Syvfold

Det nylige fødselsdagsbarn havde tilbragt fredelige morgenminutter med avis, mens en isnende vind gjorde det forholdsvis tiltalende at iføre sig niqab (og et halvt klædeskab under).

Af uudgrundelige årsager vælger hun at følge en anden rute til sin filial af erhvervslivet, mens hun stadig er tankefortabt i væsentlige morgengrublerier om neologier, konjunkturer og (mest) kaffe.

Vejen er i hovedsagen bælgravende – med undtagelse af enkelte havegangsbelysninger ved villaer -, og stille som i mellemrummet mellem galaksehobe.

WWHHHHAOOOOUURFF.

Et isnende dommedagsdybt brøl rammer hendes trommehinder, der stadigt er småsitrende af mellemørebetændelse og snot i almenhed.

Pumpemusklen kværner op gennem luftrøret fra sin vante plads mellem lungerne, knitrende hvid støj af elektriske udladninger fra adrenalinhypede neuron– synapseforbindelser brænder igennem al sund fornuft, da hun med et finder sig selv sprintende for livet fra noget ved hendes venstre øre, der i villahavegangsmodlyset ligner en gensplejsning af Uruk-haien og Baskervilles.

Den sublimerede sne viser sig uegnet til hurtige bevægelser, og de uheldigvis høje hæle bringer hende til et lidet graciøst men uset (bortset fra utysket om bagbord) skvat.

Stadigt med angsten væltende syrlig rundt i svælget opdager hun at et meterhøjt hegn afholder muskelmonstret fra at nedsvælge hende som en tatoveret proteinbar, og rejser sig gangbesværet op for at genoptage en nu haltende march mod kontoret.

På pinden konstaterer hun at gluteus maximus er begyndt at antage en bred palet af grønlyseblå farver, samt at hun ikke bryder sig om hunde.

På den anden side kan hun for en gangs skyld holde varmen. Selvom det nok stadig er angstens sved.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten