Jeg voksede op med den rå bryskhed, der tegner kysten mod vest: Skarpe linjer der hvinede i ørerne og lagde markerne brak. Rå landskaber hvor marehalmen sleb skarpere end solens stråler. Døgn, hvor tiden holdt sig vågen længe efter, at den var gået i stå.
Jeg har set vejrbidte skikkelser, hvis rynker lå indfældet i øjnene som skepsis. Jeg har set store kvinder med æggebakker i armen og trin så taktfaste, at luften lod sig affeje.
Her mod vest drømte jeg om fugle, der fløj baglæns. Jeg drømte om blikkes hvile og sand mellem tæerne. Jeg drømte toner til ord og lejrede hudens porer som skrift.
I mine drømme duftede sår af salt og Ingen herskede over Alle.
I mine drømme rejste sydvestenvinden sig i trods og lagde træerne på skrå, som aftegninger af en væltet horisont.
I disse drømme langt mod vest, gik jeg i seng som olding og vågnede som barn
Mosekonen bryggede nede i ådalen, og den store rødbøg (som man ikke kunne nå rundt om stammen på selv om man var to) var ikke længere bordeaux, men begyndte at få skumringsfarver.
Når man gik oven på jordvolden kunne man se ud over krattet, der afgrænsede engen fra Gårdens jord. Man kunne svagt skimte de hvide vinduesrammer gennem træerne.
Det begyndte at kunne mærkes at dagene var blevet kortere. Det kunne mærkes på den hektiske aktivitet i skovbunden, hvor det puslede alle vegne, i bladdynger fra sidste år puslede skovmus, under mosset der dækkede rødderne rumsterede blinde væsner og i vedkastet nede ved hekseringene havde et pindsvin slået sig ned.
Grævlingen var ikke blevet set siden forsommeren, men den prustede nok rundt i natten alligevel, når det blev mørkt nok.
Solen var ikke helt væk endnu, men månen stod allerede på himmelen. Nu kom havgusen snart, og ville blande sin salte ånde med mosekonens ferske, man kunne allerede mærke kulden kravle ned i kraven og støvlerne på en.
Der var meget stille, bortset fra lydene fra alle skumringsvæsnerne i deres selvforglemte travlhed. Der var ikke andet for end at vente.
Vente, og lytte til jordens puls der blev langsommere, til de sagte knirkende træer, der alle lænede sig samme vej, stynede af den evige sydvestenvind, lytte til et enligt plask fra en fisk der sprang i åen.
Men så kom de, som skrifttegn hen over himmelen.
Sangen kom altid bag på en.
Der var mange i år, men alligevel var det så hurtigt ovre.
Og som hvert år, alle årene, kunne man ikke undlade at stå tilbage og høre sjælen hviske “tag mig med”.
Kan jeg vælge en vind? Så må det gerne være sydvestenvinden. Jeg kan godt begrunde
valget. Vestenvinden får træerne til at hælde,
så det er til at se, at vi er i Danmark. Vejrbidt
fyr, marehalm vokser også med kurs og lyngen
på heden. Vestenvinden hører til. Søndenvinden
bringer varmen, forkorter vinteren, rejser
sammen med vand fra den mexicanske golf – og
der er smukt og delfiner og meget store skaller -
helt op til norske fjorde og varmer os imens. Men
jeg lover at lade være med at glemme at holde af
nordenvindens renhed og østenvindens mørke
fortællinger.
[Fredagsbonus i anledning af 1ste maj (du ved: "Hooray, hooray it's the first of May, outdoor f*cking begins today..."):
Det var en mørk og stormfuld aften. Sydvestenvinden rev og ruskede brutalt i alt den mødte på sin vej udenfor. Den bankede truende og insisterende på stuevinduerne med hjælp fra det gamle æbletræ, der efterhånden havde vokset sig stort og som nu helt sikkert stod alt for tæt på huset. Den orange-hvide hunkat lå krøllet sammen i lænestolen. Den skulle ikke nyde noget. Den havde plaget om at komme ind for flere timer siden. Den kendte helt sikkert ikke udtrykket “stilhed før storm” og alligevel var den ikke sen til at reagere instinktivt på det. Den havde spist lidt mad, rullet insiterende rundt en 3-4 gange på gulvet for at tiltrække sig sin værtindes opmærksomhed. Kort efter var den hoppet op i lænestolen og var nu faldet i søvn. Ørerne bevægede sig ikke længere i små roterende halvcirkler efter lydene udenfor. Den havde lagt sin blankt, skinnende, bløde hale op foran snuden på sig selv, som om den ville komme et agressivt vindpust i forkøbet.
Det var da også et værre blæsevejr. Der ville helt sikkert blive talt om det i morgen, når folk i byen mødtes over hækkene eller på gaden eller hos købmanden. Det var næsten også forudsigeligt at nogle ville finde deres ting et andet sted end hvor de tidligere havde kunnet finde dem. Jo, det var nu fint nok med lidt blæsevejr, så folk i byen havde noget at være fælles om. Der havde endnu ikke være forlydender om større skader, væltede træer eller brande. Al færdsel udendørs var dog frarådet. Men der var jo altid nogen, der lige skulle vove sig udenfor alligevel af én eller anden grund.
Hun tænkte ved sig selv, at vejret var den perfekte, stereotype kulisse til en amerikansk film. Og det kunne sådan set være alt fra en gyser med teenagere i hovedrollen til en romantisk komedie med Hugh Grant. En vakseægte chick flick med masser af sødme, et drys af forvekslingskomedie og en letbenet, nærmest snublende-over-egne-ben forudsigelig slutning. Apropos film. Hendes fjernsyn havde sort skærm. Så ved nærmere eftertanke var der sket skader. Et sted. Hun plejede ikke at se meget tv, men lige nu synes hun, det var lidt ubehageligt ikke at kunne fortrække ind i dets beskyttende verden. Med lyden tilpas høj til at hun kunne abstrahere fra vindens støj. Hun trak benene op under sig i sin lænestol og betragtede katten. Den sov trygt. Et fantastisk, misundelsesværdigt karaktertræk katte har, tænkte hun. Der var heller ikke nogen, der kunne eje en kat. Denne her var kommet strejfende en dag. Den var kun en stor killing, den dag hun havde set den ligge i kanten af det lille kartoffelbed. Hun havde stillet vand frem til den. Katte havde ikke godt af mælk. Det synes hun at have læst et sted. Eller også var det pindsvin? Dagen efter var den der stadig, så hun købte kattemad hos købmanden. Han havde løftet sine øjenbryn asymestrisk, hvilket var et varsel om, at han her havde fundet stof til sit næste punkt på sin sladder-dagsorden, og spurgt om hun nu var nået dertil, hvor hun skulle have en kat til at holde sig med selskab. Hun undlod at blive fornærmet over hans kommentar. Hun var en outsider i den lille by. Hun var den første og foreløbig eneste kvinde, der var flyttet dertil. Alene. Uden mand eller børn. Og uden tegn på at det blev aktuelt foreløbig. Hun havde undgået at gå i detaljer, når nogen af byens sladretanter havde forsøgt at opnå hendes fortrolighed. Den historie holdt hun for sig selv. Hun ville heller ikke kunne fortælle den. Det var hun slet ikke klar til. Måske blev hun det aldrig. En gang imellem havde hun overvejet om hun skulle blive her resten af sit liv. Det var jo bare tænkt som et midlertidigt skjulested, men nu hvor hun havde fået hul på sine skriverier og lavet kontrakt med et forlag ovre på fastlandet, så var det efterhånden blevet hendes hjem. Hendes base. Uden mand. Uden børn. Alene. Med en kat, der havde valgt hende. Og ikke omvendt. Uanset hvad den emsige købmand mente.
Med et højlydt suk, som hun ikke engang selv lagde mærke til, flyttede hun blikket fra katten til sin bærbare pc. Hun tænkte på den bunke af tekster, der lå på den. Hun skrev og skrev, men på et ikke særlig definerbart tidspunkt var der sket det, at hun bare ikke kunne finde hoved og hale i dem længere. Så de lå hulter til bulter og hun havde vist for alvor mistet overblikket over dem. Deadlines var heller ikke længere hendes stærke side. Hun havde altid arbejdet struktureret og organiseret sig igennem sine opgaver. Nu var det som om hun havde mistet grebet. Hun rejste sig lidt modvilligt og gik hen til skrivebordet, hvor hun satte sig på den hvide kontorstol med det slidte lammeskindstæppe på. Hun bemærkede stille at det var helt fladt i ulden og nogle steder var ulden slidt helt af. Hmm, det vidnede da trods alt om, at hun havde siddet meget ved pc´en, ikk´? Hun kunne altid vise det til redaktøren, hvis hun overskred deadline og han ikke troede på at hun vitterlig havde forsøgt at skrive. Hvad andet kunne han end at tro på hende. Det gik jo ikke at planlægge med ikke at blive færdig. Det gik heller ikke med at planlægge sig ud af ikke at komme i gang. Hun tændte for pc´en, åbnede skriveprogrammet og…… Stirrede på det hvide elektroniske papir. Pludselig gik det op for hende at det eneste, der forhindrede hende i at skrive den historie hun vitterligt brændte for at skrive, var hende selv. Af én eller anden grund faldt det hele på plads. Lige dér. Lige nu! Hun måtte! skrive den historie. Sin historie. Sit testamente. Hendes vidnesbyrd om sine egne oplevelser. Koste hvad det ville. Næsten. Jo, fandme koste hvad det ville! Af med fløjlshandskerne, på med arbejdstøjet og så levere den ucensurerede, skinbarlige, uredigerede sandhed. Nej, ikke sandhed. Virkelighed. Virkeligheden om virkeligheden. Historien var intet problem at skrive. Den var hendes historie. Hun kendte hver eneste af dens smertelige, ulidelige, skønne, forløsende detaljer. Det eneste hun ikke vidste var, hvordan den ville ende. Det var heller ikke afgørende. Hun vidste til gengæld at den skulle løsrives fra hende. Hun skulle løsrives fra den. Deres uhensigtsmæssige, symbiotiske forhold skulle ende. Det sluttede NU. For hvert et bogstav hun aktiverede med sine fingre på tastaturet, og som derefter manifesterede sig på skærmen, fik hun mere af sin livsenergi tilbage og jo mere fik historien sit eget liv. Hun fortabte sig i skriveriet, i sit eget univers. Hun ænsede ikke sult, træthed, mørke, lys, storm, nat, dag, tørst, tid, rum. Intet. Til sidst blev det for meget for katten, der en dag, yndefuldt og ubemærket som vanligt, svansede ud af den åbentstående hoveddør. Stormen var for længst ovre og glemt. Solen skinnede ubegrænset og lovede tavst endnu mere varme. Den reflekterede sig i kattens brændende orange pels, da den for sidste gang forlod huset, hvor den var kommet til en dag, hvor den ikke vidste, hvor den ellers skulle være. Det vidste den heller ikke nu. Men der dukkede altid noget op.
Hun afleverede manuskriptet. Hun var fængslende at se på lige præcis i dag, hvor hun stod dér foran ham med funklende, blanke øjne og håret glat og glansfuldt. Han var ikke bevidst om, at det var det han reagerede på. Han tog bare imod det tykke bundt papirer. Han kunne ikke lade være med at bemærke at der var usædvanligt mange sider. Hun havde insisteret på at skrive hele historien på én gang. Ikke noget med synopsis eller en smagsprøve hist og her. Han havde følt sig lidt amputeret som redaktør. Nu, hvor han så på hende, var han ikke i tvivl om, at det var rigtigt af ham at følge hendes fornemmelse, eller hvad det nu er kvinder følger eller har af evner, der nogen gange rækker ud over mænds umiddelbare fatteevne. Han så på forsiden. Han vidste ikke om han skulle gå i pit, i chok eller i gulvet. “ Testamentet – et vidnesbyrd om et menneske”. Han så på hende. Hun gjorde tegn til ham om, at han skulle bladre videre og begynde at læse. Hun satte sig ned i stolen overfor ham. Han blev temmelig nervøs. Han bemærkede nu, at hun havde en umærkelig udstråling, der fik ham til at undlade at gå ind i sin rolle som redaktør. Den tog han ellers meget alvorlig. Det var ikke uden grund at forlaget var et af landets mest succesrige med flest kontrakter med nogle af de bedst sælgende forfattere i verden. Men hun havde vel for fanden da ikke tænkt sig at sidde og glo på ham, mens han læste det hele igennem? Han havde jo møder senere på dagen. Som om hun kunne læse hans tanker, sagde hun stille: “Hvis jeg kan tilsidesætte alt for at skrive den, så kan du også tilsidesætte alt for at læse den”. Og det var bestemt ikke et spørgsmål eller op til ham at vælge. Han overgav sig og fandt siden med 1. kapitel. Han begyndte at læse: ” Det var en mørk og stomfuld aften. Sydvestenvinden……..”
De var kørt ud mod kysten uden at vide hvorhen. Bare mod vest og på et tidspunkt måtte der jo komme vand i sigte. Tænkte de i kor; som man kan tro man tænker, når man er forelsket. Det var jo dét de var. Så hamrende vanvittige som man kan blive. Berusede, begærede og endnu ikke brændte. Med læber der var ømme og hud der lyste, kørte de videre mod solen.
Ingen af dem vidste om der overhovedet var noget at køre efter, men vejret inde ved bjergene var dårligt, så de tænkte at kysten måtte være solrig. Er kyster ikke altid det?
Hun tænkte på strandpromenader og små hyggelige cafeer, og han; han tænkte ikke rigtig, kørte bare og nød eventyret og hende i sædet ved siden af. De to, lige nu for altid. Vil jeg tro. De så glade ud, som de kørte der. Røde kinder og eventyr. Fremtid i al evighed.
Vejen delte sig af og til, og de valgte med latter den ene. Eller den anden. Hvordan ved man om man når frem, når man ikke kan se andet end hinanden, verdenshjørner og vejskilte der viser mod byer de ikke kendte til?
Et sving længere fremme skilte træerne sig og vejen drejede op langs en stenet strand.
“Så er vi her”, sagde de grinende i kor.
Og de holdt ind til siden og trådte ud i solen. Og havet og luften af tang. Bruset fra vand mod sten og blod i unge årer. Tæt sammenslyngede nød de stilheden (der egentlig ikke var der, hvis man hørte efter. Men det tror jeg ikke de gjorde. Hvorfor skulle de?).
“Jeg fryser, skal vi ikke se om vi kan finde en by vi kan overnatte i?”
Og de kyssede, lo og kørte videre, for lige dér var der ingenting andet end havet og en øde stenet bræmme på få meter. Og sydvestenvind. Susende bidende sydvestenvind, der slog ind fra der gråblå hav og fjernede den varme som solen måske havde i sig. Ikke et hus i syne, ikke en by, ikke en havn, ikke cafeer, der lunede sig i solen. Ikke eventyr, bare stenet ingenting. Kilometer efter kilometer af smal stenet ingenmandsland.
Bilen åd vej. Vejen åd deres ord. Men tavsheden blev overdøvet af vinden, der ruskede i den lille bil.
Havet så mere og mere gråt og oppisket ud, og solen gled længere og længere ned. Mod skumringen så de endelig et byskilt med et navn de ikke kunne udtale, og lidt efter kørte de gennem en lille forblæst flække med 5 huse og en ødelagt lade. Intet andet. På nær den bidende susende vind.
Skuffelsen var kold.
“Hvad gør vi?”
Hendes læber var kolde. Og hans hænder. De lo ikke mere, men kørte videre. Kilometer efter kilometer. Sært der var så øde.
“Se, dér – en campingplads! Hurra!”
Han speedede op og drejede ned af en lille grusvej, og parkede med et kækt sving foran det lille skur ved indgangen.
Campingforvalteren var en lille fed mand med en ternet skjorte, der hang halvt ud over bukselinningen. Bukserne blev holdt oppe med en stump hvid tørresnor. Havde han haft et sprog, var det forlængst forsvundet i vinden og erstattet af grynt.
Han vinkede af dem, og gik foran bilen gennem brede grusstier, forbi familier der tavst spiste aftensmad, mens de nysgerrigt kiggede efter de nyankomne. Stoppede ved udkanten af en stor bar græsplæne med udsigt til havet, og to forkrøblede træer. Vinkede med hånden mod græsset og brummede et eller andet. Så gik han.
Natten blev lang.
Vinden tog til da solen gled helt ned, og teltet blæste omkuld flere gange inden de fik slået de sidste pløkker i. De kørte bilen hen foran teltet som læ, og bandt bardunerne fast til den. Vinden blæste alligevel teltet fladt ned, så teltdugen rørte dem hvor de lå og rytmisk klaskede mod hans ben.
Havet bragede mod stenene længere nede, der lød en klagende lyd et sted ude i mørket og vinden peb som et sultent dyr.
Hun sov heller ikke. Ventede bare på at vinden skulle lægge sig, eller på at solen ville stå op igen.
Lidt efter lidt lysnede det inde over bakkerne, men vinden var stadig bidende, tør og vedholdende som den havde været natten igennem. De pakkede teltet sammen i tavshed, og kørte ud på den tørre vej langs havet.
Hun var stille. Han var stille.
Dagen efter vendte de bilen, kørte mod kendte egne og hjem til mildere klima, med lune sjatter af sol, latter og velkendte kys.
3. maj 2009, 09:38 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer