Syvfold

Jeg elsker fart. Jeg elsker biler. Jeg elsker at køre stærkt. Men når egoet sætter sig i førersædet i det jeg forestiller mig er mit livs sportsvogn, bliver jeg bogstaveligt talt kørt over af følelsen af ensomhed. Egoet kører derud af i en hæsblæsende fart med kalechen nede, vinden i håret og fuld drøn på bilradioen med en pulserende bas. Uden én eneste bekymring i verden. Hvorfor skulle egoet også have bekymringer? Det har det jo sat mig til. Og der er masser jeg kan bekymre mig om: er der nu penge nok på kontoen til uforudsete udgifter, er familien i harmoni, så konflikter til den kommende jul kan afværges i tide, har jeg valgt den rigtige branche at arbejde i, er jeg værdig som forælder, er farven på kolonihavehuset den rigtige, ja, det vil ingen ende tage. Der er jo hele verden at bekymre sig om. Så nu ved du, hvorfor jeg ikke altid svarer med det samme, når du ringer eller mailer. Jeg er travlt beskæftiget.

Og hvis jeg bliver uopmærksom et øjeblik og tager en pause for at passe på mig selv, så går der som regel ikke længe for egoet kører op i min indkørsel på hvinende dæk og parkerer foran hoveddøren. Derefter går der ikke lang tid efter at jeg har hørt bildøren smække fløjlsblødt, før det har sat nye tanker i gang i mit hoved om alverdens katastrofer, der vil indtræffe, hvis jeg ikke snart kommer i gang med at forhindre dem. Så skal I bare se mig vende alverdens tanker hurtigere end en professionel pandekagebager kan vende pandekager i luften i Tivoli midt i højsæsonen. Det værste er, at egoet bilder mig ind at, hvis jeg ikke gør alle disse ting, så vil jeg blive det ulykkeligste og mest ensomme menneske på jorden. Det vil jeg selvfølgelig ikke være. Uf, tænk at sidde dér helt alene, mens alle andre er lykkelige. Men uanset hvor meget energi, penge, tid, ressourcer, ja uanset hvor meget jeg giver af mig selv og det jeg har, så lader lykken og glæden over selve livet vente på sig. Ikke mærkeligt, når jeg tænker på, hvor optaget jeg er. Optaget af alt muligt andet end mig selv og mit liv. Og imens har egoet sat sig ind i min convertible og med sømmet i bund drøner det rundt og lever det søde liv. Mit søde liv!

Ind imellem krydses vores veje. Det går ikke stilfærdigt for sig. Hver gang ender det med at jeg bliver ramt frontalt, ruller op over køleren og lander med et klask på den hårde asfalt med hovedet først. Egoet, den store kujon, er sædvanligvis over alle bjerge, når jeg først har fået sundet mig og vaklende er kommet på benene. Og pudsigt nok er det følelsen af at være ulykkelig og i særdeleshed ensom, der fylder mest i mig, når egoet og jeg har haft et sammenstød. Det er en usædvanlig stærk følelse, og den har mange gange kunnet drive mig til at gøre ting, jeg bagefter stod undrende overfor. Hvorfor tillod jeg overhovedet mig selv at stå model til et dårligt fungerende parforhold? Hvorfor udeblev jeg simpelthen ikke bare fra den hæslige date? Hvorfor sagde jeg ja til en arbejdsopgave eller arbejdsplads, der åd min energi, som et frådende monster, så der intet var tilbage til hverken familien eller mig selv? Hvordan kunne det komme dertil, at jeg mistede en mindre formue på grund af en uhensigtsmæssig for ikke at sige tåbelig økonomisk disposition, der slog bunden ud af budgettet det næste lange stykke tid? Jeg har tit spurgt mig selv, om det her skulle forestille at være livet? At være slave af et krævende, længselsfuldt, uansvarligt ego. Og som følge af det føle mig ensom, ulykkelig og som offer for omstændigheder som rentestigninger, skilsmisse, den nyeste forårskollektion og alverdens andre unævnelige ulykker.

Så en dag, efter at have haft et større sammenstød med et beruset ego med en ånde, der stank af Cosmopolitan, vendte jeg mig om og så at vi havde trukket os et spor af mennesker og materielle ting, som var nøje udvalgt specifikt til formålet. Altså mit livs formål. Eller det jeg troede var mit livs formål. For når jeg kiggede ordentlig efter så jeg at mit eget ego havde brugt mig som en doven, snobbet engelsk adelsmand med monokel bruger klappere eller sender hundene i forvejen til en jagt. Og når han har nedlagt byttet bruger han eftermiddagsteen som en kærkommen lejlighed til at stritte lidt ekstra hovent med lillefingeren i en lige vinkel ud fra den fine porcelænskop, alt imens han fortæller om sine storslåede, uforglemmelige jagtbedrifter. Dér i det øjeblik indså jeg, at ansvaret for at få opfyldt sine behov ligger hos os selv. Hver især. Hver for sig.

At tro på at det overhovedet kræver et offer at få opfyldt sine behov er den direkte vej til elendighed, ulykkelighed og ensomhed. Så jeg indstillede jagten på de mennesker og de ting, der kunne opfylde mit egos sult og dæmpe dets følelse af ensomhed. Det skete bare den dag, at jeg var træt af at være træt. Jeg var fyldt op, jeg var slidt op og jeg vidste, at det nu var blevet tid til at smøge ærmerne op og gøre noget andet. Hvis jeg ønskede nogen som helst forandring i mit liv, så var der kun mig til at gøre det. Jeg var nødt til at mobilisere modet til forandring og handling, hvis jeg skulle befri mig selv fra mit eget fængsel. Det var på tide at overtage rattet og styringen i mit eget liv. Nu ville jeg køre med kalechen nede og mærke vinden suse i mit hår med bilradioens volumenknap på maksimum og bassen pumpende i takt med mit pulsslag. Så på bedste gangstermanér maste jeg mig ind bag rattet. Jeg trådte hårdt på speederen, og da jeg havde nået tophastigheden, lænede mig ind over et måbende ego, åbnede døren i passagersiden, satte skulderen mod egoets, og så det foretage et rullefald hen ad asfalten, som ville få den mest drevne stuntman til at tage noter. Ved nærmere eftertanke var det dumdristigt gjort af mig. Jeg kunne have kørt nogen ned. Eller have brugt alle 3 klip i kørekortet hurtigere end min bil kan nå fra 0-100 km/t. Det er da tankevækkende.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten