Syvfold

Snefnug drysses stille ned med stor gavmild. De slår en kombinationstone an, jeg ikke har hørt før.  Den hvide himmel svier i øjnene med sit glitrende skær. Kaleidoskopiske pletter danser for øjnene. De leger sig ind i sammenfiltrede mønstre. Smelter sammen med iriser af grøn, brun og grå. Sammenknebne øjne skuer mod horisonten og drømmer sig endnu længere væk. Til verdens ende. Ønsket om at den aldrig ender sendes afsted. Blander sig med hvirvlende totter af krystaliseret vand. Frosset i en bevægelse. Sluppet løs og fri. Horisonter udvider sig og trækker sig sammen. I alle retninger er der nye grænser, nye horisonter. De ender ikke ved verdens ende. De begynder.

     Jagten på krukken med guld for enden af regnbuen er ovre. Livets overflødighedshorn er ikke på det sted, der er markeret med et X på det nassede kort, jeg engang lavede selv en dag, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle lave. Desorienteret og forvirret over, hvem jeg var. Jagten er endt med, at jeg står ansigt til ansigt med mig selv. Jeg har fundet frem til mig selv. Og først nu oplever jeg, at jeg har været væk længe og langt væk hjemmefra og savnet.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten