Set i bakspejlet er et givent objekt tilsyneladende ikke så tæt på, som man skulle tro. Som beskueren skulle tro. Betragteren. Snæversynet eller ej. Tunnelsynet. Nærsynet. Langsynet. Set i et større perspektiv er det heller ikke sagen vedkommende. Set i helikopterperspektiv er det forsvindende. Knappenålsstørrelse. En prik i det fjerne. En plet på landkortet, der kunne være hvad som helst. Et hønsehus bare for at komme med et eksempel.
Hun rejser mig fra stolen, der i et øjeblik havde forvandlet sig til en forlystelsesvogn i hendes indre Tivoli. Hun konstaterer, at hun ikke var spændt på turen. Men hun kom igennem. Tankerne sørger for at underholdningen fortsætter. “Det Skøre Hus”. Det står selvfølgelig ingen steder, men det er ikke til at tage fejl af. Forvrængede skikkelser, forvredne stemmer og lyde, op er ikke længere ned, højre er blevet til venstre. Hun får stukket en invitation til “Den gale hattemagers teselskab” i hånden. Hun takker nej. Hun tager en dyb indånding og beder til, at hun slipper godt fra turen.
Er livet en rejse, så har hun på et tidspunkt pakket den forkerte kuffert. Destinationen var og er endnu ukendt for hende, men hun kender retningen. Og det hun har i kufferten er ikke længere brugbart til den rejse, hun har besluttet sig for at begive sig ud på. Hun pakker om. Livet er en pakke, der må åbnes til hver en tid. Ikke noget med at vente spændt til jul for derefter at konstatere at forventningens glæde var den største og at man skulle, kunne, burde have nydt den mere og bedre. Mere bevidst. Det er slut med at gøre sig til for at gøre sig fortjent eller lige runde det næste hjørne, før det hele kan blive meget bedre. Hendes tanker vandrer vægtløse rundt som astronauter i rummet. Astronauter i vægtløs tilstand. Giver slip og svæver rundt på må og få. Kærligheden er ligeså frygtløs. Hun sætter frygten på stand by. Hun reducerer frygten til at være en rød, lysende prik, hvis fornemste opgave er at vente. Og vente. Og vente. Det er hende, der tænder og slukker. Hun rejser. I tanke og handling. I sjæl og i krop. Hun rejser indad. Hun rejser udad. Hun rejser sig.
Jeg holder af toner.
Jeg holder af akkorder.
Jeg holder af fingerspil og trommestikker og plekter og stampen i gulvet.
Jeg holder af basstrenge og englebasuner.
Jeg holder af kaffemaskinebobler og hvid støj og motorvejssummen og bægerklang og af lærketriller, tåresnøft og glædessmask.
Mest af alt holder jeg af orkesteret i din kælder, baby.
Og af vores kombinationstone under dobbeltdynen.
Love, lots & lots,
Niels
- o O o -
Nogle sange siger omtrent al livsvisdom på kort tid, ikå?
Frostbidte kinder, knæfald for diamanttræer, smilende lys gennem fedtet rude, brun sæbe i kryds, isbaner før kryds, baghjulstrunkken bagdelsdans og i radioen tales om ’storm’ imens fnug daler roligt i nærmest perfekt lodrette baner med snevejrets hypnotiske ynde. Inde tales global opvarmning med forkølede sorte, brune, gule og røde næser. Herrer Præsidenter og fruer Regeringschefer, for 14 vintre siden var her arktisk, vejene lå som dybe dale i bunde af diger som skar i snelandskabet. Vidste De, at 14 vintre er gennemsnittet for, hvor længe den hvide jul lader os vente, os her? Vidste De, at vi slet, slet ikke kan vente så længe. Hører De. Vi kan slet, slet ikke tåle at vente så længe. Vi er skabt til sne og vaskere og sjap og pudder og istapper i solen. Tag det med i Deres aftale eller i den næste – flere hvide vintre hér. Merci. Thanks a lot. Get out there inden De gets out of here, her gør vi det med varme sokker (måske to par), tætte støvler, ulden trøje, hue, halstørklæde, goretexhandsker, fleece, foret anorak. Mindre størrelser lynes inde i flyverdragt og maskinstrikkede elefanthuer. Større i elefanthuer tisser på liggeunderlag. Hvid vinter med masser, masser og masser af sne. Det er godt for Deres forkølede røde næse. Glædelige kolde og så varme kinder. Engle med ryggen nedad. Mænd med rul og skub og gulerod. Også syd for polarcirklen vendte de lyse nætter smilende tilbage. God rejse hjem. Forrygende forårsligt i øje og skævt smil. Yes we can!
Hun er langt mere end eksalteret, en forbindelse af følelser giver hende aura af indre og ydre eloxering og af og til den dyrebareste lueforgyldning. Så skinner hun enestående smukt, tiltrækker smil og gnister i øjne. En anden sagde: Når vi lader vores eget lys skinne, inviterer vi ubevidst andre mennesker til at skinne med.
Thank God it’s friday, you crazy diamond. Ja, også dig.
Tænk hvis selv det hvide i mellemskyggen bliver til brune tæer. Læner sig tilbage og ned mod dækstolens hårde træ, lige før mærkede han den opsugede middagshede gennem fliserne, av for en sjov gangart mens han balancerede med bakken, glas, køligt i kande med is, bog.
Tre ting, to hænder. Bakke! selvom bogen måske kunne være holdt under en arm. Hm. Skyder solbrillerne ned fra issen og kigger op i det blå, højt deroppefra kommer varmen, højt deroppefra er livets betingelse, højt deroppefra er kilden til alt, men hvor kommer de små dansende prikker for øjnene fra, dem som særligt dukkede op, da han var yngre, dem som dansede i hans øjne som farver flød ud mellem to stykker glas i et lysbilledapparat, roligt, flydende – uforudsigelige i bevægelsesretning og tempo.
8. april 2010, 06:51 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer