Nyeste kommentarer

  • Stille Ben (3)
    • Bitten: I to kan begge (eller skulle jeg sige hver især?) noget jeg beundrer helt enormt! Begrænse, afgrænse og...
  • En underlig fisk (1)
    • Bitten: SÅ præcist! Den slags oralblokering kender jeg (alt for) godt!
  • Mysteriet om præsten og hans Alter Ego (4)
    • Louise: :-) (Teo)Logisk eller (Bi)Ulogisk? Jeg tror der sidder nogle smarte bookmakere og afgør hele lortet i den...
    • Torkil: Det kan Nissen afgjort. Tro sejrede i det lange løb, og Håb og Kærlighed kom ind på de næste pladser. Men...
    • Louise: Spændende om den gode præst ligeledes får tid til at overvære opløbet mellem Tro og Tvivl. Derom er der...

Kategorier

Og jeg ønskede

Nærtstående

Vejet og fundet.

Jeg er loren. Ikke forloren. Nej slet ikke. Du kan ikke finde antydningen af en vis shabby jailbird Fønsby i mig. Nej, jeg er ganske enkelt en smule undrende. Med en antydning af et let løftet, velplukket øjenbryn. Og en trækning i den ene mundvig med begyndende furer i faretruende nærhed. Jeg er nemlig ikke helt sikker på, at jeg tror på, hvad jeg oplever for tiden.

I hvad jeg efterhånden husker som det meste af mit liv, har jeg været fokuseret i sværere eller mildere grad på min krop. Fokuseret er måske så meget sagt. Snarere besat. For jeg har ikke været helt objektiv. Og jeg er helt sikkert ikke gået efter guldet. Jeg har målt, vejet og vurderet mig selv og min fysiske fremtoning i mange år ud fra kriterier på afveje. Jeg har især sammenlignet den med andres. Helst topmodellernes. Og surpriiiise! Det har været en ganske nem opgave. De er jo perfekte som de konstruerede idealer i HC kreationer, de er købt og betalt for at være. Så det var ret nemt for mig at diagnosticere, at fejlene var helt på min side. Dem begyndte jeg stille og roligt at rette op på for en hel del år siden. Det var så dér, jeg kom på hårdt arbejde. Jeg skulle både igennem hjernevask på kogeprogram, gøre et betydeligt indhug på selvtillidskontoen og læse så mange dame-, mode- og livstilsmagasiner at mit privatbudget og dertilhørende bankrådgiver stønnede opgivende ved tanken om blot at kaste et blik på mit seneste kontoudtog.

Dette er ikke en anekdote med en morale i den sidste ende om anoreksi. Det kunne det godt være. Men den er allerede skrevet og udgivet i en anden sammenhæng. Det er heller ikke et korstog mod det kommercialiserede kvindeideal. Det er der simpelthen også blevet skrevet om til hudløshed. Det er heller ikke et indebrændt, sarkastisk blogindlæg, der kunne fungere ligeså godt som bagsideklumme i et ubetydeligt gratisblad.  Dette er en kvindes hyldest til sin nyopdagede krop. Plain and simple. Og det er i oplevelsen af at have opdaget den på ny, at min undren har sit udspring. Jeg har kæmpet utallige, ulige kampe i løbeskoene mod tiden, musklernes ydeevne, kalorieindtag og jeg har  ikke mindst undertrykt lysten til at lade være, når jeg ikke orkede eller gad. Jeg har taget så mange mavebøjninger hver dag, at jeg til sidst fik myoser i underlivet. Jeg har skubbet mad rundt på tallerkenen, så det kom til at ligne den udefinérbare, brune babymad fra glas, og jeg har straffet fødevarer med et kalorieindhold på over 300 kcal pr. 100 gram ved at spytte det ud i servietter af svingende kvalitet og sugeevne.

Så jeg må naturligvis – af respekt for den gamle vane – være skeptisk, når nu jeg ikke længere føler et behov for at løbe 5 gange om ugen, tælle kalorier, lave mavebøjninger og nok  push-ups til at give en hel deling af hard core jægersoldater baghjul i udholdenhed. HVAD SKER DER?

Det kaldes nok bare at acceptere og elske sig selv. Og ved du hvad? Det føles langt mere tilfredsstillende for både krop og sjæl at spise af lyst, at motionere af lyst og at leve. Med lysten til at leve længe, i god og sund behold. Tidligere blev jeg stolt og kæk, når folk kommenterede min slanke figur. Det vil sige et BMI, der skreg undervægt med potentiale for tidlig knogleskørhed, indhulede kinder, hofteben og diverse andre knogler stikkende ud igennem tøjet og en hudfarve, der ville gøre en Thorvaldsen marmorfigur grønlig af misundelse. Nu bliver jeg nærmest tøsefornærmet, hvis nærtstående venner og familie siger til mig, at de ikke kan se, at jeg har taget på.

Så hurra for de sunde (mo)deller. Hurra for top(tunede)maver og hurra for bingovingerne, der bliver flittigt luftet i de kortærmede toppe, det er sæson for nu. Og nej: du får ikke at vide, hvor gammel jeg er. Men du må gerne spørge om, hvor meget jeg vejer!

Fornægteren

Kære Peter Aalbæk

Jeg håber, du vil tage dig tid til at gennemlæse denne synopsis til en spillefilm. Jeg er sikker på, du ikke vil fortryde det. Jeg ved ikke, hvem der skal spille de to hovedpersoner, som vi følger gennem hele livet, men jeg har givet mine bud på bipersonerne.

Filmen handler om Frans, der lige fra barnsben af besidder en uforlignelig evne til at fornægte stort set alt, hvad han kommer i nærheden af. Han fornægter sine forældre (Dafoe og Gainsbourg?) allerede, da han er 4 år gammel, og som 9-årig bliver han æresmedlem i ”Flat Earth Society” efter at have påvist, at Newton (Björn Borg?) snød med stemmeoptællingen, da tyngdeloven blev vedtaget. Frans nægter naturligvis at tage imod udmærkelsen.

Efter gymnasiet begynder Frans at læse til cand.abnegot. på Institut For Fortrængning, og han får på rekordtid en kandidatgrad i international fornægtelse efter et speciale om Vatikanets kommunikationsstrategi.

Kort efter udgiver han sit store værk om ”Olympiske overspringshandlinger gennem tiderne”, men størst opmærksomhed får han, da han i et direkte TV-program konkluderer, at Palme-mordet ikke fandt sted i Stockholm, men hjemme i hans 5. sals-lejlighed, da et nærtstående familiemedlem (Paprika Steen?) bevidst smed hans højtelskede Yucca ud af vinduet.

Efter at have brugt nogle måneder på at fornægte den mediedebat, som udtalelsen afstedkommer, støder han på vej ud af et S-tog (Amin Jensen?) ind i sit livs store kærlighed. Faktisk så stor, at hun fylder hele døren. De falder pladask for hinanden i mere end en forstand, og han er det første menneske, der afviser at hendes problemer skyldes, at hun havde en sød tand. ”Jeg synes, alle dine tænder er søde,” siger Frans altid.

På deres bryllupsnat forsøger hun at forklare ham, at fornægtelse blot er en psykologisk forsvarsmekanisme, der fordrejer angstfremkaldende aspekter af virkeligheden og sætter ønskedrømme og fantasier i stedet for at beskytte jeg’et. Frans hævder modsætningsvis, at dette synspunkt blot er en psykologisk forsvarsmekanisme, der fordrejer ønskedrømme og fantasier og sætter angstfremkaldende aspekter af virkeligheden i stedet for at beskytte selv’et. Hun svarer igen ved at hævde, at Frans’ reaktion blot er en dobbelt-psykologisk dissimulerings-forsvarsmekanisme, hvilket Frans afviser som ”noget ævl fra flippen på en Gajol-æske”.

Frans besidder nemlig den særlige evne, der adskiller den professionelle fornægter fra amatøren, at han ikke blot er i stand til at fornægte alt, men også til at fornægte dem, der kritiserer ham for at fornægte alt.

Men de supplerer hinanden perfekt, og hun tager en netbaseret tandlæge-uddannelse, mens Frans ernærer sig som virksomhedskonsulent. Han får især succes med at håndtere den modstand mod forandring, der synes at være latent til stadig hos alle, der ikke mener det samme som den, der bestemmer.

Med årene bliver han også en efterspurgt rådgiver inden for politik, og han høster international anerkendelse for sin rådgivning af Poul Schlüter (Jesper Langberg?) og Erik Ninn-Hansen (Jesper Langballe?) i Tamilsagen, selv om Frans siden nægter, at der overhovedet er tale om en ”sag”.

Han når højdepunktet af sin karriere, da Bill Clinton (Jan Fog?) hyrer ham til sin stab, men forlader Det Hvide Hus i vrede, da Clinton kun delvist følger hans råd i forbindelse med Lewinski-affæren. Frans tilgiver aldrig præsidenten, at han løber fra aftalen om at pege diskret på Hillary, mens han udtaler: ”I did not have sex with that woman!”

Frans og fruen vender hjem til Danmark, hvor han ernærer sig som personlig rådgiver for bl.a. Bjarne Riis (Stein Bagger?), Kurt Thorsen (Danny DeVito?) og Peter Brixtofte (Lars Løkke?), indtil han en dag konstaterer, at de fornægter hans rådgivning og især hans fakturaer.

Efterhånden som pensionsalderen nærmer sig, indser Frans så småt det uhensigtsmæssige i at fornægte alt, og i al ubemærkethed undlader han derfor at afvise efterløn, folkepension, friværdi, golf samt gin og tonic.

Filmen ender med, at Frans og fruen vandrer hånd i hånd ud af en biograf, der netop har vist denne film, og Frans vender sig mod fruen og siger: ”Det er jo det pure opspind!” Kameraet zoomer herefter ud og afslører, at dét også blot er en spillefilm om to mennesker, der har været i biografen.