Han er holdt op med at planlægge, det hele er planlagt allerede. Han ved, hvad der skal ske i dét øjeblik, de bider på krogen. Hver morgen checker han listen af numre lagt ind i sin telefon, usorteret, men husket med hans egen logik og en fotografisk hukommelse af, hvad der nu har fanget ham. Første og eneste glimt af ægte interesse, tilsyneladende. Mellem 8.03 og 8.23 sender han en byge af sms’er ud til de tre næste i rækken. Som regel mens han holder for rødt i krydset ved ring 3. Han ved, at det er ligemeget, hvad han skriver. Jo færre ord, jo bedre, har det vist sig. Som små dumme møl suges de ind i hans flamme af opmærksomhed og mystik. Alene dét beviser hans påstand.
En halv time før stiller han remedierne frem og slukker alt lys på nær de 5 bloklys, han har eksperimenteret sig frem til giver bedst effekt. Mørket må ikke være for tæt, men heller ikke for lyst. Der er så meget, han ikke vil se tydeligt. Sig selv først og fremmest. Han ser stadig godt ud, ved han. Han kan se det på deres øjne og i det lille spejl i gangen. Spøger med, at han er en tyveårig i en fyrreårigs krop; men sandheden er, at dét han ser i spejlet er en på 28 med en fyrreårigs erfaring. Især i dæmpet lys.
Når han har gennemført det lille spil, der næsten keder ham nu, begynder han at spørge. Ikke til latter og passion, ikke til farverne på træerne en oktoberdag som i dag. Han spørger ikke om morgenlys og drømme og ikke om, hvad der tænder lys i øjne. Ikke af interesse, ikke for at vide mere, ikke for at lære eller for at se. Nej. Han spørger, fordi han har en pointe. Han spørger, fordi han vil bevise sin egen tanke, og med et lille bittert smil i det ellers så kønne ansigt, bekræfter deres svar ham i, at alt andet var bedrag og omhyggeligt opstillede illusioner. Narret af fjenden og sikkert også hans egen mor.
Han spørger til deres mørke og hvad der er deres bedrag. Han spørger til de dunkle lyster og mærkerne i huden. Han spørger til ar, der lyser i mørket og griner overbærende af famlende forklaringer. Han spørger skyggerne væk, hvor de dækker over ting, der er sket. Han noterer det hele på en lysende skærm i sit eget mørke. Ord for ord underbygger han sin tese og tanke; og mærker slet ikke, hvor meget det svier og trækker i gamle sår. Bedøvet af succes, bedraget af held. Besat af en skælvende tiltrækning af det bundløse hul, han tror, han har opdaget. Beruset af tanken om at afsløre millioner af års bedrag. Frygten for at fejle er ikke længere hans, for det er ikke ham, der er noget galt med, det er dem. Nøgtern iagttagelse, startet af en erkendelse på et dunkende diskotek, en nat for hundrede af kvinder siden.
Det værste er, at de svarer. Fordi han smiler med skrå grønne øjne. Fordi der er en lok chokoladebrunt hår, der falder ned over panden på ham, når han kigger op. Fordi han lægger en hånd på deres arm eller forsigtigt tager fat i en lok af deres hår. Fordi han fortæller dem, at deres læber er bløde og at han ved, hvad der skal til. Fordi hans læber stadig ser følsomme ud, hans kæbe tilpas bred og hans kinder planlagt ubarberede. Fordi hans hænder strejfer deres præcis når de skal og fordi hans blik ikke viger.
Men mest fordi han gentager deres ord, som var de hans.
De svarer fordi de tror. Håber måske. Eller også svarer de bare af høflighed, mens de undertrykker tanken om, at det egentlig ikke rager ham. Besindelse er langt væk, når man tror, man kan nå drømmen.
Men han spørger kun, fordi han har en pointe, han skal have bevist. Og han er der snart.
Men for hvert svar vokser mørket i skæret af de fem bloklys. For hvert svar forsvinder en lille bid mere af dét, der var ægte; og for hvert svar nærmer han sig det, han allermest frygter; og for hvert svar bliver lidt mere af mørket dækket af is.
“Det du lavede dér, duer helt sikkert andre steder, men ikke her. Jeg kan godt forstå, det føles ærgerligt, at jeg mener sådan. Skal vi tale om hvad der kunne blive bedre?”
“Nej, jeg skrider nu. Men jeg kommer tilbage og peger fingre.”
“Okay, tak, det vil jeg glæde mig til, for jeg vil gerne lære mere.”
“Nej, det mener du ikke, for du har jo lige peget fingre ad mig, så jeg tror ikke på, at du tror, at du kan lære noget af mig.”
“Du lyder noget studs, synes jeg.”
“Det jeg laver, duer jo. At du mener noget andet siger mest om dig.”
“Perception is reality og alt det der. Enig. Du kunne have valgt at gøre det anderledes, men du har valgt at skride. Det, du lavede, duer nok andre steder, men ikke her.”
“Jeg holder øje med dig, hvis du fejler det mindste, kommer jeg tilbage og peger fingre ad dig!”
“Tak, jeg vil gerne lære af alle mennesker.”
“Argghh!”
Hm.
- o O o –
(Bonus og helt uden for kategori; brug lidt båndbredde, husk lyd:
Var blevet velsignet af arrige, selvlysende hijras på gaden.
Havde besøgt en forfalden katolsk helgen.
Fjernet sko, vasket hænder og fødder og søgende set ind gennem røgelsestågerne.
Ærbødigt betragtet den ceremonielle vogn, der blev skubbet af de troende, tilsyneladende symbolsk for den byrde som maya er.
Smukt ornamenteret var den, overdådig faktisk, alle aksler, hjul og led var snittet i mørkt, oliemættet træ.
Set selvudråbte søjlehelgener i et slumkvarter og børn, der navigerede omkring på lemlæstede benstumper i støvet.
Søgt ihærdigt efter så mange af dødens ansigter, at hans eget lignede en støvdækket maske.
Og så var der stupaen.
Den var ikke spektakulær. I realiteten ikke meget andet end en forstørret jættestue, omend mere symmetrisk.
Han kunne så godt lide den. Gik omkring den, og hans fingre ville ikke slippe, som rørte han ved noget væsentligt, tryghedsskabende.
Men det var ikke ligheden med moderbrystet.
Når det kom til stykket kunne han ikke lide kvinder.
Her, med udsigt til den apokalyptiske dødedans´ moder – godt nok nødvendig for genopstandelsen, (men det tog han ikke så tungt) var det ikke så svært at forstå.
Havde han haft et valg ville han være udsprunget af sin faders pande, fri af bånd og blod der bandt ham til Hende.
Nu var der så bare det, at han slet ikke lignede sin faders tanke.
Han ville aldrig have haft den skrøbelige form, som han kæmpede så ihærdigt imod, hvis han havde haft den herkomst.
Han rasede imod sig selv. Rasede imod de bånd og det blod.
Men lige der fandt han en slags fred.
Han vidste ikke at han rørte ved en del af genfødslen, og i sidste ende, et urgammelt udtryk for fallosdyrkelse.
Han forbandede bare stille reproduktionen i sig selv, og forbandede sin pattedyrstypiske herkomst.
Holdt så meget af døden fordi den modsagde hans egen fødsel.
Alligevel varmede han hånden mod stupaens sten, og satte sig til sidst op ad den.
Paradoksalt nok nynnede han Manic Street Preachers, lige dér.
“I wish I had been born a girl and not this mess of a man.”
Jeg håber han blev genfødt. Every which way but loose.
Vores lille flok talte om København, Ritt var gået, et par stykker overvejede en sweepstake, Anne eller Antorini. Flere så helst Haugaard, alle var enige om, at hans byden sig til ikke var heldigt udført.
Så fik den på alle tangenter i det umulige ved København. Godt nok har Ritt ret i, at styreformen er stort set umulig, men kan det virkelig være årsagen, hun straffer jo partiet ved at gå nu, hævdede metalarbejderen, det er hans parti og for ham er Partiet med stort.
Vi havde frygtet kræft, hendes eller Sørens, han er jo også ved at være ret gammel, Ritts mand, lød enigheden dagen før, i hvert fald noget med sygdom. Men nu var det dagen efter, og vores lille gruppes tre socialdemokrater var ikke glade.
Ikke mange resultater, hun havde opnået. Ingen femtusinde boliger. Ingen byfornyelse og det var sgu da også Bondams fallosdyrkelse med de højhuse. Maver rumlede. Skal vi så gå på Alsace eller stikke af til Nordfrankrig.
Foran restauranten står et hyggeligt tavleskilt. Fjordrejer, forkynder fine kridtstreger. Vi fik bløde laks og bøffer i amerikansk størrelse. På vejen tilbage roder vi os ind i ja, hvad pokker er det, en kombineret fortorvs- og vejudgravning. Vi går og går, men det ender blindt. Bakker, og ser en vej, vi kan skrå over.
Jeg skrår endnu mere over, rutsjer i små løse asfaltsten som gør en kant nemmere for barnevogne, men lige nu også som en lokal skihopbane nedad og jeg må være Eddie The Eagle for jeg falder. Rutsj, av. Ikke stor skade, ren komik.
Vi griner og hygger og skråer over Kongens Nytorv, og der kommer Peter Frödin og Søren Østergaard og de går sammen med to andre og så falder en af de andre, det ser fuldstændig ud som om han gik ind i luften, bang, så faldt han. De to, vi kender navnene på, hjælper ham op. Ingen af os mænd ville bryde sig om at blive samlet op af Frödin, fortæller vi lidt højt.
Og så stopper vi for rødt, du ved på hjørnet mod Bredgade, og der går en enlig garder og vi følger garderen med øjnene og hov, så er der en ældre dame cirka foran EU’s Miljøagentur, hun skvatter også om.
Tre fald, to minutter, en klar tendens.
Den dag lå tyngdekraften tungt over Kongens Nytorv.
Den tunge lugt af pizzaovn blandet med osen fra gammel, harsk fritureolie, der steg op fra et sted i køkkenet og tilsyneladende ramte alt andet end udsugningen i emhætten, slog ham i møde. Han var på vej hjem fra arbejde. Myldretidstrafikken havde været tålelig i dag og han skulle ikke nå noget. Han skulle passe sig selv. Det havde han nu gjort længe. Hans tanker blev afbrudt af den sydlandsk udseende mand bag den lakerede trædisk. Han lod sig rive ud af sine tanker og bestilte en nr. 48 og tog en ½ liter cola ud at det indbydende kolde Coca Cola-køleskab, der med den stribe af neonbelysning, der slap igennem ruden i døren, lyste hidsigt op i en del af lokalet . Han betalte med sit dankort. På beløbet. Han satte sig ned ved et lille cafébord, der skreg på selskab. Der lå en bunke af tabloidaviser fra i går og i dag. De fedtede, krøllede sider og deres i øvrigt lurvede udseende vidnede om, at de var blevet læst mange gange, siden de sprøde og morgenkolde var blevet afleveret på trappen udenfor. Han havde selv skimmet dagens aviser på jobbet og følte ikke noget behov for at tage flere nyheder ind i dag. Han rettede på blazerjakken og vendte sig mod vinduet, der gav ham et godt udsyn til fortovet ude foran og den anden side af vejen. Tankstationen, der lå overfor pizzariaet, virkede nærmest forladt. Der var ingen kunder. Vaskehallens stride børster hang slapt ned som en hedengangen cheerleaders pom-pom´er, der ikke kan vende tilbage til fortidens storhedstid og ungdommelige begejstring. Som blot er blevet gemt for mindets skyld, men også glemt for at ejeren kan slippe for konfrontationen om tidens huggende tand med forfald til følge, uindfriede drømme om en strålende fremtid med frihed og ubegrænsede muligheder. Det havde han selv drømt om. Det var det liv, han havde haft øverst på sin ønskeliste i sine sene teenageår. Og da elevpladsen hos en international koncern i mammutstørrelse var i hus, lå den lige vej bredt ud foran ham. Indbydende og uimodståelig. Lokkende og bekymringsfri. Ligesom når han havde kastet sig hovedkuls og tillidsfuldt i armene på sin mor, mens tårerne tvang sig vej frem i øjnene på ham efter et grimt fald på SCO´en med pap fastgjort med to klemmer mellem egerne. Og så kom der en kantsten i vejen, og ra-ta-ta-ta-ta lyden fra forhjulet forstummede.
Han kunne stadig huske barndommens røde vidundermiddel – jod. Frygtet af enhver 9-årig knægt på vejen. Men når den værste svien havde fortaget sig, kunne man stolt lade vennerne beundre éns store mandsmod for ikke at have skreget, råbt av eller grædt, mens såret blev renset.
Han følte sig langt fra fyldt med mod lige nu. Han havde ind imellem lyst til at skrige, græde og råbe “AV FOR H…..”! Hans forhåbninger til hvad livet ville byde ham, havde efterladt en afskrabning. Han var hudløs fra top til tå. Hans følelsesliv hang i laser. De var blottet. Jo, han kunne sagtens arbejde sig ud af den sviende smerte. Nogen gange vendte den tilbage med fuld kraft, og vendte op og ned på hans verden ved at konfrontere ham direkte med sug i maven, hovedpine af at tumle med alle de tanker og en træthed, der både var fysisk og mental. Uden at give noget forvarsel. Den kom helt af sig selv. BANG! Når det var overstået følte han sig som en crash test dummy, der så sit eget sammenstød med en massiv mur i slow-mo på laboratoriets monitor. Han havde aldrig følt sig sårbar på samme måde som nu. Han havde i løbet af de seneste 3 måneder oplevet sider hos sig selv, han ikke vidste hvordan han skulle forholde sig til. Skulle han skamme sig? Skulle han søge hjælp? Lige efter han var flyttet fra sin velplejede kone og deres 2 skønne, dejlige, smukke børn havde han bestilt en tid hos lægen. Det var endt med at han havde klaget over søvnløshed pga. stressbelastning på jobbet. Hun havde vist godt kunnet se på ham, at det stak dybere. For hun spurgte til hans familieliv. Han slog det hen med at han havde haft det sådan før, når en stor kunde skulle hives i land. Han havde ikke spist en eneste af de receptpligtige sovepiller. Han kunne ikke. Han ville klare det her selv. Ved tanken om ekskonen og pigerne slog hans hjerte hurtigere. Han var aldrig i tvivl om, at han havde taget den rigtige beslutning. Men han kunne blive ramt af en sorgfuld vrede over, at hun havde brugt dem alle sammen som rekvisitter i hendes forestilling om den perfekte familie. Og han bebrejdede sig selv, at han stille havde ladet hende gøre det. Til sidst var han ved at blive kvalt. Hver eneste dag blev han instrueret i, hvad han skulle sige, hvad han skulle have på, hvordan han skulle klippes, hvilken løn han skulle bede om. Da hun også ville have indflydelse på, hvilken bil han skulle kræve at få som firmabil, fik han nok. Hele deres ægteskab, hele deres forhold over de 14 år, de havde kendt hinanden passerede igennem hans hoved. Fra start til slut. Han så sammenhængen. Han så tegnene. Han så, at han overså dem. Han huskede, da de købte sommerhuset i Rørvig. De havde kigget på mange. Men dér midt på græsplænen i vinterens sidste kuldekrampetrækninger havde hun taget beslutningen om, at det skulle være det. Han huskede hvordan hun vendte sig mod ejendomsmægleren. Og hvordan kondensen fra hendes varme ånde, blev lukket ud i den frostklare luft, da hun sagde: “Det skal være det!” Han gik ikke imod hende. Hun spurgte ham heller ikke. Hun virkede så lykkelig, og for en ganske kort bemærkning nød han at han kunne sole sig i anerkendelsen af, at han var den, der kunne give hende, hvad hun ønskede sig. Så hun kunne blive lykkelig! Med det samme de havde fået nøglerne og afsluttet handlen nogle uger senere, havde hun hevet en mappe op af tasken. Hun havde åbenbart brugt ventetiden på at lave tegninger over indretningen, besluttet hvilke vægge der skulle hives ned, hvilket køkken, der skulle sættes op, hvordan badeværelset skulle piftes op. Selv haven havde hun været parat til at endevende med en bobcat, for derefter at anlægge italiensk urtehave, rosenbede efter duftstyrke, staudebede efter højde og en legeplads til børnene med tilhørende bjælkehytte til når de blev ældre og skulle have venner med. Uden overhovedet at spørge ham. Han følte sig reduceret til et nyttigt redskab, der kunne ordne det, der ikke krævede de store håndværksmæssige evner. Selvom det hurtigt blev til at ”hun simpelthen ikke kunne forstå at det skulle tage ham SÅ lang tid at få malet huset indvendigt. Det var jo bare at male det hvidt fra gulv til loft, for pokker! Og hvornår regner du med, at du får bestilt skiferien? Vi aftalte, at du skulle gøre det i år, og det er jo tid nu, inden alle de gode hoteller er taget.”
Han kunne mærke ydmygelsen, når hendes ord faldt ned over ham som ubarmhjertige piskelslag. Igen bebrejdede han sig selv og hende over at de havde været så blinde for konsekvensen af det liv, de havde indrettet sig i. De havde indstalleret sig selv i en kasse på 255 m2 med alt, hvad Bo Bedre redaktionen måtte ønske sig til en fotoreportage (og ja, hun havde været ved at ringe til dem et par gange). De fremstod som den allermest velfungerende, velplejede, harmoniske kernefamilie i miles omkreds. Ingen kunne sætte en finger på noget. Og hvis de kunne blev den russiske au-pair sat til at tørre den væk. Straks! Da friværdien steg i både villaen og sommerhuset, gik hun helt amok. Hun kom dagligt hjem med alverdens ubrugelige ting. Købt i dyre specialforretninger, importeret fra de 7 verdenshave, designet af alverdens selvlærte og selviscenesatte mennesker, der sikkert ikke engang var særlig talentfulde. Han insisterede ind imellem på at de skulle spare op. Oprette en pension, investere i aktier eller noget andet langsigtet. Det ignorerede hun med en bemærkning om, at man skal leve her og nu og ikke i fortiden eller fremtiden.
Det var omkring på samme tidspunkt, at han planlagde flere og flere aktiviteter, der kunne holde ham væk hjemmefra. Udover fodboldtræningen på old boysholdet 2 gange om ugen + kamp hver lørdag, begyndte han at spinne 3 gange om ugen og han mødtes med sine bedste mandlige venner 1 lørdag om måneden. De spillede Need for Speed på PS2 og drak sig selv i hegnet i drinks i alle regnbuens farver. Når snakken begyndte at handle om deres haltende, skrantende eller eksperimenterende sexliv i hver deres version af parforhold på prøve, sukkede han som regel dybt, lavede sig en dry Martini og råbte SKÅÅÅL så højt, at de andre blev afbrudt og fulgte trop med ham. Han overnattede som regel og tog først hjem ud på eftermiddagen, når de værste tømmermænd havde lagt sig. Når hun ind imellem spurgte ham, hvad de lørdage egentlig gik med, svarede han sportsvogne, spiritus og sex. Hun kommenterede med let hån i stemmen, at de da bare kunne kalde det for det, det i virkeligheden var. God gammeldags freudiansk fallosdyrkelse! Han gav hende ret i sit stille sind, men orkede ikke at diskutere med hende om det var typisk mænd, at de kun tænkte på hurtige biler, store bryster og drinks med høj alkoholprocent. Og at jo mere af alle 3 ting de indtog, jo bedre og jo mere mand, ville de være. “I kan da bare tage hver jeres målebånd med”, kunne hendes kommentar være.
Han havde lyst til at holde op med at flygte. Fra sig selv, fra sit liv, ja nogen gange var det verden han flygtede fra. Han tænkte mere og mere på om ikke han snart var ved at nå til enden af rebet. Der gik kortere og kortere tid imellem de gange, hvor han kunne glæde sig oprigtigt over sin livsituation. Ja, der var styr på økonomien. Renten var lav, friværdien høj. Jobbet var spændende og tilpas udfordrende, lønnen var tilfredsstillende, firmabilen var skinnende sort, hans døtre var kloge, sociale og velopdragne. De så deres venner med jævne mellemrum, de var i udlandet på ferie mindst 2 gange om året og de respektive svigerfamilier så de til højtider og fødselsdage. Alt var i tilsyneladende harmoni omkring ham. Men inden i ham rasede og ruskede det løs. Var det meningen det skulle være sådan her? For altid? Det kan ikke være meningen.
En aften, da de havde gået og ryddet op efter en middag med 3 andre vennepar, havde hun bragt det kommende skift af firmabil på banen. Han havde afværget snakken allerede under middagen. Hun havde forsøgt at inddrage vennerne i at overtale ham til at vælge dyrt og eksklusivt. Han havde fortrudt, at han havde fortalt hende, at han selv måtte vælge denne gang. At der intet loft var på prisen. Hun havde bragt det op dagligt. Hun insisterede på, at han skulle vælge mellem 3 af de biler, hun synes bedst om. Mens han stod og skyllede vinglassene af i varmt vand uden sæbe, så det næste glas vin ikke blev ødelagt af sæbesmagen, havde han sagt til hende, at han ville skilles. At han ikke kunne mere. Hun havde spærret sine blå øjne op og set vantro på ham. Derefter tog hendes raseri, frustration og desperation fart. Hun anklagede ham for alt. Lige fra at være følelseskold og kynisk til utro. Tanken om utroskab havde nogen gange strejfet ham. Han havde bare ikke lyst. Han følte sig ikke som dén type mand. Han var heller ikke sikker på at han kunne tænde på en anden kvinde, og bagefter luske hjem, smide den parfumebehængte skjorte i vaskemaskinen, gå i bad og derefter kysse sin kone pligtskyldigt på kinden, sætte sig til bordet og spise som den perfekte familiefar, alle andre åbenbart synes han var. Nu var ballonen revnet.
Ingen havde kunnet forstå ham. Hun havde sørget for at familie og venner fik beskeden om hans! beslutning på en måde, så hun kunne få bearbejdet sin sorg. Hun havde tigget og bedt ham om at skifte mening. Når han så havde svaret at det ville kræve en indsats fra dem begge at få forholdet til at fungere, skiftede hun til raseri. Så synes hun, de skulle starte med at gå i terapi med det samme. Give det en chance. Hun græd som pisket, jamrede og tryglede, anklagede ham, vred sig og snoede sig. Han måtte ikke forlade hende! Hvad skulle hun stille op uden ham? Bliv! Elsker du mig ikke? Hvad med pigerne? Din store, fede egoist. Så skrid dog! Han var flyttet på hotel med det samme. Nu, 3 måneder efter, boede han i en stuelejlighed med højt til loftet i en anden by. I starten havde han skullet vænne sig til tanken om at være alene. Og alligevel huskede han, at han følte sig mere alene i sit gamle liv end nu. Den følelse havde han lovet sig selv aldrig at glemme.
Udenfor på fortovet kom en kvinde gående ind i hans synsfelt. Hun slæbte på en taske. Op ad den stak en dusk persille. Den gyngede og svajede i takt med hendes gang. Hun var slank og langhåret og så ud til at være i sine egne tanker. Hun løftede hovedet en smule og han troede først at hun kiggede på ham. Som om hun kunne mærke hans undersøgende blik. Det gik hurtigt op for ham, at hun havde fået øjenkontakt med sin egen refleksion i ruden. Hun kastede sit mørkebrune hår forfængeligt tilbage over skulderen. Han blev afbrudt, da den sydlandsk udseende mand kom hen og stillede en knitrende, hvid plastikpose med en pizzabakke og ½ liter cola i foran ham på bordet. “Velbekomme og hav en fortsat god aften”.
Skal vi se hvad der sker? Bevægelse ud af et tankespor der starter ved tanken af den skorsten der vel nærmest er DTUs vartegn. Eller var det, dengang jeg gik der. Jeg har jo ikke rigtig været der siden vel? Ikke af angst for saltstøtterne på vejen, men bare fordi det var sådan det blev. Nogen siger jeg ikke er typisk afkom af studiet; alt for bevægelig, alt for levende, alt for mangesidig, andre; at jeg er tættere på end man skulle tro. For ufleksibel, lidt for stivstikkende og alt for ensidet.
Perception is reality, but fact is the key. Eller hvad var det de sagde; de kedelige mænd i lidt for store blegblå skjorter forleden dag. De sagde meget. Mange ord i den rigtige kontekst. Bare ærgeligt de gav så lidt information fra sig, nu de brugte så mange ord. Sidespor, vist. Jeg driver væk fra skorstenen. Tilbage, kom!
Knejsende, betongrå og karikeret i sin vrængende fejring af den maskuline fallosdyrkelse. Symbol på de tunnelsynede testosteron-træk, der gør forskellen på mig og dem. Os og jer. Nej, ingen af os lider rent faktisk af penismisundelse. Hvorfor skulle vi da det? Det er vist kun mænd der kan tro helt på dét. Jojo, jeg har drengebørn, jeg ved godt hvor meget den fylder allerede når den ikke fylder særlig meget, men vi andre fatter det ikke helt. Vi har så meget andet.
Men en ting misunder jeg dem faktisk. Jer. Tunnelsynet. Even til at feje alt tilside og gå mod målet. Praktisk dengang mænd var jagere og skulle ramme dyret. Huller i jorden, krat med torne, skarpe sten på stien ænses ikke, for tunnelsynet sørgede for at de kun så dyret. Og dyrets død. Fremad, fremad, fremad. Dræb.
Det kan vi ikke.
Vi kan lade som om. Vi kan knibe øjnene sammen til små sprækker, suge kinderne ind og lade som om. I minutter, timer, dage og måske uger. Og vi kan få det til at se ud som om, vi ikke ser alt det andet omkring os, og vi kan agere som om vi ikke ser, eller ikke røres. Vi kan nedlægge dyr lige så godt som mændene, jojo, det kan vi.
Fremad, fremad, fremad. Dræb.
Men vi ser stadig alt det andet. Vi ser hvert eneste hul i jorden, hver eneste torn på krattet (og alle flænger i vores hud. Og i din og i alle børnenes. Især i børnenes.). Og vi ser de skarpe sten på vejen og mærker smerten når vi træder på hver eneste og tænker på om den der busk måske kan give læ hvis det skulle regne, elller hvad vi gør, hvis der går betændelse i såret. Og det æder os op, hvis ikke vi passer på og vi er måske trætte før vi får kastet vores spyd.
Og det er dét, der er forskellen på os og jer. Vi ser for meget, vi mærker for meget og værst; vi skal forholde os til det hele. Det er vores svaghed, men det er også vores styrke, siger nogen. Alligevel misunder jeg jeres tunnelsyn. Hvor kunne det være rart ikke at kunne se andet, end det dyr der skal dræbes. Nu vi jo er på jagt.
Lade være, siger du?
Aldrig i livet.
Sporet løbet ud i noget urtidslette. Men skete der noget ved det? Ikke rigtig, vel?
Meget normalt for tirsdage vist.
6. oktober 2009, 21:46 
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer