Syvfold

Lugten i lejlighed 131 var ram. Den sødlige dunst af menneske i opløsning ville ramme enhver, der blot vovede at åbne brevsprækken. Ren og skær væmmelse. Man kunne skære sig igennem den stillestående, lumre luft. Den blev diplomatisk omtalt som “indeklima” noget tid senere i en artikel i dagspressen.  Reklamer og ugeaviser havde hobet sig op i entréen. “Sikke et spild”,  havde han tænkt, når han onsdag,  fredag og lørdag hørte endnu et bundt blive føjet til det kulørte og kemisk lugtende tryksværtehav, der snart gjorde det mere end besværligt at komme både ud og ind ad hoveddøren. Det var lige meget. Han skulle ikke ud mere, og han ventede bestemt heller ikke gæster.

Han havde stoppet tiden. Han havde opløst den som begreb. Det kunne han godt. Han havde stoppet hende. Det havde han haft lyst til at gøre mange gange. I løbet af de mange år. Nu var det så gjort. Han mærkede en rest af irritation. Hun havde irriteret ham. Hun havde været et rent tågehorn. En skærende, gennemtrængende stemme, der druknede alle budskaber i larm og endeløse ordstrømme. Til sidst havde han simpelthen ikke længere kunnet ignorere det. Nu ville han fandme have ro. Nogen gange brølede han til hende, at hun skulle klappe i! Lukke sit forbandede organ! Brrr. Han fik kuldegysninger ved tanken. 

Selvfølgelig havde det ikke hjulpet at true hende til tavshed. Tværtimod. Hun havde råbt og skreget og teet sig. Havde inddraget naboerne i det. Han havde jublet i sit stille sind, da han blev givet den chance, han havde ventet på, men knapt nok turde drømme om og håbe på. Han blev egentlig først klar over det lige dér i situationen. Men han tog den. I sit forsøg på at hænge ham ud og ydmyge ham offentligt, var hun gået ud på svalegangen. Hun havde banket på alle dørene på etagen, mens hun havde skreget: “Hustruvold” og “Overgreb mod sagesløs person”. Han smilede let for sig selv. Det var fandme sjovt. Hvis der var noget hun ikke var, så var det sagesløs. Han så, hvordan hendes slappe, pergamentrynkede hud på bagsiden af overarmene slaskede frem og tilbage i bølger, hver gang hun slog på en dør. Der var ingen, der tog notits af en hysterisk, skrigende kvinde. Naboerne havde hørt dem så tit. Og der var jo ingen af dem, der havde slået hinanden ihjel. Endnu. Før nu. Hun var løbet ud i sine hjemmesko. De bar stadig navn efter en død, kommunistisk, kinesisk leder. De var helt nye. Hun havde været ved at falde et par gange på trægulvet i stuen. Det havde været en kærkommen lejlighed for hende til at brokke sig lidt mere den dag. Han havde mødt hende med tavshed. Alt, han ville have, var ro.

Han havde fulgt efter hende ud til enden af svalegangen. Døren til trappeopgangen var tung. Den fungerede som branddør. Hun var løbet ind på trappeopgangen, og stod nu foran døren for at spærre ham vejen. Med begge hænder på håndtaget og en fod stemt imod det nederste af døren. Han prøvede først at tale roligt til hende. Hun stod bare på den anden side af den armerede rude og galpede løs. Dens tykke brandsikre glas dæmpede hendes stemme gevaldigt. Dejligt. Hun råbte endnu højere. Hun blottede sine nikotin-gule tænder. Som om hun ville understrege, at hun mente det alvorligt. Hvad det så end var, hun mente. Han kunne høre, hvordan hendes ord blev kastet frem og tilbage. Akustikken var elendig. Den forbandede larm, hun kunne lave.  Han skubbede prøvende til døren. Hun satte endnu mere af sin vægt bag og skubbede imod.  Han lagde godt mærke til, at hun havde svært ved at finde ordentligt fodfæste i de nye sutsko.

Der var stadig ingen af naboerne, der reagerede på støjen. Han lagde hele sin vægt bag, da han med fuld kraft skubbede døren op. Han så i hendes øjne, at hun var ligeså målløs som han selv over, hvor mange kræfter, han havde. Hun kæmpede for alvor for at stå fast på det glatte terrazzogulv. Hun havde allerede mistet balancen, da hun nåede det første trin. Hjulpet godt på vej af overraskelsen over den udvikling hele situationen havde taget og hans skub med hjælp fra døren. Hun viftede lidt med armene ud til siden. Så faldt hun. Baglæns. Han så hendes hoved ramme et af de nederste trin, inden hun akavet faldt det sidste stykke ned. Så lå hun stille. Tiden stod stille. Helt stille.

Inden han kunne nå at føle en oprigtig taknemmelighed over sit svineheld, havde nogen i ejendommen tilkaldt politiet. De havde foretaget de rutinemæssige tekniske undersøgelser på stedet, han havde aflagt forklaring og hun var blevet erklæret død. En ulykke. Ingen tvivl om det. Manden er jo helt i chok, den stakkel. Nogen pårørende? Nå ikke? Jamen, du må endelig sige til, hvis der er nogen, vi skal kontakte for dig.

Nu var det hele for længst overstået. Han havde ro nu. Han kunne sidde i timevis og nyde roen. Ikke en lyd. Han havde standset det gamle skibsur. For helved. Der er da ingen grund til at blive mindet om klokken hvert kvarter. Så havde han slukket for køleskabet. Det havde den mest nervepirrende brummelyd. Nogle dage efter var det begyndt at lugte fælt af fordærvet mad. Til sidst havde han slukket for alt elektronisk og mekanisk. Han pillede batteriet ud af ringeklokken. Kort sagt, alt, der kunne lave lyde, forstummede. Til sidst trak han heller ikke ud efter toiletbesøgene. Det var den rene tortur, når cisternen efterfølgende fyldte sig med vand. Sådan havde det været i et stykke tid nu. Måske i nogle dage. Han var ligeglad. Han nød roen.

Om fredagen havde en beboer bedt varmemesteren om at lægge vejen forbi lejlighed 131. For pokker, manden havde mistet sin kone i en tragisk ulykke. Det kan da godt være, at de ikke var lykkelige sammen. Men hvem er det efter så mange år sammen? Det var de fleste i ejendommen for så vidt enige i. De kendte til fraværet af lykke fra deres eget liv eller forventede i det mindste, at det ville blive sådan. Før eller siden. Så varmemesteren slog et smut forbi lejlighed 131. Ringklokken virkede ikke. Det var først, da han efter længere tids banken på døren, havde åbnet brevsprækken for at kalde på manden, at han reagerede. Han blev ramt af en lugt af menneskelig opløsning så grim, at han aldrig skulle komme til at glemme den.

Den lokale avis havde kronede dage for en kort stund med historien om, hvordan det kan lade sig gøre at svigte medborgere så meget, at de ubemærket kan dø alene  i deres eget hjem. Uden at nogen opdager det? Dagspressen fulgte op på det. De vinklede den fra ethvert tænkeligt synspunkt. Den nåede endda til Christiansborg, hvor blokpolitikerne blev konfronteret med den barske virkelighed fra velfærdssamfundet. De lovede bod og bedring med krydsede fingre på ryggen. At historien var en helt anden, var der ingen, der opdagede. Så længe der var politikere i torvets gabestok, var der ikke en levende sjæl, der interesserede sig for sandheden.

Manden i 131 havde trukket sit sidste, dybe åndedrag. Og inden han gjorde det, konstaterede han, at han var ligeglad med om han blev fundet i en svinesti med dårligt “indeklima”. Han synes, han var heldig. Svineheldig.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten