen blot seks timer lang. Og dagen vokser stadig, en brøkdel af et sekund lægges til hvert århundrede. Hver dag er ny, aldrig som den i går. Dagen forlænges. Holder kloden, fordobles døgnet. Imens stikker Månen af, fjerner sig fra os, tidevandet bliver svagere, Jordens balance ændres med månens aftagende funktion som det tredje stabiliserende ben mellem trækket fra Solen og Jupiter. Roligt flyttes havenes udbulning til et nyt bælte på kloden, hvor vandstanden stiger hundreder af meter, skaber nye dyb.
I havets grave opstår rifter i oceanerne, hvor siderne vokser fra hinanden med to centimeter om året, omtrent lige så meget som en negl vokser på samme tid, her opstår nye have. Klodens evige vokseværk flår rundt med os. Og får os til at åbne hjerter, bankkonti og skræk.
På tredje sal kravlede 48-årige Jens Tranum Christensen den rigtige vej og hurtigt ind under et bord. Fem døgn lå han i ruinerne. 110 timer bankede og bankede han. For sig selv. Med de andre. Til dem, der ledte. Det var først til allersidst, at nogen hørte ham. Fire timer flyttede de brokker, til allersidst bugtede de forsigtigt en slange med vand frem til ham. Jens Tranum Christensen var dehydreret mentalt og fysisk, han gik ind i sin helt særlige drømmetilstand, hvor han var beskyttet, hvor han havde enorme kræfter og kom forandret ud med blå mærker på ryggen og en jernvilje, tørstende efter liv, tørstende efter at være ét med livet og de ofre, klodens liv skaber.
Livets forandring er lille, men føles enorm, er en kraft, der skræmmer eller fryder i sin ustoppelige vilje. Hvil i fred, Haiti, hjælpen er på vej, du er for evigt ny. Havet, månen, floden og fyrster skælver med dig. Vi kan kun skælve. Og efterskælve.
En vinteraften i vort ø-rige mødes to mennesker for første gang. I præcis samme øjeblik, i et uendeligt splitsekund, hvor ingen bagefter i detaljer kan forklare hvad hændte, dér tiltrækkes kontinenter i voldsomme indre skælv, skaber et tryk som heler, bevægelser som river ned, omformer, genskaber og åbner for det, som ikke kunne ses, måske glemt, men altid savnet. Skridt standser, fire fødder vender nu samme vej og de må gå sammen. Kan kun det. Ulvemånen trækker med sin stabilitet i dem og havet. De er viljeløse og aldrig før så bevidste om hvad de vil. Må. Skal. Klart som havet, stort som gudinden, livets egen nødvendighed. Intet er som før. Intet er aldrig som før.
Friheden er stor, vandrer med al sin ro fra øen og ud i blodets flod med sine store fødder i det skvulpende, oprørte hav omkring de to. Hun tænder alt med sin fakkel og kvinden lyser, manden gyser. Livets cirkel er komplet. På vej op ad bjerget sætter de to sig tættættæt, betragter dalen og pakker forandringens gave ud i ærefrygt og ydmyghed. Og tager imod den med tak.
Mens alle fiskene i havet svømmer videre, negle gror, sår heles og mennesker vokser til at være lidt mere et med sig selv og alt.
Love, really
Niels, i live, i cirklen, et sted nordpå,
på programmæssig rejse ad The Long And Winding Wonderful Road
- o O o -
Fredagsbonus, pump up the drums, føl dem, dance away, baaaaaaby:
Orv, se. Hans øjne fik eget liv. Ikke nødvendigvis sådan et, som kaldes liv i øjnene. Det var mere det, at de drejede helt sindssygt meget af sig selv, fulgte hendes former, ledte efter hendes øjne imens resten af ham var på vej til at forberede sig på blive genert over de frække øjne, der ikke lod hende være. Lad hende nu bare være.
Arghh, lad være. Hendes øjnekrog fangede med det samme blikket fra de frække øjne og fra hendes kvikke krog udgik signalerne til hjernen som kortsluttede fornuften og lavede en lynkobling til at stå sådan mest på det ene ben på den der måde der krummede kurverne på den der måde som øjne kan li’. Og hun blev lidt flov over sig selv.
Flov, nej, ikke nu – jeg vover det, tænkte noget i ham og tændte det der i øjnene som kaldes liv. Ikke være genert, hans frække øjne med eget liv og nu med meget liv og smil i, de havde jo ret. De så det rigtige. Med det samme. Hun er sgu da for lækker, bragede en ur-røst, men sådan lyder det ikke i mænd, det er mere en følt konstatering, men det lyder ikke så maskulint som at kalde det en ur-røst; i virkeligheden er det en følelse, en aha-oplevelse og mærkes først og fremmest så hjernen fyldes med varme og så er det nu, der ikke må komme frygt indover. Frygt duer bare ikke, og derfor frygter han den.
Skal jeg frygte ham? Er han ligesom de andre, lynhurtigt var dén stemning i hende. Hun var fri af og på græs, evigt græs synes det af og til, og hold op hvor føles græs grønnere herude end derinde, hvor hun havde været. Hun skruede ned for frygten og op for frygtløsheden og den mødte ham i øjenhøjde, mødte hans blik som fortalte hende, at hun da er for lækker og sugede sig fast i hende. Hun følte sig set. Hun følte sig klar til at strække ud, spjætte med benene lige i vejret og lade kvinden komme frem i verden. Staldkåd efter indespærring.
Han mærkede hvordan noget i ham var irriterende indespærret, det voksede, og han er på vej til at blive stålkåd og andet i ham var nu stålsikkert og det førte hans ben til føre resten af ham over til hende. Hans øjne var rolige, fandt hendes, holdt om dem med stålblåt, kærtegnede begge hendes sinds kanaler, var forsigtig med ikke at tabe noget og holdt godt fast med viljen.
Ja, tag fat, lynede hendes blå verdener og sendte silkevåde ilninger til der hvor hjerne og rygrad forsvinder i fryd.
- o O o -
Men, men, men det er fredag og der er bonus og vi skridter sammen med resten af København ind på plænen, ta’r armene op og går lidt amok:
Hyldeblomsterne strækker spøgelseshænder frem gennem krattet.
En baggårdssfinx sniger omkring i det høje, utrimmede græs i skovbrynet.
Benægtelsen lyser ud af den ”nej, I kan ikke se mig”.
Alting drypper af væde og har antaget en anden glaseret grøn, som mytologiske dybhavsvækster.
Vi er allerede gennemblødte.
Det siler ned ad din hals, tøjet klæber til mig og er så småt begyndt at dampe.
Alligevel sætter vi ikke tempoet op.
Dråberne slår ikke så hårdt inde under træerne, og det mærkes altid som en stakket frist til spadsereture.
Derfor bliver vi.
Længere inde mellem træerne tager mørket til.
I det fjerne er der en fugl der sender varselslyde, men det eneste der ellers er at høre, er vores skridt der knirker på gruset, og vores lidt overfladiske åndedræt.
Stopper ved en korsvej og kigger bare, ved godt at lige om lidt er det tid til at vende om og falde ind i rollen.
Vi sukker simultant, og begynder at gå tilbage mod vejen.
Åh tak. De har vist helt opgivet at ringe på. Tak igen. I stedet lå propagandaen i postkassen. Hvordan kan du overleve verdens ende? spørges.
Ude banker lyset ned. En vinterstorm blæste foden skæv, parasollen skulle nok have været taget af og på depot. Går alligevelt fint op og står kækt på sned. Hjælper ikke meget, varme lader sved væde tshirt. Af med den. Tavs mandehørm i skyggen.
Får jeg mon lyst til at leve så længe, at det giver postkassespørgsmålet relevans. Vil jeg gerne opleve valget mellem at gå til – endda sammen med resten af verden – eller overleve den. Sandsynligvis sammen med en flok frelste, retlevende.
Ikke en vind til at kæle med huden. Ikke en dråbe på himlen. Masser på kroppen. Hallo og haleluja for hallusinationen med enorme porers skybrud på arme, ben, bryst, balder – you name it. Naturens egen svedehytte – I like it. Drikker tre liter vand på en eftermiddag.
De skriver: Jesus Kristus gav sine disciple denne advarsel kort før han døde: “Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Hold jer vågne.”
Klog fyr. Nærvær, her-og-nu, dét tæller. Vær i nu’et, lev livet, oplev og vær til stede. Ren Zen. Vær vågen og på vagt! Råber flyeren med store bogstaver. Måske Jesus gik til karate. Han kunne nok smadre de fleste med sit nærvær. Ossu, Sensai!
Jeg fordamper i varmen, dyrker heden, lader den afgeare mit sind. Væren. Ingen omdrejninger, næsten.
Forsøger at se himlen uden de der pletter som er skabt i øjnene og som duver henover det blå. Forsvinder ind i barndom, i sommerminder og i sommerfremtid, fantasier, syn, sandhed, hvem ved. Dykker i indre varme. Døser, dvæler, drypper. Overvejer at vride huden, hænge den på snoren og skifte til en nystrøget, tør og vindduftende som nøgenlækkert sengetøj.
Dage efter kommer den hjem, den danske sommer. Milde briser danser kropshår smilende, lisende lyde på tagvinduet, kølende kærlighed sendt af lavtryk fra Østersøen og andre venner. Dagsmørke og torden. Bulder og brag.
Første gang jeg stødte på Morten Nielsen var i 1985. På LP’en ”Skærver og Skår” havde Erik Grip og Bent Lundgaard sat toner til tre af hans digte: ”Vi Sender Dansemusik Gennem Natten”, ”Stilhed Fra Længe Siden” og ”Gult Græs Mod Solen”. Besættende besættelseslyrik med en sitrende stemning fra en tid, der på én gang forekom lysår væk og foruroligende nær.
Morten Nielsen døde i 1944, blot 22 år gammel, som aktiv modstandsmand, da han formentlig blev ramt af et vådeskud. Han nåede kun at udgive én digtsamling ”Krigere Uden Vaaben” – men hvilken.
Foraarets Horisont (1943)
Verden er vaad og lys -
Himlen er tung af Væde …
Hjertet er tungt af Lykke,
lykkeligt nær ved at græde.
Nyeste kommentarer