|
||||
|
|
Af Line,
 2. februar 2010, 23:41 Programmæssig ændring af programmet, giver flodbølgelignende dønninger af ildfluer et sted syd for mandelblomsterne, og abrikosformede huller i hukommelsen hos de gamle mænd. Men vi er her stadig, selvom sendetidspunktet er rullet ud som lakridssnørebånd; uforskammet i sin korthed og fattet i sin form. Ting tager tid, og snart har spiralen taget en hel omgang. Af Louise,
4. oktober 2009, 08:16 Hun balancerer på et knivsæg. Holder dagene adskilt med syvtommersøm og drister sig aldrig til at se hverken frem eller tilbage. Livet ser hun som en række af datoer uden anden sammenhæng end ugerne der binder dem sammen. Måneder der bliver til år. Og så videre. Hun betragter tilværelsen som en mosaik af ituslået glas: Varsomt skraber hun erfaringer sammen stykke for stykke, ikke for at samle eller læge, men for at undgå at pådrage sig sår fra skårenes uslebne kanter. Det, de kalder livet, er for hende alene et forsøg på at skabe Mening ud af tilfældigheder. Hun foretrækker at betragte dage og veje som Mandelbroth-mønstre: smukke, men uden bagvedliggende sammenhæng. Gentagelse på gentagelse og delemner der kun tilsyneladende fører til en overordnet tematik. Hun står op, når hun ikke længere kan se en mening med søvnen, og går i seng når hun ikke længere kan se et formål med dagen. Hun balancerer på et knivsæg. Mellem før og efter. Uden nogensinde at nå frem til et nu.
Af Niels,
2. oktober 2009, 22:22 Hun har løbet og gået og sjosket der så mange gange, hver dag omtrent, at hvert et skridt er kendt. Hun kender lyset, hun kender tiden på dagen og året. Hun kan søen og den korte vej fra huset derned. Alt er hendes. Hun behersker det. Det hører til. Men det gør han ikke. Hun ser ham på afstand, undres, han er stor, han er … ikke derfra, ikke en af søens folk, ikke fra kvarteret. Noget i hans bevægelser og tøj og holdning skiller ham ud. Ikke fordi der er andre end de to at skille sig ud fra. Netop fordi der ikke er andre end dem. Dem og skoven. Træerne. Dæmpede lyde af sommerskov. Stien. Grenene. Lidt for tæt der. Og hvad er det i hans hånd? En boremaskine. En elektrisk boremaskine. Sådan en med batteri. Og han luddede afsted. Og så passerede de hinanden og hun gik et par underlige skridt, og vendte hovedet og så. At han vendte hovedet. Og vendte han sig også? Han vendte sig. Han ser på hende. Meget fremmed mand, meget tæt skov, meget mærkelig boremaskine. Hendes ego siger: Du kan klare alt. Hendes opdragelse siger: Der er noget godt i alle mennesker. Men noget dybt i hende svarede: Du har løbesko på, du skal bare ned til søen og rundt, så er du et sted, hvor der garanteret er mennesker. Og så løber hun. Sætter lynhurtigt af i skovbunden. Og hører ham: “Are you scared,” hun syntes han lo. Lidt. Et delemne af ‘krise’. Her flere dage efter virker hun beklemt også over sig selv. Hun dømte jo manden, synes hun. Hun gav ham ikke en chance. Og lige der på skovstien var der en særlig krise, en ægte krise, en personlig beslutning, der ikke bare forlader kroppen eller hjernen, en skrækkelig uvant situation og hendes kriseberedskab var ikke indstillet på at sidde i rundkreds og debattere. Hun stak. OODA loop in action. (Senere. Og det er så en bioplysning til den sandfærdige historie, som du her får, sandfærdig i hvert fald som den er fortalt, måske ikke som hørt. Senere kommer hun i tanke om, at hun altid har et våben med sig. Et kraftigt våben, hun kunne have brugt: Hendes stemme, fordi hun ved, hvordan hun undgår at halsmusklerne æder lyden, hvis hun bliver nervøs. Og hun har dB i sig. Måske derfor, opera forekommer voldelig på nogle? Åh ja, jeg kunne bare ikke lade være, vel). - o O o - Fredagsbonus uden sammenhæng, men det ka’ jo være, at andre har det sådan, og det er fedt! Let’s hear it for the crowd – og skru bare op: (The Cures pladeselskab vil vist ikke ha’ embedding af originalerne, så det bli’r alternativt, weird stuff, baby). Af Lenette,
1. oktober 2009, 06:36 ….”Temaet er miljø og I skal vælge et delemne. Der er de 8, I kan se nederst på siden. Nu kan I sidde og summe over det i grupperne og i morgen afleverer I så….. Jakob! Er du sød lige at være lidt stille? Tak……. I morgen afleverer I dispositionen inden kl. 12.” Han blev revet ud af sine tanker, da han hørte hende sætte nøglen i låsen. Det var så forudsigeligt. Hun kom ind, sagde “Hej” og satte sin taske indenfor døren ved kommoden. Derefter krængede hun sin jakke hastigt af, smed den henover én af de sorte knager, begyndte at spænde sit bælte op i bukserne, mens hun satte kursen direkte mod badeværelset. Og når hun så et par minutter senere havde fået hængt sin jakke sirligt på bøjle, snøret sine sko op og sat dem på deres faste plads i skoskabet, først da kom hun smilende ind til ham i stuen og kyssede ham på kinden. Så sad de der og sludrede lidt om dagen. Udvekslede anekdoter fra deres arbejdsdag. Hun var næsten altid først ude med “Hvad vil du have at spise?” spørgsmålet. Det slog ham hver gang, at han reagerede uforberedt på det. Og det på trods af, at det var en daglig tilbagevendende begivenhed, de enten uddelegerede til hinanden eller var fælles om. Hvis ikke han skullle ud at løbe eller hun ville ned i byen og handle. Når de havde spist og talt lidt videre sammen over aftensmaden, var der som regel tid til at de lavede deres “egne ting”. Det blev for det meste til tv-kiggeri. Han valgte computeren og nettet frem for de serier, hun fulgte med i. Nogen gange forberedte han sig til næste dag på jobbet. Skrev sin To Do-liste, delt op i kan/skal/ har lyst til. Den behøvede han egentlig ikke lave. Det gav ham bare følelsen af , at han ikke skulle bruge energi på at gå og huske så meget. Hun skulle se Desperate Housewives om lidt, så han satte sig ved skrivebordet og loggede på pc´en. Der var lige så lidt herinde, der interesserede ham som intrigerne på Wisteria Lane. Hysteria Lane. Mysteria Lane. Han åbnede skriveprogrammet. Hans fingre ramte tastaturet med en sikkerhed, han ikke havde oplevet før. Han så markøren sætte det ene tegn efter det andet i en sammenhæng, der så sådan her ud: Hvis “Hverdagen” er temaet – hvad er så delemnerne” 1) Vækkeuret ringer. 2) Lægge op til sex med konen. 3) Stå op (har måske fået sex) 4)… Han blev revet ud af sine tanker for Gud ved hvilken gang den dag. Tiden var løbet fra ham. Eller rettere han havde ladet tiden passe sig selv, og nu stod den dér i skikkelse af hans kone, der spurgte om han ville med i seng. Hun smilede til ham, og spurgte ham, hvad han lavede? Han kiggede på skærmen. Markøren blinkede ud fra punkt nr. 164) Konen spørger, om jeg vil med i seng. Af Sofia,
30. september 2009, 20:54 Hovedemnet er nu blevet til en biting. Det er økonomien, der spiller ind. Hverken truslerne om skimmelsvampe, fugtige indervægge eller hvad der ellers kan komme af følgeskader, trækker tænder ud. Alle er jo enige om at der skal ske noget. Rådgiverne og dem der indhentede og godkendte tilbuddene ser ikke ud til at komme til at betale. På indkaldelsen stod der: ”Indbydelse til orienterende og besluttende ekstraordinært afdelingsmøde om udskiftning af aftræk fra boliger incl. taghætter.” Det er ikke mindre end helt fantastisk. Der fortælles, at de tidligere beslutningstagere har ’sjusket’ med beslutningerne. Det, de har fået tilføjet bygningerne, var noget, der var blevet glemt i projekteringen af husene. Det på trods af, at lovgivningen var helt sort i blækket. [Sofia er skolefrøken og ugens onsdagsgæst på syvfold.dk] Af Line,
29. september 2009, 05:56 Det var på agendaen, som et underpunkt til noget andet og delemne til dét, de egentlig var der for. De havde set det og nikket beroligende til hinanden og de der gad lytte. De havde forsikret den skingre stemme i telefonen om, at de vendte tilbage til netop dét, efter de kort havde diskuteret det andet. Og der var nogen der ovenikøbet noterede det ned på et stykke papir, som senere blev fundet glemt på bordet ude ved kaffemaskinen. Måske så andre kunne læse, at de på et tidspunkt havde tænkt og nikket i takt, at de ville tage det op senere, og at de på ingen måde havde glemt det, men blot lod det vente til de andre ting af væsentlig betydning for visse, var blevet vendt først. Og det krattede i telefonen når nogen kløede i sit skæg, og det knirkede i de glatte stole, når nogen andre rakte ud efter mere kaffe. Og der blev sagt en masse ord, på et engelsk der har lydt bedre og med en sikkert charmerende blanding af dansk, jysk, engelsk og amerikansk accent. Og nogle gange kiggede de ovenikøbet op og nikkede til hinanden, sådan lidt beroligende, men det meste af tiden kiggede de ned og fokuserede hårdt på tastaturet som om dét kunne give løsningen på knuden bag de fine ord. Men tiden gik med at forklare det uforklarlige, med let genkendelige ti-stavelsesord der aldrig var skabt til at give mening, og så var det at fyldet på slide nummer 24 viste sig at dække over en lille figur som ingen før havde set. Et par af dem blev lidt tavse, og spekulerede over hvordan de havde overset den, og om det var fordi det hele var vendt på hovedet og bogstaverne var blevet spejlvendte af, at blive brugt forkert og derfor usynlige for øjet og sindet og de krattende stemmer på telefonen. Eller om det var omvendt. Figuren så ud til at bevæge sig lidt. Dreje sig langsomt og så lidt mere. Og så skubbede den til tabeller og tal og begyndte nærmest at sitre. Ham, der talte, løb tør for kommaer og dem i telefonen løb tør for krat. Figuren flimrede for deres øjne og fik deres argumenter til at flyde ned af det skinnende grønne whiteboard og ud på det dæmpende gulvtæppe, sammen med sjatter af glemt kaffe og alle de gode intentioner om, at tage emnet op når de var færdige med dét, der i virkeligheden var på agendaen. Uden at de rigtig troede på det, så de bogstaver flyde ud over den fine virtuelle ramme på væggen, og hen over bordet. En af dem flyttede lidt på sit papir så det ikke blev ramt, og kiggede forlegent op på sidemanden som ingenting så. For der var kommet bogstaver i hans kop og en kurve var ved at kravle ned i hans taske, mens kvinden ved den anden bordende febrilsk forsøgte af få en gul KPI ud af sit ellers nydeligt opsatte hår. Og der var piktogrammer der var ved at undslippe ud gennem vinduet, og fem talrækker sneg sig ud under døren og blandede sig med aktiekursen på en mellemstor storskærm på gangen. Et lagkagediagram, med procenter, farver og forklarende pile gled op under en skjorteflip og fem af de dyreste ord kildede én i næsen, så han nøs. Indofrståede blikke mødtes henover bordet og de dansende bogstaver, da den skingre stemme i telefonen bad om betænkningstid. Nogen fik klikket væk fra slide 24 og de andre bladret deres papirkopier lige så meget væk fra slide 24 som de kunne, med en enighed, der var uvandt og fik dem til at skutte sig lidt. Så de nåede aldrig til det. Hverken den dag eller siden. Af Torkil,
28. september 2009, 22:04 Jeg vågnede brat med kimen til noget stort for ørerne og en ubehagelig fornemmelse af at komme for sent i skole! Det gik op for mig, at det var telefonen, der sært nok ringede præcis ligesom klokken i folkeskolen. ”Nissens Detektivbureau, det er Nissen!” sagde jeg lettere panisk og håbede, at jeg ikke ville komme op i dag. ”Nissen? Er du oppe? Det er Fredskov! Jeg har brug for din hjælp!” Det var min gamle klasselærer Fredskov! Fedgaard! Han, som altid kun talte til mig, når jeg skulle have skæld ud for et eller andet, og hvis stemme jeg derfor kendte til bevidstløshed. Hvad ville han mig efter alle de år? ”Fed… øh, Fredskov… det er længe siden! Du må undskylde, at jeg ikke…” begyndte jeg automatisk at undskylde. ”Det er en nødsituation, du må komme omgående! Det er gået helt galt!” Han lød desperat – og tro mig, jeg ved hvordan det lyder, når en skolelærer er desperat. ”Hvor er du?” skar jeg igennem. ”På en bondegård i Karlslunde. Jeg er på udflugt med min 5. klasse, og jeg har fuldstændig mistet grebet! Du må omgående komme og hjælpe mig!” tiggede han. “Jamen, jeg har ikke læst til i dag,” røg det ud af mig. “Sludder, du har jo ikke noget for i dag,” replicerede han med pædagogisk autoritet. ”Okay, jeg skal bare lige i gården, så tager jeg af sted. Jeg kan være der om en halv times tid,” lovede jeg. 30 minutter senere rullede taxaen ind på gårdspladsen og jeg sprang ud, og Fredskov tog imod mig. ”Du kommer for sent,” formanede han. ”Vel gør jeg ej,” svarede jeg indigneret og viste ham, at han havde uret. Han så på det og vidste straks hvad klokken var slået. ”Okay, du slipper denne gang. Jeg er også glad for, at du kunne komme, Nissen, jeg er virkelig på den… jeg har fuldstændig mistet grebet, og bondemanden er stiktosset over det. Han har taget ungerne som gidsler og truer med at henrykke dem én efter én!” ”Hvor er de?” forhørte jeg mig. ”Inde i stalden. Og lige før hørte jeg en af ungerne juble,” gyste han. Jeg skulle til at spørge, hvordan han kunne vide hvordan det lød, men jeg tog mit pokerfjæs på og blev straks kort for hovedet. “Hvad laver de børn overhovedet på en bondegård? Har I ingen computere på skolen?” spurgte jeg. ”De skal skrive stil om dansk landbrug, og et delemne handler om hvor hårdt og afskyeligt det er at være landmand,” forklarede han. ”Dansk landbrug? I gamle dage var det jo venstre håndsarbejde,” bemærkede jeg. ”Efter Bertel Haarder kom til er det blevet obligatorisk pensum,” forklarede han. ”Men hvor mistede du grebet?” ville jeg vide. ”Derovre et sted, ” svarede han og pegede mod en stor lade, der var fyldt med halmballer. ”Har du ledt efter det?” ”Ja, jeg har gennemsøgt alt det hø, som ungerne har leget i, men jeg fandt kun de her nåle.” Han tog nogle brugte kanyler frem af sin slidte lædermappe. ”Fy for satan… Er det hvad jeg tror det er?” spurgte jeg. ”Ja, flere af dem er junior-cykelryttere.” I det samme hørtes høj latter inde fra stalden. ”Nej-nej… igen!” råbte Fredskov desperat. ”Vi må stoppe den galning!” ”Hvem er den bondemand egentlig?” spurgte jeg. ”Jeg kender ham ikke, men han er en kendt person her på egnen. Aktiv i foreningslivet, instruktør på dilettantscenen, suppleant for Venstre til byrådet…” ”Jeg må hellere veksle et par ord med ham,” sagde jeg og gik om bag stalden. Et vindue stod på klem, så jeg kunne skubbe det op og kravle ind. Inde på staldgangen sad bondemanden på en malkestol og viste de glade og nysgerrige unger, hvordan man malkede stemmekvæg. Han fik øje på mig og stoppede op i sin fortælling. ”Undskyld, har du tid et øjeblik?” spurgte jeg, og han nikkede og rejste sig. ”Vent lige lidt, unger. I kan lige stikke ind til grisene og finde ud af, hvor valgflæsket sidder,” sagde han og lød næsten som Poul Reichardt i Vagabonderne Fra Bakkegården. ”Hvad handler det her om?” spurgte jeg, selvom jeg allerede havde regnet svaret ud. Men jeg vidste, at politikere hellere ville svare selv. ”De skide akademikere kommer jo rendende her hver anden dag og viser os frem som aber i et bur. I virkeligheden er de bare ude på at lægge os for had og få ungerne ind på Handelshøjskolen. Hvordan tror du, vores parti er kommet til at se ud som det gør i dag? Det er jo ikke til at få øje på en ærlig bondemand for alle de hovski-snovski-polit’er! Og se lige hvor få landbrug der er tilbage i det her land! Det er hvad der kommer ud af det! Det er på tide, nogen fortæller ungerne hvor mælken, brødet og osten kommer fra!” ”Hvordan fik du grebet?” ”Det var let nok. Da de havde været her 45 minutter, ringede ham lærerfjolset med en lille klokke og sendte dem ud på gårdspladsen, så han kunne få sin kaffe. Så kunne jeg få grebet og tage dem med herind. Se hvor de nyder det, de er jo ellevilde.” Hans øjne lyste af begejstring. ”Men… er det ikke at bondefange dem?” antydede jeg. ”Du har nok ret,” indrømmede han og fik blanke øjne. ”Nej, se bare, nu får jeg bondeanger. Du må forstå, jeg har været spændt hårdt for på det sidste. Jeg har virkelig måttet lægge mig i selen.” ”Hvis du anskaffede nogen heste eller en traktor, så slap du for de trækgener. Eller hvad med bare at holde lav profil i en periode?” foreslog jeg. ”Tja… måske kan jeg få noget braklægningsstøtte, hvis jeg ligger helt stille. Jeg kender flere i partiet, der…” ”Stop, tak, der er ting, jeg ikke behøver vide. Men tænk over det. Og lad lige ungerne more sig lidt endnu, før vi går ud til Fedgaard og lader ham få grebet igen.” Hans øjne lyste op i et smil: ”Fed gård? Synes du! Måske vil du se efter den, mens jeg ligger brak?” ”Hov, kom nu ikke for godt i gang, nu er jeg lige ved at miste grebet igen…” Jeg skyndte mig at få fat i det igen. Bondemanden smilede og kaldte på ungerne, der straks kom løbende og plagede ham om at fortælle flere historier om det hårde landmandsliv. Imens gik jeg ud til Fedgaard og sørgede for, at han fik grebet igen. |
|
||
|
Copyright © 2010 Syvfold - All Rights Reserved
|
||||
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer