Syvfold

Klokken bliver fire, og hun pakker sammen for at hente børnene i institutionen. Hun smiler til kollegaen ved nabobordet, og siger per refleks ”Vi ses imorgen”.

Intet svar.

Hun tager elevatoren de tre etager ned til parkeringskælderen, lægger tasken på bagsædet og kører ud af kontorbygningen. Først efter nogle minutter opdager hun, at håndbremsen stadig er trukket.

Hun standser, da hun når ”Solsikkestokken”s skilt malet med kluntede børnefingre. Hun parkerer i vejkanten, og haster ind for at hente de to børn.

”Heeeej mor” råber den ældste idet han løber hende i møde og kaster sig mod hendes ben. Hun forsøger at holde balancen, holde fokus og finde dén jakke, der er barnets.

”Hej skat”, siger hun fjernt, ”kan du selv tage jakken på, mens mor henter Andrea”

Hun hører ikke svaret, men går til grøn stue for at klargøre yngstebarnet.

Så putter hun børn i tøjet og pakker sammen, hun sætter krydser på morgendagens planlægningsseddel og siger ”Hej-hej” til pædagogerne, alt imens de to børn forsøger at fange hendes opmærksomhed:

”Ved du hvad mor, jeg har fået ti stik i vendespil, selvom jeg ikke snød”, næsten råber ældstebarnet, og afbrydes af den skingre stemme fra søsteren:

”Jeg har altså også spillet spil mor, sådan ét med nogle brikker man skulle flytte, og jeg kan ikke helt huske det, men jeg tror jeg vandt”.

Og hun hører at de skændes lidt, og tager sig selv i at tænke: ”Gudskelov, så går tiden da med det”. Skammer sig ved at nyde et par minutter i egne tanker, mens børnene skændes i al fredsommelighed.

De når ud til bilen og hun spænder børnene fast med seler. Får et snert af hold i ryggen ved den akavede stilling og ungerne skændes stadig, selvom de forlængst har glemt om hvad. Hun smækker bagdøren og nyder roen fra mundhuggerierne, før hun sætter sig ind på førersædet til børn og buhråb.

Hun slipper håndbremsen, før hun kører.

De skal handle: mælk, pasta og alt det løse. Børnene vil begge putte en mønt i indkøbsvognen og hun magter ikke diskussionen, men sætter resolut begge børn i vognen og putter selv mønten i indkastet.

Så finder hun mælk.

”Moooor se, det er de der ´Is, is Pingui´, som jeg rigtig godt kan lide”

Så finder hun pasta.

”Mor jeg gider altså ikke det grove, det smager af lort”, og hun orker ikke at irettesætte.

En leverpostej gør det ud for madpakkepålæg.

”Jeg vil have pålægschokolade med mor, og en frugtstang fordi det er fredag. Ååååh joooow mor”.

Hun tænker ”Hvad gør man ikke for at få fred”

Og pludselig vil yngstebarnet op af vognen:

”Han skubber heeeele tiden, mor”

Drengen vil med og de får frit løb mellem hylderne. Kommer snart tilbage med både chips, stiftblyant og en Disney DVD.

Hun siger nej, og nej igen da de forsøger sig med grådkvalt stemme.

Hun lægger tilbage, og de hiver ned og hun lægger tilbage. Igen. Ungerne hulker

”Jooooow mooooar”

Hun tager dem hårdt i armen, mens hun med tilkæmet rolig stemme siger

”Jeg kan godt forstå at i synes det er urimeligt, men vi skal altså ikke have DVD og chips i dag”.

Den ældste sparker ud efter hende :

”Dumme mor”

Og hun har mest af alt lyst til at sparke tilbage. Lægge sig ned på gulvet og hulke sammen med børnene, i håb om at nogen vil klare indkøbene, madlavningen, vasketøjet, sengeritualerne….

Der er kø ved kassen, og hun er ved at dejse om af træthed. Må modvilligt lade børnene tage en lakridsrulle,  der i overensstemmelse med god forretningsskik er placeret i børnehøjde. Så er der da fred så længe. Køen er lang og børnene vil have mere lakrids. Hun siger nej og må endnu engang lægge øre til at være den dummeste mor i verden.

Endelig bliver det deres tur, og hun lader børnene hjælpe med at lægge varerne på båndet, selvom det tager tid og skænderierne tiltager

”Neeej, nu er det min tur”.

Pludelig kniber yngsten øjnene sammen og krummer sig en anelse

”Jeg skal tisse mor”

Hun svarer barnet lige lovlig hurtigt:

”Det kan du ikke komme til nu, men vi er lige straks hjemme”

Barnet trygler og klemmer benene sammen

”Jeg kan ikke vente mor. Jeg skal tisse NU”.

Så må hun med brødbetynget mine forlade køen, og løbe til toilettet med pigen.

”Aaaah det var godt nok dejligt”, lyder det fra pigen, da hun er færdig

De løber tilbage til kassen, mens pigen råber

”Jamen mor, jeg har jo ikke vasket hænder”.

Hun er bedøvende ligeglad. Hun vil have varerne betalt, hun vil ud, hun vil hjem.

Hun kan mærke at alle folk i køen stirrer. På barnet, der ikke har vasket hænder, og på hende, den dummeste mor i verden, der snart ikke kan holde tårerne tilbage

”På beløbet” hvisker hun, da alle varerne er kørt gennem kassen.

”Vil du have bonen med”, spørger den unge pige ved kasse.

”Nej tak” mumler hun, mens hun forsøger at pakke, holde styr på børnene og holde sammen på sig selv.

”Jamen, så må du have en fortsat god dag” smiler kassedamen.

Hun griber poser og børn, og haster ud af butikken.