Syvfold

For et par år siden skrev jeg et indlæg med titlen “Fordrer vi vores børn med spiseforstyrrelser?” Det har været offentliggjort i diverse trykte og elektroniske medier med meget forskellige målgrupper for øje og responsen har været ligeså forskellig. Indlægget blev til på baggrund af egne erfaringer med spiseforstyrrelser og en opmærksomhed på det kollektive og kulturelt forvrængede kropsideal, som alt for mange piger og kvinder desperat forsøger at leve op til. Senest skud på stammen er, at det  ikke længere er et verdenskendt brand udi brun læskedrik, der har patent på betegnelsen Zero til deres produkt. Det er også den socialt accepterede tøjstørrelse i Californ.I.A. Kan du ikke skrue dig ned i den, så er du henvist til the dark side of town ca. 30 minutters kørsel udenfor byen.

Resten af verden – altså på den anden side af den angivne radius - har tilsyneladende ikke tænkt sig at følge trop i hysteriet om den næsten uopnåelig size zero. Budskabet om at fedmeepidemien har ramt os hårdere end H1N1 og alle de andre nutidige svar på pest og kolera, er for længst afleveret. Sundhedsmyndigheder, alverdens kostguruer, ja selv reality-shows på tv bombarderer os med deres udlægning af, hvad konsekvensen af overspisning kan være – i værste fald på et  personligt og et samfundsmæssigt plan.

Jeg kommer ikke så tit til stranden. Det er mange år siden, jeg noget slukøret har konkluderet, at jeg bor i et land, hvor sommeren er ligeså lunefuld som en klapperslange, der har fået det forkerte ben ud af sengen. Dertil kommer at min fantasi ikke rækker til, at jeg kan tage afsted med strandkurv, skaltelt og parasol i 19,5 graders varme og bruge hele dagen på at ligge i læ i en klit for en insisterende pålandsvind ved vestkysten og synes, at det er fedt. Alternativet er ikke nødvendigvis en tur i svømmehallen. Med mindre at jeg, som det var tilfældet i sidste uge, har min søn med som et påskud for at indløse entrebilletten i et badeland i det jyske. Jeg var blevet ramt af feriekuller, og da der nu var et badeland inden for rækkevidde, så lå torsdagens aktivitet lige til højrebenet.

Vi drog afsted i klip-klappere med badetøj og håndklæder under armen, kom helskindet igennem det sindrige betalings-, armbånds- og registreringssystem, der gav adgang til først omklædningsrum og derefter selve badeparadiset. Min søn hoppede frisk i vandet og indtog straks det oppustelige piratskib, der flød rundt i det ene bassin. Jeg dyppede tæerne i vandoverfladen. Det udløste prompte en fysisk reaktion i form af en massiv gåsehud, som jeg senest har oplevet, da min datter for nyligt stod overfor at skulle dimittere. Jeg satte mig til rette på bassinkanten. I sikker afstand til det klorholdige vand og diverse plastiktingester, der flød rundt i det. Jeg vænnede mig langsomt til de fysiske omgivelser, og noterede mig at udover det obligatoriske vand i bassinet, så var der vandrutsjebaner, piratskibet, plasitkkanoer, glidebaner, boblebassin, småbørnsbassin, udspringsbassin og på flisearealet var der en hula-hula-bar, hvor man enten kunne sidde i liggestole under palmer og nyde …. øh sommerbrisen eller man kunne købe pølser, pommes frites, toast, is, slik og sodavand i Pool-kiosken. Så langt så godt. Man bliver da sulten af at være i svømmehal. Og man skal have rigeligt med væske i varmen, og det har ikke været sommer, hvis ikke man har fået mindst èn is.

Men….. Dér i det jyske badeland var jeg ikke kun omringet af palmer, plastikbadedyr, piratskibe, pølser og pommes frites. Der var selvfølgelig også badegæsterne. Og det slog mig hvor lang tid der egentlig var gået siden, jeg sidst havde været en del af sådan en sammenhæng. Jeg huskede, at jeg i mine tidlige teenageår havde boltret mig muntert i vandet med rynket rosinhud på fingrene og en lugt af klor, der først forsvandt i den efterfølgende dags brusebad, til følge. Jeg husker ikke, at der var oppustelige piratskibe, glidebaner eller hula hula-kiosker med tilhørende spiseområde. Der var bare vand i bassinet og en masse glade børn, der havde rigelig underholdning i at slå kolbøtter under vandet, råbe: “Fa-ar! Se-e-e-e!”, springe fra 1- og 3-metervippen og svømme edderhurtigt med svømmefødder på på den lange bane. Og hvis man var virkelig heldig, havde man fået penge med, så man kunne trække en chokoladebar i slikautomaten, der stod ved siden af billetmaskinen. Og så havde det faktisk været en rigtig god og stimulerende dag. Det var oven i købet meget sandsynligt, at man havde fået fyret en masse kalorier af, som selv chokoladebaren ikke kunne udligne.

Som jeg sad der i badelandet kunne jeg ikke helt lade være med at undre mig over, at det skulle være nødvendigt at fylde sine depoter op med slik, grillmad og sodavand hele tiden. De fleste børn gik jo i pendulfart mellem vandet og kiosken. Hvis de havde fået lov, tror jeg såmænd, at de havde haft bakken med de remouladebefængte, saltede pommes frites med i vandet! Bagefter, da jeg sad og ventede på at min søn skulle dukke op fra omklædningsrummets dyb, var der et par gengangere fra svømmehallen, der også havde været igennem omklædningen. De stod nu med overkroppen begravet i ismontren på jagt efter den næste stimulans til deres – åbenbart- evigt hungrende krop.

Bevares. Min søn fik da også en is. Det hører med. Det giver god stemning og en følelse af at turen i badeland er fuldendt. Sådan! Mission completed. Vi hygger os, er nærmest lykkelige for en stund og det er vi oven i købet verdensmestre i.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten