På Manhattan, New York, skider finansfyrstetoppen ikke kun på det hele, de gør det på toiletter med luft-til-gulv-vinduer og svimlende høj udsigt til Frihedsgudinden, som de kan se lidt ned på. Irgrøn og isoleret på sin ø, som hun er, omgivet af månen og himlen, Hudson og havet.
Sejlfisk er havets hurtigste, de skyder af sted med 110 kilometer i timen som en hyldest til aquadynamiske principper, som overgår alt, vi kan designe og fremstille. Det gør det meste, overgår det, vi kan. I løgformede kupler på havets bund udklækker mennesket de første oceanauter. Opdager lidt mere af skjulte og glemte mysterier. Under to atmosfæres tryk heler sår hurtigere. Hår og negle vokser langsommere.
Engang trak månen for alvor i havet. Engang var der fire gange mere tidevand end i dag. Engang var dagen blot seks timer lang. Og dagen vokser stadig, en brøkdel af et sekund lægges til hvert århundrede. Hver dag er ny, aldrig som den i går. Dagen forlænges. Holder kloden, fordobles døgnet. Imens stikker Månen af, fjerner sig fra os, tidevandet bliver svagere, Jordens balance ændres med månens aftagende funktion som det tredje stabiliserende ben mellem trækket fra Solen og Jupiter. Roligt flyttes havenes udbulning til et nyt bælte på kloden, hvor vandstanden stiger hundreder af meter, skaber nye dyb.
I havets grave opstår rifter i oceanerne, hvor siderne vokser fra hinanden med to centimeter om året, omtrent lige så meget som en negl vokser på samme tid, her opstår nye have. Klodens evige vokseværk flår rundt med os. Og får os til at åbne hjerter, bankkonti og skræk.
På tredje sal kravlede 48-årige Jens Tranum Christensen den rigtige vej og hurtigt ind under et bord. Fem døgn lå han i ruinerne. 110 timer bankede og bankede han. For sig selv. Med de andre. Til dem, der ledte. Det var først til allersidst, at nogen hørte ham. Fire timer flyttede de brokker, til allersidst bugtede de forsigtigt en slange med vand frem til ham. Jens Tranum Christensen var dehydreret mentalt og fysisk, han gik ind i sin helt særlige drømmetilstand, hvor han var beskyttet, hvor han havde enorme kræfter og kom forandret ud med blå mærker på ryggen og en jernvilje, tørstende efter liv, tørstende efter at være ét med livet og de ofre, klodens liv skaber.
Livets forandring er lille, men føles enorm, er en kraft, der skræmmer eller fryder i sin ustoppelige vilje. Hvil i fred, Haiti, hjælpen er på vej, du er for evigt ny. Havet, månen, floden og fyrster skælver med dig. Vi kan kun skælve. Og efterskælve.
En vinteraften i vort ø-rige mødes to mennesker for første gang. I præcis samme øjeblik, i et uendeligt splitsekund, hvor ingen bagefter i detaljer kan forklare hvad hændte, dér tiltrækkes kontinenter i voldsomme indre skælv, skaber et tryk som heler, bevægelser som river ned, omformer, genskaber og åbner for det, som ikke kunne ses, måske glemt, men altid savnet. Skridt standser, fire fødder vender nu samme vej og de må gå sammen. Kan kun det. Ulvemånen trækker med sin stabilitet i dem og havet. De er viljeløse og aldrig før så bevidste om hvad de vil. Må. Skal. Klart som havet, stort som gudinden, livets egen nødvendighed. Intet er som før. Intet er aldrig som før.
Friheden er stor, vandrer med al sin ro fra øen og ud i blodets flod med sine store fødder i det skvulpende, oprørte hav omkring de to. Hun tænder alt med sin fakkel og kvinden lyser, manden gyser. Livets cirkel er komplet. På vej op ad bjerget sætter de to sig tættættæt, betragter dalen og pakker forandringens gave ud i ærefrygt og ydmyghed. Og tager imod den med tak.
Mens alle fiskene i havet svømmer videre, negle gror, sår heles og mennesker vokser til at være lidt mere et med sig selv og alt.
Love, really
Niels, i live, i cirklen, et sted nordpå,
på programmæssig rejse ad The Long And Winding Wonderful Road
- o O o -
Fredagsbonus, pump up the drums, føl dem, dance away, baaaaaaby:
Egen forgørelse virker kraftigst, et ekko af andres, tidlige.
Variationer over ‘jeg er ikke god nok’ runger i ensom tomhed.
Hekse, trolde og dæmoner flytter ud fra mørket under sengen.
Op i hovedet.
Det var i den mørkeste middelalder. Der var ingen lamper til at oplyse de stinkende, smattede gader efter mørkets frembrud. Der manglede også oplysning på et folkeligt og et åndeligt plan. På den tid troede man på hvad som helst. Men ikke på hvem som helst. Næh nej, den mest indflydelsesrige havde magten til at bestemme hvad som helst over hvem som helst. Og indflydelse havde man, når man kunne frembruse med en adelig titel. Eller fremvise guldpenge.
Og så var der dem, der hverken havde penge eller adelige aner. Men de havde magt. Som de adelige var deres magt funderet på andres antagelser om deres formåen, kunnen, hekserier og forgørelse. Inkvisitioner, offentlig henrettelse og ydmygelse var blot nogle af deres arbejdsvilkår. Hver gang en heks var blevet brændt på bål et eller druknet i en nærliggende forplumret sø, var der en vis tilfredsstillelse og ikke mindst lettelse at spore hos både bonden og hans godsejer. Når nu de tænkte over det, så var der jo intet forgjort i deres gerning. For godsejerens ko kan jo ikke bare falde død om på marken, når en tilfældig, simpel kvinde passerer gærdet. Det må være et bevis på, at hun kan sende onde øjne og besværgelser med stor kraft. Hun udøver simpelthen heksekunst og sort magi hvor som helst og når som helst. Der er derfor ingen grund til at føre bevis for, at den samme kvinde også har hjulpet adskillige af byens børn sikkert til verden og op i deres overlevende mødres favn eller at hun har opdaget betydningen af, at naturen rummer materialer til et meget raffineret medicinskab.
Ja, det var dengang i den meget mørke middelalder.
En eftermiddag ringede telefonen midt i en rygepause, hvilket er usædvanlig usædvanligt. Ikke blot fordi telefonen sjældent ringer, men også fordi jeg kun sjældent holder pauser i rygningen. Så jeg tændte en smøg og tog en dyb indånding.
”Det er Nissen,” røg det ud af mig.
”Goddag, Nissen… mit navn er Amalie á Manda. Jeg har brug for hjælp, det er min søster, Amanda…”
”Til tjeneste. Hvad er der med din søster?” forhørte jeg mig.
”Hun mødte en fyr for et par uger siden, som hun var smaskforelsket i som ung. Men pludselig var hun helt nede i kulkælderen.”
”Hm… hvor længe har hun været dernede?” ville jeg vide.
”Hun gik ned med flaget i fredags, og siden har jeg ikke set hende,” sagde hun.
”Hvad med flaget?”
”Det står stadig dernede.”
”Er du sikker på, at hun ikke er dernede et sted?” spurgte jeg.
”Nej,” kom det overbevisende, ”men… kan man egentlig være sikker på noget som helst?” kom det lidt mindre overbevisende.
”Ja, det tror jeg da,” troede jeg.
”Nå, det var godt,” åndede hun lettet op. ”Men hun er i hvert fald helt væk. Nissen, du må gøre noget!”
”Okay, jeg kommer,” lovede jeg og fik adressen. Heksestien. Det var helt nede på Stevns, så jeg tog en stor kop kaffe, inden jeg begav mig af sted.
En times tid senere fandt jeg den lille undseelige skovvej, der hed Heksestien. Den så ikke ud af noget, men den var også blind. For enden lå der et stort skrummel af et gammelt træhus, der var omgivet af store, krogede egetræer, der så ud som om, de var plantet i stenalderen. Det var blevet overskyet, vinden tog til, og temperaturen var dalet et par grader.
Amalie á Manda stod i døren og tog imod mig. Hun så ud til at være midt i 30’erne, og hendes smukke ansigt blev kun blev skæmmet af et par sorte rande under øjnene. Der duftede af frisk kaffe og nybagte boller.
”Det var godt du kunne komme. Vil du se kælderen med det samme?”
Jeg sloges lidt med min kaffe- og bollelyst, men besluttede at lade arbejdet gå forud for fornøjelsen.
”Lad os bare gå ned, så kan det være, der er noget der går op for mig,” sagde jeg kryptisk.
Vi fandt hurtigt flaget, som stod midt i et stort rodet kælderrum, der var fyldt med alverdens mærkelige ting og sager. Tildækkede møbler, gamle kufferter, en rusten symaskine, et tomt fuglebur og et faldefærdigt kosteskab. Jeg åbnede døren til kosteskabet, og der hang den ene kost efter den anden nydeligt på rad og række – bortset fra én tom plads. Det gav et gib i Amalie.
”Der er vist noget, du ikke har fortalt mig,” sagde jeg og så hende intenst i øjnene.
”Jeg havde kun Nescafe, og bollerne er ikke helt færdige,” fremstammede hun og slog brødebetynget øjnene ned.
”Hvis jeg skal hjælpe dig og din søster, er det helt afgørende, at du lægger alle kortene på bordet,” sagde jeg barskt.
Hun rodede i lommerne og smed en bunke tarotkort, et sygesikringsbevis og et årskort til en fitnessklub i Præstø på et lille vakkelvornt kakkelbord.
”Det er min søsters koste. Hun… hun… tror nogen gange, hun er en heks,” mumlede hun forlegent.
”Hvorfor?” inkvisiterede jeg.
”Jeg ved det ikke. Det var efter hun mødte den der fyr, siden har hun ikke været sig selv,” forklarede hun.
”Hvem har hun så været?”
”Hun kaldte sig Madam Amanda…,” hviskede hun.
Jeg så mig om i det overfyldte kælderrum. Ved siden af de kort, Amalie havde smidt på det lille kakkelbord, lå der en lille, opslået notesbog med ryggen opad. ”Forførelse og forgørelse” af Madam Amanda, stod der med sirlig skråskrift. Jeg tog den op og bladrede lidt i den.
”Kender du den?” spurgte jeg.
”J-j-j-jaaa, det er min søsters dagbog…,” fremstammede hun. ”Tror du…”?
”Jeg tror ikke noget,” løj jeg og trak på skuldrene. I det samme blæste et koldt vindpust gennem kælderlokalet.
”Hvad var det?” spurgte Amalie skrækslagent.
Jeg gik den modsatte vej af hvor vindpustet kom fra, og helt nede i det fjerneste hjørne, inde i det mørkeste mørke, bag det støvedeste støv, opdagede jeg et lille kældervindue, der stod på klem.
”Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvordan hun fandt ud,” sagde jeg og kravlede på alle fire ind i hjørnet, skubbede vinduet op og klemte mig ind. Det førte ind til et bælgmørkt rum, hvor der lugtede svagt af røg. Jeg strøg en tændstik, men den kunne ikke sprede det massive mørke. Heldigvis gik der en prås op for mig, og da jeg antændte den, bredte der sig et forklarelsens lys.
Hun sad i hjørnet med et tomt blik i øjnene og rokkede langsomt frem og tilbage som i trance, mens hun klamrede sig til sin kost.
”Amanda!” hvinede Amalie, der også var kravlet ind i rummet. ”Hvad er der dog sket?”
Søsteren sad som forstenet og mælede ikke et ord.
”Det er den klassiske historie,” sagde jeg. “Hun møder en gammel flamme, men han er lige ved at gå ud. Han lover dog at tage hende med, men ender med at brænde hende af. Og brændt barn skyr som bekendt ilden, så nu er hun gået i mørketerapi for at feje for egen dør. Det kan være hård kost, og jeg tror bare du skal lade hende være, indtil hun er ovenpå igen.”
Den forstenede søster sendte os et tomt blik, der sagde alt eller intet. Amalie resignerede og kravlede med mig ud af rummet og lukkede det lille vindue til.
”Er der virkelig slet ikke noget, vi kan gøre,” spurgte hun med desperation i stemmen, mens vi gik op ad kældertrappen.
”Jo,” sagde jeg, ”du kan slukke for ovnen, for jeg tror bollerne er brændt på.”
5. februar 2010, 01:02 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer