Kom lad os danse, alt kan der ske. Slids og flæser og blanke sko og knejsende nakker og hårlaksfrisure og stjernefiltre på tvkameraerne, Jomfru Daggry går til ro, jeg er vild med dans. Et solstrejf i en vandpyt, en foxtrot, en klassisk vending på tre, hed passion med glinsende kroppe, insiterende insisteren af sitrende saftighed. Salsa, paso doble, tango, en rislen i bækken. Slow, sloow. Quick! Ynde, timing, fysik. En lodret repræsentation for det vandrette. Har du set, hvad Per Syvspring tænker, når han danser.
Træk træskoene på i vals, jen to tre, jen to tre, tramp hen til kommoden og tilbaws igen, skru op for musikken, sæt forstærkerne på overdrive og fyr watt og ohm og det hele gennem ledningerne så højttalerne skratter eller lad violen hvine og klaveret hamre og bassen brage og trommen tonse rytme, rytme, rytmehans umulig at sidde til, op at stå, vippe med foden, sprede sig til lår, hofter, mave, mere lår, skuldre, ryst den røv, jaaaa bølg den barm, headbanging eller tag den hånd, tag min hånd, bølg med, følg med, føl med os to hvad med os to, jeg danser og danser og standser og sanser kun dig.
Kinddans, mavedans, Lindy hop, merengue, hvorfor løb du dog din vej. Lancier, latin, lyst i lysken, kom igen kom igen kom igen min elskede ven. Hey dér Margarena, mambo, åh boogie woogie woogie og så sivet der nynner at livet begynder sit spind i dit sind. Swing! Svingom, sekstur, dametur, morfarlur, en rislen i hækken der si’r at det ikke mer’ er nat. Danse rock, danse rul, lad mig se dit rejehop, hvor du ønsker det, danser vi hen. Frem på hæl, ned på tå, fat din dame, før hende rundt, et sølvfløjt fra en trætop, en svag tagfatlyd af en kat, en hund efter det slidte gulv, en mand efter musik.
Mine blå ruskindssko, bebopalula og du er min baby helt uden maybe og en hård dags nat og jeg gav et brev til postbuddet, han puttede det i sin sæk og rasende tidligt næste morgen gav han det tilbag’, she wrote upon it, min faaar han er vognmand i Slagelse og skidevær’ med det. For! Dagen står Puk-kåd ud af sengen og går over solens bro og os to? Ballroom blitz, dine arme snor sig, dit hår luftdanser og smilende forsvinder du ind i kædedans til I Can’t Get No, No, No, Noooo. Kom lad os danse, alt kan der ske. Kom lad os danse.
Lad os le.
Elskede ven, elskede, ven, elskede ven, lad os le. Alt kan ske.
Det mærkes som længe siden, og alligevel vender jeg stadig tit ansigtet mod himlen når myriader af mikroskopiske krystaller driver blodet frem på huden og husker lige dét øjeblik.
I en storby som derimod boede under huden (min, ihvertfald), en mandag aften, langsomt spankulerende imod natten. Vi sagde ikke særlig meget. I virkeligheden var der ikke ret meget tilbage at sige, men de sidste par dage havde vi gentagne gange smagt på de samme ord, uden lyst til at slippe dem, eller blot konstatere at nu var dét så sagt.
Så vi endte med at spille amatøragtigt pool, sådan ca. lige store kvaj til det, men i det mindste jævnbyrdige kvaj. I realiteten kanske en ganske rammende beskrivelse for det vi var, og kanske netop derfor vi trods alt ikke rigtigt var til at skyde igennem.
Værtshuset vi var på gjorde samtale unødvendig, idet værten havde valgt at spille først Led Zeppelin, siden Motörhead og Jimi Hendrix til tinnitus begyndte at synge sin egen sang.
Et spil vundet, et spil tabt.
Vi drak øl af besynderlige brune flasker og nedsvælgede tavshed med humle og nikotintåger ind til øjnene dårligt kunne fokusere på bordet.
Og gik ud i snevejret igen. Vores skridt tilpasset hinanden efter utallige gange mens vi skuttede os meget lidt outdoorsey og friskfyragtigt, og tavsheden rungede op mod firmamentet. Vinden lagde sig, men sneen blev ved.
Vi stoppede op og vendte ansigterne mod de bittesmå himmelske nåle med lukkede øjne. Da vi så på hinanden igen var der alligevel ikke nogen grund til at sige noget som vi vidste i forvejen.
Nogen ting vil altid være der, som fornemmelsen af sne på huden. Krystalnålene smelter, men fornemmelsen runger i mellemgulvet.
Lukker du dit ene øje og kigger i et mikroskop, ser du, at min tunge bærer tætte tatoveringer af mærkerne efter alle de gange, jeg har ønsket, at jeg er en mere stilfærdig type. Tænk, hvis jeg var sådan en, der kan holde kæft.
Sådan en, der nikker eftertænksomt. Ser på dig, tier, nikker, smiler, brummer lidt. Hele snakken ser du med dine øjne. Dine ører holder hviledag, når du er sammen med mig. Jeg er ikke stum, jeg er bare sådan en, der kan holde kæft.
Men hvordan skal jeg så fortælle dig om min drøm i nat? Ja, du kan nok se i mine øjne, at der er et eller andet, som gerne vil ud. Så du må jo spørge: Hvad er der? Nej, det er sådan et dumt spørgsmål. Du er meget bedre, du er ikke sådan en, der stiller et dumt spørgsmål. Du spørger: Fortæl mig noget, fortæl mig noget af det, som larmer indeni?
Ja, det kan nok være, at udenpå er jeg en stilfærdig type. Indeni larmer det. Så er det måske lige meget. Måske jeg skal ønske at være stilfærdig indeni i stedet. Årh hvad, kom nu, fortæl, smiler dine øjne.
Nå men det var i nat, at jeg drømte så godt om dig. Vi var i et sommerhus, jeg tror altså, det var dit. Har du et sommerhus? Nu har du. Der var mange andre mennesker. Mange rum. Jeg havde sovet i et lille rum, hyggeligt, ren sommerhusfølelse. Du var lidt morgenpjusket og så var det, at du ville vise mig, hvor du sov. Et stort, nyt rum. Hvidt, rart. Pludselig var vi som børn og rullede rundt og grinede på din seng. Pludselig var vi som voksne og så hinanden alt for meget ind i øjnene. Og pludselig lyste dine øjne blødt. Og pludselig sagde vi slet, slet ingenting. Men så. Og pludselig kyssede jeg dig med en følelse af, at det er vildt forbundt at kysse dig; i et sommerhus med andre mennesker, som jo er lige udenfor hvor de går forbi eller snakker eller nok kommer ind i soveværelset lige om lidt.
Du kyssede tilbage. Og tilbage. Og tilbage. Det var et kys, der legede mens læberne blev bløde og våde og vilde og ville ikke andet end at være sammen med hinanden. Vi var fri. Alle tungemærker forsvandt. Glatte, glatte, glatte.
Og vi rørte ved hinanden og sukkede og smeltede sammen og tog os sammen og bed og nappede og slikkede og kyssede igen.
Da jeg vågnede var det med krøllede, tilfredse læber. Bløde, berørte. Af dig, i drømmen, i dit fine sommerhus.
Hvad betyder det, spørger du så med analytisk grundighed. Åh nu er det, at jeg ønsker mig, at jeg var en mere stilfærdig type, som ikke har øjne, der røber overfor dig, at jeg har noget indeni som larmer.
Jeg elsker fart. Jeg elsker biler. Jeg elsker at køre stærkt. Men når egoet sætter sig i førersædet i det jeg forestiller mig er mit livs sportsvogn, bliver jeg bogstaveligt talt kørt over af følelsen af ensomhed. Egoet kører derud af i en hæsblæsende fart med kalechen nede, vinden i håret og fuld drøn på bilradioen med en pulserende bas. Uden én eneste bekymring i verden. Hvorfor skulle egoet også have bekymringer? Det har det jo sat mig til. Og der er masser jeg kan bekymre mig om: er der nu penge nok på kontoen til uforudsete udgifter, er familien i harmoni, så konflikter til den kommende jul kan afværges i tide, har jeg valgt den rigtige branche at arbejde i, er jeg værdig som forælder, er farven på kolonihavehuset den rigtige, ja, det vil ingen ende tage. Der er jo hele verden at bekymre sig om. Så nu ved du, hvorfor jeg ikke altid svarer med det samme, når du ringer eller mailer. Jeg er travlt beskæftiget.
Og hvis jeg bliver uopmærksom et øjeblik og tager en pause for at passe på mig selv, så går der som regel ikke længe for egoet kører op i min indkørsel på hvinende dæk og parkerer foran hoveddøren. Derefter går der ikke lang tid efter at jeg har hørt bildøren smække fløjlsblødt, før det har sat nye tanker i gang i mit hoved om alverdens katastrofer, der vil indtræffe, hvis jeg ikke snart kommer i gang med at forhindre dem. Så skal I bare se mig vende alverdens tanker hurtigere end en professionel pandekagebager kan vende pandekager i luften i Tivoli midt i højsæsonen. Det værste er, at egoet bilder mig ind at, hvis jeg ikke gør alle disse ting, så vil jeg blive det ulykkeligste og mest ensomme menneske på jorden. Det vil jeg selvfølgelig ikke være. Uf, tænk at sidde dér helt alene, mens alle andre er lykkelige. Men uanset hvor meget energi, penge, tid, ressourcer, ja uanset hvor meget jeg giver af mig selv og det jeg har, så lader lykken og glæden over selve livet vente på sig. Ikke mærkeligt, når jeg tænker på, hvor optaget jeg er. Optaget af alt muligt andet end mig selv og mit liv. Og imens har egoet sat sig ind i min convertible og med sømmet i bund drøner det rundt og lever det søde liv. Mit søde liv!
Ind imellem krydses vores veje. Det går ikke stilfærdigt for sig. Hver gang ender det med at jeg bliver ramt frontalt, ruller op over køleren og lander med et klask på den hårde asfalt med hovedet først. Egoet, den store kujon, er sædvanligvis over alle bjerge, når jeg først har fået sundet mig og vaklende er kommet på benene. Og pudsigt nok er det følelsen af at være ulykkelig og i særdeleshed ensom, der fylder mest i mig, når egoet og jeg har haft et sammenstød. Det er en usædvanlig stærk følelse, og den har mange gange kunnet drive mig til at gøre ting, jeg bagefter stod undrende overfor. Hvorfor tillod jeg overhovedet mig selv at stå model til et dårligt fungerende parforhold? Hvorfor udeblev jeg simpelthen ikke bare fra den hæslige date? Hvorfor sagde jeg ja til en arbejdsopgave eller arbejdsplads, der åd min energi, som et frådende monster, så der intet var tilbage til hverken familien eller mig selv? Hvordan kunne det komme dertil, at jeg mistede en mindre formue på grund af en uhensigtsmæssig for ikke at sige tåbelig økonomisk disposition, der slog bunden ud af budgettet det næste lange stykke tid? Jeg har tit spurgt mig selv, om det her skulle forestille at være livet? At være slave af et krævende, længselsfuldt, uansvarligt ego. Og som følge af det føle mig ensom, ulykkelig og som offer for omstændigheder som rentestigninger, skilsmisse, den nyeste forårskollektion og alverdens andre unævnelige ulykker.
Så en dag, efter at have haft et større sammenstød med et beruset ego med en ånde, der stank af Cosmopolitan, vendte jeg mig om og så at vi havde trukket os et spor af mennesker og materielle ting, som var nøje udvalgt specifikt til formålet. Altså mit livs formål. Eller det jeg troede var mit livs formål. For når jeg kiggede ordentlig efter så jeg at mit eget ego havde brugt mig som en doven, snobbet engelsk adelsmand med monokel bruger klappere eller sender hundene i forvejen til en jagt. Og når han har nedlagt byttet bruger han eftermiddagsteen som en kærkommen lejlighed til at stritte lidt ekstra hovent med lillefingeren i en lige vinkel ud fra den fine porcelænskop, alt imens han fortæller om sine storslåede, uforglemmelige jagtbedrifter. Dér i det øjeblik indså jeg, at ansvaret for at få opfyldt sine behov ligger hos os selv. Hver især. Hver for sig.
At tro på at det overhovedet kræver et offer at få opfyldt sine behov er den direkte vej til elendighed, ulykkelighed og ensomhed. Så jeg indstillede jagten på de mennesker og de ting, der kunne opfylde mit egos sult og dæmpe dets følelse af ensomhed. Det skete bare den dag, at jeg var træt af at være træt. Jeg var fyldt op, jeg var slidt op og jeg vidste, at det nu var blevet tid til at smøge ærmerne op og gøre noget andet. Hvis jeg ønskede nogen som helst forandring i mit liv, så var der kun mig til at gøre det. Jeg var nødt til at mobilisere modet til forandring og handling, hvis jeg skulle befri mig selv fra mit eget fængsel. Det var på tide at overtage rattet og styringen i mit eget liv. Nu ville jeg køre med kalechen nede og mærke vinden suse i mit hår med bilradioens volumenknap på maksimum og bassen pumpende i takt med mit pulsslag. Så på bedste gangstermanér maste jeg mig ind bag rattet. Jeg trådte hårdt på speederen, og da jeg havde nået tophastigheden, lænede mig ind over et måbende ego, åbnede døren i passagersiden, satte skulderen mod egoets, og så det foretage et rullefald hen ad asfalten, som ville få den mest drevne stuntman til at tage noter. Ved nærmere eftertanke var det dumdristigt gjort af mig. Jeg kunne have kørt nogen ned. Eller have brugt alle 3 klip i kørekortet hurtigere end min bil kan nå fra 0-100 km/t. Det er da tankevækkende.
Jeg kendte dem ikke særlig godt, når det kom til stykket. Da det kom til.
Især ikke hende. For det var ham der fyldte, ham der råbte op når vi kom – brølede et rungende GODDAG! Der fik de bløde knogler i min barnekrop til at skælve lidt. Ikke fordi han var skræmmende, for han var jo godheden selv, ikke? De sagde de ihvertfald. Og han smilede jo når han råbte.
Han råbte bare så højt.
Senere, når de voksne havde drukket lidt for meget vin og fået sært røde kinder, var det ham der råbte højst, blandt de råbende. Ikke ‘goddag’ længere, men alt muligt andet. ‘Forbandede socialdemokrater’ og sådan.
‘Vi diskuterer bare’, forklarede min mor i bilen hjem. ‘Vi var ikke uvenner’. Nå.
Så det var ham, man mærkede mest, men alligevel hende, man krøb ud i køkkenet til, når varmen fra pejsen blev for kraftig og når de larmende ord blev for hede og man ikke helt kunne genkende sine forældre, i den højtrøstede snak.
Stilfærdig var hun, og altid bagved. Bag døren, bag stolen, bag maden, bag bordet. Grålig blødhed med sort hår, bundet stramt i en knold. Et forklæde for at beskytte den fine kjole hun havde på inden under, som til forveksling lignede at hun havde et forklæde på selv når hun tog det af.
Hun sagde aldrig så meget. Lod de andre om at diskutere og satte sig smilende med sit strikketøj og så.
Da jeg blev større, vidste jeg hvertfald godt at jeg aldrig nogensinde og hvor undertrykt var dét lige? Jeg har sikkert siddet midt i deres spisestue, som en hver anden idéforladt teenager, med alle min fordomme og bunkevis af forudfattethed og rynket på næsen over hendes valg. Uden at vide et pløk om, hvad valget gik på.
Så døde hun.
Mange år senere og helt naturligt. Ikke for tidligt, ikke for sent og årene går jo og der falder sne om vinteren som der skal. Jeg var for længe siden voksen og de var begge blevet gamle. Han var stadig larmende og fyldte som nogen-og-firs-årig stadig rummet med væsen, ord og ‘forbandede socialdemokrater’. Indtil hun døde. I al stilfærdighed.
Så slap alting op. Da kisten blev båret ud gennem de brede mahognidøre, skrumpede han ind til en skygge af sig selv. Fra dag til dag blev hans stemme lav og pibende, og hans ‘goddag‘ lød mere som en undskyldning, end noget andet.
Kort efter flyttede han på et hjem. Han kunne intet og havde nok ikke kunnet det længe. Det havde været hende, der i al sin stilhed havde båret og skabt. Støttet så meget, at hun tilsidst bar alt.
Der gik knap et år, så døde han også. Uden en lyd og af et tab så stort, at hjertet ikke længere kunne bære.
21. april 2009, 06:11 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer