Syvfold

Hun har løbet og gået og sjosket der så mange gange, hver dag omtrent, at hvert et skridt er kendt.

Hun kender lyset, hun kender tiden på dagen og året. Hun kan søen og den korte vej fra huset derned. Alt er hendes. Hun behersker det. Det hører til. Men det gør han ikke.

Hun ser ham på afstand, undres, han er stor, han er … ikke derfra, ikke en af søens folk, ikke fra kvarteret. Noget i hans bevægelser og tøj og holdning skiller ham ud. Ikke fordi der er andre end de to at skille sig ud fra. Netop fordi der ikke er andre end dem. Dem og skoven.

Træerne. Dæmpede lyde af sommerskov. Stien. Grenene. Lidt for tæt der. Og hvad er det i hans hånd? En boremaskine. En elektrisk boremaskine. Sådan en med batteri. Og han luddede afsted. Og så passerede de hinanden og hun gik et par underlige skridt, og vendte hovedet og så. At han vendte hovedet. Og vendte han sig også?

Han vendte sig. Han ser på hende.

Meget fremmed mand, meget tæt skov, meget mærkelig boremaskine. Hendes ego siger: Du kan klare alt. Hendes opdragelse siger: Der er noget godt i alle mennesker. Men noget dybt i hende svarede: Du har løbesko på, du skal bare ned til søen og rundt, så er du et sted, hvor der garanteret er mennesker.

Og så løber hun. Sætter lynhurtigt af i skovbunden. Og hører ham: “Are you scared,” hun syntes han lo. Lidt.

Et delemne af ‘krise’. Her flere dage efter virker hun beklemt også over sig selv. Hun dømte jo manden, synes hun. Hun gav ham ikke en chance. Og lige der på skovstien var der en særlig krise, en ægte krise, en personlig beslutning, der ikke bare forlader kroppen eller hjernen, en skrækkelig uvant situation og hendes kriseberedskab var ikke indstillet på at sidde i rundkreds og debattere. Hun stak.

OODA loop in action.

(Senere. Og det er så en bioplysning til den sandfærdige historie, som du her får, sandfærdig i hvert fald som den er fortalt, måske ikke som hørt. Senere kommer hun i tanke om, at hun altid har et våben med sig. Et kraftigt våben, hun kunne have brugt: Hendes stemme, fordi hun ved, hvordan hun undgår at halsmusklerne æder lyden, hvis hun bliver nervøs. Og hun har dB i sig. Måske derfor, opera forekommer voldelig på nogle? Åh ja, jeg kunne bare ikke lade være, vel).

- o O o -

Fredagsbonus uden sammenhæng, men det ka’ jo være, at andre har det sådan, og det er fedt! Let’s hear it for the crowd – og skru bare op:

(The Cures pladeselskab vil vist ikke ha’ embedding af originalerne, så det bli’r alternativt, weird stuff, baby).

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten