|
|
Af Line,  30. marts 2010, 23:46 Måske det er på tide at vågne op igen. Ikke at jeg føler mig særlig vågen og ikke at jeg aner hvad ordet er. Jeg har 45 minutter og selvom det er længe, er det ikke nok. Min pc var sat op til selv at kunne huske passwordet herind til. Sikkert praktisk, for hvem ved om det også var glemt i den her massive gang næseskyldning jeg har haft gang i. Spulet ud tværs gennem systemet. Og der må skylles. Hvis du kan nå vasken for gipsen.
Måske det er på tide at vågne igen. Ordet. Hvor?
Jeg har brugt lidt tid i min have, nu jeg har haft den til mig selv. Humpet rundt på krykker og sat små runde huller i smeltende muldjord. Jeg tror aldrig før jeg har set vintergækker gro og sne smelte. Men nu gjorde jeg det. Dryp for dryp, grønkorn for grønkorn. Små ploppende lyde når de springer ud og når iskrystaller bliver til vand. Eller var det dråberne der ramte gipsen på mit ben?
Jeg har 38 minutter og hvis det er i dag jeg skal vågne, er det ved at være nu. Plop. Vådt vasketøj og rababerspirer. Vældig meget potens der er i sådan nogle. Og skvalderkål. Påskeferiebørn der taler tågesnak i søvne et sted i mit hus. Måske jeg slet ikke sover, og kan man så vågne? Måske jeg bare drømmer, at jeg sover? Måske det hele bare var en drøm?
Det er næsten det værste: jeg ved faktisk ikke om benet reelt var brækket eller om lægerne bare pakkede mig ind i gibs den dag jeg faldt. Lige stille, Line; eller du kommer aldrig mere til at gå. Sov du bare de næste par måneder væk! Konspirationsteori for erhvervsfolk: Vi pakker hende brokrøven ind i gips og sygemelder hende, så er hun af vejen.
Det gjorde godt nok ondt den dag jeg løb på det. Hvor skulle jeg da også vide det fra, jeg havde det jo fint inden. De mente åbenbart der der med, at jeg skulle ligge stille. Av.
De piller gipsen af på tirsdag, siger de. Håber fandme de tager et røntgenbillede først, eller gør et eller andet, så de er helt sikre på om bruddet er helet op. Jeg må stadig ikke løbe, selv om jeg kommer til at ligne en, der kan.
Det er nok dét der er værst: jeg må ikke løbe, jeg kan ikke løbe og jeg aner ikke, om jeg kommer til det igen.
Der er 15 minutter tilbage og jeg tror jeg er mere vågen nu, end jeg egentlig bryder mig om.
 1 person kan lide denne tekst
Af Line, 2. februar 2010, 23:41 Programmæssig ændring af programmet, giver flodbølgelignende dønninger af ildfluer et sted syd for mandelblomsterne, og abrikosformede huller i hukommelsen hos de gamle mænd. Men vi er her stadig, selvom sendetidspunktet er rullet ud som lakridssnørebånd; uforskammet i sin korthed og fattet i sin form.
Ting tager tid, og snart har spiralen taget en hel omgang.
Af Line, 15. december 2009, 23:41 Sveddryppende fugtigvarm ånde blæser ned fra ventilatoren i loftet. En lille lysegrå lyd drysser ned over dem med faste intervaller. Luften flimrer henover deres blikke og de smiler kun fordi varmen tvinger læberne fra hinanden.
Tyndt skjortestof klæber til varm hud, og små kildende svedperler løber ud mellem folder og ind i haser. En skabet hund løber henover den beigegrå jord og hvirvler små cirkler af okkerstøv op i luften.
Hvor mange vil du ha?
Det giver en klirrende lyd da isterningerne lander i glasset.
Bare rolig, det er importeret is. Ægte arktisk gletcher-is vistnok. Ingen lokale bakterier eller rester af døde høns.
Hun ser isterningen smelte i glasset og mærker en dyb tørst overtage. Møder hans blik og har i et øjeblik glemt hvorfor hun tog med.
Af Line, 18. august 2009, 22:09 Den 5. maj, klokken 15.13 begyndte flyet at rulle ud mod den fjerne startebane i Københavns lufthavn. Eller også kørte piloten en omvej, for turen derud føltes lang. Rullende tomgang inden takeoff.
Så flyv dog, hvæsede en stemme hun mente hun kendte, tæt ved hendes øre. Så flyv dog!
Lufthavnen havde været fuld af mennesker. Måske overraskende for en helt almindelig tirsdag i maj, måske ikke. Måske lufthavne er uden for tiden; måske tiden bliver holdt som gidsel i den evige transit, for så at blive sluppet ud i små portioner fordelt på fly.
En time og 10 minutter senere ville det lille fly lande i Prag; og inde da, ville det kredse henover den grågrumsede betonørken kommunisterne havde bygget lige uden for byens mure. Befriende firkantet. Hvor nemt at bo der, ikke nogle snirkler at tage stilling til, og ingen blomster at vande.
Hun så det hele oppefra. Lufthaven, ankomsthallen, den grå mand med et lille uklædeligt overskæg, der uden at kigge op vinkede hende og 56 andre passagerer igennem og ind i Tjekkiet. Taxachaufføren og portieren i den velourdækkede hotelreception.
Der hang store bannere fra trappen og ned. Symposium. Annual. Welcome. To. Ordene flød sammen og betød ingenting andet end business as usual, mens habitklædte mænd læste avis i den røde velour. Set oppefra og hundrede gange før. Stemmen mumlede noget hun ikke kunne høre. Ville høre. Hånlig. Hold så din kæft! Svarede hun? Døren lukkede bag sig med en hvislen og et lille blødt bump. Hun slog slåen for og så sig om.
Business as usual. Seng. Bord. Stol. Alle umagelige og lidt for store og lidt for bløde. Som for at narre nogen til at tro at hotellet var luksuriøst. Og så til den pris. Latterligt!
Hun smed jakken på sengen og skubbede lågerne til det store skab til side så hun kunne komme til TV´et bag. Greb fat i det og vippede det rundt, så hun kunne se om der var en scarttilslutning til det. Det var der.
Godt.
Nu skulle hun bare vente.
Af Line, 4. august 2009, 06:33 Det strækker sig over et år, det ved jeg allerede. Et år er så passende, ikke? Så afsluttet, så markeret og så varierende. Kun én tur rundt i spiralen, og man kan næsten kan bilde sig selv ind, at det er en cirkel. Ét år.
Ligesom den anden historie, faktisk. Måske der er derfor jeg synes, det er så god en idé. Letheden i gentagelsen. Og det er jo lidt løgn, den anden varede kun et år, fordi jeg trak den ud selv. Forlængede, fordrejede, forstrakte. I virkeligheden rummede den kun få måneders halsløst begær, krydret med mellemrum og håbløs dumhed. Men historien blev god uanset, og kom til at fylde et år på skrift.
Jeg skriver til dig, det ved du godt, ikke? I håb om at du indser og genser. I håb om at du er derude, nysgerrig nok til at se efter og indbilsk nok til at tro at det er om dig. Ikke at jeg tror det. Hvad rager hun dig. Nu. Hvad ragede hun dig dengang.
Du ragede. Hende. Meget. Det fik hun vist aldrig sagt, tror jeg. Så nu skriver hun det på alle de tomme whiteboards hun passerer. Nu skriver jeg det for hende, mellem linierne på powerpoints, på gråhvide husmure og tværs henover vejbaner.
Skal man egentlig vise af når man holder i en svingbane? Der er jo ingen vej lige ud, så hvis ikke man skal dreje ville man jo ikke holde der.
Se hvor jeg skrider i tankerne. Ligesom I gjorde, dengang I ragede hinanden. Og på.
Det er så uendeligt ligemeget nu, vand under broer, i hovedet og i sikkert også i din buks. Iskoldt vand, forhåbentlig.
Men jeg skriver alligevel til dig, og har skjult mit budskab i en historie om en usynlig kvinde. Fordi jeg godt kan huske og ikke ved om du kan. Kunne. Vil.
Fordi der var så meget hun ikke fik sagt; så mange ting, der blev gemt i øjeblikkets staldkåde overmod og senere i angsten for at miste det, hun aldrig rigtig havde.
Det strækker sig over et år. Spørgsmålet er så hvornår et år starter. Og med hvad. Måske jeg først ser dét når jeg når til slutningen.
Af Line, 28. juli 2009, 06:40 Jo, det var hende. Næsten skjult bag søjlen og stivnet af skræk for om det nu var ham. Hun ligner slet ikke den blonde fra før. Køn er hun ikke rigtig, på det her tidspunkt i historien. Hendes mørkebrune hår er skåret i en kort hård page, det snitter luften over, hvor den slutter. Smalt ansigt og tynde læber. Store blågrønne øjne, og en hud så lys, at den virker gennemsigtig. Men det er den ikke, vel? Man kan ikke se ind i hende, om man så stiller sig helt tæt på.
Jeg tror vi er lidt over midten i fortællingen. Længe efter den dag, hvor søsteren skulle dimittere. Længe efter hun mødte kvinden med det tynde sjal første gang, og endnu et godt stykke tid før hun møder hende for syvende gang. I den lille pause der nødvendigvis må være, før klimaks vælter os tilbage i stolene og griber os om hjertet, anklerne eller i nakkehårene. Stilhed efter, at alt det afgørende er sket, uden at vi har set det. Endnu.
Hun holder ubevidst vejret og læner sig tilbage i skyggen. Det kan ikke være ham. Hvorfor skulle det være ham, hvorfor skulle han være her og hvorfor skulle han le sådan? Så hjerteligt. Nej… det er ikke ham. For skarp kæbe, for spids næse og for brede læber. Kvinden ved siden af han er også korthåret – det var hun ikke, vel? Men hår kan jo klippes…
Nej, det er ikke ham.
Hun slipper servietten, som hun krampagtigt har grebet om da hun så ham, og løsriver blikket. Ser på de hvirvlende tjenere, der smiler spansk-flirtende med rutinecharmen skruet på. Ikke til hende, hun er jo næsten usynlig, men til alle de andre. Klirren af tallerkener og små pust, hver gang én småløber forbi.
Tjeneren i døren nikker venligt, da hun går ud. En kvinde med kort mørkt hår, ser efter hende med en lille rynke mellem øjnene.
Tilbage på værelset tager hun forsigtigt den gråblå kjole af, og siddende på sengen ruller hun rutineret de glatte strømper på. Det er nok for varmt til strømper, men gør det noget? De bygger hende op. I et kort øjebliks tøven lader hun fingrene glide hen over blonden midt på låret hvor de stopper, og trækker så en kort, rød kjole, der ligger klar over en stol, ned over hovedet. Hun behøver ikke se i spejlet; den sidder perfekt.
Med hurtige bevægelser trækker hun øjnene op med sort, og fjerner et usynligt fnug fra det ene kindben. Finder en mørkerød læbestift frem fra toilettasken, og ser et øjeblik undersøgende på kvinden i spejlet. Man kan ikke set det. Reder det glatte mørke hår stramt tilbage og sætter den rødblonde paryk på med vante fingre.
Døren til værelset lukker sig med et lille klik, da hun stille glider ud i natten.
Af Line, 21. juli 2009, 06:50 Det allerførste er hvor man starter. Jeg vil så gerne have et skelet, en form jeg kan fylde ud, og i det her tilfælde ER der ikke nogen – det er jo dét der er hele pointen. Jeg skal selv bygge det hele op, og så er det at jeg ikke aner hvor jeg starter.
Jeg ved at en fisk består af en hale, et hoved og så en krop i midten. Og at visse fisk har pigge og alle har finner og gæller. Og jeg ved, at en historie er som en fisk, så jeg skal vel bare starte med hovedet? Eller halen? Eller den ene finne eller den højre gælle? Og nu er det her jo ikke en fisk, men en historie, så hvordan ved jeg hvor jeg skal starte når jeg hverken ved hvor den slutter og hvor den når omkring undervejs?
Jeg ved ikke engang hvordan hun ser ud. Måske hun ligner den kvinde jeg så i Hotellets restaurant på Mallorca. Blondt hår i en stram hestehale, der vippede når hun drejede hovedet. Hvilket hun gjorde ret tit, når der skulle holdes styr på børnene – mest den lille; han havde det med at hoppe på stolene og tabe mad på sin storebror, gulvet eller forbipasserende uskyldigheder. Det virkede egentlig lidt for blondt; håret, og hun havde et hårdt drag om munden.
De var lige ankommet da jeg så dem første gang, men hun var alligevel brun på en måde der mest af alt lignede et forsøg på at skjule det grå skær i ansigtet og måneders træthed aflejret i furene om munden.
Manden var så neutral, at jeg kun kunne genkende ham med hende ved siden af. Han kunne have været reklamemand, seniorforsker eller brændehugger for den sags skyld, men måske han bare ikke var vigtig.
Den store dreng var nok omkring de 10 år, og havde samme lyse hår, og samme mund og hageparti som sin mor. Bortset fra, at det hårde drag var erstattet af en pre-teen muthed og anlæg til overlegen kedsomhed.
Den lille var en helt anden. Evigt hoppende og uden at ligne sin mor og bror, hverken i hageparti og farver. Han var mørkhåret, med spillende brune øjne og så meget energi, at hans mor tilsidst valgte at kigge væk.
Jeg så hende aldrig smile, men jeg tog selvfølgelig også hjem et par dage senere.
Ser hun sådan ud? Er det sådan et liv hun har? Og hvor er vi i historien, er det starten, slutningen eller 10 år senere, når romantikken er falmet og hverdagen har tappet selv heltinder for drømme?
Nej, jeg tror ikke det lignede hende. Hun var nærmere den mørkhårede neutalitet, der kun kunne anes i brudstykker bag en søjle og i randen af et spejl, mens hun iagttog de myldrende tjenere, de krebsrøde skandinaver og de råbende børn. Og gemte sig for manden til en korthåret kvinde, fordi hun mente at hun havde set ham et sted før og ikke ville risikere at sige noget upassende. Eller bare at blive set.
|
|
Tags: 
Nyeste kommentarer