18. juni 2009, 10:51 Emballage! Isoleringsmateriale! Hvad i alverden kan jeg tænke om flamingo, som vil give mig netop den følelsesmæssige og mentale oplevelse, der som regel fører til et indlæg fra min hånd. Mit torsdagsbidrag om alverdens ord og bogstavsammensætninger. Udsprunget af alverdens sprogstammer, der har eroderet ganske højlydt over de seneste mange år. 1000-vis af år.
Hvis det er sandt at brugerne skaber sproget, som Stephen Krashen http://en.wikipedia.org/wiki/Stephen_Krashen antager, så er der en del ord, hvor jeg undrer mig over, hvad de mon skal bruges til. Og om de mon bliver brugt. Når jeg så en gang imellem støder på nogle af de priviligerede brugere, bliver jeg som et barn igen. Jeg må! bare øve mig i at bruge det. Jeg kaster mig over det og maaaaser det ind i sætningskonstruktionerne, så de er lige ved at briste under vægten af det. De holder som regel. Problemet er ofte mig.
Som når min søn sidder ved sin kommandocentral ved spisebordet. “Kommandocentralen” skal forstås som den opstilling af elektroniske og digitiale hjælpemidler, han sidder midt i. Han har sin bærbare pc foran sig. Han er udstyret med headset, hvor den tilhørende mike, der kan justeres foran hans mund, leder mine (gamle) tanker hen på tv-programmet “Hit med sangen”. Udover det og alt det andet grej, er det seneste skud på pc-stammen et numerisk tastatur, tilkoblet via USB. Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på, at han er udsat for en meget usund stråling med ukendte konsekvenser.
Han kommunikerer via nettet med sine online venner (Og jo. Mor her har tjek på, hvem hans venner på nettet er!). Jeg kan høre alt hvad han siger, og her er det at studiet omkring sprogbrug for alvor bliver en udfordring for mig, der hører det og min søn, der skaber det. Han har i en periode sagt “lol” rigtig meget. Så meget at jeg var ved at komme i tvivl om hans iq. Indtil jeg en dag fik den skøre idé at spørge ham, om han vidste, hvad det betød. Han kiggede på mig med tekop-store skeptiske du-må-have-knald-i-låget-eller-laver-du-fis-med-mig? øjne. “Laughing out loud, mor”. “Og hvis det er for svært for dig så kan du bare sige det på dansk!” Her knækkede filmen for mig. Jeg dristede mig alligevel til at sige: “Nååårh, du mener griner højlydt?” Helt sikker på, at vi igen var på sproglig bølgelængde. Jeg fik det samme blik endnu en gang. “Nej…. GRM!” Hvorpå han vendte sig mod sin kommandocentral igen og styrede verden med hård hånd.
Jeg føler mig dum. Men det overskygges 1000 gange af oplevelsen af også at være priviligeret. Hvor heldig kan man være, når éns egen spisestue er et laboratorium i sprogbrug og sprogskabelse.
Der kan umiddelbart være langt fra flamingo til slanguage. Men man kan godt GrineRigtigMeget af en flamingo. Jeg mener, de farver deres fjer med rejeskaller. Deres knæled vender den forkerte vej, og de står på et ben og sover. Det er da lissom på en eller anden måde et eller andet sted for langt ude grineren.
* Mit tastatur kan ikke lave fonetisk skrift. Så -ou lyden er oprindeligt omvendt -eu lyden som i “no“. Og det er selvfølgelig AmEng potato og BrEng potato, jeg referer til i overskriften.
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer