Syvfold

I en af ugebladsnovellerne ville tonen stå beskrevet som afvæbnende og de blottede brintoveriltehvide tænder som et smil. Ikke at situationen i virkeligheden var potentielt ophidset eller beskeden specielt svær at sluge.

Han var en lille, næsten undseelig ukarismatisk mand. Og tonen var uforandret. Grimassen med tandkød og rødvinsfri facader det samme. Hvis udtrykket en dag nåede øjnene ville et lille smilehul komme til syne i højre kind. Men det var sagen uvedkommende. Han var allerede videre. Ikke hastende men kontrolleret og målrettet.

Faste skridt gennem gangen. Der var meget endnu at gennemgå. Hans runder var forudsigeligt uforudsigelige. Intet sejlede. Og intet blev blæst på. Der var øje for detaljen i det store billede. Projekterne levede med hver deres mærkbare personlighed. I ironisk modsætning.

Nej, han var ikke urimelig. Ordrerne var klare og tydelige og man vidste altid hvad forventningen var. Deadlines blev nået eller projekter døde. Og kun det bedste var acceptabelt. Ikke perfektion. Hvis han nogensinde udviste tegn på følelsesudsving ville han vel være tilbøjelig til at rynke på næsen af ordet. Perfektion. Nej tak.  Han forventede det bedste.

Det vidste hun. Og det vidste han hun vidste. Hun mestrede endnu ikke sit smilehul. Men tonen forblev professionel. Og så var der ikke mere at tale om. Resten handlede om attitude og indsats. Vist så han en programmæssig udfordring. Men mottoet stod på væggen. Resten måtte kunne klares med omstrukturering og revideret planlægning.

Og han var allerede gået videre. Målrettet gennem sin problemløste tilværelse.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten