28. december 2009, 23:06 Dagen derpå sad han som sædvanlig og evaluerede sin ønskeliste for at beregne opfyldelsesgraden. Den lå normalt omkring 63,1 %, men i år behøvede han ikke åbne sit Excel-ark med de omhyggelige regneregler, hvor han blot skulle skrive ”Ja” eller ”Nej” i svarkolonnen ud for de enkelte ønsker. Han havde kendt svaret siden aftenen før, det havde fulgt ham som en skygge, det havde holdt ham vågen hele natten, det havde taget hans appetit og hans humør. Resultatet var et regulært nul.
Det eneste, han havde fået, var en bod, og den havde han ikke ønsket sig, så den talte ikke. Hvad skulle den også sige? Det var jo ikke en talegave. I bedste fald en gavebod.
En bod. Hvad i alverden skulle han med en bod?
For nogle år siden havde han ønsket sig en pølsebod. Den skulle hedde Bærum og stå uden for Den Norske Kirke. Han havde ikke fået pølseboden, men han havde fået lov at lave pølser, hvis bare han holdt sig i skindet. Ellers ville han få en bod.
Nu havde han fået en bod, men ingen pølser.
Han anede ikke, hvad han skulle stille op med boden. Foreløbig stod den ude i gangen og fyldte ham med gode grunde til at gå bodsgang. Han ville dog hellere gå til grunde. Før finanskrisen blev indført havde han nemlig sat en del penge i jord, men han kunne ikke lige huske, hvor det var han havde gravet dem ned.
Han havde tit ledt efter grunden, men var forgæves gået til både makronerne, til vaflerne og til stålet. Han havde også været ved at gå til yderligheder, men vendte om da han kom forbi inderligheder og frygtede en inderliggørelse, så han kom til at se ud som en død hindu.
En bod. Hvad i alverden skulle han med en bod? Måske kunne det betale sig bare at betale den.
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer