|
|
Af Lenette,  11. marts 2010, 06:58 En tur i følelsernes rutchebane. Fastfrosset i en halsbrækkende serie. Næste nus øjeblik minder om en billedfrise. Den ingen helst vil have. Hvad er den så værd? Værdigheden er forsvundet op i den blå, klare luft. Et skuldertræk til svar. Et blitzende ryk i den ene mundvig. Et vi på afveje. Et jeg på rette vej. Trædesten og trædemøller. Vilkår og omstændigheder. Sammensmeltning. Nedsivning. Uinspireret. Tankebanken er fuld af tomhed. Pastelfarver falmer ind i unuancerede perspektiver. Stivbenede og stivnakkede stavrer de videre til nye steder. Forførereren er illusionen. Herlige tåger af finurlige dampe. De indtager positioner. Formationer. Forsvinder. Intet på hjerte. For en stund fortættes rummet af en støvregn af magi.
…..
… Og hvad har vi så her? Er det en invitation til den Gale Hattemagers teselskab? Eller er det en opskrift på pandekager med ahornsirup…. Prøv lykken…
http://www.youtube.com/watch?v=izYIO9VtjUs
Af Lenette, 3. marts 2010, 17:11 Jeg genså filmen Nordkraft forleden dag. Den er rå på mange måder, men jeg kan godt lide den. Den ene af de 4 hovedpersoner hedder Thomas. Han bliver kaldt Steso, fordi han er stofmisbruger. På et tidspunkt i filmen siger han til sin on/off kæreste Tilde, at han er i den banale fase. Steso er ikke tabt bag en vogn og stofferne kan tilsyneladende ikke bedøve hans indsigtsfulde kynisme. Og det er skønt. For som han ridser op for Tilde, hvordan rækkefølgen på de 3 faser er – den orale, den anale og så den banale - og derefter redegør for hende, hvorfor han er i den banale fase, får livet nerve og mening. Steso definerer fasen ud fra, at han parat til at gifte sig med Tilde. Og så har han min fulde opmærksomhed. Først og fremmest fordi der ikke er noget, der hedder det. For det andet fordi jeg ikke havde tillagt det betydning, da jeg så filmen 1. gang.
Det gør jeg så nu. I denne uge er det blevet en kilde til eftertænksomhed og inspiration. Den banale fase er den, som mange har travlt med at forandre og måske forlade for derefter at vende tilbage for fuld drøn, når verden bliver for farlig at være i. Den trygge verden af de 4 vægge, der udgør vores hjem. Den faste indtægt fra fuldtidsjobbet. Partneren vi elsker på slump med betingelser i, hvorvidt han/hun er i stand til at opfylde af vores eget behov og familiens uskrevne regler og traditioner. Vores omgang med venner, kollegaer og sociale netværk som sportsforeningen og nettet. Det liv vi gør op med i nogle af de mest forudsigelige og skræmmende faser i løbet af vores liv. Nogle gør som Steso – bedøver, dulmer, overdøver, ignorerer, undertrykker eller nægter at det er de rammer, de fleste af os bygger op omkring vores forestilling om, hvordan det perfekte, meningsfyldte liv ser ud. Andre rejser og oplever, flygter over stok og sten. For at vende hjem til det velkendte og trygge. For at finde mening. Og det er der intet galt i. Den banale fase er kommet for at blive og det er Nordkraft heldigvis også.
 3 personer kan lide denne tekst
Af Lenette, 25. februar 2010, 06:45 Inden jeg kaster mig ud i torsdagen, så vil jeg sige: “Tillykke Syvfold! Sikke et liv, der har været det seneste år på dine sider. Men du kan bære det! Skål og atter en gang tillykke!”
Og så til det, det hele handler om….
….I anledningen af denne mærkeuge, der giver genlyd – det må den da gøre - vil jeg benytte mig af muligheden for at slentre en tur ned ad Memory Lane. Se mig over skulderen og spejde efter de gode stunder i de gode gamle dage. Hvem kan f.eks. ikke huske, da højteknologisk fotoudstyr var svært tilgængeligt. Både økonomisk og rent fysisk. Der vil måske være nogen, der kun har et hånligt “hmpf” til overs for det og kalde det lavteknologisk. Bevares ja. Set med nutidens øjne. (og tjek så lige linket ud nederst på siden). Men der blev fotograferet flittigt og på mange niveauer i gamle dage. Dengang skulle man sidde i et mørkekammer og blande væsker og noget….. Dengang kunne man til sit kamera købe originale objektiver, som kostede en milliard. Eller man kunne købe uoriginale, som de fattige studerende tyede til. Dengang var der to mærker på markedet Tamron og Sigma. Det var det………Med det sidste mærke kunne selv fattigrøve få råd til et ordentligt fallossymbol af en telelinse. Til gengæld var den så dårlig, at man kun kunne bruge det udendørs i fuldt dagslys og allerhelst i blændende sol. Men vejret var altså også en hel del bedre dengang. Flere solskinstimer om sommeren og mange flere sneklædte landskaber om vinteren. Praktisk set kunne man tage billederne om sommeren under optimale forhold og med forventningens glæde kriblende i fingrene, fremkalde billederne om vinteren under ligeså optimale omstændigheder. Vinteraftenerne var bare mørkere og længere.
Og man skal da være et vaskeægte skarn, hvis ikke man har gemt sine Kodak Moments og lige kan knibe en tåre ud i øjenkrogen over fordums forgangne tider. Et vidnesbyrd over den bevarede begejstring ved fotograferingens og fremkaldelsens svære kunstart. En løssluppen blitz eller en utålmodig søster, der ville se sig selv på glitrende papir før tørretiden var slut, kunne ødelægge hele processen, men……. Ahh, det var en herlig tid. Ligesom det har været en herlig fornøjelse at være med til at fremkalde historier her på syvfold.
http://www.sigmaphoto.com/
1 person kan lide denne tekst
Af Lenette, 18. februar 2010, 06:34 Snefnug drysses stille ned med stor gavmild. De slår en kombinationstone an, jeg ikke har hørt før. Den hvide himmel svier i øjnene med sit glitrende skær. Kaleidoskopiske pletter danser for øjnene. De leger sig ind i sammenfiltrede mønstre. Smelter sammen med iriser af grøn, brun og grå. Sammenknebne øjne skuer mod horisonten og drømmer sig endnu længere væk. Til verdens ende. Ønsket om at den aldrig ender sendes afsted. Blander sig med hvirvlende totter af krystaliseret vand. Frosset i en bevægelse. Sluppet løs og fri. Horisonter udvider sig og trækker sig sammen. I alle retninger er der nye grænser, nye horisonter. De ender ikke ved verdens ende. De begynder.
Jagten på krukken med guld for enden af regnbuen er ovre. Livets overflødighedshorn er ikke på det sted, der er markeret med et X på det nassede kort, jeg engang lavede selv en dag, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle lave. Desorienteret og forvirret over, hvem jeg var. Jagten er endt med, at jeg står ansigt til ansigt med mig selv. Jeg har fundet frem til mig selv. Og først nu oplever jeg, at jeg har været væk længe og langt væk hjemmefra og savnet.
Af Lenette, 11. februar 2010, 07:20 Drømme kan gå i opfyldelse på bedst traditionelle Disney manér. Det er trygt og godt. Det giver håb om at noget bedre er på vej i vores retning. At vi en dag bliver reddet fra forbandelsen, heksen, trolden – det fangeskab, som vi nu befinder os i. Redningsmanden/kvinden har selvfølgelig svaret på alt, det halve kongerige som arvegods og et fabelagtigt udseende at byde på. Det er den uskrevne, uafstemte regel, og den tror vi på. Balladen starter for alvor, når røgtæppet opløses. Så er trolden der stadig. Der er ikke umiddelbar udsigt til bedre tider fra vinduet i tårnværelset, og prinsen på den hvide hest sidder fast i tjørnekrattet og skriger på hjælp, alt imens hans værste mareridt, i denne sammenhæng i form af den ildspydende drage, nærmer sig.
Så er gode råd dyre. Hvad gør man, når drømmen ikke bliver til virkelighed? Når det hele viser sig at være en illusion. Et Shakespearedrama med myriader af forviklinger og antagelser. Blot uden den engelske fortællecharme på vers. Nu er der mere end én mulighed. Heldigvis. Når virkeligheden banker på kan du kaste dig sidelæns ind under stuebordet eller mase dig ind i dit overfyldte klædeskab. Der kan du så blive til evig tid eller til det ikke længere banker på døren. Du kan også åbne din hoveddør og se hvem det er, der banker. Det kan jo være det bare er naboen, der vil dele sin avis med dig. Hvis det vælter ind med alverdens grumme væsner og dæmoner, så forhold dig roligt. Sæt vand over til te og hyg lidt om dem. Det vil hurtigt vise sig, at de blot ønsker det samme som dig. Frihed. Friheden til at være den, de er. Frihed til at se ud, som de gør. Frihed til at vælge til og fra i overensstemmelse med deres sande natur. Den kender kun de selv. Ligesom du er den eneste, der kender din egen sande natur. Din virkelighed.
Jeg har for nylig læst “Fløjlskaninen” En amerikansk børnebog med masser af klogskab og sandheder. Én af dem er, at hvis du lever dit liv afhængigt af andres vurderinger og meninger, så lever du ikke. Fløjlskaninen er kun noget, når hans ejer – en lille dreng – krammer ham og slæber ham med overalt. Da det stopper, står kaninen tilbage og må forholde sig til sig selv og sin uforløste drøm - at blive en rigtig levende kanin - eller dø. Først da han erkender dette og træder i karakter som den, han er, får han liv og bliver virkelig. Hans ven “Skindhesten” skal have det sidste ord for denne gang: “Når du endelig bliver virkelig, er de fleste af dine hår kælet af eller dine øjne er faldet ud, og du er blevet slap i sammenføjningerne og meget luvslidt. Men det spiller ingen rolle, for når man er virkelig, kan man ikke være grim, undtagen i de personers øjne, som ikke forstår noget.” The Velveteen Rabbit by Margeret Williams, Doubleday (1958)
Af Lenette, 4. februar 2010, 06:33 Han mærkede modstanden. Hans mave snørede sig sammen både ved synet af hende og ved at høre på alt hendes bræk. Han foragtede hende lige nu. Modstod en ubændig trang til at skrige af sine lungers fulde kraft. Skrige det lige tilbage i hovedet på hende. Så hold dog kæft! Kunne hun virkelig ikke fatte, at hun var trættende at høre på. Hun gjorde ham træt – træt – træt. Hun plabrede bare løs. Tog hans energi. Sugede det ud af ham stille og roligt. Han undrede sig over, hvorfor han ikke bare skred. Satte sig et andet sted. Tog afstand fra hende i virkeligheden også. Ifølge hende selv var hun verdensmester i stort set alt. Han synes, hun var den værst tænkelige prototype på en kvinde, der har misforstået alt. Og læse tanker? Det kunne hun sgu ikke. B****! Alle hendes ulidelige dramaer. “Er det ikke skrækkeligt som finanskrisen, vejret, naboen, købmanden, veninden, kollegaen, chefen, træningscentret, hundeejerne osv…… er skyld i alt muligt!!!?” Han mærkede kvalmen stige op. Han var helt oppe at ringe. Han tabte tråden, mistede fatningen, røg af sporet. Han vendte sig om mod hende, og sagde med hvæsende stemme: “Er du klar over, at du er pisseirriterende at høre på!?” I det sekund, han havde sluppet ordene løs, fortrød han. Det var ikke de næste mange dages isnende tavshed værd. På den anden side, så vidste han, hvad der ville komme. Han havde prøvet det så mange gange før. Helt programmæssigt ville hun slæbe ham igennem sin vridemaskine af skyld, skam, straf og trusler om bål og brand. Nå! Til helvede med det. Og med hende.
Han rejste sig og gik. Han anede ikke hvorhen. Det var også lige meget. Bare hun ikke var der. I hvert fald de næste 2-3 timer. Det var det spil, de spillede. Så ville han vende tilbage til hende – lettere beruset. Hun ville enten modtage ham med åbne arme og bekymringsrynker i panden eller med smækkende døre og truende tavshed. Truende, fordi den ikke ville holde særlig længe. Så ville hun råbe af ham og smække lidt mere med døren, og når de var nået igennem hele rumlen, drak de som regel en masse rødvin og lovede forbedringer og guld og grønne skove. I beruselsen virkede det både muligt og sandsynligt. Så det var et godt tidspunkt at indgå den aftale på. Og snart – i nær fremtid – ville det hele gentage sig. Trygt og velkendt.
Af Lenette, 14. januar 2010, 06:30 “HVAD ER DER GALT MED DIG?!” Det rungede i hans hoved. Væggene omkring ham kastede ordene frem og tilbage imellem sig. Til sidst var der kun en summende stilhed tilbage. Han registrerede, at han holdt sit åndedræt tilbage. Og hvad så hvis han holdt op med at trække vejret. Det var alligevel ikke noget, han var herre over. Det var en refleks, der sagtens kunne klare sig uden ham. Selv hvis han var hjernedød.
Han vidste ikke sine levende råd. Han plejede at være en handlingens mand. Han plejede at være initiativrig og uden en bekymring i verden. Og dog. Han havde lige mødt sin største frygt til dato. Utilstrækkelighed. Hun ville ikke mere, havde hun sagt. Og han havde endnu ikke forstået, hvad der havde ført hende frem til den beslutning. Han havde gjort alt. Sørget for alt. Alt. For hun ville have det hele. Og han var hendes middel til at nå målet. Det havde han nydt det meste af tiden. Hun var indbegrebet af den kvinde, han ville gøre alt for. Alt, hvad der lå indenfor hans rækkevidde, indflydelse og økonomiske grænser. Og så lige 10 % oveni. Råderummet var stort. Og hun havde jævnligt udfordret det. Når hun glemte sine cravings, var hun så forvandlet. Fin, feminin, skrøbelig. Hver en dna-streng i ham skreg og hylede for at komme til at beskytte hende, elske hende, skærme hende. Erobre hende. Det var efterhånden gået op for ham, at hun ikke turde give efter. Hun gav ham ikke lov.
Og nu var det kommet dertil, at hun ville have, at han skulle flytte. Med mindre han kunne blive på hendes betingelser. Dem kendte han godt. Og det var dem, han ikke længere fandt glæde og tilfredsstillelse i at leve op til. Selv ikke for sjov. Selv ikke for at få et glimt af hende inde under hendes skjold af pænt poleret overflade. Og hendes afskedsbemærkning denne gang, havde vækket ham. Der var intet galt med ham. Der var intet hos ham, der skulle laves om. Han var da så elskelig, maskulin og egentlig stereotyp som mand at det ikke kunne passe, at det skulle være forkert? Han ville gøre hvad som helst for at mærke en hengiven, blød, sødt duftende kvindes berøring. Mærke hendes anerkendelse af ham som mand og de vidunderlige glimt af nærvær og samhørighed, når deres blikke strejfede hinanden.
Han bemærkede stilheden i sit lammede sind. Og den sitrende tomhed i sin krop. Han trak vejret dybt ind. Tog forsigtigt det 1. skridt i retning af hende. Han ville gøre hvad som helst.
http://www.youtube.com/watch?v=jErySliSYBc&feature=related
Af Lenette, 7. januar 2010, 08:38 Der var en engang et menneske. Som i mange andre historier før denne, der har handlet om mennesker, så vil jeg referere til mennesket som “manden”, “han” eller “ham”. Er der en læser der allerede på dette tidspunkt slår sig på panden med flad hånd i opgivelse over min intolerence for ligestilling, så vil jeg blot imødekomme dette ved at sige at det stort set aldrig kan betale sig at antage noget som helst. Man(d) kan tage så grueligt fejl og gå glip af en masse oplevelser. Så hop på og læs videre.
Altså: Der var engang en mand. Han var en rigtig livssnyder. De fleste andre havde travlt med at nyde livet. De skvulpede rødvin i guldfiskebowle-designer-glas, kørte i biler med glinsende sort lak og en eksklusiv fløjsblød lyd, når man smækkede bildøren. De klædte sig i luksuriøse tekstiler med spøjse detaljer og nytænkte snit, der kunne være svære at få øje på og de indrettede sig med ting og møbler, som kostede formuer og nogen gange var markedsføringskampagnen udtænkt af den samme mand, der havde stået for Kejserens nye klæder-paraden. Og sidst men ikke mindst spiste de mængder af farverige cocktails af kosttilskud og de drak klumpede smoothies og de motionerede sig til store ledskader og muskelsmerter i forsøget på at snyde døden på den lange bane.
Nå, nu handler historien jo om et menneske – en mand. Igennem årene var han blevet døv og ufølsom overfor sine medmenneskers lykkerush. Han havde for lang tid siden konstateret at lykken var lunefuld. Det var hans livs temasang. Hvis altså han havde én. Men den fornøjelse tillod han sig ikke at forfalde til. Hans mission var som sagt ikke at snyde døden. Den frygtede han ikke. Han tænkte slet ikke på den. Næh nej. Livet – den utilregnelige lurifaks – det var nok værd at beskytte sig imod.
Og det gjorde han så. Han begyndte i det små. Bogstaveligt talt. Han sprang altid over hvor gærdet var lavest. Gav sig ikke 100% i det han lavede. Han var uengageret, fordi hans fokus var et andet sted. Han gav sig ikke 100% til den kvinde, der elskede ham. Var ikke 100% til stede for de børn, han havde sat i verden. Han havde på nuværende tidspunkt glemt sin forventning til den opgave. Så blev han skilt. Så blev han fyret. Så var han alene. Han havde snydt livet, tænkte han tilfreds ved sig selv. Han havde i hvert fald minimeret risikoen for at blive rendt over ende med kærlighed, kritik, konflikter og kransekage. Han tænkte ved sig selv, at han havde undgået alle de ubehagelige overraskelser livet havde gemt oppe i ærmet til ham. Han skulle nok lykkedes med at afsløre livet som den svindler, det var. Han bevægede sig ikke længere ud på dybt vand. Han gik til grænsen og snævrede den ind efterhånden som livet overskred den og kom tættere og tættere på. Efterhånden fandtes der ikke i hele dronningeriget en mand, der kunne snyde så meget på vægten som ham. De fleste der oplevede ham og hørte hans tale om livssnyderi, rystede skeptisk på hovedet og morede sig på hans bekostning.
Sådan gik der mange år. En dag kom den dag han aldrig havde skænket en tanke. Hans dødsdag. Og dér på sit dødsleje indhentede livet ham. Han mærkede længslen i sin krop efter atter at kunne nyde sommerens dufte og farver. Sætte tænderne i en røget sild. Mærke forelskelsen risle ned ad rygraden. Mærke varmen fra sit hengivne barn under godnatlæsningen. Alt sammen noget han havde levet for at undgå. Men døden var ubarmhjertig og konsekvent. Der var ingen tilbageregning.
Mandens jordiske rester var stedt til hvile og boet skulle gøres op. Det lod havde han efterladt til sine børn. Da de stod udenfor hans hovdeddør, så de den seddel han havde sat op oven over brevsprækken:
“Jeg ønsker ikke at modtage diverse lokalaviser, ugeaviser, reklamer – eller noget som helst andet!”
Af Lenette, 31. december 2009, 09:46 Kære alle sammen på syvfold,
Jeg er torsdag og vanen tro vil jeg forløse min skrivekløe.
Dagen hedder torsdag. Det er også den sidste dag i kalenderen for 2009. Det er en dag med tradition for at tage afsked med det indeværende år og byde velkommen til det kommende med fyrværkeri, champagne og selv Dronningen kommer på talerstolen for at gøre status. Dagen er nemlig en kærkommen lejlighed til at gøre status. Hvad fungerede? Hvad fungerede ikke? Hvad vil jeg ændre? Hvad vil jeg gøre bedre? Det er nu motivationen for at fokusere på den store vanemuskel er størst. Det er nu den skal flekses og motioneres, så den dårlige samvittighed over indtaget af julemad kan dulmes. Det kan gøres på mange måder, i alle prisklasser og med en vifte af redskaber og hjælpemidler. Men sjovt nok, så står de fleste af os der igen om et år og gør status over vores 2010. Og vi kan konstatere at handlingen bag de gode intentioner fortabte sig i januartågerne. Tanken er ikke motiverende i sig selv. Gode intentioner giver ikke vægttab, bedre kondi eller et bredere, større perspektiv på sig selv og omverden.
Hvis hver dag var som nytårsaften, ville vi – måske – lytte til vores ønsker og tage vores nytårsforsætter mere alvorligt og handle på dem i stedet for at sende dem op imod den mørke decemberhimmel imellem vildfarne raketter og håbe på at det var nok.
Jeg vil benytte mig af muligheden for her at dele mit nytårsforsæt med jer. Mit nytårsforsæt for 2010 er at gøre mindst 1 kærlig ting om dagen. Jeg er tyvstartet for lang tid siden, men der er stadig plads til forbedring af både teknik og udførsel. Det er sjovt og egentlig er det blevet lidt en sport for mig. Og jeg vil da gerne have en veltrænet “kærlighedsmuskel”, der bidrager til materialisering af inderliggørelse.
Til jer alle sammen: Jeg ønsker jer et godt nyt år fyldt med glæde, lykke og gode oplevelser.
Mange hilsner Lenette
Af Lenette, 24. december 2009, 08:43 Et bæhlam – et barn – i Bethlehem
En stjerne – et lys – i det fjerne
En gave – en tro – på det gode - i alt og i alle
GLÆDELIG JUL OG FRED PÅ JORD.
/Lenette
|
Ugens Fold
sigma
som er et navneord, et sigma
|
Tags: 
Nyeste kommentarer