|
|
Af Louise,  30. maj 2010, 07:08
Det skulle være sarte papirklip: Illustrationer til et eventyr med lykkelige dage uden ende. I stedet en groftklippet uro hængende i et fjernt hjørne af en ruin: fortabte øjne, tørstende efter at se og blive set.
Egentlig sært eftersom prinsessen lever og har det godt. Alligevel er det ærten hun leder efter; de store tænder hun hæfter sig ved. ”Dur ikke”, hun hører.
Hvad er det for et eventyr, hun ikke kan leve med og i? Hvad er det for en virkelighed, hun søger bag drømmene, hvilken torn i buketten af roser, hvilken Peter bag ulven?
Hun spørger, prinsessen. Spørger dig! Hvem, hvad og hvor længe? For hun savner det eventyr, der også ligger gemt under madrassen ved siden af ærten.
1 person kan lide denne tekst
Af Louise,  16. maj 2010, 07:32
“Udstoppet ugle og gamle laboratoriekolber købes”
annonce i Århus Onsdag
(Og man tænker: Hvorfor og til hvad? Og bliver nysgerrig og undres og vil vide mere, ja vil vide alt, men alligevel ikke for meget. For tænk nu, om det blot drejede sig om et skuffet bogklubmedlem på jagt efter andet og mere end tandløse fortællinger.)
1 person kan lide denne tekst
Af Louise,  9. maj 2010, 06:58
Seriøst søgende sandhedsvidne spørger sky sit skjulte sind
”ses solen, ses skyggen, ser solen skyggen?”
Skyggen smiler, skjult som sol; superledende
Se!
¿
3 personer kan lide denne tekst
Af Louise,  2. maj 2010, 07:42
Det trækker ud. Livet. Trækker ud og i land, mens jeg er nødstedt i pausen mellem dette og hint.
Som en falden engel med pibekrads på matroskraven, vifter jeg febrilsk med brændte vinger som det nærmeste, jeg kommer et hvidt flag. Jeg ser tåbelig ud, jeg ved det, som jeg basker og bakser. Min tømmerflåde ligner mest af alt en uafhentet europalle – hverken gemt eller glemt. Som jeg. Ikke glemt, men heller ikke gemt. Jeg er der bare. Med hold i nakken af træk, fra det de kalder Livet.
Jeg har mistet min tro på Gud undervejs, så jeg håber min kiropraktor kan hjælpe i stedet.
Thank Heaven for Seven Eleven, og min kiropraktor for alt andet.
Amen? Arrrrjj men….
Af Louise,  25. april 2010, 07:39
Der er ingen viber, siger du.
Og som altid har du ret: luften er tømt for skyer, blåt og flaksende blikke. Tilbage er kun tanken om tanken og et genskin af alt andet.
Der går vi så sammen, under himlen uden viber, i tanker om hvert vores.
”Der er for længe imellem”, siger du og jeg nikker, selvom jeg ikke helt ved af hvad.
Dine skridt er længere end mine, og jeg må småløbe for at holde trit. Du tager ikke notits af det, men holder min hånd fast på samme overbevisende måde, som du så tit gør.
Neden for bjerget ses et tog dele landskabet. Det giver ingen lyd fra sig, men vi ser begge den blege røg og et sus af bevægelighed.
”Det er en mælkevejens vibe” siger du og sagtner farten, så jeg kan følge med.
Himlen er lige under vores fødder.
Af Louise,  11. april 2010, 07:20
Altid det samme.
Hvis ikke det er kroppen, der værker eller dellerne der buler, så er det sikkert noget tredje. En uforudset tandlægeregning. For mange nullermænd i hjørnerne. En elpære der springer, og dermed udløser en sand strøm af svage fatninger og sortsyn.
På de gode dage er det flere ting, der vælter læsset.
På de mindre gode blot en enkelt: for lidt sol, for meget regn. Og tåge. Altid tåge. Blomsterne enten drukner eller udtørrer, eller kan slet ikke ses for bare tåge. Det er ikke til at forudse, og kan det forudses, er også dét en kilde til bekymring: Hvorfor er dagene så ens, livet så helvedes monotont, tilværelsen et transportbånd?
Kun en ting synes værre, nemlig alle overraskelserne. De dukker altid op, når det er mest ubelejligt: Hvad fanden skal Faster Else nu ringe for – man har ikke brug for hendes omklamrende omsorg. Eller naboen der fuldstændig uden forståelse for takt og tone stiller en flaske rødvin uden for døren, som tak for lån af et æg: Man TÅLER ikke rødvin, hvornår lærer han det?
Det er et frygteligt gedemarked, et sandt hønsehus af kommen og gåen, gode viljer og dårlige påhit. Kunne man dog blot få fred.
Og når så freden indfinder sig, er også dét et problem. Hvorfor er der ikke nogen, der tænker på en? Det ringer for ørerne og pludselig kan man høre maven knurre, og det er noget forpulet pis med al den knurren i maveregionen, for man er jo på kur og skal helst ikke spise efter mørkets frembrud. Ja egentlig heller ikke før, hvis det for alvor skal rykke med vægttabet. Så fred: forsvind! Sammen med forudsigeligheden, overraskelserne, vejret, tante Else, naboen og rødvinen.
Det er alligevel altid det samme.
(ved nærmere eftertanke, så lad bare rødvinen stå. Så har man da noget at skylle efter med. Skål!)
1 person kan lide denne tekst
Af Louise,  4. april 2010, 07:19
”Hvorfor er døden altid ægyptisk?” spørger vi, fordi vi tror at Ibis og Libris er eet og samme og fordi vi tror, at livet er højeste potens og al andet er alt andet.
Jeg tænker: hvorfor er livet lodret, døden vandret og nu alt andet?
1 person kan lide denne tekst
Af Louise,  28. marts 2010, 07:39
Jeg kender ikke løgnen og slet ikke sandheden, men jeg kender historien til og fra. Løgnehistorien. Eller sandhedshistorien? Den, der opstår mellem det jeg tror skal ske, det der sker og det, der skete.
Der var Engang….
Der bliver Engang….
Sandheden findes samme sted som løgnen og vice versa. Imellem Engang og Engang.
(Løgnen lyver om sig selv. Jeg skriver ikke en løgn, jeg skriver ikke en sandhed, og jeg er ikke en pibe.)
Af Louise,  21. marts 2010, 07:56
Han havde fundet fæste første gang han besøgte bygden, for at se om det var et sted for ham. Han havde syntes om landskabet, om de lave træhuse i rødt og om solen der sjældent stod højt.
Alligevel havde han tvivlet længe. Det var så langt fra alt, hvad han havde drømt: ingen pulserende liv, ingen store tragedier eller det modsatte, ikke neonprægede overskrifter eller indlysende gøremål. Tværtimod; her var kun lavmælt udveksling af almindeligheder, ambitionsløse skæbner og dage der flød ud i hinanden. Ind i hinanden.
Ikke desto mindre havde han takket ja til jobbet. Her, hvor han blev mere Poulsen og mindre Axel; mindre drøm og mere virkelighed. Ikke at han gjorde sig den slags tanker, nej det var snarere en følelse af at punktere de skuffelser der uundgåeligt ville følge af at forfølge alt dét, han troede var hans, men som var alle andres. En uartikuleret viden om, at den eneste ene, karrieren og tilværelsens store sus ikke var hans gebet. Han fandt det alt rigeligt at gøre som foreskrevet og tage, hvad der bød sig af stort og småt.
Så han var rejst nordpå, havde pakket ungkarlehyblens få møbler, to sække tøj og motorcyklen, og havde ikke gjort noget stort nummer ud af afrejsen. Han havde meddelt venner og familie, at han havde sagt ja til et toårigt vikariat i det nordøstlige Grønland, og havde forklaret det med lysten til eventyr og den storslåede natur. En vattet kliché var det, men det havde gjort yderligere forklaring unødvendig. Og jo, han ville komme hjem til højtider og modtog også gerne besøg undervejs. Også dét var toner uden klangbund, han vidste at ingen ville tage den lange og dyre rejse til en udørk uden andet end en klynge huse og et blakket ry. Selv havde han ingen planer om at tage hjem, og han fandt vel en undskyldning når det blev påkrævet.
De første uger var hårde: alle ønskede at han skulle føle sig velkommen, og sandt at sige havde han følt deres gæstfrihed nærmest påtrængede. Ikke at de snagede eller forlangte svar på deres spørgsmål, men i deres iver efter at byde velkommen havde de ikke ladt ham alene mere end få minutter ad gangen. Først var der budt på buffet på rådhuset – som i det daglige også gjorde det ud for forsamlingshus, lægekonsultation og posthus. Så var der arrangeret byfest på det lille diskotek hvor ikke bare byens beboere var mødt frem, men også slægtninge fra tilstødende bygder og endog en enkelt kollega fra Nuuk. Derhjemme blev der banket på døren igen og igen: én havde kreeret et navneskilt i træ, flere kom med saltede fisk eller lokale delikatesser, en ung kvinde havde sørget for samtlige danske ugeblade, og selvom de allerede var tre uger gamle da de nåede frem, var det en smuk gestus som kaldte på tak og byden indenfor. Hver dag modtog han invitationer på middag hos de lokale, ligesom en flok af fiskere havde sørget for, at han kunne deltage i en sæljagt.
Han var taknemlig for deres overstrømmende varme, men glædede sig til, at den ville klinge af og han kunne få fred til at være lige netop så anonym, som han følte sig.
Efter at den første hæsblæsende interesse aftog, var han faldet til. Han blev en del af monotonien, af det daglige ikkeliv, af rutinerne – goddag, farvel, på gensyn og middagspauserne. Man kunne tro det blev ligegyldigt; banale refleksudvekslinger men det var det så langt fra. Man misbrugte bare ikke ordene til at fylde stilheden, og når man talte sammen var det enten for at søge svar på et spørgsmål eller af reel interesse for sine medmenneskers færden. Til at begynde med havde han fundet den tilsyneladende tavshed akavet, indtil også han havde lært at høre alt det, der ikke blev sagt, men snarere gjort. Et nik, en hånd på skulderen når man passerede hinanden i den eneste dagligvarebutik i bygden. Eller lige netop det ene ”Goddag”, der rent fatisk indeholdt et oprigtigt ønske om en god dag. Selv havde han, uden at bemærke det, langsomt mistet behovet for at dele dette og hint med enhver der kom forbi, og havde fundet en byrde fjernet fra sin skuldre ved det.
Nu var det til gengæld blevet så meget desto mere anstrengende at holde telefonisk konakt med venner og familie i Danmark: Han følte et pres for at aflægge næsten minutiøs rapport om ”siden sidst”, og kunne fornemme hvordan manglen på egentlige begivenheder i hans liv og i bygden generelt, affødte en – i bedste tlfælde – uudtalt forundring og i værste tilfælde irritation i den anden ende af røret. ”Jamen får du slet ikke skudt nogle sæler”, kunne vennerne kærligt og en anelse opgivende spørge. Mens moderen som regel sukkede stille, før hun sagde ”Så længe du er glad, Axel, så længe du er glad”. Han blev næsten fysisk udmattet af de lange konversationer om alt andet end det, der reelt rørte sig. Han vidste at de alle tænkte, hvad i alverden der dog fik ham til at vælge et så isoleret og tilsyneladende begivenhedsløst tjenestetsted som den afsides bygd, og var klar over at de alle som én ventede på, at han kom til fornuft og vendte hjem.
Hjem? Aldrig havde han følt sig hjemme som nu.
2 personer kan lide denne tekst
Af Louise,  14. marts 2010, 07:32
Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER. Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER. Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER. Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER. Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER. Ceci n´es pas une pipe. Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER. Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER. Jeg hader skjulte budskaber. Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER. Jeg elsker billedfriser. Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER. Kan du lugte lunten. Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER. Skal vi slette Jeg eller Kunstner. Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER. Eller ikke. Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER. Gid jeg kunne male i stedet for at udmale. Jeg er ikke kunstner. JEG er ikke kunstner. Jeg ER ikke kunstner. Jeg er IKKE kunstner. Jeg er ikke KUNSTNER.
1 person kan lide denne tekst
|
|
Nyeste kommentarer