Syvfold

Han havde fundet fæste første gang han besøgte bygden, for at se om det var et sted for ham. Han havde syntes om landskabet, om de lave træhuse i rødt og om solen der sjældent stod højt.

Alligevel havde han tvivlet længe. Det var så langt fra alt, hvad han havde drømt: ingen pulserende liv, ingen store tragedier eller det modsatte, ikke neonprægede overskrifter eller indlysende gøremål. Tværtimod; her var kun lavmælt udveksling af almindeligheder, ambitionsløse skæbner og dage der flød ud i hinanden. Ind i hinanden.

Ikke desto mindre havde han takket ja til jobbet. Her, hvor han blev mere Poulsen og mindre Axel; mindre drøm og mere virkelighed. Ikke at han gjorde sig den slags tanker, nej det var snarere en følelse af at punktere de skuffelser der uundgåeligt ville følge af at forfølge alt dét, han troede var hans, men som var alle andres. En uartikuleret viden om, at den eneste ene, karrieren og tilværelsens store sus ikke var hans gebet. Han fandt det alt rigeligt at gøre som foreskrevet og tage, hvad der bød sig af stort og småt.

Så han var rejst nordpå, havde pakket ungkarlehyblens få møbler, to sække tøj og motorcyklen, og havde ikke gjort noget stort nummer ud af afrejsen. Han havde meddelt venner og familie, at han havde sagt ja til et toårigt vikariat i det nordøstlige Grønland, og havde forklaret det med lysten til eventyr og den storslåede natur. En vattet kliché var det, men det havde gjort yderligere forklaring unødvendig. Og jo, han ville komme hjem til højtider og modtog også gerne besøg undervejs. Også dét var toner uden klangbund, han vidste at ingen ville tage den lange og dyre rejse til en udørk uden andet end en klynge huse og et blakket ry. Selv havde han ingen planer om at tage hjem, og han fandt vel en undskyldning når det blev påkrævet.

De første uger var hårde: alle ønskede at han skulle føle sig velkommen, og sandt at sige havde han følt deres gæstfrihed nærmest påtrængede. Ikke at de snagede eller forlangte svar på deres spørgsmål, men i deres iver efter at byde velkommen havde de ikke ladt ham alene mere end få minutter ad gangen. Først var der budt på buffet på rådhuset – som i det daglige også gjorde det ud for forsamlingshus, lægekonsultation og posthus. Så var der arrangeret byfest på det lille diskotek hvor ikke bare byens beboere var mødt frem, men også slægtninge fra tilstødende bygder og endog en enkelt kollega fra Nuuk. Derhjemme blev der banket på døren igen og igen: én havde kreeret et navneskilt i træ, flere kom med saltede fisk eller lokale delikatesser, en ung kvinde havde sørget for samtlige danske ugeblade, og selvom de allerede var tre uger gamle da de nåede frem, var det en smuk gestus som kaldte på tak og byden indenfor. Hver dag modtog han invitationer på middag hos de lokale, ligesom en flok af fiskere havde sørget for, at han kunne deltage i en sæljagt.

Han var taknemlig for deres overstrømmende varme, men glædede sig til, at den ville klinge af og han kunne få fred til at være lige netop så anonym, som han følte sig.

Efter at den første hæsblæsende interesse aftog, var han faldet til. Han blev en del af monotonien, af det daglige ikkeliv, af rutinerne – goddag, farvel, på gensyn og middagspauserne. Man kunne tro det blev ligegyldigt; banale refleksudvekslinger men det var det så langt fra. Man misbrugte bare ikke ordene til at fylde stilheden, og når man talte sammen var det enten for at søge svar på et spørgsmål eller af reel interesse for sine medmenneskers færden. Til at begynde med havde han fundet den tilsyneladende tavshed akavet, indtil også han havde lært at høre alt det, der ikke blev sagt, men snarere gjort. Et nik, en hånd på skulderen når man passerede hinanden i den eneste dagligvarebutik i bygden. Eller lige netop det ene ”Goddag”, der rent fatisk indeholdt et oprigtigt ønske om en god dag. Selv havde han, uden at bemærke det, langsomt mistet behovet for at dele dette og hint med enhver der kom forbi, og havde fundet en byrde fjernet fra sin skuldre ved det.

Nu var det til gengæld blevet så meget desto mere anstrengende at holde telefonisk konakt med venner og familie i Danmark: Han følte et pres for at aflægge næsten minutiøs rapport om ”siden sidst”, og kunne fornemme hvordan manglen på egentlige begivenheder i hans liv og i bygden generelt, affødte en – i bedste tlfælde – uudtalt forundring og i værste tilfælde irritation i den anden ende af røret. ”Jamen får du slet ikke skudt nogle sæler”, kunne vennerne kærligt og en anelse opgivende spørge. Mens moderen som regel sukkede stille, før hun sagde ”Så længe du er glad, Axel, så længe du er glad”. Han blev næsten fysisk udmattet af de lange konversationer om alt andet end det, der reelt rørte sig. Han vidste at de alle tænkte, hvad i alverden der dog fik ham til at vælge et så isoleret og tilsyneladende begivenhedsløst tjenestetsted som den afsides bygd, og var klar over at de alle som én ventede på, at han kom til fornuft og vendte hjem.

Hjem? Aldrig havde han følt sig hjemme som nu.

2 personer kan lide denne tekst

Fjern at du synes godt om teksten