Syvfold

Kærligheden havde passeret endnu en gang. Forbi de slørede vinduer. De trænger til at blive pudset. Sammenhænge hun ikke helt forstår. Endnu. Det kommer hun til. Beroliger hun sig selv. Måske er det ikke vigtigt, at hun forstår. Beroliger hun sig selv. Ikke det hele. Et suk forlader lydløst hendes krop. Det finder vej ud gennem hendes læber. Et lettelsens suk. Det er ovre.  

Ærgelsen over at hun havde forblændet sig selv. Tankerne og længslerne havde overdøvet det, hun vidste. Hun havde tænkt højt en dag overfor en kollega på kontoret, hun var fortrolig med. “Jeg skal nok bare være alene i dette liv”. Kollegaen havde tørt svaret tilbage med et listigt smil:”Tror du virkelig selv på det?” Tja, hvorfor ikke?  Hun var ikke bange mere. Hun tænkte på, om det skræmte. Hun havde da brug for nogen. Ikk´? Indtil nu havde hendes oplevelse været at båndet imellem hende og ham var som en scarttilslutning mellem tv´et og dvd´en. Det fragter signalet og tilfører energi  fra det ene medie til det andet, der skal projicere og give det usynlige indhold på disc´en liv på skærmen. Nej, hun kunne mærke, at det ikke slog  sandhedens tone an. Hun forstod mere og mere, hvor lykken kommer fra. Ved Gud. Den kommer indefra. Det gør den virkelig. Hun havde mærket den. Følt sig taknemlig og særdeles godt tilpas. Helt sikkert en stund, der var det hele værd. En kortvarig, værdifuld rus.

Hun havde skiftet retning mange gange. Ledt febrilsk efter den afkørsel, der skulle føre hende direkte til det, hun søgte efter. Umuligt, når “det” er udefineret. Så havde hun defineret. På livet løs. Skrevet A4-blokke tynde og fyldt hver en side til bristepunktet i sorte kinabøger med røde hjørner. Fyldt dem med sine rejsebeskrivelser, refleksioner, referater af samtaler med sig selv. Stof til eftertanke. Supertanker. Og langsomt havde hun ledt sig selv til forståelse. Taget sig selv i hånden. Som et barn, der har brug for en voksens anvisninger, indtil det tør give slip. Bliver i stand til at vælge at give slip. Og med en boblende fryd rullende i kroppen opdager, at “Jeg kan selv. Se mig! Jeg kan selv”.

Det stof, drømme er gjort af. Hun havde fundet modet til at drømme helt for nylig. Drivkraften var stærk og intens. Hendes krop og sjæl kvitterede. Sagde god for det. Strittede bestemt imod, når hun forvekslede en illusion med sandheden om drømmen. Løgne! Nej tak. Illusioner er for tryllekunstnere. Et trick. En afledning, der skal narre publikum til at tro på, at de oplever virkeligheden. Virkeligheden er en fantastisk oplevelse. Selv ikke en magiker kan hamle op med den. Hun havde selv set forskellen på illusion og virkelighed. Hun havde mange gange sneget sig til at kigge igennem det lille hul. Havde endda haft lyst til at være med ind imellem. Indtil hun – og altid på vej op ad bakke – havde trukket håndbremsen, stået på bremsepedalen med den ene fod og tvunget speederen i bund med den anden i livets sportsvogn. Det var hun brændt sammen af. Det havde tvunget hende ud i time outs. Det var ovre nu. Ikke mere noget med at hive time out-kortet frem hver gang, der var den mindste smule. Mindste smule liv.

Nu stolede hun på sit indre navigationsudstyr. Det fineste af slagsen. Den irriterende, sitrende uro var blevet til boblende livsglæde. Hun havde købt lærreder, pensler, akrylmaling og svæverammer for nogle år siden. Det havde virket fuldstændig akavet på hende at stå dér midt i stuen og være kreativ. Det virkede iscenesat. Men det havde sneget sig ind på hende. Ind i hende. Hun havde malet 3 billeder. Èt af dem var i brune nuancer. Kakaomørk, cappuccino med lette hvide mælkeskumsstriber. Og så en korsvej i venstre del af billedet. Vejen til venstre endte blindt. Vejen tilbage endte i det rene kaffegrums. Bogstaveligt talt. Hun havde blandet det op i guldmaling, men det endte med at blive brunt alligevel. Vejen lige ud endte i noget udefinerbart. Ikke attraktivt. Vejen til højre førte direkte ind til en byge af hjerter. I alle størrelser og nuancer fra brun til guld. Det var blevet gemt væk i en periode. Nu havde hun fundet det frem igen og hængt det op. Og nu så hun pludselig, hvad det var hendes sjæl havde forsøgt at vise hende. Tag vejen til højre. Og nu – på dette tidspunkt i sit liv var hun jo helt indforstået med, hvad vejen til højre rummede. Hendes hjertes vej.

Nogen ville sige, at det var en skillevej. Hvilket også kunne være sandt. Hun så det bare ikke som at hun skilte sig af med noget. Elller skilte sig ud. Hun valgte blot den vej, der vækkede genklang dybt i hendes hjerte. Forløsningen var enorm. Det var lykkedes hende. Det, hun havde troet ville give hende lykken, viste sig at være en blindgyde. Opdagelsen af at hun var i stand til at skabe sin egen lykke var euforiserende. Og det var ikke sket på trods af. Det var sket i kraft af, hvem hun var. Da hun altså endelig turde stå ved det. Ved sig selv. Ved Gud. Taknemmelig over at modtage så kraftfuld en gave fra selve livet, fra sig selv som værende hende. Og det var trygt. En tryghed som ingen eller intet kunne give hende.

Hun åbnede øjnene. Blinkede missende med øjnene mod det skarpe lys, der trængte sig på. Hun lukkede det forsigtigt ind. Med visheden om at alt det gode hun sendte ud kom igen. Syvfold. Hun modtog det. Tog mod til sig. Hun tog en dyb indånding, rejste sig stille op. Hun scannede sin krop med sit indre blik. Alt var roligt. Ikke som stilhed før storm. Det var en længe ventet ro. Hun satte sin krop i bevægelse og tog sit første skridt igen. Ud i det, der skulle være resten af hendes liv. Hendes liv.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten