|
|
Af Line,  6. april 2010, 17:08 Bag min mormors hønsehus, ligger der snedriver af bakkegrus
og fedladne duer skider stort på spurve der gror i tusindvis af spirede fuglefrø fra i vinter
og gæs flyver gumpetungt henover stier og ænder, der knepper i krattet og slår hinanden ihjel i velment villighed
mens skråtskårne solsorte synger trætoppe skæve
og hovedløse hættemåger sejler søvand grumset.
Bag min mormors hønsehus ligger snedriver af bakkegrus
og venter på at jeg en dag kommer forbi med en trillebør
og skovler ind til min fuglefri flisegang under flisefri fuglesang.
 2 personer kan lide denne tekst
Af Line, 30. marts 2010, 23:46 Måske det er på tide at vågne op igen. Ikke at jeg føler mig særlig vågen og ikke at jeg aner hvad ordet er. Jeg har 45 minutter og selvom det er længe, er det ikke nok. Min pc var sat op til selv at kunne huske passwordet herind til. Sikkert praktisk, for hvem ved om det også var glemt i den her massive gang næseskyldning jeg har haft gang i. Spulet ud tværs gennem systemet. Og der må skylles. Hvis du kan nå vasken for gipsen.
Måske det er på tide at vågne igen. Ordet. Hvor?
Jeg har brugt lidt tid i min have, nu jeg har haft den til mig selv. Humpet rundt på krykker og sat små runde huller i smeltende muldjord. Jeg tror aldrig før jeg har set vintergækker gro og sne smelte. Men nu gjorde jeg det. Dryp for dryp, grønkorn for grønkorn. Små ploppende lyde når de springer ud og når iskrystaller bliver til vand. Eller var det dråberne der ramte gipsen på mit ben?
Jeg har 38 minutter og hvis det er i dag jeg skal vågne, er det ved at være nu. Plop. Vådt vasketøj og rababerspirer. Vældig meget potens der er i sådan nogle. Og skvalderkål. Påskeferiebørn der taler tågesnak i søvne et sted i mit hus. Måske jeg slet ikke sover, og kan man så vågne? Måske jeg bare drømmer, at jeg sover? Måske det hele bare var en drøm?
Det er næsten det værste: jeg ved faktisk ikke om benet reelt var brækket eller om lægerne bare pakkede mig ind i gibs den dag jeg faldt. Lige stille, Line; eller du kommer aldrig mere til at gå. Sov du bare de næste par måneder væk! Konspirationsteori for erhvervsfolk: Vi pakker hende brokrøven ind i gips og sygemelder hende, så er hun af vejen.
Det gjorde godt nok ondt den dag jeg løb på det. Hvor skulle jeg da også vide det fra, jeg havde det jo fint inden. De mente åbenbart der der med, at jeg skulle ligge stille. Av.
De piller gipsen af på tirsdag, siger de. Håber fandme de tager et røntgenbillede først, eller gør et eller andet, så de er helt sikre på om bruddet er helet op. Jeg må stadig ikke løbe, selv om jeg kommer til at ligne en, der kan.
Det er nok dét der er værst: jeg må ikke løbe, jeg kan ikke løbe og jeg aner ikke, om jeg kommer til det igen.
Der er 15 minutter tilbage og jeg tror jeg er mere vågen nu, end jeg egentlig bryder mig om.
1 person kan lide denne tekst
Af Line, 16. februar 2010, 23:57 Deres stemmer passede som alt det andet, ikke sammen. Hendes var smal og gullighvid; hans var bulet og grønlig. Hvis stemmer ellers kan have farver, linier og højdedrag. Når de skændtes stod dissonansen frem, som lange spidse striber på væggene omkring dem og når de elskede, rungede det skingert mellem skyggerne bag deres tunger.
Kun i de hviskende fløjlsnætter skete der sommetider det, der undrede alle og var limen i deres umagehed. Uden varsel og med en lammende blid konsonans, overmalede deres kombinationstone alt hvad der lå før, alt hvad der siden hændte, og lod tankeløst resten om at være.
Word count: 100
1 person kan lide denne tekst
Af Line, 2. februar 2010, 23:41 Programmæssig ændring af programmet, giver flodbølgelignende dønninger af ildfluer et sted syd for mandelblomsterne, og abrikosformede huller i hukommelsen hos de gamle mænd. Men vi er her stadig, selvom sendetidspunktet er rullet ud som lakridssnørebånd; uforskammet i sin korthed og fattet i sin form.
Ting tager tid, og snart har spiralen taget en hel omgang.
Af Line, 26. januar 2010, 22:30 If
Det typiske ved vinter, ud over nøgne træer og mudder, er den duftløse luft. Det er som om at kulden ekstraherer hvert lille duftmolekyle ud af hverdagsvinden og gemmer dem til foråret. De bliver sikkert frosset ned i små luftlommer i jorden, eller pakket sammen under isen på mosen. Når det så bliver forår, så popper de små frosne bobler og spreder så stærk en duft af jord, blade, saft og grønkorn at vi bliver helt svimle. Jeg gør det lidt nu bare ved tanken. Måske det bare er fordi jeg er træt. Ja.
Pokkers til vinter. Den lugtløse luft, er også fugtløs. Mine hænder rynker til og ligner en oldings og havde jeg forberedt mig på mere end møderne i morgen, ville jeg have købt håndlotion, eller fundet den bøtte frem, jeg ved jeg har et sted. Det har jeg ikke, så jeg krummer kløerne og tænker lidt, at jeg ligner en grib. Raaaa! Jeg hørte en historie om en grib forleden dag. Den vil jeg helst glemme igen, for den var koldere end nattetemperaturen i Gentofte og omegn.
De har lovet minus 13 grader i nat, så i morgen skal jeg skrabe is igen. Og også på bilruderne. Jeg har egentlig ikke noget mod vinter, jeg kan godt nye synet af iskrystaller og lyden af is, der revner under mig. Der var engang jeg brugte dét at kælke og jeg sætter skam små fuglekugler op til musvitterne. Jeg ville nok synes mere om vinteren, hvis min vinterjakke var tredive centimeter længere og jeg ikke konsekvent valgte pænhed frem for varme støvler. Og nok især hvis luften bare ikke var så tør og lugtløs.
Jeg vrøvler vist. Jeg ville, hvis du spørger mit ego og mine ambitioner, hellere have skrevet en lille historie, eller et uddrag af noget stort. Det ville være smukt, ikke? Give en lille bid af noget, der kunne lokke med sin afsluttede ufuldendthed. Men det er tirsdag i januar, og hvor glad jeg så end er over, at dagen er tiltaget med en time og seksten minutter, så kan denne tirsdag ikke give mig noget der rimer på lotion; andet end tør, frostekstraheret vinterluft.
End if.
Af Line, 12. januar 2010, 18:25 Soloer i siloer er den ultimative hjernedød.
Serier af monokomponent enkeltståendehed kvalificerer til grader af dumhed der når hindsides alt fornuft.
Dynger af meninger drukner bevæggrunde uden at kny, mens de yderligtgående danser ballet på tagene af udsigten.
Ting tager tid.
Jeg tager den tilbage igen.
Ha!
(Tanken var en anden, men det ved du måske? Der skulle bindes led og knuder mellem afsnit i det spiralformede tidskompleks jeg forsøger at beskrive. I pigen med den mørke skarpe pages forbløffende liv. Havde jeg tænkt. Tænker jeg af og til. Når der er stille i mellemrummet mellem dos and donts. Som om der nogensinde er det. Jeg tager ingenting, i øvrigt. Jeg stjæler med arme og ben og tiltusker mig minutter mellem til og fra; og A og især B. Rent tyveri af noget jeg ikke har. Ævl tager evigheder. Jeg har hørt så rigeligt. Tak. Nu gør jeg det selv, der kan du se. Det var ikke det der var tanken, men det ved du nok godt. Hvis du kender mig. Til mig. Hvis ikke, så hør engang: Jeg har en historie om en blond kvinde med bølgende hår og hårde hæle, der løber spidsrod mellem opad og nedad, udad og indad. Som kæmper sig opgennem spiralen af tid, mens hun slår sig på de ting, som kvinder kan løbe ind i uanset hårfarve. Jeg tror, at hende med den skarpe page er en anden. Det passer lissom ikke til hård page og bleggrå hud, at kaste sig ud i svimlende begær, vel? For det er netop dér hun gør, min hovedrolle. Dum som hun er. Ikke fordi hun er blondine, men fordi hun er i live. Var i live. På et tidspunkt hvor visse andre også var det. Uha, som de var i live – henover flere hundrede sider og tusinder af ord. For jeg har alt hvad hun tænkte da hun levede. Men mellem alle hendes tanker skal der bindes bånd og knyttes mening. Så det var dét jeg havde tænkt jeg ville.
Men ting tager tid og jeg har ikke mere, for alt for meget, er brugt på evigheds ævl som det her.)
Af Line, 30. december 2009, 09:27 I går kørte der en lille ladvogn langsomt ned ad Søborg hovedgade, med to mænd på ladet, der ét for ét pillede de stiliserede juletræer ned. “Hvorfor gør de dét?” spurgte børn deres voksne og voksne sig selv. Og de, der bemærkede det. “Julen er jo ikke slut endnu?”. Men juletræsmanden på torvet har efterladt et en tomhed med stumper af savsmuld og gran liggende lidt tilfældigt. Butikkerne har pillet kugler og englebørn ned fra væggene, og det nougat de sælger, er til nedsat pris og 5 kr for alt i denne kasse med julepynt. Gør et kup.
Jo, julen er slut for omsætningen uden for de varmeste og mest oprigtige hjerter. Nissen holdt også op med at give gaver for flere dage siden, kan du huske det?
Julen er gået over med alt dens inderliggørelse og virkeliggørelse og forgørelse. Og druknede i klumpet sovs og velment andeskind. Og forkvalmede grådige maver i klistret konfekt og drukket gløgg; og forsumpede i blide smil og opstemt jubel fra overgearede børn, eller i fløjlsblød bedøvende cognac, i stilheden mellem voksne. Julen er drevet væk i flerdagsnattøj og sat ud ved bagdøren sammen med sækken med brugt gavepapir og strimlet gavebånd. Med forbrugte til-og-fra kort dinglende i regnen.
I stedet for er der funklende simili og lametta limet på papirshatte. Konfetti i pakker og plastikglas med stilk og små blinkende lamper i. Vel for at man kan finde det igen. Der er nylonstrømper, flimrende øreringe, billig perlevin i Netto, og glitrende læbestift i Fakta. Hovepynt og eksotiske frugter, der kan skæres ud, uden at smage af det mindste, i hver butik med tanke for hurtig omsætning. Og truthorn med hologrameffekt.
Og lige om lidt er dét også gået over igen. Om lidt står der afbrændte kasser på villaveje, og tunge røde pinder ligger de mest mærkelige steder og farver sneen rød, så man tror nogen har spildt en af de eksotiske drinks lige dér. Om lidt vågner vi til januar og misser med hovepine og fedtbrændte øjne mod askese og müsli med boghvede og rosiner. Om lidt hoster stivnakkede fedlinge sig vaklende ned langs mosen, med lettede hunde i snor. Og ænder. Om lidt er der ti armbøjninger hver morgen og frisk frugt i velmente smoothies.
Indtil dét også går over; og det endelig er blevet forår.
Af Line, 15. december 2009, 23:41 Sveddryppende fugtigvarm ånde blæser ned fra ventilatoren i loftet. En lille lysegrå lyd drysser ned over dem med faste intervaller. Luften flimrer henover deres blikke og de smiler kun fordi varmen tvinger læberne fra hinanden.
Tyndt skjortestof klæber til varm hud, og små kildende svedperler løber ud mellem folder og ind i haser. En skabet hund løber henover den beigegrå jord og hvirvler små cirkler af okkerstøv op i luften.
Hvor mange vil du ha?
Det giver en klirrende lyd da isterningerne lander i glasset.
Bare rolig, det er importeret is. Ægte arktisk gletcher-is vistnok. Ingen lokale bakterier eller rester af døde høns.
Hun ser isterningen smelte i glasset og mærker en dyb tørst overtage. Møder hans blik og har i et øjeblik glemt hvorfor hun tog med.
Af Line, 12. december 2009, 20:57 Det kunne handle om julepyntede hovedgader, med fløjlsrøde hjerter på tværs og sat fast i dinglende guirlander. Om hvad der kunne ske i de flimrende skygger af hundredevis dioder, spændt fast uden for rækkevidde af julefrokoster og andre vandaler. Det kunne være på Søborg Hovedgade med juletræer i masterne og de sædvanlige smagsløse krøller, der ligner skyggen af påstået fornemhed ved den lokal-lokale frisør. Eller bare en getto ved Hvidovre en koldgrå novemberdag i december.
Det kunne være i et vacuum af tid, mellem møder og dage der forsvinder før de starter. Eller lang doven tid i heldagsskumringens halvmørke. Eloxering af minutter eller hud; med lidt for lysende øjne og historier der skriver sig selv.
Kan man gøre det bagud som man ikke nåede forud? Kan man skrue tiden tilbage og fortryde valg eller omgøre fravalg? Kan man? Sluge ord der aldrig blev sagt og slet, slet ikke skrevet? Smile smil, der engang kom for sent?
Kan man nå et minimumsgrad af bevidsthedsniveau selv på overgjorte onsdage og knasende lørdage, der overrumpler en med tankeløshed?
Kan man?
Er der overhovedet undskyldninger for decembers funklende umulighed og novembers tiltagende mørke? Andet end jordens masse, vinkel og afledte omdrejningshastighed?
Er der?
Af Line, 3. november 2009, 23:02 Det regner rigtig meget, når det er november og det regner rigtig tit på tirsdage i november. November er mørket der trækker sig sammen om os, minder os om, at det kun går nedad nu, dækker os med rådnende blade, iskoldt mørkebrunt mudder, vinterdæk på todolisternes uendelighed og det første varsel om sne.
Hvad helvede kan man fremtvinge af åndsprodukt når ens fingre er valdne af glemte vanter, lungerne ømme af vedvarende hoste og ørene røde af stedvis frost? Når det tapdrypper fra egne og andres næser, når vinden har bidt lunser af grålige kinder og når spejlbilledet i dagligvarebutikkens vægudsmykning, viser ophængt, udhængt, udtrængt og især tydelige sorte rande, i det neonkvalmende lys?
Alle måneder har en skønhed; var der engang én der sagde til mig. Jeg synes det var forførende poetisk og lettere naivt, men tog mig i at kigge efter skønheder i lortesorte januar-morgener og på kanten af syrekolde marts-eftermiddage. Jeg fandt faktisk lidt alle steder. Bare ikke i Februar. Udover længden.
I dag på vej henover en parkeringsplads i modvind og småregn, forsøgte jeg at forære dén lille stump lyspoesi videre, men vinden tog mine ord og smakkede dem ned i en vandpyt midt på vejen; netop som der kørte en sortglinsende bil forbi og sprøjtede vand på alt det, der i forvejen var vådt. Så meget for dét.
Men det gør nu ikke spor, for selv om det i det hele taget regner ret meget i november, er november ganske køn. Selv i regnvejr. Især hvis man ser farven på bladene, inden de smatter helt til mudder i starten af december; hvis man ser lyset på himlen klokken 15.36 og fem minutter frem, og hvis man husker at hoppe tilside for ordfyldte bilsprøjt på parkeringspladser i Bagsværd.
|
|
Tags: 
Nyeste kommentarer