Det var på agendaen, som et underpunkt til noget andet og delemne til dét, de egentlig var der for. De havde set det og nikket beroligende til hinanden og de der gad lytte. De havde forsikret den skingre stemme i telefonen om, at de vendte tilbage til netop dét, efter de kort havde diskuteret det andet. Og der var nogen der ovenikøbet noterede det ned på et stykke papir, som senere blev fundet glemt på bordet ude ved kaffemaskinen. Måske så andre kunne læse, at de på et tidspunkt havde tænkt og nikket i takt, at de ville tage det op senere, og at de på ingen måde havde glemt det, men blot lod det vente til de andre ting af væsentlig betydning for visse, var blevet vendt først.
Og det krattede i telefonen når nogen kløede i sit skæg, og det knirkede i de glatte stole, når nogen andre rakte ud efter mere kaffe. Og der blev sagt en masse ord, på et engelsk der har lydt bedre og med en sikkert charmerende blanding af dansk, jysk, engelsk og amerikansk accent. Og nogle gange kiggede de ovenikøbet op og nikkede til hinanden, sådan lidt beroligende, men det meste af tiden kiggede de ned og fokuserede hårdt på tastaturet som om dét kunne give løsningen på knuden bag de fine ord.
Men tiden gik med at forklare det uforklarlige, med let genkendelige ti-stavelsesord der aldrig var skabt til at give mening, og så var det at fyldet på slide nummer 24 viste sig at dække over en lille figur som ingen før havde set. Et par af dem blev lidt tavse, og spekulerede over hvordan de havde overset den, og om det var fordi det hele var vendt på hovedet og bogstaverne var blevet spejlvendte af, at blive brugt forkert og derfor usynlige for øjet og sindet og de krattende stemmer på telefonen. Eller om det var omvendt.
Figuren så ud til at bevæge sig lidt. Dreje sig langsomt og så lidt mere. Og så skubbede den til tabeller og tal og begyndte nærmest at sitre.
Ham, der talte, løb tør for kommaer og dem i telefonen løb tør for krat. Figuren flimrede for deres øjne og fik deres argumenter til at flyde ned af det skinnende grønne whiteboard og ud på det dæmpende gulvtæppe, sammen med sjatter af glemt kaffe og alle de gode intentioner om, at tage emnet op når de var færdige med dét, der i virkeligheden var på agendaen. Uden at de rigtig troede på det, så de bogstaver flyde ud over den fine virtuelle ramme på væggen, og hen over bordet. En af dem flyttede lidt på sit papir så det ikke blev ramt, og kiggede forlegent op på sidemanden som ingenting så. For der var kommet bogstaver i hans kop og en kurve var ved at kravle ned i hans taske, mens kvinden ved den anden bordende febrilsk forsøgte af få en gul KPI ud af sit ellers nydeligt opsatte hår. Og der var piktogrammer der var ved at undslippe ud gennem vinduet, og fem talrækker sneg sig ud under døren og blandede sig med aktiekursen på en mellemstor storskærm på gangen. Et lagkagediagram, med procenter, farver og forklarende pile gled op under en skjorteflip og fem af de dyreste ord kildede én i næsen, så han nøs.
Indofrståede blikke mødtes henover bordet og de dansende bogstaver, da den skingre stemme i telefonen bad om betænkningstid. Nogen fik klikket væk fra slide 24 og de andre bladret deres papirkopier lige så meget væk fra slide 24 som de kunne, med en enighed, der var uvandt og fik dem til at skutte sig lidt.
Så de nåede aldrig til det. Hverken den dag eller siden.
Åh tak. De har vist helt opgivet at ringe på. Tak igen. I stedet lå propagandaen i postkassen. Hvordan kan du overleve verdens ende? spørges.
Ude banker lyset ned. En vinterstorm blæste foden skæv, parasollen skulle nok have været taget af og på depot. Går alligevelt fint op og står kækt på sned. Hjælper ikke meget, varme lader sved væde tshirt. Af med den. Tavs mandehørm i skyggen.
Får jeg mon lyst til at leve så længe, at det giver postkassespørgsmålet relevans. Vil jeg gerne opleve valget mellem at gå til – endda sammen med resten af verden – eller overleve den. Sandsynligvis sammen med en flok frelste, retlevende.
Ikke en vind til at kæle med huden. Ikke en dråbe på himlen. Masser på kroppen. Hallo og haleluja for hallusinationen med enorme porers skybrud på arme, ben, bryst, balder – you name it. Naturens egen svedehytte – I like it. Drikker tre liter vand på en eftermiddag.
De skriver: Jesus Kristus gav sine disciple denne advarsel kort før han døde: “Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Hold jer vågne.”
Klog fyr. Nærvær, her-og-nu, dét tæller. Vær i nu’et, lev livet, oplev og vær til stede. Ren Zen. Vær vågen og på vagt! Råber flyeren med store bogstaver. Måske Jesus gik til karate. Han kunne nok smadre de fleste med sit nærvær. Ossu, Sensai!
Jeg fordamper i varmen, dyrker heden, lader den afgeare mit sind. Væren. Ingen omdrejninger, næsten.
Forsøger at se himlen uden de der pletter som er skabt i øjnene og som duver henover det blå. Forsvinder ind i barndom, i sommerminder og i sommerfremtid, fantasier, syn, sandhed, hvem ved. Dykker i indre varme. Døser, dvæler, drypper. Overvejer at vride huden, hænge den på snoren og skifte til en nystrøget, tør og vindduftende som nøgenlækkert sengetøj.
Dage efter kommer den hjem, den danske sommer. Milde briser danser kropshår smilende, lisende lyde på tagvinduet, kølende kærlighed sendt af lavtryk fra Østersøen og andre venner. Dagsmørke og torden. Bulder og brag.
Jeg blev suget ind i en bøgetunnel i dag. Dér mellem fra og til, på den tur, der tager lige nøjagtigt tolv minutter. (tro mig jeg ved det, for der var en dag, jeg var i gang med at bruge femten og lidt over syv opdagede jeg at der kun var tildelt tolv.) Men i dag på vejen sugede neongrønne kræfter mig ud af en sprække i taxaen og op mellem uendeligheder af grønhed, små flabede fluer og myg.
Og viljeløst lod jeg mig betage og besætte og forvandle, mens min taxa kørte videre på vejen dybt, dybt under mig, målrettet tilbage til fra. (og jeg glemmer kun lidt at jeg sagde “hjem” til chaufføren, for hvorfra ved han hvor hjem er?)
Og jeg satte mig på en vippende kvist mellem alt det ætsende grønne; pudsede mine fjer og flettede mit næb, og kunne se både furesøen og lyngby sø og så langt øjet rakte var der grønt, grønt, grønt; og millioner af sugende fælder for typer som jeg. (og også en masse blåt og små dumme fluer). Og jo, jeg faldt i med et splintrende brag og lod mig lokke og forføre og smagte på alt det man kan få, hvis bare man tør lade sig suge ud af taxaer mellem til og fra.
Og allerbedst som jeg sad og pattede på viljeløsheden, blev jeg trukket tilbage i taxaen med et lille smæld, og vi var ude af det grønne og tilbage i det grå, hvor jeg færdes så hjemmevandt efterhånden.
Men jeg ser stadig skygger af små fatsvage fluer og viftende grønne blade; og der er nogen der har puttet små neongrønne bobler i min kaffe.
29. september 2009, 05:56 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer