|
||||
|
|
Af Louise,
 7. marts 2010, 07:53 Nogen har lukket munden på mig. En (m)oral blokering. Det lugter grimt når jeg åbner gabet: al den vrede der ikke må være der, al den angst der ikke finder lyd, al den glæde der ikke vil jubles. I stedet disse næppe synlige udtrækninger på siden af min hals: som et oralrev i sort-hvid.
Af Louise,
28. februar 2010, 08:37 Af Louise,
14. februar 2010, 07:28 Egentlig burde jeg undlade det hele. (ikke skrive, at du åbner døre, der ikke findes. At du fanger det umulige i muligheden og omvendt. For alt dét er mit og kun et røgtæppe; ord ridset i lakken for at skjule den ild, der ikke må brænde)
Drømte en drøm om et lys og en hule Byggede en hule og tændte et lys Brændte et lys; tændte en drøm Tændte et lys og brændte en drøm Brændte en drøm, brændte en krop Ikke flere drømme, ikke flere drømme Kun kroppe der brænder Kroppe af lys Af Louise,
31. januar 2010, 07:00 Det drejer sig bare om at lytte, det ved hun. Ikke til, hvad de siger, men til alt det de ikke vil, at hun skal høre. Tavsheden der altid følger hendes spørgsmål; blikkene de hastigt udveksler uden at se på hverken hende eller hinanden. Nej. Ja. Tavse blikke. Og hun bliver lige præcis så længe hos dem, at de ikke kan holde det ud, ikke kan rumme alt det, de vil sige men ikke får sagt, og alt det, som de hverken kan eller vil sige. Hun står der i køkkenet og ved, at enten må hun gå eller også må de. Tavsheden er eksplosiv og farlig, og tiden de står sådan uden ord øger antændeligheden. Noget ulmer, noget slår gnister. Hun bliver stående, moderen går og far tænder radioen og tysser, selvom hun intet siger: ”Schyssss, det er Pressens Radioavis”. ”Jamen far, jeg siger jo ikke…” ”Schyss!” Så går hun. Efter moderen, der står på badeværelset og koncentreret smører sine hænder ind i håndlotion. Først gnider hun den ene vej, så den anden vej. Om og om igen. Moderen ser på hende og stryger hende over håret: ”Nå kom du der, lille skat. Mor skal lige ordne nogle småting, så skal hun nok lave mad. Smut du ud og leg så længe”. Hun tænker over, hvad det er for ting moderen skal ordne, og hvem den ”hun” er, der vil lave mad. Så går hun ud for at lege, ikke fordi hun har lyst, men for ikke at gå i vejen. Hun leger, at hun er et hittebarn efterladt i en kurv, som bliver fundet af to smukke mennesker, der elsker hinanden. Hun leger, at de taler til hende og til hinanden. Siger ”Jeg elsker dig”, sådan som de gør på film, lige før det hele ender lykkeligt. Så kalder moderen: ”Vi skal spise”. Og hun tænker, at det er sært som bestik der rammer tallerkener, kan lyde som geværild i en krig. Der er ingen, der siger noget, men det drejer sig bare om at lytte. Det ved hun. Af Louise,
24. januar 2010, 10:28 Jeg vil hedde Josey og skrive blomsternavne, der vokser af sig selv, mens min mor læser rim for mit indre øre: ”Anemonenumse” ”Vinternar” ”Prikblå” alt imens dagene bøjer sig på midten af fryd, og jeg gemmer mig i folden mellem barn og voksen. Klukler. Men jeg ved, at inden længe vil regnen høres som striber på ruden: som et brød der knækkes og smuldrer i hånden. Jeg ved, at inden længe er jeg mere fødselsdagsvoksen end fødselsdagsbarn. . Når jeg lukker øjnene vajer et flag på halvt.
Af Louise,
17. januar 2010, 08:24 Bussen kører planmæssigt og som altid står de tre og venter på rutebilen med afgang 7.26. De siger ikke noget til hinanden. Det har de aldrig gjort i de næsten 4 år de har kørt med samme bus. De smiler, snøfter hvis det er koldt og vånder sig, når det er for varmt. Ikke videre. Hvad skulle de også dét for? De er jo på vej – videre og afsted – for senere at returnere, nu med fokus rettet mod hjem og det de forlod kl. 7.26 samme morgen. Bussen er blå. Det er den altid og sådan har det altid været. Klokken 7.26 standser den ved det lille blå skilt ved den gamle borgmestergård og samler de samme tre mennesker op. Hver dag. Den kører planmæssigt og når altid frem til tiden. Det har den altid gjort, og så længe de benytter rutebilen 7.26 vil det vedblive at være sådan. Punktlighed er godt. Planmæssighed er godt. Pasta er også godt, men det er en helt anden historie. Nu kunne man få den tanke, at det er hjernedøde rutiner og forstenede individer, man kan se stå på en blå bus ved en borgmestergård klokken 7.26 hver dags morgen. Firmaformatterede mutanter uden tanke for nu og her eller andre væsentligheder. Man kunne gå hen og tro, at det liv de præsterer frem og tilbage mellem én pligt og en anden, er ligegyldigt, goldt og vægtløst. I et fordomsfuldt sekund ville en enkelt måske driste sig til at mene, at de tre er som samlebåndsfigurer i en træg akkord på en fabrik kaldet Trædemøllen. Det er også en mulighed. - For tyve, der tror at ti mand stjæler. Og for den som fisen lugte kan, og som med garanti er en fimset ejermand. Men for den rene er alting en anledning til at pudse og polere, så vi vælger at tro noget andet. Og mere. End tyve, fimser og renlige sjæle. Vi kunne tænke os, at lige dér i en blå bus klokken 7.26 mellem her og der, bliver der lagt drømme ud i det landskab, den passerer: milepæle af tanker aldrig hverken før eller siden tænkt, store som små. Måske gule citroëner forvandler sig til smilende kvinder, barmfagre og handlekraftige kroppe? Måske et motorværn bliver dén beskyttende mur mod nyhedsstrømmens tragedier, der gør tilværelsen til at bære? - Bussens brummende motor en beroligende trøst efter en lang nats skuffelser? Rim på ruden et vink med en vognstang om noget, ingen længere husker? Måske bliver der lagt plot til en storslået roman? Måske bare noteret dosmersedler med et sidste punkt: ”Husk, hvad blomster kan gøre!”. Hvem ved om der, i en blå bus klokken 7.26, vækkes længsler til live, der ellers ikke kan finde plads. Skuffelser, kanske?. Eller: Hjernedøde riffs, ligegyldige refræner, storblomstret sigøjneridyl? Eller.. Hvem ved? Ved nogen? Eller er vi bare hjernedøde fordomsfulde ignoranter, der tror, vi kender svarene på forhånd, særligt de indlysende? Af Louise,
10. januar 2010, 18:06 Jeg skylder min mor livet. Og min far velsagtens. Jeg skylder min ældste bror tak for at leve det. Livet, altså. (Tak!). Jeg skylder min farmor tak, for gravhunden Ib og for så meget andet. Jeg skylder min morfar tak for at vise, at hvor der findes torne, gror der ofte også roser. Jeg skylder Henrik tak for min første forelskelse. Den fandt sted på en spejderlejr og var meget ærbødig. Og jeg skylder Rasmus tak for den første virkelige samhørighed. Det var stort, før det blev alt, alt for småt. Jeg skylder Rikke tak for at lære, at uenighed ikke er farligt. Ikke altid, i hvert fald. Og tak til Steen for at lære mig, at holde af fysik. Trods alt (det holdt hårdt!) Jeg skylder Kirsten tak for meget. Tak Kirsten. Og Anne tak for at være Anne. Når man kan elske høns sådan som hun gør, så er man rummelig! Jeg skylder velsagtens også Jytte tak. For husly. Selvom jeg ikke føler tak. Nemmelighed. Jeg skylder Benny tak af hjertet. Where ever you might be. Og alle de andre der blev, da jeg selv forsvandt. Tak for jer. Jeg skylder Kristian tak. (Du ved selv hvorfor). Og Dorte. Susanne. Jeg ved, jeg trak tænder ud – så tak! Jeg skylder Lars alt. Næsten. Eller det han fandt for mig. I mig. Stadig finder i blandt. Jeg skylder B tak. Bare fordi. (Og for strømperne der, som alt andet hun giver, varmer). Tak til L for at ramme plet. Også de ømme. Pletter. Jeg skylder Suzanne Brøgger tak. For Tone. Hvis der er plads til Tone, er der også plads til alle os andre. Og en tak til Ursula for inspiration. Igen og igen. Og ikke mindst tak til Niels. For invitationen. Dengang. Jeg skylder Michael tak. Ja! Der findes regninger, man glæder sig ved at betale. Så tak! Af Judith,
3. januar 2010, 13:20 Attention! Attention! Ordflom og tovlig vanvidskørsel forude: Jeg undskylder på forhånd at tage nogens tid. Opadgående ledighed Gemmeleg Jeg fik Af Judith,
20. december 2009, 16:56 Jeg er den arktiske isbjørn, som ikke var inviteret til COP15. Fra min fladskærm siddende ved Julemandens højre hånd fulgte jeg de mange dages løkkelige stunder og hedegaardske begivenheder. Hvad skal jeg – en enkelt lille isbjørn – tro og mene om det hele? Helst svømmede jeg dagligt rundt og fiskede ubekymret mine fisk, åd mine sæler og hjalp Julemanden hist og pist med at performe det kolde perfekte Nord. Men alene på min isflage driver jeg dagligt rundt og ser til, hvordan verden i øjeblikket evolutionerer. Jeg tænker i mit stille sind, at jeg måske og muligvis er den ‘nye Tyrannosaurus Rex’ – endnu en af apokalypsens myteomspundne ‘Naturens Konger’, som er dømt til udryddelse og forvisning. Men hvad ved jeg? Jeg er jo bare en isbjørn. Jeg tror, at jeg i stedet for at tænke så meget vil finde min DVD-boks med ‘Venner’ frem og se det afsnit, hvor Ross er i Kina og ved et uheld fortæller Chandler Rachel, at Ross er vildt forelsket i hende, men da Ross kommer tilbage fra Kina har han fundet en ny kæreste ved navn Julie, og det gør Rachel sygeligt jaloux. Senere fortæller hun Ross, hvad hun føler og deres forhold vokser, og bliver til en masse hede affærer. Monica falder for en flot ældre øjenlæge, som hun har kendt i hele sit liv, fordi det er hendes forældres ven. Han er 21 år ældre end hende! Phoebe finder ud af, hvem hendes rigtige far er, og hvor han bor, men da hun tager op for at besøge ham, tør hun ikke at gå ind til ham og ender med at lade være med at besøge ham. Reality sucks. Af Judith,
13. december 2009, 00:02 Søndag lader de nu i de næste 30 sekunder underligt sammensatte ord fylde det nederste lag af dit decemberramte bevidsthedsniveau med et umuligt digt a la 5. klasse: betingelsesløs og sorgløst og tøsen ler i drømmedøs roser er røde men ak … det korteste strå. |
|
||
|
Copyright © 2010 Syvfold - All Rights Reserved
|
||||
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer