Og når dagens sidste cigaret spreder tankerne og fokuserer på fremtid og fortid som det nu kommmer sig, så er der ro på. Ikke flere brandøvelser, ikke flere iskolde vandgange. Ikke plads til kaniner eller kindheste. Farvel til afslag og nedslag. Fløjlsnat eller sommerskat, det kan være det samme. Tanker opløses, viden går tabt, dagen er ovre, søvnen ligger og venter, strækker sig doven, smiler og ser imødekommende op. Tag mig, gå ind i mig, vær et med mig. Men tag lige en smøg mere først.
Nu hvor der ikke er cigaretter at ende dage med, klares verden endnu mer’, fri af røgtæppet, nystrøget og velduftende. Sprød, frisk, forførende. Som purrrr’ende kurver i sengen, som lysende øjne og lokkende læber. Livet vil ingen ende ta’, det vokser og gror, synes han som han sidder og gør en lille smule status, fokuserer på et punkt i havneløbet, hvor solen skaber ild og synker bag huse.
Når han elsker livet, tør han. Det. Hele. Manden i solnedgangens gyldne tanker. If you can dream it, you can do it. Just do it. Ugh.
Love, truly Niels
- o O o -
Fredagsbonus med klassiske vrid i dine hofter og rytmehans i fødderne:
På Manhattan, New York, skider finansfyrstetoppen ikke kun på det hele, de gør det på toiletter med luft-til-gulv-vinduer og svimlende høj udsigt til Frihedsgudinden, som de kan se lidt ned på. Irgrøn og isoleret på sin ø, som hun er, omgivet af månen og himlen, Hudson og havet.
Sejlfisk er havets hurtigste, de skyder af sted med 110 kilometer i timen som en hyldest til aquadynamiske principper, som overgår alt, vi kan designe og fremstille. Det gør det meste, overgår det, vi kan. I løgformede kupler på havets bund udklækker mennesket de første oceanauter. Opdager lidt mere af skjulte og glemte mysterier. Under to atmosfæres tryk heler sår hurtigere. Hår og negle vokser langsommere.
Engang trak månen for alvor i havet. Engang var der fire gange mere tidevand end i dag. Engang var dagen blot seks timer lang. Og dagen vokser stadig, en brøkdel af et sekund lægges til hvert århundrede. Hver dag er ny, aldrig som den i går. Dagen forlænges. Holder kloden, fordobles døgnet. Imens stikker Månen af, fjerner sig fra os, tidevandet bliver svagere, Jordens balance ændres med månens aftagende funktion som det tredje stabiliserende ben mellem trækket fra Solen og Jupiter. Roligt flyttes havenes udbulning til et nyt bælte på kloden, hvor vandstanden stiger hundreder af meter, skaber nye dyb.
I havets grave opstår rifter i oceanerne, hvor siderne vokser fra hinanden med to centimeter om året, omtrent lige så meget som en negl vokser på samme tid, her opstår nye have. Klodens evige vokseværk flår rundt med os. Og får os til at åbne hjerter, bankkonti og skræk.
På tredje sal kravlede 48-årige Jens Tranum Christensen den rigtige vej og hurtigt ind under et bord. Fem døgn lå han i ruinerne. 110 timer bankede og bankede han. For sig selv. Med de andre. Til dem, der ledte. Det var først til allersidst, at nogen hørte ham. Fire timer flyttede de brokker, til allersidst bugtede de forsigtigt en slange med vand frem til ham. Jens Tranum Christensen var dehydreret mentalt og fysisk, han gik ind i sin helt særlige drømmetilstand, hvor han var beskyttet, hvor han havde enorme kræfter og kom forandret ud med blå mærker på ryggen og en jernvilje, tørstende efter liv, tørstende efter at være ét med livet og de ofre, klodens liv skaber.
Livets forandring er lille, men føles enorm, er en kraft, der skræmmer eller fryder i sin ustoppelige vilje. Hvil i fred, Haiti, hjælpen er på vej, du er for evigt ny. Havet, månen, floden og fyrster skælver med dig. Vi kan kun skælve. Og efterskælve.
En vinteraften i vort ø-rige mødes to mennesker for første gang. I præcis samme øjeblik, i et uendeligt splitsekund, hvor ingen bagefter i detaljer kan forklare hvad hændte, dér tiltrækkes kontinenter i voldsomme indre skælv, skaber et tryk som heler, bevægelser som river ned, omformer, genskaber og åbner for det, som ikke kunne ses, måske glemt, men altid savnet. Skridt standser, fire fødder vender nu samme vej og de må gå sammen. Kan kun det. Ulvemånen trækker med sin stabilitet i dem og havet. De er viljeløse og aldrig før så bevidste om hvad de vil. Må. Skal. Klart som havet, stort som gudinden, livets egen nødvendighed. Intet er som før. Intet er aldrig som før.
Friheden er stor, vandrer med al sin ro fra øen og ud i blodets flod med sine store fødder i det skvulpende, oprørte hav omkring de to. Hun tænder alt med sin fakkel og kvinden lyser, manden gyser. Livets cirkel er komplet. På vej op ad bjerget sætter de to sig tættættæt, betragter dalen og pakker forandringens gave ud i ærefrygt og ydmyghed. Og tager imod den med tak.
Mens alle fiskene i havet svømmer videre, negle gror, sår heles og mennesker vokser til at være lidt mere et med sig selv og alt.
Love, really
Niels, i live, i cirklen, et sted nordpå,
på programmæssig rejse ad The Long And Winding Wonderful Road
- o O o -
Fredagsbonus, pump up the drums, føl dem, dance away, baaaaaaby:
Din gud ved det, dine venner ved det, du ved det, også når du lyder som en pivskid. Ja, og du ved det også. Men du insisterer på ævl. Så hør her, baby. Livet er ikke er som en scarttilslutning, hvor små nøje definerede, følsomme og letbøjelige spidsagtigheder skal passe ind i et kompliceret mønster af huller, så man står og roder og famler i mørket og støvet på bagsiden for at få det til at passe sammen og alligevel mister troen på sig selv i processen. Livet er uteknisk. Livet er én følsom ting som passer ind i ét nok endnu mere følsomt. Og så tilpasser de sig i øvrigt hinanden. Dén vilje er enorm. Så skal du se fest og farver. Hvis du tør. Selv tv-fabrikanterne ved det – farvel scart, hurra HDMI: Et hul, én pind. En symfoni af tæppebankende rock’n'roll. Yeah, baby!
Alskens kraft og eder eller hjerter og glæder kan elskes eller forbandes ind i metal. Har jeg set. Og oplevet. Medaljonens velsignelse. Eller forbandelse. Jeg forestillede mig ikke at være en som går med tingeltangel, men værdsætter min og bærer den med smil. Selvom jeg gik gennem vand. Og lidt ild. Ikke fik søvn. Tudede. Svedte. Frøs. Kastede med bullshit. Brændte indeni. Blød, øm, og afskallet. Stod mere nøgen med tøj på end nogensinde. Og mødte mennesker, mødte indsyn.
[Regi: Lyttebøffer/højttalere, skru op og tryk på play. Just do it! Så gi'r jeg et kæmpesmil.]
I. BJ
Du er storm
der er ro i dit øje.
Og jeg bliver blæst væk til et mere sikkert sted, hvor følelsen holder.
Jeg vil gerne elske dig,
men jeg bliver blæst væk.
Your mind. Blowing me. You’re mindblowing me. Your mind is blowing me.
II. Knitren
Luften skal åbenbart være som ild i mundhulen, og der kommer lyd ud af mig, ubehag, overraskelse og en besværgelse som den hørbare del af energifeltet omkring mig. Shield’s up.
Shield’s down, rid den her uden hjælp. Ingen angst. Åben. Hver en porre.
Med flere sten og mere vand skruede han machomageriet langt ud over termostatens skala; så kan jeg lære det – og alle ved jo, hvorfor indianere ikke har hår på benene. Rigtig godt klaret. Af en flok hvide mænd, griner han.
Hvide mænd samlet for at rejse tilbage til jordens livmoder, mærke hendes varme, mærke os selv, opleve hvor vi kommer fra, huske en flig mere af vort sande formål. Og dele det. Inipi.
Fuldkomment retvisende spejl af moder jords cyklus, af kvinders livgivning og ånder, ånd, varme, hede, kogende, uddrivelse, indblik. Efter to timer i sved, bøn og tårer vakler den helede krop, benene bærer ikke, armene når ikke (vandflasken for pokker) og det er med bæven og stor forsigtighed, at jeg nøgen og på alle fire slæber mig, slanger mig, møver mig ud af ildluften og ind i skovens sommerluft. Efter at have svedt så mange liter ud, at næse, øre, skulder, mave, alt, alt, alt har fået hver sin lille bruser, hver sin taphane, hvor indre vand strømmer ud i evig, to timer lang, strøm.
Og det er edderelektrisk, afladende og opladende, dræbende og livgivende. Derinde i totalmørket, hvor kun sten gløder og urter gnistrer, er vi et. Med hinanden, med verden, med biller og træer og fugle og bjerge og sandkorn og du kan smile alt det du vil og kalde os hippier, men de fleste er salgsdirektører og afdelingschefer og økonomidirektører og administrerende direktører og den slags og i helt respektable virksomheder.
Balance, balance, balance. Indre ro. Zen. Kropsbalance. Sindsro. Banket, svedt, grædt, snottet, tværet ud af ild og vand og ånd. På en tirsdag mellem træer på en tynd tange i Horsens Fjord.
Mindblowing. Som dig. Sindsro, ild og vand. Eksplosivt. Eksplosiv.
III. Ildstorm
Instead of cursing the darkness
Light a candle for where we’re goin’
There’s something ahead worth looking for.
When the light of time is on us
We will see our moment come
and the living soul inside will carry on.
It’s a chance to give new meaning
to every move we make
Through the caverns in the caves
where we come from.
When the light of dawn is on us
We will see what we can be
and the ancient ones can sleep an easy sleep.
In the hallways of the ages
on the road to history
What we do now will always be with us
It’s a chance to give new meaning
to every move we make
In the caverns in the caves
where we come from.
Instead of cursing the darkness
Light a candle for where we’re goin’
There’s something ahead worth looking for.
When the light of time is on us
We will see our moment come
and the living soul inside will carry on.
Light a candle in the darkness
so others might see ahead
Light a candle in the darkness when you go.
Dine humørskift stormer og jeg står stille, følger ikke med, former mig ikke længere. Jeg er vokset ud af og op fra blødt, bøjeligt kim til et lige så forvirret men dog også rodfæstet medlem af træfolket. Jeg mærker din vist endda ædru zigzaggang, din indre blæst krøller i mine blade, ramler mod særligt i de nyeste grene og af og til værker det i gamle. Når du knager, tænker jeg, at det ikke holder.
Og så er man altså en træmand. En som filtrerer og transporterer litervis af næring/sekund, skaber forårsforundring af lysegrøn sprød og sommerens varme glød, favner over dig, skaber læ og tager regnen. Og står efter et fald – som er et farveorgie, du hver gang har glemt dybden i – hel og fuldkommen som nøgen.
Du aner måske ikke, hvor fedt nøgen er herude blandt de andre træer. Umasket, beskyttelsesløs, synlig ind til vedets varme. Rundt om mig er kulden, rundt om mig er verden tilsneet, ufarbar og dyrene i min skov indesneet i huller og under bark. Og nok suser det uden blade at passe (endnu mere) langsomt i mit indre, men det suser og jeg fordøjer.
Fri er jeg. Og nu vil jeg være dét hele året, grøn, ild eller nøgen.
[Fredagsbonus, helt uden sammenhæng - til det ovenfor i al fald - skru godt op:
- de stille instrumenter er udelukkende fordi, jeg har hørt, at Pink Floyd larmer? Hey hey, my my, rock'n'roll will never die ... kan vi så tage en anden fredag, søde skvatøre ].
I’ve paid my dues
time after time
I’ve done my sentence
but committed no crime
and bad mistakes
I’ve made a few
I’ve had my share of sand kicked in my face
but I’ve come through
Yeah, yeah oh yeah. Ak. Fodbold åd dén sang. Så kan teksten nok så meget handle om at overvinde sig selv, men det er fa’en gal’me lettere, hvis det kommer til at handle om at overvinde de andre, hvis det i fællesskab er vedtaget, at det har været av-så-hårdt at være mig, men nu står vi sammen har på stadion og så lammetæver vi edderlynemig de fæle, de fremmede, fjolserne, fæhovederne, fejlfarverne. For det er os, der er vindere og tabere, dem har vi ikke tid til.
Krybdyrhjerne. Yeah! Sing it:
We are the champions – my friends
and we’ll keep on fighting – till the end
we are the champions
we are the champions
no time for losers
’cause we are the champions – of the world
Gad vide hvor flot og forførende de lød i Nürnberg, ikke under retssagerne, men længe inden, dengang den store, magtindgydende arena var fyldt, dengang man ikke behøvede fodboldspillere og slet, slet ikke en fællessang om en mand, der hopper over på det andet hold og ud af sit skab, og det var før IKEA var all over, så der skal nok mere end en lille skruebaby til at samle dét skab; gad vide hvordan det egentlig lød dér i Nürnberg, når en tusindfoldig folkeskares fællesbevægelser var synkroniserede, når man rejste sig og sad på kommando, når man rakte en arm begejstret i vejret og råbte kampråb og var ét med hinanden. Og et med bevægelsen. Med stammen. Sammen i flokken. Det enorme os.
Ikke mange andre steder tilbage end på fodboldstadion og personlige udviklingskurser, hvor det er politisk korrekt at være så mange mennesker som er så synkroniserede. Store, kirkelige bevægelser, der samler tusinder under åben himmel, er vi ikke så glade for – mon det er fordi der er så koldt det meste af året her hos os?
Eller kan det være fordi, vi ikke orker at se forbi nazimens former og i stedet være alvorligt bange for indholdet af (/i vores eget) had? I don’t know.
I’ve taken my bows
and my curtain calls
you brought me fame and fortune and everything that goes with it
I thank you all
Dén melodi er en sekstur, en klassisk komposition skabt længe før rockguitar og fiflet af fioler og slået stampet sparket i jorden med træsko og blæst på fintskårne fløjter. Ikke meget yeah baby dengang, men skjorter med masser af puf i ærmerne, vest, lædersmykker og en helt anden boldgade. Men samme skabelon i musikken.
But it’s been no bed of roses
no pleasure cruise
I consider it a challenge before the whole human race -
and I ain’t gonna lose
Okay deroppe på langsiden og også jer på familietribunen, så er det nu. Livet er ikke ren fornøjelsestur. Det er også beskidt fornøjelse. Livet er fanme mere end bare du og jeg og halstørklædet og et indsmuglet romerlys. Nu gælder det. Nu skal vi denondelynemig vise de andre, at det her ikke er for fatsvage, at det her er vigtigere end dig og mig, at det her er en bevægelse, at det her er smukkere, vildere, voldsommere, mere sanseligt, mere skørt, mere tosset end mig og dig hver for sig.
We are the champions – my friends
and we’ll keep on fighting – till the end
we are the champions
we are the champions
no time for losers
’cause we are the champions – of the world
Smukt. Se skønheden, men tvkameraerne fokuserer alt for meget på banen og alt for lidt på der, hvor det virkelig sker, der hvor trylleriet og heksekunsten og huttelihut-ish opstår. Alt er ét. Cirklen er sluttet og uden sprækker. Sammenholdet er stærkere end holdet. En gang imellem vinder byens hold, så forstærker de 12 magien og tusindskaren er ét med en uovervindelig styrke – styrken indeni. Så er alle Jesus og går hjem på vandet, hjulpet af bryg, båret af helte større end de Guitar Heroes som skabte sangen, båret af toner og takt i 6/8, båret af spillemandstradition, båret af ønsket om at være ét med flokken, én masse, én samlet styrke.
Båret af håb.
Yeaaah. BABY.
- o O o -
[Fredagsbonus, lidt lang denne gang, men der er fx fine uniformer og masser af beat, så når du har plads til lyd og ti minutter så værs'go'
Tænk, hvis jeg. Og du. Og man. Og alle. Tænk hvis jeg virkelig selv bestemmer, hvordan dette minut bliver. På en skala fra et til ti – hvor meget vil jeg (og du?) være til stede, når vi har læst det her. Hvor stor en glæde ønsker vi at have.
“Syv”. Så er jeg mere end halvvejs tilstede og kan samtidig … øhe … gemme mig lidt og ikke love for meget, ik. Arrgghhhh. Come on.
Hvis jeg ønsker “syv”, så kan jeg vel lige så godt gå i seng igen. Jäkla 10 så gu’. Jeg vil have det hele ud af også det her minut, den her time, den her dag. Kom bare, Jantelov og slå mig, jeg kan bære det.
Darwin – ja ham med øglerne og fuglene og nå ja aberne – skrev, at et menneske som spilder en time af sin tid ikke har forstået livet.
Så jeg kan måske selv vælge, hvor meget jeg vil. Af glæden, af samværet, af nærværet og interessen. Jeg former mødet med andre mennesker. Også det med dig.
Tænk hvis det er rigtigt, at jeg selv bestemmer, om jeg tager det rigtige eller forkerte ben ud ad sengen. Tænk hvis alle mine tanker om andre mennesker i virkeligheden kun siger noget om mig selv. Tænk om jeg droppede alle vurderende tanker om andre og koncentrerede mig om at ændre min egen opfattelse af andre.
Så rejste jeg nok længere end langt. Og hvilken rejse. Tænk hvis jeg kan se mig selv helt klart. Og uden sand i øjnene.
Jeg synes, jeg har lidt sand i øjnene. Men.
Jeg kan li’ at se mennesker tale. Se øjne, krop, arme, kinder, nakke. Blanke, rank, krydsede, røde, dukket. Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er at se. Og så må jeg kunne se gennem mig selv. Ellers ved jeg med sikkerhed, at jeg for let vil tilsande.
(Webhamster – hvordan uploades PDF’ere hertil? Jeg havde noget, jeg gerne ville vise. Kh og pft.)
Vores lille flok talte om København, Ritt var gået, et par stykker overvejede en sweepstake, Anne eller Antorini. Flere så helst Haugaard, alle var enige om, at hans byden sig til ikke var heldigt udført.
Så fik den på alle tangenter i det umulige ved København. Godt nok har Ritt ret i, at styreformen er stort set umulig, men kan det virkelig være årsagen, hun straffer jo partiet ved at gå nu, hævdede metalarbejderen, det er hans parti og for ham er Partiet med stort.
Vi havde frygtet kræft, hendes eller Sørens, han er jo også ved at være ret gammel, Ritts mand, lød enigheden dagen før, i hvert fald noget med sygdom. Men nu var det dagen efter, og vores lille gruppes tre socialdemokrater var ikke glade.
Ikke mange resultater, hun havde opnået. Ingen femtusinde boliger. Ingen byfornyelse og det var sgu da også Bondams fallosdyrkelse med de højhuse. Maver rumlede. Skal vi så gå på Alsace eller stikke af til Nordfrankrig.
Foran restauranten står et hyggeligt tavleskilt. Fjordrejer, forkynder fine kridtstreger. Vi fik bløde laks og bøffer i amerikansk størrelse. På vejen tilbage roder vi os ind i ja, hvad pokker er det, en kombineret fortorvs- og vejudgravning. Vi går og går, men det ender blindt. Bakker, og ser en vej, vi kan skrå over.
Jeg skrår endnu mere over, rutsjer i små løse asfaltsten som gør en kant nemmere for barnevogne, men lige nu også som en lokal skihopbane nedad og jeg må være Eddie The Eagle for jeg falder. Rutsj, av. Ikke stor skade, ren komik.
Vi griner og hygger og skråer over Kongens Nytorv, og der kommer Peter Frödin og Søren Østergaard og de går sammen med to andre og så falder en af de andre, det ser fuldstændig ud som om han gik ind i luften, bang, så faldt han. De to, vi kender navnene på, hjælper ham op. Ingen af os mænd ville bryde sig om at blive samlet op af Frödin, fortæller vi lidt højt.
Og så stopper vi for rødt, du ved på hjørnet mod Bredgade, og der går en enlig garder og vi følger garderen med øjnene og hov, så er der en ældre dame cirka foran EU’s Miljøagentur, hun skvatter også om.
Tre fald, to minutter, en klar tendens.
Den dag lå tyngdekraften tungt over Kongens Nytorv.
12. februar 2010, 10:10 
Synes godt om!
Tags: 
].
Nyeste kommentarer