|
||||
|
|
Af Niels,
 19. februar 2010, 02:19 Jeg holder af toner. Mest af alt holder jeg af orkesteret i din kælder, baby. Love, lots & lots, - o O o - Nogle sange siger omtrent al livsvisdom på kort tid, ikå? Af Niels,
27. november 2009, 11:37 Hun er langt mere end eksalteret, en forbindelse af følelser giver hende aura af indre og ydre eloxering og af og til den dyrebareste lueforgyldning. Så skinner hun enestående smukt, tiltrækker smil og gnister i øjne. En anden sagde: Når vi lader vores eget lys skinne, inviterer vi ubevidst andre mennesker til at skinne med. Thank God it’s friday, you crazy diamond. Ja, også dig.Love, - o O o - Fredagsbonus fordi verden er i farver, også i november: Af Niels,
6. november 2009, 06:30 Ohh-wohh-wohh-wohh oh-wohh-oh I Kvickly tænkte jeg næsten kun K: Kær, kuice, kattekad, kattekræs, kælk, k38, 6 kg kra kritkående køns, kgurk, kepperoni, kuice, kagekapir, klere klags knold, killig karakly, koast, ‘k’krød, kpegekreng, kagekapir (3 kakker kå kilkud, kog kog kun kn), kgurk, keverkostej, kusk kt kise kedkemskort. Kuld kygkæk kg kå kd k kegnen kgen. Kå kunne keg kåske køle ked? Kix. Kndskrodukt, ken knd kg kasser kf kød. |kjerne kff. |kytme kn. Ohh-wohh-wohh-wohh oh-wohh-oh Love, - o O o - Fredagsbonus ekstraordinært med sammenhæng; kom så, smid skoene, pump, pump, pump up the volume: Af Line,
20. oktober 2009, 06:18 Der er nogen der stjæler hans ord. Nej, det er værre, det er ikke enkelte ord, det er hele sætninger, vendinger og afsnit der stjæles. Hugges ud af ham inden tanken er færdigformuleret, inden han har rundet det af så den passer til hans her og nu. Inden han ved hvilken sammenhæng de passer ind i og hvilken mening de i virkeligheden skal give. Inden alt dét, er der nogen der stjæler dem og publicerer det hele, sat sammen i nydelige kolonner, under et navn der end ikke tilnærmelses vis ligner hans. Nej, det er ikke noget han bilder sig ind. Det er ikke en fantasi, opstået i forvirringen hos en fordrukken Hellerupfrue, eller en undskyldning hos en forsumpet poet der ikke selv kan skaffe materiale, så han kan få sit fix af raslende ordsammensætninger og dryppende længsel. Det er fakta. Han kan bevise det, kan han! Der er nogen der æder sig ind på hans tanker og på mystisk parapsykologisk vis, kopierer hans spirende ideer og klistrer dem ind i en hverdagsbetragtning han kun svagt kan genkende. Det ville være ok, hvis han så bare kunne bruge dem igen. Skide højt og flot på, at de allerede var brugt en gang; knejsende sætte dem ind i HANS sammenhæng og punktere det andet, ved at flette dem ind i den verden de kom fra. Så meget mere mening de ville give her, ikke? Kom hjem til far, kom hjem til meningen, kom hjem til kildens udspring! Kom! Men han kan ikke. For de er klistret fast til den anden. De kan ikke rokkes ud at hendes tavse mund og ikke tvinges ud af hendes brændte fingre. Hun har stjålet dem har hun; og det værste er, at han så ingenting har. Ikke ét eneste ord tilbage af dét der var hans. Kun floskler og ubehjælpsomme rim, kun citater af større poeter og små dumme stavefejl. Og alt æren tager hun også. Dumme ko. Hun kan ikke engang bruge det til noget. Sidder bare dér i sin Monalisa-tavse tilstand og smiler skrabet, mens hun bladrer videre. Det han skal have luret er hvordan hun gør det. Er det mens han sover? Har hun puttet noget i kaffen eller går han i søvne? Opsnapper hun hans mails eller kan hun bare på unaturligvis stille ind på hans tankebølger og loade det ned i tastaturet? Eller trækker hun det ud af hans mund med sine kys? Er suget i maven ikke sødme og forventning, men i virkeligheden et let undertryk, mens hun suger hans hjerne for ord? Ja. Dér er det. Forbandede tyvagtige kvinde. Forbandede ordlamme kærlighed. Af Niels,
16. oktober 2009, 07:07 Magien opstår af og til i klæberen mellem to materialer, hvor emulsion hærdes i mørke; hårde flader limes tættere sammen som insisterende kind mod kind. Sind vævet i sind. Og så sidder den der, fast. Proces, udvikling, varme, fordampning, kemi og fysik. Flisebeklædt kan mand mmmmåske godt trænge til at blive. Mosaik. Stykke på stykke. Bid for bid. Dekoreret med nyt. Proces, udvikling, varme, fordampning, kemi og fysik. Det er vist også så moderne? Igen. Altid. Love, - o O o - Fredagsbonus til øje og sind med væsener og ro og røre (prøv fuld skærm, kan tage lidt tid at loade, men sikke en fest!): Af Niels,
25. september 2009, 19:57 Egen forgørelse virker kraftigst, et ekko af andres, tidlige. Dansk hygge. - o O o - Af Line,
11. august 2009, 23:07 Der fandtes et rygte som ingen kendte til, en viden som ingen besad. Det var før at de vidste og inden at de så og uden at nogen egentlig ville. Men de lo og de drak af de florlette tanker. De åd og de sank lidt i grus. De fangede de gnister de ikke kunne nå, dansede med skyggerne udenpå og trak spor henover viljen. Men vinden den vendte og myggene stak. Og nætter blev tunge og spidse. Og himlen blev flænget i blodbad. Af guldstøv, sandkorn og vilje. For der fandtes en viden som de vidste de så, og om dagen florerede en drøm. Af Niels,
7. august 2009, 07:07 Orv, se. Hans øjne fik eget liv. Ikke nødvendigvis sådan et, som kaldes liv i øjnene. Det var mere det, at de drejede helt sindssygt meget af sig selv, fulgte hendes former, ledte efter hendes øjne imens resten af ham var på vej til at forberede sig på blive genert over de frække øjne, der ikke lod hende være. Lad hende nu bare være. Arghh, lad være. Hendes øjnekrog fangede med det samme blikket fra de frække øjne og fra hendes kvikke krog udgik signalerne til hjernen som kortsluttede fornuften og lavede en lynkobling til at stå sådan mest på det ene ben på den der måde der krummede kurverne på den der måde som øjne kan li’. Og hun blev lidt flov over sig selv. Flov, nej, ikke nu – jeg vover det, tænkte noget i ham og tændte det der i øjnene som kaldes liv. Ikke være genert, hans frække øjne med eget liv og nu med meget liv og smil i, de havde jo ret. De så det rigtige. Med det samme. Hun er sgu da for lækker, bragede en ur-røst, men sådan lyder det ikke i mænd, det er mere en følt konstatering, men det lyder ikke så maskulint som at kalde det en ur-røst; i virkeligheden er det en følelse, en aha-oplevelse og mærkes først og fremmest så hjernen fyldes med varme og så er det nu, der ikke må komme frygt indover. Frygt duer bare ikke, og derfor frygter han den. Skal jeg frygte ham? Er han ligesom de andre, lynhurtigt var dén stemning i hende. Hun var fri af og på græs, evigt græs synes det af og til, og hold op hvor føles græs grønnere herude end derinde, hvor hun havde været. Hun skruede ned for frygten og op for frygtløsheden og den mødte ham i øjenhøjde, mødte hans blik som fortalte hende, at hun da er for lækker og sugede sig fast i hende. Hun følte sig set. Hun følte sig klar til at strække ud, spjætte med benene lige i vejret og lade kvinden komme frem i verden. Staldkåd efter indespærring. Han mærkede hvordan noget i ham var irriterende indespærret, det voksede, og han er på vej til at blive stålkåd og andet i ham var nu stålsikkert og det førte hans ben til føre resten af ham over til hende. Hans øjne var rolige, fandt hendes, holdt om dem med stålblåt, kærtegnede begge hendes sinds kanaler, var forsigtig med ikke at tabe noget og holdt godt fast med viljen. Ja, tag fat, lynede hendes blå verdener og sendte silkevåde ilninger til der hvor hjerne og rygrad forsvinder i fryd.
- o O o -
Men, men, men det er fredag og der er bonus og vi skridter sammen med resten af København ind på plænen, ta’r armene op og går lidt amok: Af Niels,
3. juli 2009, 15:27 Muskler dråbesveder af bevægelse, vejret har sandelig taget sig sammen med et tempo omkring siesta, jasminerne visner hen i blå himmel og jordbærplanter storproducerer våd sødme. På en ø skuer en kvinde over vandet, på herrens mark vandes kvier til skuet, bier summer, blomster skæres og sættes i vand. Muler blødere end muligt rækkes frem til klap og kæl, magiske dyrs pragt og pleje belønnes, mennesket amok i andre arters arten. Venskabelighed udfordres af kamplyst og pointdyst, tæt luft over græsengen flimrer og en hingst gør det, den har fået besøg til. I heden, på heden, med heden, over heden, under heden, ved heden, før heden, efter heden – heden er liv, fuldkommen og tages dryppende. Nu-heden. Fredagsbonus: Af Niels,
26. juni 2009, 06:41 |
|
||
|
Copyright © 2010 Syvfold - All Rights Reserved
|
||||
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer