|
|
Af Louise,  26. juli 2009, 08:19 Det er noget med at være betydende. Ikke værende. Men være ”noget”. ”Noget” vi kan sætte på lister og vinge af, ikke overstået opvask eller stoppede strømper, men dvælen og menen og følen og derudaf.
Det er umuligt, vandet løber gennem fingrene og vores blikke indeholder ingen fælles hemmelighed, ingen fælles fortællinger om hverken brændehuggere eller blikstilhed. Ingen Ting.
Bare blikke, du og jeg og nå ja.
Så går vi rundt og føler os tilovers eller netop ikke, bare uvæsentlige. En arm der rækkes frem eller en pen der føres. Eller. Noget.
Ganske ubetydende. Som-om-heder. Som-om det vi gør, det vi er, rummer ”noget”. Nogen. Betydning.
Mens vi begge ved, at ”noget” er onsdage og busskifte, det er blæst og for mange poser slæbt hjem. Det er én, man venter på, der ikke ved sig ventet og derfor kommer for sent. For sent til hvad? Til uudtale forhåbninger om nærvær eller det, der ligner.
Så tager vi os sammen og taler om det ingenting, der ikke er sket. Om ikke andet for at slappe af, få tiden til at gå. Ikke frem mod, men væk fra. Dét, der ikke var og ikke blev, udover fyldord til at pynte på hæsligheden. Betroelser om alt andet end det, der egentlig skulle deles. Tvivlen for eksempel.
Så bliver vi harme, desillusionerede, men kan ikke mønstre en vrede, for der er ikke noget, ikke nogen at vende vreden mod. Udover os selv.
Så vi klapper i. Knapper til.
For til slut at knappe op og fylde bægeret.
Drikke Dus med os selv:
Skåååååål for satan – ned med lortet.
Skuffelsen er så fantastisk berusende.
Af Maria, 25. juli 2009, 10:17 Hvis.
Hvis jeg havde haft fregner, yppige former, prinsessedrømme og langt, lyst hår.
Hvis jeg havde lært mere om forfængelighed, og omgængelighed.
Hvis min far havde været mere moden og min mor haft mindre chutzpah.
Hvis jeg havde levet det samme sted i lange år.
Hvis jeg havde været enebarn.
Hvis jeg havde haft et blidere sind.
Hvis verden havde været et roligt, trygt og tilregneligt sted hvor dagene lignede hinanden.
Hvis omskifteligheden var kommet sent i livet.
Hvis jeg havde haft arme som en brændehugger og flair for amerikansk fodbold.
Hvis jeg havde haft et Y-kromosom.
Hvis jeg havde været en kender og elsker af den russiske litteratur.
Hvis skeen i min mund af kirurgisk stål havde været lavet af rødguld.
Hvis jeg var opvokset på Vestegnen.
Hvis jeg havde fået kørekort som 18årig.
Hvis jeg havde været politisk aktivist.
Hvis jeg havde været bange for at være alene.
Hvis.
Så havde jeg måske været et andet menneske.
Men jeg tror det egentlig ikke.
Af Lenette, 24. juli 2009, 14:32 Brændehugger! Er det en usolidarisk, egocentreret, smålig og nærig person, der hugger brænde andre har arbejdet hårdt på at få i tilpas store brændovnsrette stykker? Eller er det den, der har hugget brændet ud med et dertil indrettet agregat. Manuelt, elektrisk eller brændstofdrevet?
Ordkløver! Er det én, der ALTID insisterer på at tage ords betydning b-o-g-s-t-a-v-e-l-i-g-t og ad den vej opnår status som pisseirriterende, firkantet og et velegnet emne til “værst tænkelige bordherre m/k”? Eller er det en sprogekvilibrist, der kan jonglere med ords bøjning i tid, grad, antal og sproglig oprindelsesstamme?
Knudemand! Er det en (oftest af hankøn) person, der har svært ved at tale om følelser knyttet til oplevelser i fortid, nutid og fremtid? Eller er det én, der optræder i diverse multitalent programmer og som absolut intet talent har eller noget fornuftigt at bruge det til for den sags skyld. Andet end at den amatørprægede optræden (til lidt for manisk munter cirkusmuzak) bærer præg af hypermobile led?
Lidt forsinkede ferierefleksioner fra hængekøjen
Af Line, 21. juli 2009, 06:50 Det allerførste er hvor man starter. Jeg vil så gerne have et skelet, en form jeg kan fylde ud, og i det her tilfælde ER der ikke nogen – det er jo dét der er hele pointen. Jeg skal selv bygge det hele op, og så er det at jeg ikke aner hvor jeg starter.
Jeg ved at en fisk består af en hale, et hoved og så en krop i midten. Og at visse fisk har pigge og alle har finner og gæller. Og jeg ved, at en historie er som en fisk, så jeg skal vel bare starte med hovedet? Eller halen? Eller den ene finne eller den højre gælle? Og nu er det her jo ikke en fisk, men en historie, så hvordan ved jeg hvor jeg skal starte når jeg hverken ved hvor den slutter og hvor den når omkring undervejs?
Jeg ved ikke engang hvordan hun ser ud. Måske hun ligner den kvinde jeg så i Hotellets restaurant på Mallorca. Blondt hår i en stram hestehale, der vippede når hun drejede hovedet. Hvilket hun gjorde ret tit, når der skulle holdes styr på børnene – mest den lille; han havde det med at hoppe på stolene og tabe mad på sin storebror, gulvet eller forbipasserende uskyldigheder. Det virkede egentlig lidt for blondt; håret, og hun havde et hårdt drag om munden.
De var lige ankommet da jeg så dem første gang, men hun var alligevel brun på en måde der mest af alt lignede et forsøg på at skjule det grå skær i ansigtet og måneders træthed aflejret i furene om munden.
Manden var så neutral, at jeg kun kunne genkende ham med hende ved siden af. Han kunne have været reklamemand, seniorforsker eller brændehugger for den sags skyld, men måske han bare ikke var vigtig.
Den store dreng var nok omkring de 10 år, og havde samme lyse hår, og samme mund og hageparti som sin mor. Bortset fra, at det hårde drag var erstattet af en pre-teen muthed og anlæg til overlegen kedsomhed.
Den lille var en helt anden. Evigt hoppende og uden at ligne sin mor og bror, hverken i hageparti og farver. Han var mørkhåret, med spillende brune øjne og så meget energi, at hans mor tilsidst valgte at kigge væk.
Jeg så hende aldrig smile, men jeg tog selvfølgelig også hjem et par dage senere.
Ser hun sådan ud? Er det sådan et liv hun har? Og hvor er vi i historien, er det starten, slutningen eller 10 år senere, når romantikken er falmet og hverdagen har tappet selv heltinder for drømme?
Nej, jeg tror ikke det lignede hende. Hun var nærmere den mørkhårede neutalitet, der kun kunne anes i brudstykker bag en søjle og i randen af et spejl, mens hun iagttog de myldrende tjenere, de krebsrøde skandinaver og de råbende børn. Og gemte sig for manden til en korthåret kvinde, fordi hun mente at hun havde set ham et sted før og ikke ville risikere at sige noget upassende. Eller bare at blive set.
|
|
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer