Af Louise,

14. februar 2010, 07:28
Egentlig burde jeg undlade det hele.
(ikke skrive, at du åbner døre, der ikke findes. At du fanger det umulige i muligheden og omvendt.
For alt dét er mit og kun et røgtæppe; ord ridset i lakken for at skjule den ild, der ikke må brænde)
Drømte en drøm om et lys og en hule
Byggede en hule og tændte et lys
Brændte et lys; tændte en drøm
Tændte et lys og brændte en drøm
Brændte en drøm, brændte en krop
Ikke flere drømme, ikke flere drømme
Kun kroppe der brænder
Kroppe af lys
Af Louise,

25. oktober 2009, 08:18
Hun køber en pakke gummibånd og en pakke gær hver dag, når butikken åbner. Pengene er talt op på forhånd og de få indkøb puttes i en af de gennemsigtige poser, der hænger for enden af kassebåndet. Så går hun ud.
Hun har længe samlet sammen. Ikke gummibånd eller gær, der bliver hældt i skraldeposen så snart hun er indendøre. Men de gennemsigtige poser, der knitrer så rart, når hun fingererer med dem. Hun har ikke tal på dem, men har vel de første mange tusinde. Der ligger de. På bordet, i skufferne, i skabene. En tid tog hun også af de endnu ubrugte Madame-poser hun kunne finde, rundt omkring på offentlige toiletter, men følte sig ikke tilpas med at stjæle. Så nu er det kun de gennemsigtige poser.
De knitrer så rart, næsten som brændeknuder i en pejs. Når hun åbner skuffer og skabe, kan hun mærke varmen, der breder sig.
Nyeste kommentarer