Det kunne handle om julepyntede hovedgader, med fløjlsrøde hjerter på tværs og sat fast i dinglende guirlander. Om hvad der kunne ske i de flimrende skygger af hundredevis dioder, spændt fast uden for rækkevidde af julefrokoster og andre vandaler. Det kunne være på Søborg Hovedgade med juletræer i masterne og de sædvanlige smagsløse krøller, der ligner skyggen af påstået fornemhed ved den lokal-lokale frisør. Eller bare en getto ved Hvidovre en koldgrå novemberdag i december.
Det kunne være i et vacuum af tid, mellem møder og dage der forsvinder før de starter. Eller lang doven tid i heldagsskumringens halvmørke. Eloxering af minutter eller hud; med lidt for lysende øjne og historier der skriver sig selv.
Kan man gøre det bagud som man ikke nåede forud? Kan man skrue tiden tilbage og fortryde valg eller omgøre fravalg? Kan man? Sluge ord der aldrig blev sagt og slet, slet ikke skrevet? Smile smil, der engang kom for sent?
Kan man nå et minimumsgrad af bevidsthedsniveau selv på overgjorte onsdage og knasende lørdage, der overrumpler en med tankeløshed?
Kan man?
Er der overhovedet undskyldninger for decembers funklende umulighed og novembers tiltagende mørke? Andet end jordens masse, vinkel og afledte omdrejningshastighed?
En simpel, men effektiv fold på en dejlig decembersøndag, hvor det er tid til at drømme sig tilbage til alt det, der var engang.
Engang var den dejlige gentleman, sing a song writer og magiske finde-på-mand Poul Kjøller en af mine ‘hverdagens sikre helte’. Poul VAR næsten min barndom – eller måske rettere: han var faktisk tilnærmelsesvist min barndoms soundtrack. Jeg kan umuligt sige ‘Hvidovre’ uden i samme sekund at tænke på Hvidovre Blues… Én af de absolutte Kjøller-favoritter var nemlig ‘Hvidovre Blues’ med tekst af selveste Poul Borum.
Enjoy – og happy sunday til alle.
Hvidovre Blues
Jeg er træt af TV, og der går en dansk film i Hvidovre Kino.
Yeah, jeg er træt af TV, og der går en dansk film i Hvidovre Kino.
I’ve got the Hvidovre Blues…
Jeg kigger på Olsen ved siden af, der går og graver have og sveder.
Uh, jeg kigger på Olsen ved siden af, der går og graver have og sveder…
I’ve got the Hvidovre Blues.
Jeg vil slås med min lillebror, men han ligger og sover og snorker.
… Jeg vil slås med min lillebror, men han ligger og sover og snorker.
I’ve got the hvidovre Blues.
Jeg læser et gammelt Anders And Blad forfra, bagfra, om igen.
Mmm… Jeg læser en gammel Anders And Blad forfra, bagfra, om igen.
I’ve got the Hvidovre Blues.
Jeg ved ikke ret meget om Hvidovre og jeg er ligeglad. Ligeglad med at Hvidovre ligger glemt bagved Vigerslevvej og Rødovre og motorvejen. Det er jo der, det er, og det er jo sådan, det er. Glemt. Kører man ud i verden og kører man igen ind til byen, ligger Hvidovre på højre hånd og jeg er ligeglad, for Hvidovre er skjult bag støjvolde og frakørselsramper, og selvom jeg ikke havde set skiltet ville jeg også være ligeglad, for jeg skal ikke bruge dén afkørsel. Kører jeg galt på motorvejen kan de lappe mig sammen i Hvidovre, men jeg er ligeglad med, hvor de kører mig hen og sætter lapper på, bare de kører og lapper. Og jeg kan få lov at komme hjem igen og fodre katten. Hvis jeg var gravid, kunne jeg føde eller abortere eller gå til kontrol i Hvidovre, det er de vist ret ferme til i Hvidovre, til forløsninger og lytterør i træ. Jeg er ligeglad, jeg skal ikke føde eller lyttes på eller være far igen. Og jeg kender ikke ét barn, som er født i Hvidovre, men jeg har hørt om ét. Så jeg ved godt, at de findes, hvidovremenneskene. Det kan lade sig gøre. Jeg ved det, selvom jeg aldrig har mødt eet eneste menneske, som har præsenteret sig og sagt: Jeg er fra Hvidovre. Hverken spagt hvisket det eller fremturet stolt. Ingen har sagt: Jeg har købt det fedeste rækkehus i Hvidovre. Næe, aldrig hørt det sagt. Så jeg er ligeglad med Hvidovre, ingen har trukket mit øje mod Hvidovre, ingen har skærpet mit øre med klagen af ordet, Hvidovre. Friheden ligger i Hvidovre. Har sin egen station. Jeg er ligeglad, hvad skal jeg med Friheden, hva’? Den flyver vel, det synger de jo. Hvor er det henne, hvidovremennesket? Hvor kan jeg møde det på min vej? Jeg møder alle mulige andre som fortæller om hvor de er fra, født, bor arbejder og elsker. Helsingør, Holbæk, Havnen, Hæslinge, Herlev, kan de sige, fx. Hvor er du fra? Ingen siger ‘Hvidovre’. Der e-r bare ingen som er fra Hvidovre. I hvert fald, når man spørger, så jeg er ligeglad og spørger ikke. Læg en note, hvis du er fra Hvidovre, send en mail, indryk en annonce. Hvem har nogensinde spillet i Hvidovrehallen eller fået en julegave, der skal byttes i Hvidovrecentret? Mon hvidovremennesket aldrig kommer ud, så det er nødvendigt at tage ind bagved Rødovre, Vigerslevvej og motorvejen for at møde det? Kan være, at Hvidovre er det nye Amager. Vi hører aldrig, aldrig om boligprisernes himmelgallop i Hvidovre eller om Hvidovreskandalen eller om borgmesterens flirt med først SF og så DF og måske endnu saftigere en ugift, utæmmelig mand med bandefrisure og sexede tatoos. Helt ærligt, det er som om, at alle glemmer Hvidovre. Måske er Hvidovre kendt for noget. Sexede tatoos? Eller kendt for ikke at være kendt. For at være glemt. Jeg er snart helt ligeglad, jeg indrømmer, bekender og tror, at jeg er en af dem, som er ligeglad med Hvidovre. Ak, jeg er et skammeligt uvidovrende menneske.
Fredagsrytmik – ud på gulvet, vrik med hoften og føøøøl energien. Særligt dig, ja dig der, dig, som læser med fra jobbet – du skal jo alligevel varme fødderne op til juleparty, op og stå, vug med hoften og den anden hofte og så gi’r du den gas, ik … okay okay okay så:
Der ligger en kendt dansk virksomhed i Hvidovre. Det er 3. generation, der driver den. De laver chokolade af den fineste, mest indbydende slags. De har især travlt i produktionen på denne tid af året. Chokoladestykker med forskellig form, smag, pynt og fyld bliver pakket i gyldne æsker med gyldne bånd. Ikke én eneste sød tand undslipper, når chokoladerne indtager julekaffebordet. Her er det, at de fleste sikkert bliver ramt af dårlig samvittighed over den mængde mad og lækkerier, de kan se frem til at indtage i løbet af december. Men her er en god grund ….. nej, en MEGET god grund til at styre direkte mod den gyldne æske med de små chokoladefristelser i.
Efter sigende skulle det give faste bryster at spise chokolade. Har jeg læst. Jeg siger tak for den tidlige før-juleaften-gave. Jeg kender ikke omfanget – eller mangel på samme – af den videnskabelige opbakning til ovennævnte påstand. But who cares.? Vi taler om C-H-O-K-O-L-A-D-E!
Et 3-foldigt hurra for chokoladens store fortrin, siger jeg bare.
Han ankom høj bag glassene og længe efter forstærkning var nået frem og mens de ventede på bagtroppen kæmpede hun sig ned af trappen for at kaste op og komme i tøjet. Hænderne lå tryggest dybt i lommerne på ham og hendes blik søgte ingens. Hjerter på overarbejde.
På vejen i den tidlige morgen opgav hun at lægge sig i selen og kvalte stilheden i hulk for hver bølge. Han fandt forvejen ad bagtrappen og forstærkningen fandt hendes smertegrænse på vej over pladsen. Hun skulle ikke røres! Ikke mere. Aldrig mere. Lige nu.
Og dybe dybe vejrtrækninger over knæ. Over gelændere langs uendelige gange. Over skrøbelige stolerygge under utilslørede nysgerrige blikke fra tørklædeklædte kvindegrupper og hele familier i overfyldte ventesale.
De ventede sammen hver for sig i den velsignede summen af andres ordvekslinger og på et tidspunkt røg en hånd op af lommen og lå et øjeblik i hendes. Længe nok til at blive et minde af den slags man tager frem når hukommelsen ikke vil finde andre.
Hende der tog imod var grønnere end hun selv og angsten blev tungere som tiden sled sig af sted og hjerterne aldrig synes at finde rytmen igen. Forstærkningen samlede sig hos bagtroppen mens hun lukkede øjnene og lod strømmen af fagfolk prikke, måle, lytte og løfte, tappe og måle igen. Han røg på tv-stuen og fik resultatet af bordfodboldturneringen på mobilen fra hende den lyshårede.
Og et sted på gangene mellem klinik, forberedelse og optagede stuer og tilbage igen blev modne beslutninger truffet i risikoafvejende hast og hun hørte en stemme spørge og før svaret trængte ind spørge igen inde bag iltmasken. Efter ham. Måtte han?
Bagefter tænkte hun på om han ville men det var for sent.
Mens hans tåger lettede så han livet i livet og andre der kæmpede lige så stædigt for hans piger som han havde kæmpet imod. Kæmpede så indædt at knive gik skævt og nåle kom på afveje. Med armene fastspændt og nakken spændt bagover skimtede hun ryggen af hende der tømte et overmodent mirakel for skident vand. Han havde fokus til at skyde endnu et minde for eftertiden. Hendes kæreste. Før de kørte.
Til professionel omsorg mens andre professionelle forsøgte at stabilisere og genvarme hende selv.
De blev genforenet på Hvidovre neonatalafdeling ud på eftermiddagen. Hjerterne.
Hver med sår at hele oven på traumet. Siden bar hun arene med nedslået blik og stolthed i sin kærligheds styrke. Aldrig igen spurgte hun efter ham.
Syvkold.dk ser igen nærmere på klimatopmødets konsekvenser for de millioner af danskere, der blot ønsker at være i fred.
Denne gang har vi udvalgt en helt tilfældig dansk familie i en helt tilfældig forstad til en helt tilfældig hovedstad for helt tilfældigt at høre hvordan de håndterer tidens store – men næppe helt tilfældige – klimaudfordringer. Søndag aften tog vi til Rødovre for at besøge en husstand, som Socialforskningsinstituttet har udpeget til at være en helt igennem statistisk repræsentativ “Familien Danmark”.
Der stod ganske vist JENSEN på døren, og der var tilsyneladende ikke nogen hjemme, om end man bag de nedrullede gardiner kunne skimte et svagt blåligt skær i den del af huset, hvor dagligstuen statistisk set er placeret i gennemsnitshuse af denne type.
Det samme var tilfældet på hele den stille villavej, hvorfor man uvilkårligt frygtede, at der allerede skulle være indtruffet en alvorlig klimaforandring. Der lugtede dog hverken af CO2 eller drivhusgasser, så vi valgte i stedet at sætte kursen mod Brøndbyøster for at opsøge den statistisk set næstmest repræsentative husstand – det segment, forskerne populært kalder Familien Danmarks bror og svigerinde.
De mange gule flag, der vajede på halv stang i kommunen denne søndag aften indikerede imidlertid, at der skulle bades med forsigtighed, og med udsigten til at skulle vade rundt i polarkoldt smeltevand på villavejene satte vi skyndsomt kursen mod Hvidovre i vores miljørigtige el-bil, der overraskende nok kørte på diesel, men til gengæld var L-formet.
I Hvidovre fandt vi uden problemer frem til den tredjemest repræsentative husstand i landet – det, forskerne populært kalder Familien Danmarks onkel og tante. Alt omkring os så øde og forladt ud, men til vores glædelige overraskelse blev der åbnet, da vi ringede på, og vi blev budt inden for hos Gerda og Karl Kristian Jensen.
- Det var heldigt, der var nogen hjemme, hr. Jensen…
- Ja, men vi er vel også de eneste i hele landet, der ikke sidder og ser Forbrydelsen.
- Hvordan kan det egentlig være?
- Vi prøver jo at spare på energien, så vi har ingen batterier i fjernbetjeningen. Fjernsynet står permanent på DK4, og så ser vi bare, hvad der kommer. Men kom inden for. Min kone er desværre syg, så hun ligger lige og hviler sig.
- Aha… men det var netop det med energien, vi gerne ville spørge om. Energi, klima, miljø… hvordan forholder en helt almindelig familie sig til det?
- Som sagt bruger vi så lidt energi som mulig. Vi er f.eks. gået over til det der global opvarmning, og det er derfor, der kun er 14 grader her i stuen. Men vi har været gift i mange år, så vi er vant til lidt kold luft.
- Er det ikke at gå for vidt?
- Jo, men en skilsmisse kræver jo også energi.
- Jeg tænkte på temperaturen… er det ikke temmelig koldt?
- Jo, det sagde vagtlægen også sidste måned, da han kom og så til Gerdas lungebetændelse, men så viste han mig, hvordan man kan lave Nescafé uden at varme vandet. Det kan pingvinerne godt lide. De har jo heller ikke noget at rejse hjem til længere. Så deeeet….
- Javel, javel… Jamen, jeg tror også vi må se at komme videre… Tak for tålmodigheden, hr. Jensen.
12. december 2009, 20:57 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer