Dette indlæg frarådes børn under 16 år! Nu er du advaret.
Jeg havde ni høns, men intet hønsehus. Først havde jeg tre små kyllinger som boede i en papkasse fra Ariel, men de fik ikke fiskehale af den grund. Til gengæld lå de under en rød lampe i en større papkasse og flyttede siden ud i drivhuset. Men SÅ. Kom ræven. Åd en og slog to ihjel. Faktisk noget af en ulykke, for, kan jeg betro dig, det med at det var mine høns er noget af en tilsnigelse. Det var børnenes. Men så fik jeg høns. Ni. Eller i hvert fald nogle af dem var lovformeligt mine, så havde ræven jo nogle at tage af, hvis det var. Og de havde heller ikke hønsehus. Til gengæld havde de et hønseslot. Et flot, flot slot. Jeg ved det, jeg byggede det. Måske der burde have været gulvvarme også, men ellers havde det alle facilliteter. Ovenlys, klap i-klap, hønsestige, sovepind, redekasser, superdræn og halmballe. Og rævesikring gravet hele vejen ned til kineserne. Siden fik vi fisk, men holdt ikke øje med, om de lagde æg. Nu har vi kat, dén har konstant ægløsning, eller det vil sige, det har den netop ikke, men den lyder som om, den gerne vil ha’ det.
Så.
Hvis du har, eller kender en som har, en fertil, sund og lidt liderlig hankat, så er vores kat klar! Henvendelse via bloggen.
Lovekitten,
Niels
- o O o -
Fredagsbonus. Nu det er forår. Rock on! Skru op for musikken og altid ned for kjolelængden. Pft.
Deres stemmer passede som alt det andet, ikke sammen. Hendes var smal og gullighvid; hans var bulet og grønlig. Hvis stemmer ellers kan have farver, linier og højdedrag. Når de skændtes stod dissonansen frem, som lange spidse striber på væggene omkring dem og når de elskede, rungede det skingert mellem skyggerne bag deres tunger.
Kun i de hviskende fløjlsnætter skete der sommetider det, der undrede alle og var limen i deres umagehed. Uden varsel og med en lammende blid konsonans, overmalede deres kombinationstone alt hvad der lå før, alt hvad der siden hændte, og lod tankeløst resten om at være.
På Manhattan, New York, skider finansfyrstetoppen ikke kun på det hele, de gør det på toiletter med luft-til-gulv-vinduer og svimlende høj udsigt til Frihedsgudinden, som de kan se lidt ned på. Irgrøn og isoleret på sin ø, som hun er, omgivet af månen og himlen, Hudson og havet.
Sejlfisk er havets hurtigste, de skyder af sted med 110 kilometer i timen som en hyldest til aquadynamiske principper, som overgår alt, vi kan designe og fremstille. Det gør det meste, overgår det, vi kan. I løgformede kupler på havets bund udklækker mennesket de første oceanauter. Opdager lidt mere af skjulte og glemte mysterier. Under to atmosfæres tryk heler sår hurtigere. Hår og negle vokser langsommere.
Engang trak månen for alvor i havet. Engang var der fire gange mere tidevand end i dag. Engang var dagen blot seks timer lang. Og dagen vokser stadig, en brøkdel af et sekund lægges til hvert århundrede. Hver dag er ny, aldrig som den i går. Dagen forlænges. Holder kloden, fordobles døgnet. Imens stikker Månen af, fjerner sig fra os, tidevandet bliver svagere, Jordens balance ændres med månens aftagende funktion som det tredje stabiliserende ben mellem trækket fra Solen og Jupiter. Roligt flyttes havenes udbulning til et nyt bælte på kloden, hvor vandstanden stiger hundreder af meter, skaber nye dyb.
I havets grave opstår rifter i oceanerne, hvor siderne vokser fra hinanden med to centimeter om året, omtrent lige så meget som en negl vokser på samme tid, her opstår nye have. Klodens evige vokseværk flår rundt med os. Og får os til at åbne hjerter, bankkonti og skræk.
På tredje sal kravlede 48-årige Jens Tranum Christensen den rigtige vej og hurtigt ind under et bord. Fem døgn lå han i ruinerne. 110 timer bankede og bankede han. For sig selv. Med de andre. Til dem, der ledte. Det var først til allersidst, at nogen hørte ham. Fire timer flyttede de brokker, til allersidst bugtede de forsigtigt en slange med vand frem til ham. Jens Tranum Christensen var dehydreret mentalt og fysisk, han gik ind i sin helt særlige drømmetilstand, hvor han var beskyttet, hvor han havde enorme kræfter og kom forandret ud med blå mærker på ryggen og en jernvilje, tørstende efter liv, tørstende efter at være ét med livet og de ofre, klodens liv skaber.
Livets forandring er lille, men føles enorm, er en kraft, der skræmmer eller fryder i sin ustoppelige vilje. Hvil i fred, Haiti, hjælpen er på vej, du er for evigt ny. Havet, månen, floden og fyrster skælver med dig. Vi kan kun skælve. Og efterskælve.
En vinteraften i vort ø-rige mødes to mennesker for første gang. I præcis samme øjeblik, i et uendeligt splitsekund, hvor ingen bagefter i detaljer kan forklare hvad hændte, dér tiltrækkes kontinenter i voldsomme indre skælv, skaber et tryk som heler, bevægelser som river ned, omformer, genskaber og åbner for det, som ikke kunne ses, måske glemt, men altid savnet. Skridt standser, fire fødder vender nu samme vej og de må gå sammen. Kan kun det. Ulvemånen trækker med sin stabilitet i dem og havet. De er viljeløse og aldrig før så bevidste om hvad de vil. Må. Skal. Klart som havet, stort som gudinden, livets egen nødvendighed. Intet er som før. Intet er aldrig som før.
Friheden er stor, vandrer med al sin ro fra øen og ud i blodets flod med sine store fødder i det skvulpende, oprørte hav omkring de to. Hun tænder alt med sin fakkel og kvinden lyser, manden gyser. Livets cirkel er komplet. På vej op ad bjerget sætter de to sig tættættæt, betragter dalen og pakker forandringens gave ud i ærefrygt og ydmyghed. Og tager imod den med tak.
Mens alle fiskene i havet svømmer videre, negle gror, sår heles og mennesker vokser til at være lidt mere et med sig selv og alt.
Love, really
Niels, i live, i cirklen, et sted nordpå,
på programmæssig rejse ad The Long And Winding Wonderful Road
- o O o -
Fredagsbonus, pump up the drums, føl dem, dance away, baaaaaaby:
vinterpige på bare tæer
skimter i skæret fra natten
som den slukkes
midt mellem rutiner
i korte glimt uslettelige spor
ramte hjerter en falden fjer
nøgen duft af lyst og mørket
foldet ud
samler nøjsomt vidnesbyrd
hvisker virkeligheder frem
pakker mindet ind
mentale sløjfer om gyldne håb
ting og tid i skufferum
gaven mere end ikke-ting
alt hun er at blive givet
elskede
fødselsdagsbarn og leende øjne
så varm lyden af navnet på læber
smeltende sneen ude
i glimt en plet i sindet
står det
hjerteblodsrødt på uskyldsenglehvidt
alt at miste nu
(Onsdagsbidrag - postet søndag til ære for Bittens førstefødte.)
Jeg gør, hvad jeg kan for at elske min næste. Din næste. Den næste.
Jeg gør, hvad jeg kan for at elske mig. Elske dig. Elske.
Jeg gør, hvad jeg kan for at lade kærligheden florere i mit liv. Dit liv. Vores liv.
Jeg gør, hvad jeg kan for at være den bedste. Blive den bedste. Gøre mit bedste.
Jeg gør hvad jeg kan for at tilgive mig. Tilgive dig. Tilgive.
Jeg gør, hvad jeg kan for at sætte spor. Følge spor. Krydse spor.
Jeg gør, hvad kan for at finde vej. Vise vej. Overveje.
Jeg gør, hvad jeg kan for at leve op til. Leve fuldt ud. Leve længe. Længe leve.
Jeg gøre, hvad kan for at gribe nuet. Begribe begrebet. Grebet.
Jeg gør, hvad jeg kan for ikke at miste grebet. Om mig. Om dig.
Jeg gør, hvad jeg kan for at være mig. Blive mig. Skabe mig.
Jeg gør, hvad jeg kan for at skabe plads. Skabsplads.
Jeg gør, hvad jeg kan for at forstå. Forstår du?
Jeg gør, hvad der skal til for at jeg kan gøre, hvad jeg vil.
Jeg ser mig se mig i verdens spejl. 6 milliarder unikke glassplinter samlet i den smukkeste kalejdoskopiske glaskugle. Reflektioner af lys kastet rundt. Hid og did. Må og få. Rammer mig. Jeg rammer mig selv. Følelser, der svier som en hårdtknuget snebold på en frossen kind. Kærligheden har taget angsten i hånd. Beroliger. Lettelsen breder sig. Jeg gør, hvad jeg kan. For at være i live. Være i livet. Leve livet.
Deres forhold var som tilbagevendende sæsoners temperamenter. Dette års vinter er ikke sidste års vinter. De nye blade på træerne er nye hvert år. Det er nye blomsterknopper, der venter på at springe ud og give deres velduftende, farvestrålende bidrag til gavn og glæde for dem, der måtte sætte pris på dem. Det er nye efterårsstorme, der raser og nye velskabte regndråber, der falder og rammer tilfældigt et sted foran dine fødder. Visker sporene fra sidste øjeblik ud, så et nyt kan sættes i det næste.
Det milde forårs sprøde blade. Den magtfulde sols insisteren på at varme deres længselsfulde kroppe. Den spirende forelskelse, der efterlod rødmende kinder og nedslåede, funklende blikke. Nu kunne de godt fastholde hinandens blikke. Se øjnene spørge, undre, forstå, glemme, huske. De elektriske stød i kroppen, når de forlegent rørte ved hinanden. Med bankende hjerter uden på tøjet. Staldkåde hjerter i en rosa rus af glæde og med følelsen af flagrende konfetti strøet ud over dem indeni.
Sommeren varslede lange, lyse, nordiske nætter under markedsparasoller og i strålevarmen fra kuglegrillen. Fornøjelsen var helt på deres side. De havde stadig kun øjne for hinanden. Den ækle stank fra osende myggelys i pastelfarver, der holdt alt andet end myggene væk. De var ligeglade. De satte sig tæt sammen på havesofaen. Indhyllet i tæpper. Intet kunne trænge ind til dem og forstyrre deres tosomhed. De så den livgivende flamme funkle i hinandens øjne.
Kulden krøb langsomt nærmere. Den gulnede træernes blade og i samarbejde med nattefrosten, slog den de sidste hårdføre roser ned. Deres pink, røde og gullige kronblade strålede stædigt videre for en kort bemærkning. Duften var for længst forduftet. Snart forvandledes regndråber til snefnug. Rimfrosten på græsplænen, der gjorde hvert enkelt strå porøst og skrøbeligt.
En nærtstående ven kunne fortælle om deres kærlighed. Om deres hengivenhed. De satte aldrig spørgsmålstegn ved hinanden. Det var som det var. Det var som det skulle være. Livgivende. De gav det til hinanden. De modtog i det øjeblik, de gav. Livets gave. Upåvirket af hvad der kunne tænkes eller menes om alt andet i verden.
Afslutningen af en årstid er begyndelsen på en ny, der vækker begejstring og forundring. Forundring over at kunne have glemt i vinterens mørke, hvor fantastisk livgivende solens lys og varme er. Forundret over hvor stille jorden bliver, når sneen ligger sig som et florlet, beskyttende tæppe på den og dæmper alle lyde. Ro. Skønhed. Uendeligt og upåvirket på trods.
9. april 2010, 07:29 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer