Jeg tumler og fumler mig frem og igennem ordgrøden, der er for lind til min smag. Strør økologisk rørsukker på. Det hviner i tænderne og suser for ørerne. Præstationsforventningerne til mig selv suger mig ned i sumpen af vås og vrøvlerier. Usammenhængende og så langt fra den røde prik på kortet :”Her står du”. Kompasrosen er stabil og peger ufortrødent mod nord. Floksene er ligeglade. De interesserer sig ikke for prikker eller nåle. Et hjerte tatoveret ind i huden. Under huden findes det bankende hjerte. Dunk-dunk….dunk-dunk… Det kan godt være jeg ind imellem mister orienteringen. Men jeg lever!
|
||||
|
|
Af Lenette,
 3. juni 2010, 15:09 Af Lenette,
6. maj 2010, 06:53
Af Lenette,
22. april 2010, 06:31 Nogen gange falder jeg Ind imellem flyver jeg Jeg når dig til tiden Min puls ekkoer i mine ører Jeg er høj Jeg overvejer forskellen på tit og ofte Jeg overvejer om det er ligheden, der skiller dem ad. Om mandagen er jeg mekanisk. Skal trækkes op. Nænsomt. Som et legetøjsfund af blik med alle de originale dele og malingen intakt – trods tidens tand. Om tirsdagen er jeg oppe i omdrejninger. Jeg er i gang. Jeg er her. Jeg er der. Om onsdagen er jeg midtvejs. Halvvejs. Er hverdagsugen halvt brugt eller er den bedste halvdel endnu tilbage til fri afbenyttelse og nydelse? Om torsdagen lever jeg i folderne af det skønneste virtuelle fællesskab. Og jeg lever i mine tanker. De flyver som heliumballoner. Om fredagen er alle anstrengelser glemt. Reset. I stikket med opladeren. Om lørdagen kan der ske hvad som helst. Mere end nogle af de andre dage. Jeg er på. Om søndagen trækker jeg stikket ud. Nogen gange til verden. Nogen gange til kontakten. Ind imellem til praktik, retorik og andre skiderikker. Jeg når altid dig til tiden. Af Lenette,
15. april 2010, 06:25 Vrede husmødre. Ingen afkræver mere respekt og ingen er mere frygtindgydende. Enehersker i hjemmet. Enevældig i al sin vælde. Revselsretten var vitterligt en ret en gang. Så gjorde respekten for børnenes rettigheder sit indtog. Med rette. Skabsvidenskaber lister sig langsomt ind i vores liv. De er alternativer til husbehov. Husmødre finder deres passion og deres rette hylde. De bliver respekterede eksperter, der sidder og fylder både på sendefladen og i store sofaer med chaiselong og udtaler sig om alverden. De ved et og andet om, hvorfor skoen trykker og hvad der skal spises, siges eller tænkes for at finde lykken. Apropos ingenting. Jeg slår et smut forbi den lokale kinesiske restaurant. Der har jeg stoppet op en del gange i årenes løb. Deres buffet er uovertruffen. Navnet på restauranten er et tværvidenskabeligt fænomen. Det findes ikke. Det er der ikke noget, der hedder! Så vidt jeg ved. En kinesisk danisme. Tilbage til de navlebeskuende og rumlende maver. Øjnene mættes ikke så hurtigt som maven. Det kunne engang ses på de voldsomme rester af mad, der røg ud i skraldecontaineren. Det var som om den gryende grådighed og reminiscenser af efterkrigstidens mangeltraumer gik hånd i hånd rundt om varmepladerne og ikke kunne gå forbi en opøser uden at bruge den og pladre dens indhold ud på tallerkenen. Allround compulsive must have disorder. Det har resulteret i en skriftlig opfordring om at have respekt for maden. Skrevet ud på en Dymo. Påklistret adskillige steder på buffetens rustfaste køkkenstål. Man skal have respekt. For efterkrigstidens vrede husmødre og for samtidens desperate ditto. Af Lenette,
8. april 2010, 06:51 Set i bakspejlet er et givent objekt tilsyneladende ikke så tæt på, som man skulle tro. Som beskueren skulle tro. Betragteren. Snæversynet eller ej. Tunnelsynet. Nærsynet. Langsynet. Set i et større perspektiv er det heller ikke sagen vedkommende. Set i helikopterperspektiv er det forsvindende. Knappenålsstørrelse. En prik i det fjerne. En plet på landkortet, der kunne være hvad som helst. Et hønsehus bare for at komme med et eksempel. Hun rejser mig fra stolen, der i et øjeblik havde forvandlet sig til en forlystelsesvogn i hendes indre Tivoli. Hun konstaterer, at hun ikke var spændt på turen. Men hun kom igennem. Tankerne sørger for at underholdningen fortsætter. “Det Skøre Hus”. Det står selvfølgelig ingen steder, men det er ikke til at tage fejl af. Forvrængede skikkelser, forvredne stemmer og lyde, op er ikke længere ned, højre er blevet til venstre. Hun får stukket en invitation til “Den gale hattemagers teselskab” i hånden. Hun takker nej. Hun tager en dyb indånding og beder til, at hun slipper godt fra turen. Er livet en rejse, så har hun på et tidspunkt pakket den forkerte kuffert. Destinationen var og er endnu ukendt for hende, men hun kender retningen. Og det hun har i kufferten er ikke længere brugbart til den rejse, hun har besluttet sig for at begive sig ud på. Hun pakker om. Livet er en pakke, der må åbnes til hver en tid. Ikke noget med at vente spændt til jul for derefter at konstatere at forventningens glæde var den største og at man skulle, kunne, burde have nydt den mere og bedre. Mere bevidst. Det er slut med at gøre sig til for at gøre sig fortjent eller lige runde det næste hjørne, før det hele kan blive meget bedre. Hendes tanker vandrer vægtløse rundt som astronauter i rummet. Astronauter i vægtløs tilstand. Giver slip og svæver rundt på må og få. Kærligheden er ligeså frygtløs. Hun sætter frygten på stand by. Hun reducerer frygten til at være en rød, lysende prik, hvis fornemste opgave er at vente. Og vente. Og vente. Det er hende, der tænder og slukker. Hun rejser. I tanke og handling. I sjæl og i krop. Hun rejser indad. Hun rejser udad. Hun rejser sig. Kærligheden er en muse. Så til inspiration: Af Lenette,
1. april 2010, 07:51 Liljekonvallens hvide blomst er naturens haute couture Idealet er de bløde kurver og det forførende duftspor Skifte til bukkens strittende gevir, der modtager signaler fra altet over trætoppene Barometeret slår ud på zen vuggende bølger af indre ro Sødmefyldt jordbærkompot – ens tænder løber i vand Krav transformeres til ønske Brønden er fuld af glimtende mønter Solen oplyser himlens loft Lykkegys og fryd over enkeltheden Katten i busken spinder Guld og grønne skove sender lyde ud med vindens tog Stammernes råhed og camouflage danser let med Chokoladens sødmefyldte silkenoter Blander sig med ordet Tak! Af Lenette,
25. marts 2010, 06:48 Lange næser. Ikke løbende næser. Den sjoveste måde at illustrere én, der lyver. Løgner! “Aura for Laura!” ”Den, der hvisker lyver…” Stakkels Laura, egentlig. Hvilken løgnehistorie har hun fortalt, siden hun er blevet den sleeeeemme pige i et børnerim? Min favorit-løgnehistorie er den om Dannebrog, der falder ned fra himlen. Og den om Holger Danske er også suveræn. Okay, løgne kan man vel næppe tillade sig at kalde dem. Så forsvinder hele pointen med historiens indhold. Og vi har brug for at tro på at bare noget af det er sandt. Helst det hele, og hvis ikke så i hvert fald en overvejende del. For selvom vi lever i en verden præget af handlekraft og rationalitet, så er ældgamle kollektive overbevisninger ikke til at spøge med. De skaber orden i kaos. Her er det umulige muligt. De udstikker rammerne for forståelse og til en vis grad logik. ? I hvert fald for en stund. Indtil der kommer nogen forbi med en anden historie. En alternativ udlægning af “sandheden”. Alle løgne er vel sandheder. Ligesom alle sandheder kan kigges nok efter i sømmene til at blive kategoriseret under “løgne”. Den mest ultra-light-løgn går under betegnelsen “en hvid løgn”. Den ses oven i købet i en florlet udgave som “en lille(!) hvid løgn.” Jeg holder ganske meget af de små finurlige, nærmest gennemsigtige, åleglatte dramaer, der udspiller sig i løgnehistorierne. Især når de får karakter af vandrehistorier. Hver alder har sin skræmmende vandrehistorie om dræberklovne i spejle, piger der går igen (nu også på kæde-sms´er) og hvad genboens tidligere kollegas løbemakker nu har bedrevet eller fordrevet. Sagnet om Dannebrog, myten om de nordiske guder og dyder, legenden om mordet på Erik Klipping i Finnerup Lade, den udødelige “Vølvens spådom” (som Tolkien tog til sig i sine studier og senere brugte han navnene flittigt i Trilogien om Ringenes Herre), sagaer som danske kongers levnedsbeskrivelser – en slags datidens cv´er! og dertil kommer kunsteventyr, folkeeventyr, heltekvad og vandrehistorier. I dag har storytelling sneget sig ind i virksomhederne som en del af en markedsføringen af alverdens produkter, branding-begrebet er gammel heltekvads-vin på nye flasker – i hvert fald når det kommer til slogans, der rimer på ord, endelser eller bogstaver og som kan synges (nogen burde bagbinde reklamebureauets “troubadur”), og reklamer er en helt anden (løgne)historie. Men underholdende er det. Det er takket være vore forfædres opdagelse af ilden og hjulet, at vi kan udbrede fortællelysten. Okay, Guthenberg får også noget af æren. Men tænk hvis hulemændene havde siddet iskolde helt ind til knoglerne i bælgravende mørke og klapret tænder. Så havde der ikke været så meget nyt under solen at give videre. Der kan siges meget om alverdens medier, deres muligheder, deres publikum, deres troværdighed og deres grad af moral og lødighed. Men det er jo heldigvis op til én selv at vælge, hvem eller hvad man vil tro på, lege med, lytte til, tænde for, slukke for, se på, stemme på, vinke til, poke, blinke til, læse om, ligne, sympatisere med, heppe på, slås med, netværke med…… Alt og alle har en historie at fortælle. Om den er sand eller ej? Tja, det er jo det, der er så fascinerende ved menneskelig nysgerrighed. God torsdag. Eller er det? Af Lenette,
18. marts 2010, 06:52 De var på hver deres måde i hver deres situation. Han på kontoret. Hun i stuen. Hende i haven. Ham i bilen. De kendte ikke hinanden. De havde aldrig mødtes. De kom heller ikke til det. Deres blikke mødtes. De strejfede hinanden på himlen. De krydsedes som kondenserede spor efter flyenes udstødningsgasser. De så ikke efter det samme. Det havde ikke noget formål. Det blev bare sådan. Hans blik vandrede fra bilen foran i køen på motorvejen til himlen lige oven over. Det fulgte antennen på taget, blev blokeret af forrudens vinduesramme og endte på dèt punkt på himlen, hvor de andre også var. Han blev revet tilbage bag rattet, da trafikradioens bimlende jingle brutalt afbrød de ligegyldigt snakkende morgenværter i radioen. Han var ikke bevidst om, hvor han havde været eller hvor han kom fra. Han trak vejret dybt og hans tanker strøg hastigt fra ham. Zig zaggede ud og ind. Han ville ønske, at det var muligt at bevæge sig på samme måde igennem morgentrafikken. Hvis altså han havde observeret deres adfærd. Han ville stryge sin ellers tiltrængte middagspause for at indhente den opgave, han havde udsat lidt for længe. Den var ikke rigtig vigtig for ham. Den var en rekvisit i hans arbejdsliv. Men omdrejningspunkt for indtjening det næste lange stykke tid. Hende i haven var optaget af sin yndlingsbeskæftigelse. Nusse roserne. Hun passede dem og puslede om dem, så selv en engelsk rosengartner ville blive saftiggrøn af misundelse. Hun var flyttet ind i det lille provinsielle miljø for en del år siden. Hun havde endevendt hver en jordknold i haven. Ryddet den for skvalderkål og ukrudt. Hun havde dernæst lagt vejen forbi hos den lokale gartner. Der havde hun forelsket sig i en engelsk rose: fine, florlette lyserøde kronblade. Og masser af dem. Og en kildrende sødlig duft af honning og rosen selv. Dem havde hun fyldt i et helt bed tæt på huset på solsiden. De takkede hende hvert år ved at fylde hendes hjerte med glæde og hendes næse med den let parfumerede rosenduft. Hun smilede ved tanken om den forestående blomstring. Roserne ville se vidunderlige ud i år. Den isblå himmel i dag ville være den perfekte baggrund for dem, tænkte hun, idet hendes blik blev fanget ind af den. Han sad i sinbløde kontorstol på sit kontor et helt andet sted. Han havde netop lagt sin arbejdsmobil fra sig og vendt sig mod panoramavinduet. Sms´en var larmende tikket ind for ganske få minutter siden. Han var stadig ved at fordøje den. Han sank klumpen i halsen igen. Han registrerede, at der kom en mail. Han hadede den lyd. Det gav et lille stød i kroppen hver gang. Han modtog endnu en sms. Lyden vækkede ham af hans trancelignende tilstand. Han slap himlen af syne, og så på sit display. Han var faktisk bange for, hvad der ville stå. De digitale bogstaver var pludselige nogle hidsige bæster, der ville ødelægge noget for ham. Beskeden var fra en kollega. Han trak vejret igen. Hans længsel efter, at den ville have været fra hende, var stor. Tænk, hvis hun havde fortrydt i det sekund, hun havde sendt sms´en fra før. Han følte varmen brede sig i sin krop. Ja, selvfølgelig. Tænk nu, hvis hun havde fortrydt, og så tænkte at han ville være uforsonlig overfor at tale med hende. Hans opmærksomhed var nu skærpet mod mobilen. Han fandt hendes nummer og ringede op. Med ringetonen i øret og blikket tilbage på et sted langt oppe på himlen, slog hans hjerte forventningsfuldt hurtigere. Hun sad i sin stol i sin stue. Der var stille. Næsten. Den eneste lyd var den gennemtrængende lyd af det tikkende ur på væggen. Pendulets metronomiske bevægelser og tikken var det eneste, der vidnede om at tiden gik. Hendes stol stod ved vinduet. Vindueskarmen var tilpas lav, så hun kunne sidde og kigge ud i haven. Den var temmelig stor. Parklignende – stod der i deres brochure. Ældrehjemmet var et godt sted at være, når nu det skulle være. Hun vidste godt, at det var hendes sidste hjem. Som sådan var værelset- som de kaldte “lejlighed” – ikke noget særligt. Der var for mange tegn på, at det var statens ejendom. En blanding af hospital og institution. Det stod også på håndklæderne, sengetøjet og på en del af tingene i spisestuen. Der sad hun så vidt muligt så lidt som muligt. Hun kunne ikke holde al den tågesnak ud. Alt det vrøvl og bøvl, der altid var der. Madro var der ikke. Så hun foretrak at spise for sig selv. Hun så den lille gråspurv, der fjedrende hoppede rundt på bordet på terrassen. Det var længe siden, hun havde set en gråspurv. Den lettede og fløj op. Den forsvandt hurtigt i det store himmelblå. Himlens skarpe farve blændede hende, så da fuglen var blevet en plet på den store baggrund, vendte hun atter blikket mod haven. Hun sukkede lydløst. Af Lenette,
11. marts 2010, 06:58 En tur i følelsernes rutchebane. Fastfrosset i en halsbrækkende serie. Næste nus øjeblik minder om en billedfrise. Den ingen helst vil have. Hvad er den så værd? Værdigheden er forsvundet op i den blå, klare luft. Et skuldertræk til svar. Et blitzende ryk i den ene mundvig. Et vi på afveje. Et jeg på rette vej. Trædesten og trædemøller. Vilkår og omstændigheder. Sammensmeltning. Nedsivning. Uinspireret. Tankebanken er fuld af tomhed. Pastelfarver falmer ind i unuancerede perspektiver. Stivbenede og stivnakkede stavrer de videre til nye steder. Forførereren er illusionen. Herlige tåger af finurlige dampe. De indtager positioner. Formationer. Forsvinder. Intet på hjerte. For en stund fortættes rummet af en støvregn af magi. ….. … Og hvad har vi så her? Er det en invitation til den Gale Hattemagers teselskab? Eller er det en opskrift på pandekager med ahornsirup…. Prøv lykken… Af Lenette,
3. marts 2010, 17:11 Jeg genså filmen Nordkraft forleden dag. Den er rå på mange måder, men jeg kan godt lide den. Den ene af de 4 hovedpersoner hedder Thomas. Han bliver kaldt Steso, fordi han er stofmisbruger. På et tidspunkt i filmen siger han til sin on/off kæreste Tilde, at han er i den banale fase. Steso er ikke tabt bag en vogn og stofferne kan tilsyneladende ikke bedøve hans indsigtsfulde kynisme. Og det er skønt. For som han ridser op for Tilde, hvordan rækkefølgen på de 3 faser er – den orale, den anale og så den banale - og derefter redegør for hende, hvorfor han er i den banale fase, får livet nerve og mening. Steso definerer fasen ud fra, at han parat til at gifte sig med Tilde. Og så har han min fulde opmærksomhed. Først og fremmest fordi der ikke er noget, der hedder det. For det andet fordi jeg ikke havde tillagt det betydning, da jeg så filmen 1. gang. Det gør jeg så nu. I denne uge er det blevet en kilde til eftertænksomhed og inspiration. Den banale fase er den, som mange har travlt med at forandre og måske forlade for derefter at vende tilbage for fuld drøn, når verden bliver for farlig at være i. Den trygge verden af de 4 vægge, der udgør vores hjem. Den faste indtægt fra fuldtidsjobbet. Partneren vi elsker på slump med betingelser i, hvorvidt han/hun er i stand til at opfylde af vores eget behov og familiens uskrevne regler og traditioner. Vores omgang med venner, kollegaer og sociale netværk som sportsforeningen og nettet. Det liv vi gør op med i nogle af de mest forudsigelige og skræmmende faser i løbet af vores liv. Nogle gør som Steso – bedøver, dulmer, overdøver, ignorerer, undertrykker eller nægter at det er de rammer, de fleste af os bygger op omkring vores forestilling om, hvordan det perfekte, meningsfyldte liv ser ud. Andre rejser og oplever, flygter over stok og sten. For at vende hjem til det velkendte og trygge. For at finde mening. Og det er der intet galt i. Den banale fase er kommet for at blive og det er Nordkraft heldigvis også. |
|
||
|
Copyright © 2010 Syvfold - All Rights Reserved
|
||||
Tags: 
Nyeste kommentarer