Det kunne handle om julepyntede hovedgader, med fløjlsrøde hjerter på tværs og sat fast i dinglende guirlander. Om hvad der kunne ske i de flimrende skygger af hundredevis dioder, spændt fast uden for rækkevidde af julefrokoster og andre vandaler. Det kunne være på Søborg Hovedgade med juletræer i masterne og de sædvanlige smagsløse krøller, der ligner skyggen af påstået fornemhed ved den lokal-lokale frisør. Eller bare en getto ved Hvidovre en koldgrå novemberdag i december.
Det kunne være i et vacuum af tid, mellem møder og dage der forsvinder før de starter. Eller lang doven tid i heldagsskumringens halvmørke. Eloxering af minutter eller hud; med lidt for lysende øjne og historier der skriver sig selv.
Kan man gøre det bagud som man ikke nåede forud? Kan man skrue tiden tilbage og fortryde valg eller omgøre fravalg? Kan man? Sluge ord der aldrig blev sagt og slet, slet ikke skrevet? Smile smil, der engang kom for sent?
Kan man nå et minimumsgrad af bevidsthedsniveau selv på overgjorte onsdage og knasende lørdage, der overrumpler en med tankeløshed?
Kan man?
Er der overhovedet undskyldninger for decembers funklende umulighed og novembers tiltagende mørke? Andet end jordens masse, vinkel og afledte omdrejningshastighed?
Formiddag. Kl. 10.14. Endnu en smuk regnvejrsdag i november. Jeg sad stilfærdigt i selvvalgt alenehed på min yndlingscafé, hensunket i egne tanker om alt og intet, da en skinger stemme med ét banede sig vej ind i min bevidsthed, og jeg var pludselig påtvunget en samtale mellem to yngre (ca. 40 årige) smukke kvinder. Den ene kvidrede på forstadsjysk:
- BOTOX er bare SÅ last year, honey! Det sidste nye er ELOX!
- Elox?”, kvidrede veninden tydeligvist undrende? “Hvad er Elox, darling?
- Det er jo nærmest en forkortelse for eloxering, skat, var svaret.
Den anden kvinde smagte på ordet og fandt det behageligt. Det lå godt i munden, og hun mærkede allerede en indre glæde ved udsigten til nye kure og spændende resultater med sit udseende, som hun var ved at være så inderligt træt af. Nyt! Hun trængte sådan til nyt.
- Elox – I like!, svarede hun med sprød, knirkende stemme og tog et dybt sug af sin Chai Latte. – Hvor får så du dine behandlinger?
- Jeg går én gang om ugen hos Dr. Glatigen. Ungdomsvej 911.
Jeg rejste mig spontant og forlod min stadigt dampende kaffe. For jeg havde fået en mission. Hvad var elox? Hvem var Dr. Glatigen? Jeg satte kursen mod Ungdomsvej og gik med hastige skridt og med et adrenalinpumpende hjerte hele vejen derhen. Da jeg var tæt på Ungdomsvej, kunne jeg allerede et godt stykke derfra ane et farveprægtigt blinkende neonskilt. Jeg satte i hektisk løb og nåede helt hen til nr. 911, hvor jeg spontant faldt på knæ foran skiltet og tilbad de enorme magiske og for evigt fyldestgørende ord:
ELOX-KLINIKKEN VED DR. GLATIGEN
Føler du dig grå og trist, og har du mistet glansen?
Er huden slap og intet værd, så er vi straks på skansen!
Vi ved, hvad du har brug for nu: personlig diagnosticering.
Ring til os idag, vi gør dig ny igen! Bestil DIN ELOXERING.
Hos os får du lidt mere end de traditionelle overfladebehandlinger. Vi foretager: Natur-eloxering og sort-eloxering. Naturfarve – Sortbronze og bronze fra lys til mørke farver. UV bestandige farver for udendørs brug. Multicolor farve: grå og blå. For andet brug: Hårdeloxering, kromatering i klar og gul farve og satinforbehandling.
Because you’re worth it!”
EPILOG:
Fornylig fyldte jeg dobbelt-tyve og havnede dermed allerede i kategorien af kvinder, hvis fornemste kompliment ofte lyder: “Du holder dig vel nok godt.” Javist gør jeg da det. Det kunne da have været meget værre… Og det manglede da bare. Hvis blot det undlades at drage sammenligninger med stramme ansigter fra glittede magasiner og kulturindustriens amerikanske filmdarlings, så går det nok. Jeg ved jo godt, at det er in at gøre noget ved sig selv, og at alle kneb gælder. Jeg bombarderes dagligt med beskeden: “Because you’re worth it!”, og jeg tænker hver gang glad: “Yes I am!” og “Yes we can…” og jeg tænker lykkeligt: Jeg ved det. Jeg ER det jo værd. Men det er alligevel et hårdt job at holde sig evig ung, og jeg vil hermed for åben skærm erkende, at jeg ikke har tænkt mig at tage kampen op mod alderen. “Ældes med ynde.” Det må være mit motto. Det er naturligvis nemt at sige, når man endnu ikke er alt for ramt af furer og poser for mange forkerte steder. Men jeg drømmer inderligt om at blæse til kamp for naturlighed og mod ungdomstyraniet. Og jeg har tænkt at starte med mig selv og vil påtvinge mig selv glæden ved at være en stålsat jernlady med baller af stål.
Formiddag. Kl. 10.14. Endnu en smuk regnvejrsdag i november. Jeg sad stilfærdigt i selvvalgt alenehed på min yndlingscafé, hensunket i egne tanker om alt og intet, da en skinger stemme med ét banede sig vej ind i min bevidsthed, og jeg var pludselig påtvunget en samtale mellem to yngre (ca. 40 årige) smukke kvinder. Den ene kvidrede på forstadsjysk:
- BOTOX er bare SÅ last year, honey! Det sidste nye er ELOX!
- Elox?, kvidrede veninden tydeligvist undrende? Hvad er Elox, darling?
- Det er jo nærmest en forkortelse for eloxering, skat, var svaret.
Den anden kvinde smagte på ordet og fandt det behageligt. Det lå godt i munden, og hun mærkede allerede en indre glæde ved udsigten til nye kure og spændende resultater med sit udseende, som hun var ved at være så inderligt træt af. Nyt! Hun trængte sådan til nyt.
- Elox – I like!, svarede hun med sprød, knirkende stemme og tog et dybt sug af sin Chai Latte. – Hvor får så du dine behandlinger?
- Jeg går én gang om ugen hos Dr. Glatigen. Ungdomsvej 911.
Jeg rejste mig spontant og forlod min stadigt dampende kaffe. For jeg havde fået en mission. Hvad var elox? Hvem var Dr. Glatigen? Jeg satte kursen mod Ungdomsvej og gik med hastige skridt og med et adrenalinpumpende hjerte hele vejen derhen. Da jeg var tæt på Ungdomsvej, kunne jeg allerede et godt stykke derfra ane et farveprægtigt blinkende neonskilt. Jeg satte i hektisk løb og nåede helt hen til nr. 911, hvor jeg spontant faldt på knæ foran skiltet og tilbad de enorme magiske og for evigt fyldestgørende ord:
ELOX-KLINIKKEN VED DR. GLATIGEN
Føler du dig grå og trist, og har du mistet glansen?
Er huden slap og intet værd, så er vi straks på skansen!
Vi ved, hvad du har brug for nu: personlig diagnosticering.
Ring til os idag, vi gør dig ny igen! Bestil DIN ELOXERING.
Hos os får du lidt mere end de traditionelle overfladebehandlinger. Vi foretager: Natur-eloxering og sort-eloxering. Naturfarve – Sortbronze og bronze fra lys til mørke farver. UV bestandige farver for udendørs brug. Multicolor farve: grå og blå. For andet brug: Hårdeloxering, kromatering i klar og gul farve og satinforbehandling.
Because you’re worth it!
EPILOG: For nylig fyldte jeg dobbelt-tyve og havnede dermed allerede i kategorien af kvinder, hvis fornemste kompliment ofte lyder: “Du holder dig vel nok godt.” Javist gør jeg da det. Det kunne da have været meget værre… Og det manglede da bare. Hvis blot det undlades at drage sammenligninger med stramme ansigter fra glittede magasiner og kulturindustriens amerikanske filmdarlings, så går det nok. Jeg ved jo godt, at det er in at gøre noget ved sig selv, og at alle kneb gælder. Jeg bombarderes dagligt med beskeden: “Because you’re worth it!”, og jeg tænker hver gang glad: “Yes I am!” og “Yes we can…” og jeg tænker lykkeligt: Jeg ved det. Jeg ER det jo værd. Men det er alligevel et hårdt job at holde sig evig ung, og jeg vil hermed for åben skærm erkende, at jeg ikke har tænkt mig at tage kampen op mod alderen. “Ældes med ynde.” Det må være mit motto. Det er naturligvis nemt at sige, når man endnu ikke er alt for ramt af furer og poser for mange forkerte steder. Men jeg drømmer inderligt om at blæse til kamp for naturlighed og mod ungdomstyraniet. Og jeg har tænkt at starte med mig selv og vil påtvinge mig selv glæden ved at være en stålsat jernlady med baller af stål.
Jeg kunne skrive om hende, hvis blik er så gråt, at selv sort synes kulørt. Jeg kunne skrive om et knivsæg så skarpt, at jeg må elske smerten ved svidende sår, for at holde balancen.
Jeg kunne skrive om ham, der kender mere end han ved, og derfor er så væsentlig. Væsen t lig. Eller om ham, der tror han kender og ved, men ikke ved en skid, og derfor er akkurat lige så forbandet. Væsen t lig.
Jeg kunne skrive om det, jeg ikke kan skrive, fordi det er for virkeligt. For tæt på de hænder, der skal føre pennen. For meget bly i den spids, der så nødigt må knække.
Så jeg lader som om.
Som om jeg er mig. Som om du er dig. Som om Vi ikke er.
(og jeg magter hverken mod eller fornemhed, men alene de skygger jeg leger er skriften på væggen)
Tænk hvis selv det hvide i mellemskyggen bliver til brune tæer. Læner sig tilbage og ned mod dækstolens hårde træ, lige før mærkede han den opsugede middagshede gennem fliserne, av for en sjov gangart mens han balancerede med bakken, glas, køligt i kande med is, bog.
Tre ting, to hænder. Bakke! selvom bogen måske kunne være holdt under en arm. Hm. Skyder solbrillerne ned fra issen og kigger op i det blå, højt deroppefra kommer varmen, højt deroppefra er livets betingelse, højt deroppefra er kilden til alt, men hvor kommer de små dansende prikker for øjnene fra, dem som særligt dukkede op, da han var yngre, dem som dansede i hans øjne som farver flød ud mellem to stykker glas i et lysbilledapparat, roligt, flydende – uforudsigelige i bevægelsesretning og tempo.
De fleste har hørt om, læst om eller måske ligefrem deltaget i Grevens Fejde. De færreste kender derimod Grevindens Fejde, om hvilken denne beretning handler.
Grevinde Rosa af Oldenburg blev født i 1499 på herregården Dølgsmaal lidt uden for byen Eksil mellem Kristanstad og Arendal. Hun voksede op i den tro, at hun var datter af smeden Olav og kokkepigen Marie, der i alle henseender opførte sig som hendes forældre – hvilket de også var. I en alder af 12 opdagede Rosa imidlertid, at hun havde blåt blod i årerne, da hun en vintermorgen trådte på en skarpslebet økse, der var blevet efterladt på gårdspladsen. Olav og Marie indrømmede, at Rosa var efterkommer af et af de mange fine kvindfolk, der indlogerede sig for at føde deres afkom i Eksil.
Rosa mormor var ingen ringere end Lady Rose, den hemmelige og hidtil ukendte datter af den skotske dronning Margaret – eller Margrete, som hun hed, da hun kom til verden i København i 1456 som datter af Christian 1. og dronning Dorothea. Allerede som 13 årig blev hun gift med Kong James 3. af Skotland, men den danske konge – der var i kronisk pengenød – skulle måske have tænkt sig om en ekstra gang, før han gav sin datter bort til en skotte. James krævede nemlig sin medgift udbetalt her og nu og gennemskuede endda et tarveligt forsøg fra Christians side på at afregne i svenske kroner. Det endte med, at Christian måtte give James Orkneyøerne og Shetlandsøerne i pant som en midlertidig ordning, inden han fik skaffet kontanter til at købe øerne tilbage til Danmark – eller rettere Norge, som havde haft øerne i besiddelse i henved 600 år.
James fik sin medgift, men nærig som han var, spildte han ikke mange dråber af sine kongelige gener på Margrete og besvangrede hende kun hvert tredje år. Hun skænkede ham tre drenge i 1473, 1476 til 1479, men da James et par år senere atter skulle have tømt sækkepiben, var han begravet i nationale familiestridigheder til op over begge ører. Da han pligtskyldigt havde gjort Margrete gravid, sendte han hende derfor til Norge og indkvarterede hende på Dølgsmaal, hvor hun den første forårsdag i 1482 fødte en lille pige, som hun kaldte Mary.
James havde kun givet Margrete penge til at hun lige akkurat selv kunne komme hjem, så hun måtte overlade Mary til en af de mange fosterfamilier, der boede i Eksil. De kaldte pigen Marie, og det var hende, der nu 25 år senere stod sammen med kokken Olav og lidt af et forklaringsproblem, da deres 12-årige Rosa forbløffet så sit blå blod dryppe ned på den hvide sne, der lå som et fint tæppe over gårdspladsen.
Rosa blev både stolt og skræmt over sin royale herkomst, men da hendes forældre forærede hende en sød, lille Shetlandspony fik hun snart andet at tænke på. Især da hendes far fortalte hende, at hans slægt kom fra Shetlandsøerne, og at hans farfar selv havde haft de første Shetlandsponyer med til Norge. Da Rosa nogle år senere hørte, at øerne stadig var i skotsk besiddelse, fordi den uduelige danske konge aldrig havde taget sig sammen til at indløse pantet, blev hendes livsbane for alvor stukket ud, selv om hun ikke var klar over det endnu: hun ville skaffe Shetlands- og Orkneyøerne tilbage til Norge!
I 1515 rejste Rosa på dannelsesrejse til Köln, hvor hendes forældre havde skaffet hende et job i huset hos en ældre numerolog, hvor hun skulle passe de ulige numre. Her mødte hun Stoffer – den unge Grev Christoffer af Oldenburg – der var i gang med en gejstlig karriereplan, og de indledte et hemmeligt, men temmelig hedt forhold. Desværre afslørede en genfødt renæssancemaler ved navn Pappa Razzi, at den unge Rosa havde været på Stoffer flere gange i sit numerologi, og den unge greve måtte modstræbende trække sig fra gejstligheden, omend med et saligt smil om læberne. Rosa overbeviste ham herefter om, at hans navn ikke betød Christ-offer men Krig-stoffer, og han gik derfor ind i militæret, hvor han blev skudt i hende. De blev gift, og hun fik titel af Grevinde af Oldenburg.
I Danmark var Christian 2. flygtet ud af landet i 1523 med et popularitetsbarometer, der kun lå marginalt over bødlers og natmænds. Syd for grænsen havde lübeckerne erklæret Christian krig, og i Sverige havde Gustav Wasa erklæret, at ”Unionen er stendød” samt at han havde tænkt sig at hævne det stockholmske blodbad, som danskerkongen havde foranstaltet i 1520. I stedet blev tronen overtaget af Christians farbror, Frederik, der sært nok straks tog tilnavnet “den første”.
Rosa og Kristoffer havde i mellemtiden slået sig ned i Lübeck, hvor de mødte Christian 2. under hans landflygtighed. Rosa opmuntrede ham adskillige gange til at forsøge et comeback på dansktoppen og lovede ham al mulig støtte, hvis han lovede at indløse pantet på Shetlands- og Orkneyøerne. De sejlede ham først til Oslo, hvor han udråbte sig til Norges konge, men kort efter lod han sig lokke til København, hvor Frederik 1. tog ham til fange og sendte ham til Sønderborg Slot, hvor der var reserveret bord til ham.
I 1533 døde Frederik 1., og Rosa – der nu var godt i gang med Grevindens Fejde – øjnede chancen for at køre Stoffer i stilling til den danske trone, så han selv kunne indløse pantet på Shetlands- og Orkneyøerne, når nu Christian 2. var helt rundt på gulvet i Sønderborg. Kristoffer udrustede derfor en større hærskare under mottoet ”Fighte for Greven” og indrullerede også bønderne i Jylland og på Fyn, der under ledelse af den navnkundige Skipper “MC” Clement var pænt trætte af adelens dominans og fornemhed.
I 1534 fik adelen dog overtalt Frederik 1.’s søn Christian til at blive konge, og han gik til modangreb og vandt Jylland tilbage. Fra øst fik han hjælp af Gustav Wasa, der ellers var travlt optaget i knækbrødsindustrien, og i februar 1536 var det slut med Grevens Fejde. Christian 3. generobrede København efter en belejlig belejring, og Kristoffer måtte se nederlaget i øjnene. Da han kunne dokumentere sin udenlandske herkomst slap han dog for halshugning eller det der var værre, og med status af Krigsoffer fik han udbetalt 100.000 Rigsdaler mod at han ville forlade landet inden næste valg.
Således gik det til, at han og Rosa i efteråret 1536 bankede på slotsporten i Edinburgh hos den skotske konge, der stadig hed James, men nu var den femte i rækken – og lykkeligt udvidende om, at kvinden foran ham var hans fars halvsøster. James tog venligt imod Kristoffer og Rosa, som straks prøvede at overtale ham til at give Shetlands- og Orkneyøerne tilbage til Norge. James var ikke uinteresseret, men det blev i sidste ende afgørende. at han ikke kunne udtale ordet ”ø”. Rosa forklarede ellers, at det var det samme som ”island”, hvilket nær havde udløst en nordatlantisk skandale, da James troede han ejede ”Iceland” og straks planlagde at udstykke øen i isterninger, som han kunne importere til gavn for den skotske nationaldrik.
James mistede dog snart interessen for de nordatlantiske territorier, da han havde mere travlt med at bage på den franske kongedatter, Madeleine of Valois. Hans forehavende lykkedes, og de blev gift 1. januar 1537 i Notre Dame i Paris. Rosa, der øjnede muligheden for en ny international alliance til at støtte hendes elskede øers frigørelse, var med til brylluppet forklædt som kandelaber, men indså snart, at det også var et umuligt projekt at lære franskmændene at sige ”ø”.
James og Madeleine vendte hjem til Edinburgh, men den snu Rosa sørgede for, at Madeleine blev smittet med den ondartede svine-tuberkulose, så hun hurtigt blev syg og svækket og til sidst døde i juli samme år i sin husbonds arme (muligvis hans våben, oversætterne er lidt i tvivl her om ”her husbands arms”).
James kastede i stedet sin kærlighed på en anden fransk kvinde, Mary of Guise. Rosa blev fortvivlet ved udsigten til endnu en French Connection, så hun sørgede for at sprede det rygte i London, at Mary of Guise var både meget smuk og meget langhalset. Som ventet fik det hurtigt den engelske konge, Henry 8., til at vise sin interesse. Han var året forinden blevet skilt fra sin kone Anne Boleyn, da hun fuldstændig mistede hovedet, og var i stedet blevet gift med Jane Seymour. Til Henrys store sorg døde hun dog i barselssengen i oktober 1537, inden han nåede at halshugge hende.
I stedet bad Henry Mary of Guise’s om hendes hånd, men hun var ikke meget for at skulle af med den, så hun holdt ham hen med franske verber og billig smiger, mens hun med hjælp fra den berømte Oxford-professor Robert Google gravede i Henry 8.’s historie. Da sandheden gik op for hende, flygtede hun hals over hoved til Skotland og giftede sig i stedet med James den 5. maj 1538.
I mellemtiden havde Kristoffer opgivet Rosa og hendes maniske besættelse af øerne og var rejst hjem til Tyskland og sluttede sin aktive karriere for FC Köln. Rosa blev boende nogle år i Edinburgh og lagde planer for øernes befrielse, og en dag besluttede hun sig for at rejse til Shetlandsøerne og personligt løsrive dem og sejle dem til Norge. Alt var pakket og klart, rejsen var købt og betalt, men dagen inden afrejsen tog hun billetten.
En blæsende og efterårskold oktoberdag i 1541 sørgede James og Mary for, at hendes jordiske rester blev stedt til hvile på Shetlandsøerne som et sidste punktum for beretningen om Grevindens Fejde.
12. december 2009, 20:57 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer