21. maj 2009, 08:39 Følgende handler om at bryde en vane. At gå på opdagelse. At skærpe sin opmærksomhed og… nå ja, så er det også et anerkendende, kammeratligt skulderklap til Søren Kierkegaard for at have skrevet de udødelige ord:
»Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds. Hvilken Sætning, jo meer den gjennemtænkes, netop ender med, at Livet i Timeligheden aldrig ret bliver forstaaeligt, netop fordi jeg intet Øieblik kan faae fuldelig Ro til at indtage Stillingen: baglænds.«
– Journalen, -/- 1843
Jeg ville så gerne kunne tage Kierkegaard på ordet, og som han kommer også jeg til kort. Jeg sneg mig nu alligevel til at gøre et forsøg forleden dag. Jeg elsker at løbe langs fjorden, hvor jeg bor. Der kan være medvind. Modvind. Blik. et øjeblik.
Kitesurfere, der ihærdigt forsøger at mestre kunsten at forene elementerne luft og vand. De ser tit ud til at være udfordret til grænsen. Nå, men grunden til at jeg ser dem så tit er, fordi jeg har løbet den samme rute, de samme kilometer med det samme musik i ørerne i årevis. I kilometervis.
Så forleden dag tog jeg mod til mig og vendte hele den rutineprægede procedure på hovedet. Jeg forberedte mig på at løbe ruten modsat af, hvad jeg plejer. Lad den sidste km blive den 1.!
På med skoene og løbetøjet. Den lette udgave, for vejret var fantastisk. Tilslutte mp3´eren(!), trykke “play” og så af sted.
De første 600 meter er ren opvarmning. Det var min hjerne ligeglad med. Den var i fuld sving med at forstyrre min krop. “Hvad laver du?!? Det kan du sgu da ikke! Du får ikke noget ud af det!!!!”
Spændt, lidt overfladisk vejrtrækning og en oplevelse af, at jeg i min indre dialog allerede var ved at opveje fordele og ulemper ved det forestående eksperiment. Det skal tilføjes, at min indre dialog består af et panel med lige så mange stemmer, som der er medlemmer i EU-Parlamentet. Afstemningen faldt ud til fordel for den del af mig, der gerne ville have en anden oplevelse. Lidt lobbyisme var alt, der skulle til.
De næste 1,5 km gik fint. Løbe på stien langs husene ved 1. række til vandet var en smal sag. Og så alligevel. For min krop blev vækket af, at det gik op ad bakke, hvor det før gik ned ad bakke. Hvad der før var på min venstre side var nu på min højre. Indtrykkene var fuldstændig anderledes. Og desorienteringen satte langsomt, men træfsikkert ind.
Stien slap op og jeg løb mod vandet. Jeg tog mig selv i at tænke, at jeg også kunne fortsætte lige ud og løbe 600 m op ad bakken foran mig, der ville føre mig igennem byens nyeste velhaverkvarter. Der blev kaldt til afstemning for 2. gang i panelet. Jep, de rykker hurtigt ud (og det er her enhver sammenligning med EUs parlament stopper) og inden jeg fik set mig om, havde de sendt resultatet til mine ben. Eksperimentet fortsatte som planlagt. Impulsive beslutninger må vente.
Det var en udsøgt fornøjelse at fortsætte langs vandet. Modvinden var blevet til medvind. Udsigten til horisonten var meget anderledes. Jeg så byens nyopførte havnefront fra denne vinkel for første gang. Jeg slog et smut forbi strandkanten. Det havde den gamle rute aldrig lagt op til. Plantantræerne foran de petite kolonihaver i pastelfarver og hvidmalede sprossede vinduer, tonede frem foran mig.
Crash! Bang! Hård opbremsning og hvinende skosåler. Desorienteringen slog for alvor ind. Jeg kunne ikke genkende stedet. Hjælp! Hvor er jeg!
Jeg løb af ruten og krydsede vejen. Jeg løb lidt febrilsk. Ukoordineret. Arme og ben måtte passe sig selv et øjeblik. ”Hvor fanden er jeg?” Selv da jeg så skiltet med gadenavnet ringede ingen klokke. Det var ikke andet end et mylder af hvide bogstaver med refleks-effekt på blå baggrund. Det gav ingen mening!
Musikken i mine ører var en anden, så jeg kunne ikke engang bruge det som en slags kompas for, hvor på ruten jeg var. I hvad der virkede som et mareridtsminut var jeg helt sikker på, at jeg var løbet forkert. Panelet i mit hoved var ikke til meget hjælp. De skændtes og råbte og skreg ad hinanden: “Hvad sagde jeg?! Det var en dårlig idé! Nej, det var alletiders idé, din gamle konservative idiot. En smule forandring og du gemmer dig under stolen”
Der var til sidst ikke andet at gøre end at komme til fornuft og minde mig selv om, at missionen var lykkedes. Det var rent faktisk lykkedes mig at bryde min løbevane. Så stor effekt med så lille indsats. Jeg oksede hjem de sidste 800 m. Fuldstændig begejstret over alle de nye indtryk og over at min krop var vågnet af sin dvale.
Begejstringen vil og skal ingen ende tage. Nu vil jeg bryde min indkøbsvane. Jeg vil handle i en anden butik, hvor deres varer har en anden emballage og den må gerne ligge i en anden by. Jeg vil købe andre varer. Derefter vil jeg bryde min kørevane – i bil og på cykel, mine sovevaner, mine tankevaner, mine tv-vaner, mine skrivevaner………
Psst!: Du kan læse ovenstående tekst nok så mange gange igennem. Men du vil ikke finde ordet indesneet uanset, hvor meget du leder.
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer