På Manhattan, New York, skider finansfyrstetoppen ikke kun på det hele, de gør det på toiletter med luft-til-gulv-vinduer og svimlende høj udsigt til Frihedsgudinden, som de kan se lidt ned på. Irgrøn og isoleret på sin ø, som hun er, omgivet af månen og himlen, Hudson og havet.
Sejlfisk er havets hurtigste, de skyder af sted med 110 kilometer i timen som en hyldest til aquadynamiske principper, som overgår alt, vi kan designe og fremstille. Det gør det meste, overgår det, vi kan. I løgformede kupler på havets bund udklækker mennesket de første oceanauter. Opdager lidt mere af skjulte og glemte mysterier. Under to atmosfæres tryk heler sår hurtigere. Hår og negle vokser langsommere.
Engang trak månen for alvor i havet. Engang var der fire gange mere tidevand end i dag. Engang var dagen blot seks timer lang. Og dagen vokser stadig, en brøkdel af et sekund lægges til hvert århundrede. Hver dag er ny, aldrig som den i går. Dagen forlænges. Holder kloden, fordobles døgnet. Imens stikker Månen af, fjerner sig fra os, tidevandet bliver svagere, Jordens balance ændres med månens aftagende funktion som det tredje stabiliserende ben mellem trækket fra Solen og Jupiter. Roligt flyttes havenes udbulning til et nyt bælte på kloden, hvor vandstanden stiger hundreder af meter, skaber nye dyb.
I havets grave opstår rifter i oceanerne, hvor siderne vokser fra hinanden med to centimeter om året, omtrent lige så meget som en negl vokser på samme tid, her opstår nye have. Klodens evige vokseværk flår rundt med os. Og får os til at åbne hjerter, bankkonti og skræk.
På tredje sal kravlede 48-årige Jens Tranum Christensen den rigtige vej og hurtigt ind under et bord. Fem døgn lå han i ruinerne. 110 timer bankede og bankede han. For sig selv. Med de andre. Til dem, der ledte. Det var først til allersidst, at nogen hørte ham. Fire timer flyttede de brokker, til allersidst bugtede de forsigtigt en slange med vand frem til ham. Jens Tranum Christensen var dehydreret mentalt og fysisk, han gik ind i sin helt særlige drømmetilstand, hvor han var beskyttet, hvor han havde enorme kræfter og kom forandret ud med blå mærker på ryggen og en jernvilje, tørstende efter liv, tørstende efter at være ét med livet og de ofre, klodens liv skaber.
Livets forandring er lille, men føles enorm, er en kraft, der skræmmer eller fryder i sin ustoppelige vilje. Hvil i fred, Haiti, hjælpen er på vej, du er for evigt ny. Havet, månen, floden og fyrster skælver med dig. Vi kan kun skælve. Og efterskælve.
En vinteraften i vort ø-rige mødes to mennesker for første gang. I præcis samme øjeblik, i et uendeligt splitsekund, hvor ingen bagefter i detaljer kan forklare hvad hændte, dér tiltrækkes kontinenter i voldsomme indre skælv, skaber et tryk som heler, bevægelser som river ned, omformer, genskaber og åbner for det, som ikke kunne ses, måske glemt, men altid savnet. Skridt standser, fire fødder vender nu samme vej og de må gå sammen. Kan kun det. Ulvemånen trækker med sin stabilitet i dem og havet. De er viljeløse og aldrig før så bevidste om hvad de vil. Må. Skal. Klart som havet, stort som gudinden, livets egen nødvendighed. Intet er som før. Intet er aldrig som før.
Friheden er stor, vandrer med al sin ro fra øen og ud i blodets flod med sine store fødder i det skvulpende, oprørte hav omkring de to. Hun tænder alt med sin fakkel og kvinden lyser, manden gyser. Livets cirkel er komplet. På vej op ad bjerget sætter de to sig tættættæt, betragter dalen og pakker forandringens gave ud i ærefrygt og ydmyghed. Og tager imod den med tak.
Mens alle fiskene i havet svømmer videre, negle gror, sår heles og mennesker vokser til at være lidt mere et med sig selv og alt.
Love, really
Niels, i live, i cirklen, et sted nordpå,
på programmæssig rejse ad The Long And Winding Wonderful Road
- o O o -
Fredagsbonus, pump up the drums, føl dem, dance away, baaaaaaby:
Jeg ved ikke ret meget om Hvidovre og jeg er ligeglad. Ligeglad med at Hvidovre ligger glemt bagved Vigerslevvej og Rødovre og motorvejen. Det er jo der, det er, og det er jo sådan, det er. Glemt. Kører man ud i verden og kører man igen ind til byen, ligger Hvidovre på højre hånd og jeg er ligeglad, for Hvidovre er skjult bag støjvolde og frakørselsramper, og selvom jeg ikke havde set skiltet ville jeg også være ligeglad, for jeg skal ikke bruge dén afkørsel. Kører jeg galt på motorvejen kan de lappe mig sammen i Hvidovre, men jeg er ligeglad med, hvor de kører mig hen og sætter lapper på, bare de kører og lapper. Og jeg kan få lov at komme hjem igen og fodre katten. Hvis jeg var gravid, kunne jeg føde eller abortere eller gå til kontrol i Hvidovre, det er de vist ret ferme til i Hvidovre, til forløsninger og lytterør i træ. Jeg er ligeglad, jeg skal ikke føde eller lyttes på eller være far igen. Og jeg kender ikke ét barn, som er født i Hvidovre, men jeg har hørt om ét. Så jeg ved godt, at de findes, hvidovremenneskene. Det kan lade sig gøre. Jeg ved det, selvom jeg aldrig har mødt eet eneste menneske, som har præsenteret sig og sagt: Jeg er fra Hvidovre. Hverken spagt hvisket det eller fremturet stolt. Ingen har sagt: Jeg har købt det fedeste rækkehus i Hvidovre. Næe, aldrig hørt det sagt. Så jeg er ligeglad med Hvidovre, ingen har trukket mit øje mod Hvidovre, ingen har skærpet mit øre med klagen af ordet, Hvidovre. Friheden ligger i Hvidovre. Har sin egen station. Jeg er ligeglad, hvad skal jeg med Friheden, hva’? Den flyver vel, det synger de jo. Hvor er det henne, hvidovremennesket? Hvor kan jeg møde det på min vej? Jeg møder alle mulige andre som fortæller om hvor de er fra, født, bor arbejder og elsker. Helsingør, Holbæk, Havnen, Hæslinge, Herlev, kan de sige, fx. Hvor er du fra? Ingen siger ‘Hvidovre’. Der e-r bare ingen som er fra Hvidovre. I hvert fald, når man spørger, så jeg er ligeglad og spørger ikke. Læg en note, hvis du er fra Hvidovre, send en mail, indryk en annonce. Hvem har nogensinde spillet i Hvidovrehallen eller fået en julegave, der skal byttes i Hvidovrecentret? Mon hvidovremennesket aldrig kommer ud, så det er nødvendigt at tage ind bagved Rødovre, Vigerslevvej og motorvejen for at møde det? Kan være, at Hvidovre er det nye Amager. Vi hører aldrig, aldrig om boligprisernes himmelgallop i Hvidovre eller om Hvidovreskandalen eller om borgmesterens flirt med først SF og så DF og måske endnu saftigere en ugift, utæmmelig mand med bandefrisure og sexede tatoos. Helt ærligt, det er som om, at alle glemmer Hvidovre. Måske er Hvidovre kendt for noget. Sexede tatoos? Eller kendt for ikke at være kendt. For at være glemt. Jeg er snart helt ligeglad, jeg indrømmer, bekender og tror, at jeg er en af dem, som er ligeglad med Hvidovre. Ak, jeg er et skammeligt uvidovrende menneske.
Fredagsrytmik – ud på gulvet, vrik med hoften og føøøøl energien. Særligt dig, ja dig der, dig, som læser med fra jobbet – du skal jo alligevel varme fødderne op til juleparty, op og stå, vug med hoften og den anden hofte og så gi’r du den gas, ik … okay okay okay så:
Orv, se. Hans øjne fik eget liv. Ikke nødvendigvis sådan et, som kaldes liv i øjnene. Det var mere det, at de drejede helt sindssygt meget af sig selv, fulgte hendes former, ledte efter hendes øjne imens resten af ham var på vej til at forberede sig på blive genert over de frække øjne, der ikke lod hende være. Lad hende nu bare være.
Arghh, lad være. Hendes øjnekrog fangede med det samme blikket fra de frække øjne og fra hendes kvikke krog udgik signalerne til hjernen som kortsluttede fornuften og lavede en lynkobling til at stå sådan mest på det ene ben på den der måde der krummede kurverne på den der måde som øjne kan li’. Og hun blev lidt flov over sig selv.
Flov, nej, ikke nu – jeg vover det, tænkte noget i ham og tændte det der i øjnene som kaldes liv. Ikke være genert, hans frække øjne med eget liv og nu med meget liv og smil i, de havde jo ret. De så det rigtige. Med det samme. Hun er sgu da for lækker, bragede en ur-røst, men sådan lyder det ikke i mænd, det er mere en følt konstatering, men det lyder ikke så maskulint som at kalde det en ur-røst; i virkeligheden er det en følelse, en aha-oplevelse og mærkes først og fremmest så hjernen fyldes med varme og så er det nu, der ikke må komme frygt indover. Frygt duer bare ikke, og derfor frygter han den.
Skal jeg frygte ham? Er han ligesom de andre, lynhurtigt var dén stemning i hende. Hun var fri af og på græs, evigt græs synes det af og til, og hold op hvor føles græs grønnere herude end derinde, hvor hun havde været. Hun skruede ned for frygten og op for frygtløsheden og den mødte ham i øjenhøjde, mødte hans blik som fortalte hende, at hun da er for lækker og sugede sig fast i hende. Hun følte sig set. Hun følte sig klar til at strække ud, spjætte med benene lige i vejret og lade kvinden komme frem i verden. Staldkåd efter indespærring.
Han mærkede hvordan noget i ham var irriterende indespærret, det voksede, og han er på vej til at blive stålkåd og andet i ham var nu stålsikkert og det førte hans ben til føre resten af ham over til hende. Hans øjne var rolige, fandt hendes, holdt om dem med stålblåt, kærtegnede begge hendes sinds kanaler, var forsigtig med ikke at tabe noget og holdt godt fast med viljen.
Ja, tag fat, lynede hendes blå verdener og sendte silkevåde ilninger til der hvor hjerne og rygrad forsvinder i fryd.
- o O o -
Men, men, men det er fredag og der er bonus og vi skridter sammen med resten af København ind på plænen, ta’r armene op og går lidt amok:
Deres forhold var som tilbagevendende sæsoners temperamenter. Dette års vinter er ikke sidste års vinter. De nye blade på træerne er nye hvert år. Det er nye blomsterknopper, der venter på at springe ud og give deres velduftende, farvestrålende bidrag til gavn og glæde for dem, der måtte sætte pris på dem. Det er nye efterårsstorme, der raser og nye velskabte regndråber, der falder og rammer tilfældigt et sted foran dine fødder. Visker sporene fra sidste øjeblik ud, så et nyt kan sættes i det næste.
Det milde forårs sprøde blade. Den magtfulde sols insisteren på at varme deres længselsfulde kroppe. Den spirende forelskelse, der efterlod rødmende kinder og nedslåede, funklende blikke. Nu kunne de godt fastholde hinandens blikke. Se øjnene spørge, undre, forstå, glemme, huske. De elektriske stød i kroppen, når de forlegent rørte ved hinanden. Med bankende hjerter uden på tøjet. Staldkåde hjerter i en rosa rus af glæde og med følelsen af flagrende konfetti strøet ud over dem indeni.
Sommeren varslede lange, lyse, nordiske nætter under markedsparasoller og i strålevarmen fra kuglegrillen. Fornøjelsen var helt på deres side. De havde stadig kun øjne for hinanden. Den ækle stank fra osende myggelys i pastelfarver, der holdt alt andet end myggene væk. De var ligeglade. De satte sig tæt sammen på havesofaen. Indhyllet i tæpper. Intet kunne trænge ind til dem og forstyrre deres tosomhed. De så den livgivende flamme funkle i hinandens øjne.
Kulden krøb langsomt nærmere. Den gulnede træernes blade og i samarbejde med nattefrosten, slog den de sidste hårdføre roser ned. Deres pink, røde og gullige kronblade strålede stædigt videre for en kort bemærkning. Duften var for længst forduftet. Snart forvandledes regndråber til snefnug. Rimfrosten på græsplænen, der gjorde hvert enkelt strå porøst og skrøbeligt.
En nærtstående ven kunne fortælle om deres kærlighed. Om deres hengivenhed. De satte aldrig spørgsmålstegn ved hinanden. Det var som det var. Det var som det skulle være. Livgivende. De gav det til hinanden. De modtog i det øjeblik, de gav. Livets gave. Upåvirket af hvad der kunne tænkes eller menes om alt andet i verden.
Afslutningen af en årstid er begyndelsen på en ny, der vækker begejstring og forundring. Forundring over at kunne have glemt i vinterens mørke, hvor fantastisk livgivende solens lys og varme er. Forundret over hvor stille jorden bliver, når sneen ligger sig som et florlet, beskyttende tæppe på den og dæmper alle lyde. Ro. Skønhed. Uendeligt og upåvirket på trods.
Jeg har aldrig brugt det ord, tror jeg. Jeg kan ikke lide det. Ja, det er da ikke videre elegant, vel? Synes DU det, måske???
Nårjah-joh, Staldkåd. Det er da et sjovt ord, Thomas, hahaha, Thomas dog..
“ha-ha-he-hi-hø! HØ! HØ! HØ! Der har du din skide stald”.
Hold nu op. Lad nu være at være så hysterisk. Leg med. Det er sådan et man bruger når man skal være sjov! Vær nu lidt sjov, Thomas. Det kan du jo godt, ikk´os?
Arghh jeg er sgudda ligeglad. Jeg kan ikke lide det ord siger jeg jo!
Ligeglad er du da vist ikke. Lad nu være at tage alting så alvorligt.
Hold – nu – kæft. Se, nu kan jeg ikke få det åndssvage ord ud af mit hoved!!!
min kvalme raser videre og nu må jeg skrive det ud
verdenskrige, forurening og kamphunde til trods
det skal ud af systemet
lad os slå fast at “Staldkåd” er et klamt og ulækkert ord
Det er kun et sjovt ord for landmænd og hestepiger
det er svin og store dyr der pruster
det er lidderluneøjne i lummerøl
Det er et klæbrigt invaderende ord
det er helt op i mellemgulvet
graviditetsgravitation
det er historisk drypdryp på halm
det er stalddøre der smækkes
det er en tåre
en tynd stribe blod
på et hvidt inderlår
rødt blod hvidt lagen
hvid krop rødt lagen
barselsdøden byttede farver
Det danske flag blafrede også
i en tid før mennesket som en anden kvie skulle insemineres bl.a. for at kunne overvinde karrierens og fedmens og muuuuhlighedernes effekt på forplantningsevnen
staldkåd er herremandens blå sædceller
der generationer efter vrimler ud af munden på en eller anden idiot der er stolt over at tiptiptiptipoldemor fik en omgang af en tyran og måske ikke engang overlevede
staldkåd er den hjernedøde fnidder
fra aber med silikonepatter og tatoveringer over den gennemsnitligt udseende kendis som ingen ved hvad kan
men da godt må få lov hvis han giver en streg som de peppede mellemfede halvledere der med “halvfed” skilter med deres ledende rolle som mellemlægspapir hvis hjernehalvdele dybest set blot er to tyrenosser cirkusets alfaklovne over halmen og vi er tilbage i stalden dog trallende, trillende og 30 årige på p-piller og coke
nej, jeg ved ikke hvad det er med det ord
måske at jeg kun har været i en stald
da jeg var på ekskursion med resten af 7.b
og at jeg på ingen måde forbinder det med at være kåd, og selv om jeg knækker ordet over kan jeg heller ikke lide det
Staldkåd får mig således til at åbne vinduet sætte lidt moderne klassisk på.
Ja, det er da ikke så slemt, jeg kan da nappe et lille antikt glas med absint af bedste skuffe Se, tryk avler modtryk, det er da ikke så skidt. Uuuh. Der fik jeg sagt avl.
stald er avlsvin
kåd er liderlig
staldkåd er svineliderlige
Staldkåd er således kopulerende, bølgende, lyserød, hårløs flæsk
stald er fluer
kåd er øjne
Staldkåd er flueøjne
staldkåd er således pis og lort i sekskanter
Nej, det går ikke.
Jeg ved virkelig ikke hvad der er med det ord.
og det er nok sidste gang jeg bruger det.
Kan jeg mon bruge det op?
staldkådstaldkådstaldkådstaldkådstaldkådstaldkåd
st…
Tilsyneladende ikke.
Så lad os være subtile og pynte
et fint digt med guldtråde og stankelankel og pyntepyntepynte:
syrenernes
tavse
aftenduft
lokker
de
kalder
åbner
dig
nej
nejnej
lodret
erigeret
åbner dig
nej det er for klamt
fat det nu. Jeg kan virkelig ikke skabe noget æterisk eller skønt med det ord.
Ikke noget jeg føler for.
Jeg en dårlig artist.
Suk
Men man kan da altid foragte
Det er nu engang
meget meget
lettere
ja
.
[Thomas er turbulent, dekadent ordflodstænkende, og ugens onsdagsgæst på Syvfold.dk]
Det strækker sig over et år, det ved jeg allerede. Et år er så passende, ikke? Så afsluttet, så markeret og så varierende. Kun én tur rundt i spiralen, og man kan næsten kan bilde sig selv ind, at det er en cirkel. Ét år.
Ligesom den anden historie, faktisk. Måske der er derfor jeg synes, det er så god en idé. Letheden i gentagelsen. Og det er jo lidt løgn, den anden varede kun et år, fordi jeg trak den ud selv. Forlængede, fordrejede, forstrakte. I virkeligheden rummede den kun få måneders halsløst begær, krydret med mellemrum og håbløs dumhed. Men historien blev god uanset, og kom til at fylde et år på skrift.
Jeg skriver til dig, det ved du godt, ikke? I håb om at du indser og genser. I håb om at du er derude, nysgerrig nok til at se efter og indbilsk nok til at tro at det er om dig. Ikke at jeg tror det. Hvad rager hun dig. Nu. Hvad ragede hun dig dengang.
Du ragede. Hende. Meget. Det fik hun vist aldrig sagt, tror jeg. Så nu skriver hun det på alle de tomme whiteboards hun passerer. Nu skriver jeg det for hende, mellem linierne på powerpoints, på gråhvide husmure og tværs henover vejbaner.
Skal man egentlig vise af når man holder i en svingbane? Der er jo ingen vej lige ud, så hvis ikke man skal dreje ville man jo ikke holde der.
Se hvor jeg skrider i tankerne. Ligesom I gjorde, dengang I ragede hinanden. Og på.
Det er så uendeligt ligemeget nu, vand under broer, i hovedet og i sikkert også i din buks. Iskoldt vand, forhåbentlig.
Men jeg skriver alligevel til dig, og har skjult mit budskab i en historie om en usynlig kvinde. Fordi jeg godt kan huske og ikke ved om du kan. Kunne. Vil.
Fordi der var så meget hun ikke fik sagt; så mange ting, der blev gemt i øjeblikkets staldkåde overmod og senere i angsten for at miste det, hun aldrig rigtig havde.
Det strækker sig over et år. Spørgsmålet er så hvornår et år starter. Og med hvad. Måske jeg først ser dét når jeg når til slutningen.
Sjældent er en ny CD-udgivelse blevet omgærdet af så megen ligegyldighed, som Staldkaads debutalbum ”Føl på tværs”, og sjældent har det været mere berettiget. Der er ganske enkelt tale om en eklatant fejlvurdering af pladeselskabet, der måske skulle have taget konsekvensen for mange år siden og drejet nøglen om, dengang man holdt op med stikke plader.
De fire Haslev-knægte, Pizky, Joey Doey, Stunt og Gunnar, der tilsammen udgør det apokalyptiske country-postpunk-neohippotente kultband Staldkaad, har selv skrevet tekst og musik til alle CD’ens otte numre, og det er formentlig foregået i det lange spisefrikvarter, hvis der da ikke decideret er tale om en mellemtime.
Rygtet om deres debutalbum har længe cirkuleret i SSP-kredse, og venner og bekendte har flittigt forsøgt at promovere udgivelsen på chatsider som Horsebook, PowerPig og Lamselaar.dk. Alle fem ville også være dukket også op til Staldkaads release-party i går aftes, men tre af dem måtte i sidste øjeblik sande, at releasen ikke som først antaget indbefattede uledsaget weekendudgang fra ungdomsfængslet. Det skal være usagt, om de øvrige to dukkede op, men det vil formentlig fremgå af døgnrapporten i morgen.
En grundigere tekstanalyse af Staldkaads lyriske univers har nogenlunde samme relevans som en konditest på en fødegang: man kan ikke afvise forekomsten, men man ville ønske man havde ladet være. Hør blot refrænet fra CD’ens åbningsnummer, ”Halvvåd og staldkåd”:
”Nu ku’ han mærke hun var halvvåd,
for hun var nemlig blevet staldkaad.”
Eller den pseudopoetiske ”Hype, hype, lille Lotte”, der klart indikerer, at Staldkaad har større udsigt til en staveplade end en platinplade:
”Lotte, du jo min hæsdepige,
jeg ve sku ikk, hva jeg ællers ska sie,
hver gang jeg ser du er ud å ride
så er jeg bare helt ud å skide”
Sådan fortsætter det på alle CD’ens numre, hvor det 16 minutter lange instrumentalnummer ”Ponyekspressen løber løbsk” fik undertegnede til ved nærmere eftertanke at forkaste den første indskydelse: ”Jeg savner ord”.
Coveret er sådan set pænt og nydeligt, hvilket imidlertid grænser til falsk varebetegnelse, og i øvrigt ligner det noget jeg selv kunne have lavet i Photoshop, mens mine briller var til reparation.
Når alt kommer til alt, var det måske ikke til nærværende blog, man skulle foretage denne anmeldelse, men til de relevante myndigheder. Spørgsmålet er blot, om de vil tage CD’den alvorligt. Det vil i så fald være de eneste.
Kommentarer:
Nøh, hvad med dig selv, dit fucked up borgerdyr, du er jo aldrig nået længere end til Keld Heicks
samlede værker. MC Horsepower
3. august, kl. 20.52
>Nøh, hvad med dig selv, dit fucked up borgerdyr, du er jo aldrig nået længere end til Keld Heicks
>samlede værker. MC Horsepower Det som at MC skriver det nemlig rigtigt. Gunnar.
3. august, kl. 20.55
>>Nøh, hvad med dig selv, dit fucked up borgerdyr, du er jo aldrig nået længere end til Keld Heicks
>>samlede værker. MC Horsepower
>Det som at MC skriver det nemlig rigtigt. Gunnar. Ja, godt skrævet, Gunnar der, så ka han lær det. Stunt.
3. august, kl. 20.56
5. februar 2010, 01:02 
Synes godt om!
Tags: 
Sjældent er en ny CD-udgivelse blevet omgærdet af så megen ligegyldighed, som Staldkaads debutalbum ”Føl på tværs”, og sjældent har det været mere berettiget. Der er ganske enkelt tale om en eklatant fejlvurdering af pladeselskabet, der måske skulle have taget konsekvensen for mange år siden og drejet nøglen om, dengang man holdt op med stikke plader.
Besvar
Nyeste kommentarer