Syvfold

Der var en engang et menneske. Som i mange andre historier før denne, der har handlet om mennesker, så vil jeg referere til mennesket som “manden”, “han” eller “ham”. Er der en læser der allerede på dette tidspunkt slår sig på panden med flad hånd i opgivelse over min intolerence for ligestilling, så vil jeg blot imødekomme dette ved at sige at det stort set aldrig kan betale sig at antage noget som helst. Man(d) kan tage så grueligt fejl og gå glip af en masse oplevelser. Så hop på og læs videre.

Altså: Der var engang en mand. Han var en rigtig livssnyder. De fleste andre havde travlt med at nyde livet. De skvulpede rødvin i guldfiskebowle-designer-glas, kørte i biler med glinsende sort lak og en eksklusiv fløjsblød lyd, når man smækkede bildøren. De klædte sig i luksuriøse tekstiler med spøjse detaljer og nytænkte snit, der kunne være svære at få øje på og de indrettede sig med ting og møbler, som kostede formuer og nogen gange var markedsføringskampagnen udtænkt af den samme mand, der havde stået for Kejserens nye klæder-paraden. Og sidst men ikke mindst spiste de mængder af farverige cocktails af kosttilskud og de drak klumpede smoothies og de motionerede sig til store ledskader og muskelsmerter i forsøget på at snyde døden på den lange bane. 

Nå, nu handler historien jo om et menneske – en mand. Igennem årene var han blevet døv og ufølsom overfor sine medmenneskers lykkerush. Han havde for lang tid siden konstateret at lykken var lunefuld. Det var hans livs temasang. Hvis altså han havde én. Men den fornøjelse tillod han sig ikke at forfalde til. Hans mission var som sagt ikke at snyde døden. Den frygtede han ikke. Han tænkte slet ikke på den. Næh nej. Livet – den utilregnelige lurifaks – det var nok værd at beskytte sig imod. 

Og det gjorde han så. Han begyndte i det små. Bogstaveligt talt. Han sprang altid over hvor gærdet var lavest. Gav sig ikke 100% i det han lavede. Han var uengageret, fordi hans fokus var et andet sted. Han gav sig ikke 100% til den kvinde, der elskede ham. Var ikke 100% til stede for de børn, han havde sat i verden. Han havde på nuværende tidspunkt glemt sin forventning til den opgave. Så blev han skilt. Så blev han fyret. Så var han alene. Han havde snydt livet, tænkte han tilfreds ved sig selv. Han havde i hvert fald minimeret risikoen for at blive rendt over ende med kærlighed, kritik, konflikter og kransekage. Han tænkte ved sig selv, at han havde undgået alle de ubehagelige overraskelser livet havde gemt oppe i ærmet til ham. Han skulle nok lykkedes med at afsløre livet som den svindler, det var. Han bevægede sig ikke længere ud på dybt vand. Han gik til grænsen og snævrede den ind efterhånden som livet overskred den og kom tættere og tættere på. Efterhånden fandtes der ikke i hele dronningeriget en mand, der kunne snyde så meget på vægten som ham. De fleste der oplevede ham og hørte hans tale om livssnyderi, rystede skeptisk på hovedet og morede sig på hans bekostning.

Sådan gik der mange år. En dag kom den dag han aldrig havde skænket en tanke. Hans dødsdag. Og dér på sit dødsleje indhentede livet ham. Han mærkede længslen i sin krop efter atter at kunne nyde sommerens dufte og farver. Sætte tænderne i en røget sild. Mærke forelskelsen risle ned ad rygraden. Mærke varmen fra sit hengivne barn under godnatlæsningen. Alt sammen noget han havde levet for at undgå. Men døden var ubarmhjertig og konsekvent. Der var ingen tilbageregning. 

Mandens jordiske rester var stedt til hvile og boet skulle gøres op. Det lod havde han efterladt til sine børn. Da de stod udenfor hans hovdeddør, så de den seddel han havde sat op oven over brevsprækken:

“Jeg ønsker ikke at modtage diverse lokalaviser, ugeaviser, reklamer – eller noget som helst andet!”

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten