|
|
Af Line,  16. februar 2010, 23:57 Deres stemmer passede som alt det andet, ikke sammen. Hendes var smal og gullighvid; hans var bulet og grønlig. Hvis stemmer ellers kan have farver, linier og højdedrag. Når de skændtes stod dissonansen frem, som lange spidse striber på væggene omkring dem og når de elskede, rungede det skingert mellem skyggerne bag deres tunger.
Kun i de hviskende fløjlsnætter skete der sommetider det, der undrede alle og var limen i deres umagehed. Uden varsel og med en lammende blid konsonans, overmalede deres kombinationstone alt hvad der lå før, alt hvad der siden hændte, og lod tankeløst resten om at være.
Word count: 100
Af Line, 2. februar 2010, 23:41 Programmæssig ændring af programmet, giver flodbølgelignende dønninger af ildfluer et sted syd for mandelblomsterne, og abrikosformede huller i hukommelsen hos de gamle mænd. Men vi er her stadig, selvom sendetidspunktet er rullet ud som lakridssnørebånd; uforskammet i sin korthed og fattet i sin form.
Ting tager tid, og snart har spiralen taget en hel omgang.
Af Line, 26. januar 2010, 22:30 If
Det typiske ved vinter, ud over nøgne træer og mudder, er den duftløse luft. Det er som om at kulden ekstraherer hvert lille duftmolekyle ud af hverdagsvinden og gemmer dem til foråret. De bliver sikkert frosset ned i små luftlommer i jorden, eller pakket sammen under isen på mosen. Når det så bliver forår, så popper de små frosne bobler og spreder så stærk en duft af jord, blade, saft og grønkorn at vi bliver helt svimle. Jeg gør det lidt nu bare ved tanken. Måske det bare er fordi jeg er træt. Ja.
Pokkers til vinter. Den lugtløse luft, er også fugtløs. Mine hænder rynker til og ligner en oldings og havde jeg forberedt mig på mere end møderne i morgen, ville jeg have købt håndlotion, eller fundet den bøtte frem, jeg ved jeg har et sted. Det har jeg ikke, så jeg krummer kløerne og tænker lidt, at jeg ligner en grib. Raaaa! Jeg hørte en historie om en grib forleden dag. Den vil jeg helst glemme igen, for den var koldere end nattetemperaturen i Gentofte og omegn.
De har lovet minus 13 grader i nat, så i morgen skal jeg skrabe is igen. Og også på bilruderne. Jeg har egentlig ikke noget mod vinter, jeg kan godt nye synet af iskrystaller og lyden af is, der revner under mig. Der var engang jeg brugte dét at kælke og jeg sætter skam små fuglekugler op til musvitterne. Jeg ville nok synes mere om vinteren, hvis min vinterjakke var tredive centimeter længere og jeg ikke konsekvent valgte pænhed frem for varme støvler. Og nok især hvis luften bare ikke var så tør og lugtløs.
Jeg vrøvler vist. Jeg ville, hvis du spørger mit ego og mine ambitioner, hellere have skrevet en lille historie, eller et uddrag af noget stort. Det ville være smukt, ikke? Give en lille bid af noget, der kunne lokke med sin afsluttede ufuldendthed. Men det er tirsdag i januar, og hvor glad jeg så end er over, at dagen er tiltaget med en time og seksten minutter, så kan denne tirsdag ikke give mig noget der rimer på lotion; andet end tør, frostekstraheret vinterluft.
End if.
Af Line, 12. januar 2010, 18:25 Soloer i siloer er den ultimative hjernedød.
Serier af monokomponent enkeltståendehed kvalificerer til grader af dumhed der når hindsides alt fornuft.
Dynger af meninger drukner bevæggrunde uden at kny, mens de yderligtgående danser ballet på tagene af udsigten.
Ting tager tid.
Jeg tager den tilbage igen.
Ha!
(Tanken var en anden, men det ved du måske? Der skulle bindes led og knuder mellem afsnit i det spiralformede tidskompleks jeg forsøger at beskrive. I pigen med den mørke skarpe pages forbløffende liv. Havde jeg tænkt. Tænker jeg af og til. Når der er stille i mellemrummet mellem dos and donts. Som om der nogensinde er det. Jeg tager ingenting, i øvrigt. Jeg stjæler med arme og ben og tiltusker mig minutter mellem til og fra; og A og især B. Rent tyveri af noget jeg ikke har. Ævl tager evigheder. Jeg har hørt så rigeligt. Tak. Nu gør jeg det selv, der kan du se. Det var ikke det der var tanken, men det ved du nok godt. Hvis du kender mig. Til mig. Hvis ikke, så hør engang: Jeg har en historie om en blond kvinde med bølgende hår og hårde hæle, der løber spidsrod mellem opad og nedad, udad og indad. Som kæmper sig opgennem spiralen af tid, mens hun slår sig på de ting, som kvinder kan løbe ind i uanset hårfarve. Jeg tror, at hende med den skarpe page er en anden. Det passer lissom ikke til hård page og bleggrå hud, at kaste sig ud i svimlende begær, vel? For det er netop dér hun gør, min hovedrolle. Dum som hun er. Ikke fordi hun er blondine, men fordi hun er i live. Var i live. På et tidspunkt hvor visse andre også var det. Uha, som de var i live – henover flere hundrede sider og tusinder af ord. For jeg har alt hvad hun tænkte da hun levede. Men mellem alle hendes tanker skal der bindes bånd og knyttes mening. Så det var dét jeg havde tænkt jeg ville.
Men ting tager tid og jeg har ikke mere, for alt for meget, er brugt på evigheds ævl som det her.)
|
Ugens Fold
sigma
som er et navneord, et sigma
|
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer