jeg kan få sådan en trang til at råbe højt
at jeg er mere end
et forbandet Sigma før rækken af imperfektioner
at jeg er mere end summen af mine fejlKære dumme Hele Verden
får jeg lyst til at skrige
hold op med at prøve at forstå mig!!!
det er ikke forbi jeg blev tabt på gulvet
midt i en essentiel Oral fase
at jeg aldrig blev et rigtigt menneske
vi er dybere end det
vi er sejere og stærkere
så uendeligt meget mere sårbare
end detvæk med den smertens smalfilm
glansbilledbarndommen er overfladedyb
hvis du spiller mig baglæns
i den helt rigtige skyggesætning
maler jeg en billedfrise af uerstattelige
minder – mærker, diplomer og pokaler
udtagelser
udtalelser
ar på krop og sjælJa jeg blev slået, skubbet, råbt af
forladt og skræmt halvt ihjel
Ja jeg blev voldtaget
ja jeg har givet det af mig selv til mænd jeg ikke selv ville have
ja jeg har levet en andens løgn i et beskyttende koma
og jeg har ædt skammen fra min fosterstilling
for foden af en piedestal til min opdrifts ærenu kan du se det
du har hørt det og læst det
jeg har givet dig det
og du må gerne mærke efter
jeg giver dig mig på et fad
bløde konturer og skarpe rene snitHold så op med at prøve at forklare mig!
tro ikke på hvad du ved
du kan rende mig Verden
jeg har aldrig bedt dig om nogetandet end min ret
til at være
|
||||
|
|
Af Bitten,
 10. marts 2010, 23:59 Af Bitten,
17. februar 2010, 10:00
Af Bitten,
10. februar 2010, 08:00
Af Bitten,
3. februar 2010, 11:34 I en af ugebladsnovellerne ville tonen stå beskrevet som afvæbnende og de blottede brintoveriltehvide tænder som et smil. Ikke at situationen i virkeligheden var potentielt ophidset eller beskeden specielt svær at sluge. Han var en lille, næsten undseelig ukarismatisk mand. Og tonen var uforandret. Grimassen med tandkød og rødvinsfri facader det samme. Hvis udtrykket en dag nåede øjnene ville et lille smilehul komme til syne i højre kind. Men det var sagen uvedkommende. Han var allerede videre. Ikke hastende men kontrolleret og målrettet. Faste skridt gennem gangen. Der var meget endnu at gennemgå. Hans runder var forudsigeligt uforudsigelige. Intet sejlede. Og intet blev blæst på. Der var øje for detaljen i det store billede. Projekterne levede med hver deres mærkbare personlighed. I ironisk modsætning. Nej, han var ikke urimelig. Ordrerne var klare og tydelige og man vidste altid hvad forventningen var. Deadlines blev nået eller projekter døde. Og kun det bedste var acceptabelt. Ikke perfektion. Hvis han nogensinde udviste tegn på følelsesudsving ville han vel være tilbøjelig til at rynke på næsen af ordet. Perfektion. Nej tak. Han forventede det bedste. Det vidste hun. Og det vidste han hun vidste. Hun mestrede endnu ikke sit smilehul. Men tonen forblev professionel. Og så var der ikke mere at tale om. Resten handlede om attitude og indsats. Vist så han en programmæssig udfordring. Men mottoet stod på væggen. Resten måtte kunne klares med omstrukturering og revideret planlægning. Og han var allerede gået videre. Målrettet gennem sin problemløste tilværelse. Af Bitten,
27. januar 2010, 12:25 Hun drikker te. Aromatisk hjemmeblanding af urter. Små nydende sip. Hun sætter blomster i håret. Plastik eller filt på hårnåle. Og flagrende bånd om livet. Hun perler sit hvide smil mod morgensolen. Krøller skødesløst bogens sider. Luften omkring hende smager af rosenvand. Mellem lagnerne lægger hun lavendel. Hun rører en håndlotion med mandelolie. Serverer skoldhed stempelkaffe til hirsebrød. Hun maler med mælkebøttesaft. Mageløse universer udsprunget af blomstereng. Hendes kys er friske havbriser. Hænderne renses med salt og kaffegrums. Han tømmer koppen. Brændende sort bitterhed i grådige slurke. Som var drikken brygget på hendes krop. For ham. Og ikke omvendt. Af Bitten,
24. januar 2010, 10:00
(Onsdagsbidrag - postet søndag til ære for Bittens førstefødte.) Af Bitten,
13. januar 2010, 21:17
Af Bitten,
6. januar 2010, 15:58 - Noget med at starte med sluttotalen og regne omvendt tilbage for at nå starttallet… Startede som 20årig et helt andet sted i et helt andet land med en helt anden drøm. Det er ikke relevant at nå tilbage dertil. Og lige meget hvordan og hvor meget der vendes på regnestykket er det ikke slut endnu. Hun lukker sine øjne og alligevel er verden der stadig når hun åbner dem igen. Hun har ikke brug for forudsigende formler eller beregnende trendgæt. Men er selv så tyndslidt at hun kun kan se fremad en dag af gangen. Og mens de ser gennem hende som en forældet transparent tror hun måske at det er sådan hun en dag når i mål. Med en gæld som hun håber var dét værd. Af Bitten,
30. december 2009, 23:59
- Bitten ønsker glædeligt nytår… Af Bitten,
16. december 2009, 23:55 Jeg har nogen kær. Mere end alle de mange andre jeg også elsker. Jeg har nogen så langt ind under huden og printet på indersiden af hjertevæggen at jeg behøver forme rummet i rammende abstrakte udtryk. Det tog sin tid for mig at indse det. At jeg ophørte med at række hjertet frem mod verden i tavs bøn forklædt som selvopofring fordi jeg ikke længere have et frit hjerte at falbyde. Det gav sig bort og efterlod sig diskret undervejs på en flugt og fandt endelig ro hos nogen hvis væsens rod og smerte var lig min og så uendeligt forskellig. Det ville være næsten smukt at se os se hinanden hvis ikke det var for arktisk vinterdøgnsmørke og følelsen der følger af at lade hjertet passere gennem en kødhakker hver gang jeg må vågne og falde i søvn uden nogen ved min side eller nogen viklet varmt omkring mig. Jeg skrev engang til nogen om mit inderste. Alt nogen kunne tænkes at ønske at vide. Og mere til. Kære nogen. Svar på svar og umælende spørgsmål. Skrev jeg toppen af bjerget i et uendeligt ishav. Kære kære nogen. Og så løb jeg tør. For ord. Nogen stjal dem direkte fra mine brændende læber, lod dem løbe som smeltevand fra tungen. Og nogen så med leende øjne gennem samtlige mine teksters tomme pladser helt ind bag min regnbuehindes grønt mit ømmeste punkt og kærtegnede det med nænsom styrke. Kære kæreste nogen. Kæreste. Så misvisende afslørende. Et kulturelt ord-mord. Betydningsmyrdet titel uden dybder hjerter kan drukne i. Kunne jeg vælge ville jeg skrive uden implicitte tilhørsbånd og bindinger. Min allerkæreste. Uden ønsket om andet end nogens bedste. Men jeg har båndlagt mig. Hænger som dødvægt i livlinens florlette tråde af udefinerede attrå. Jeg vil være nogen kær.
|
|
||
|
Copyright © 2010 Syvfold - All Rights Reserved
|
||||
Synes godt om!
Tags: 
Nyeste kommentarer