|
|
Af Torkil,  7. juni 2010, 21:45 Katastrofen indtraf midt under morgenradioavisen. Jeg havde netop oversat noget vand til en stempelkande, da jeg opdagede, at jeg ikke havde mere kaffe. Jeg besluttede i stedet at gå ned på Café Freud, hvor jeg tog plads ved mit sædvanlige bord og bestilte en Latte Überich.
Jeg snuppede det psykologiske Gør-Det-Selv-tidsskrift ”Vi med hus og havesyge” fra hylden og fordybede mig i ”Hjemme hos Joseph og Harry”, de to psykologer der opfandt de 4 ruder i ”Johari’s vindue”. Nu havde de også fundet ud af, at Johari’s dør kan sige noget om din evne til at lukke ting eller mennesker ude, og at man kan bruge Johari’s gardiner til at finde ud af, hvad man kan trække fra. I næste nummer ville de fortælle om opvækstbetingelserne i Johari’s forhave og statussymbolerne i Johari’s carport.
I det samme kom Poker-Pelle, den gamle mesterbokser og kortspiller, ind på cafeen! Han kom straks hen og hilste overstrømmende på mig og slog sig ned ved mit bord. Han gik i gulvet med et brag, og de andre cafégæster kikkede forskrækket, mens jeg rutineret fik trukket ham op på stolen.
”Pelle, for helvede… hvornår holder du op med at slå dig ned på den måde?” spurgte jeg opgivende.
”Sorry, Nissen, jeg blev bare så glad for at se dig!” svarede han og tog sig til sin ømme kæbe.
Det var mange år siden, han havde stået i en boksering, men han slog åbenbart stadig en proper næve. Det var den klassiske historie om en lovende karriere, der endte brat, fordi der skete lige præcis dét, der ikke må ske for en bokser – han begyndte at tænke. F.eks. kunne han ikke længere finde ringhjørnet, fordi han havde hørt, at en ring er rund og derfor ikke kan have hjørner. I stedet var han begyndt at spille kort.
”Hvad går du og laver? Stadig kort for hovedet?” spurgte jeg.
”Javist,” sagde han kort for hovedet.
”Jeg troede, det var poker?” spurgte jeg undrende.
”Ja, det er det også,” svarede han irriteret.
”Både whist og poker?” spurgte jeg endnu mere undrende.
”Nej, ikke whist, kun poker… men det er vist slut nu, det blev en kort fornøjelse,” sagde han trist.
”Hm… nå, men bare det var sjovt,” tomgangskonverserede jeg.
”Det var ikke altid lige sjovt. Kortspil er en blandet fornøjelse,” sagde han tørt.
”Hvorfor er du holdt op?” spurgte jeg.
”Myndighederne har konstant været efter os og har lavet den ene razzia efter den anden.”
”Politiet?”
”Nej, Kort & Matrikelstyrelsen. De mener, at vi snyder med kort i den helt store skala,” hvislede han.
”Gør I da det?” spurgte jeg med påtaget indignation.
”Nej, nej… eller… det vil sige, nogen gange, så var kortene måske ikke helt fine i kanten. Men vi skiftedes til at holde udkig, og hver gang de kom brasende uanmeldt, så byttede vi hurtigt kortene ud med et spil Sorteper. Når de så ville vide, hvem de ansvarlige bagmænd var, skyndte vi os altid at give Sorteper videre.”
”Jeg har godt læst om det i avisen. Var der ikke noget med, at de på et tidspunkt troede, de havde fået en af bagmændene?” spurgte jeg.
”Ha-ha… det var faktisk mig! Men jeg gik fri. De fattede mistanke, fordi jeg lige havde slået mig ned, så jeg havde stadig en ordentlig bule, da de kom anstigende. Så blev jeg taget med, fordi de påstod, det var en spillebule. Næste dag skulle jeg for en dommer, og de troede, de kunne gøre kort proces og sende mig et par måneder til Vridsløselille, men bulen var ophævet, så de var nødt til at lade mig gå,” grinede han.
”Hm… men hvis I bare kan holde jeres pokerfjæs, kan I jo holde den kørende længe endnu?” sagde jeg.
”Næh, det kan vi faktisk ikke… Problemet er nemlig, at vi efterhånden ikke har flere Sorteper, vi kan give videre. Og så ramler hele korthuset. Vi bliver sgu nok nødt til at stoppe, mens legen er god.”
”Det var da mystisk… de kan da ikke bare forsvinde op i den blå luft?” spurgte jeg nysgerrigt.
”Nej, vi forstår det heller ikke. Vi har flere gange prøvet at følge efter, men hver gang er vi kommet til kort. Men det var måske noget for dig… har du ikke stadig det der detektivbureau?”
”Jo, det har jeg faktisk. Måske kunne jeg grave lidt i sagen ved lejlighed…,” sagde jeg nølende.
”Super, Nissen, det er sgu pænt af dig. Nå, men jeg bliver nødt til at løbe, vi snakkes…” sagde han og løb.
”God tur,” sagde jeg og grublede videre over det han havde fortalt. Jeg havde på fornemmelsen, at der var en eller anden joker i spillet, som jeg havde overset. Den måtte være nøglen til gåden.
Jeg stirrede ud af vinduet, mens jeg spekulerede som en gal, og pludselig slog det mig! Selvfølgelig! Hvorfor havde jeg ikke tænkt jeg på dét med det samme? Jeg betalte min regning, strøg ud af døren og prajede en taxa. 20 minutter senere steg jeg ud ved Christiansborg og henvendte mig i receptionen og sagde, at jeg havde en vigtig oplysning til ministeren. Jeg fik at vide, at han kun havde 5 minutter til at tale med mig, men jeg takkede og sagde, at det var rigeligt og strøg hen til hans kontor og bankede på.
”Kom ind,” lød det, og jeg åbnede døren og trådte ind.
”Goddag, Nissen fra Nissens Detektivbureau. Jeg har et forslag, som vil spare dig for en række besværligheder, men vi har ikke meget tid, så hør godt efter. Har jeg ikke ret i, at du er godt træt af, at Sorteper altid lander på dit bord?”
Han nikkede langsomt og inviterede mig til at fortsætte.
”Jeg ved, hvor alle de Sorteper kommer fra, og jeg kan få dem til at forsvinde omgående. Du skal bare bede din styrelse om at styre sig og lade være med at tænke kortsigtet. Så lover jeg til gengæld, at du slipper for at sidde med Sorteper!”
”Det lyder jo… fremragende! Kan jeg regne med din diskretion?” spurgte han.
”Naturligvis. Og så kan du i stedet bruge kræfterne på at få din ministerkabale til at gå op,” lovede jeg.
Han brød ud i et kæmpe smil ved udsigten til, at der endelig var noget, der var ved at gå op for ham, mens jeg greb mobilen for at ringe til Pelle og berolige ham med, at de snart kunne begynde at give Sorteper videre igen.
 4 personer kan lide denne tekst
Af Torkil, 31. maj 2010, 20:57 Jeg gik bagest lidt alene, jeg ku’ dufte Monas hår, men ingen skal få vide, en hvalfisk har kun en. Hun kyssede dem alle hver især i Sørens lille sneglebo, smukkere ser hun ud, år efter år.
I mosen kvækker højt en frø, fuglene flyver i flok, når de er mange nok. Nu er den stakkels krage død, for ræven han vil bide. Du er lidt forvirret siger du og ler. Vi er erfaringerne rigere, og gælden er saneret for en stund. Lad mig være lidt alene med mig selv, jeg har tusind ting at gøre klokken elleve femogfyrre, os er en evig frelser fød.
Hver by har sin heks, skriver jeg med kruspersille. Hør tigeren brøler sin aftensang, de har aldrig prøvet dette helt forbi, man må for fa’en da blive til noget.
Det er sent & det er vinter, solen går til psykolog. Jeg vil mærke tiden, mærke hvert sekund der går forbi.
Nej, bliv ikke bange, for deres sange. Hvis du tør, så kom med mig. Vi ses måske igen.
5 personer kan lide denne tekst
Af Torkil, 24. maj 2010, 13:46 Så står man der på E-sletten kl. 5 om morgenen med tæppe, tømmermænd og termokande og leder efter sine Ray-Bans, hvis nu et eller andet fjols skulle være vild nok til at byde pinsesolen op til dans. Skrid, elverpiger, det er en lukket fest, medmindre I har en Gammel Dans, så vi kan åbne flaskeballet. Men den bællede Mosekonen vel hjemme i sit bryghus, så hun var elverhøj og skæv, allerede inden hendes lygtemand gik ud som et lys og efterlod hende i tusneldamørket.
Elverpiger og mosekoner… forældede nationalromantiske fucklore-fortællinger, der kun bliver holdt i live for at Dronningen skal have noget at male. Det ville ikke være noget folkesavn, hvis de gik i glemmebogen.
Solen har trykket på snooze, og her er dejligt stille. Vi er helt derude, hvor kragernes venner vender. Et par krager har selv søgt magelighed oppe i et gammelt egetræ. Det er svært at hitte rede i, for man kan næsten ikke se træerne for bare skov.
Jeg går langsomt tættere på og ser nu, at den gamle eg er mere end pensionsmoden. Den skulle nok have hørt efter lønnen, der står ved siden af og nyder noget otium. Men nu har den ikke langt igen, og jeg føler trang til at feje, for egen dør.
Med foden fejer jeg lidt groftklippet græs og grene ind mod stammen for at samle lykke til den store, barkede kæmpe, der ligner en gammel, rynket elefant, der kun bliver holdt sammen af skindet og minderne om en tid, der kun er i dens elefanthukommelse. Mens jeg fejer, kaster morgensolen pludselig en enkelt stråle ned gennem det gråhvide skylag. Der er ikke meget sambadans over det, men man skal jo også lige have lov at vågne.
Morgendisen smyger sig stadig over sletten og venter utålmodigt på at få lov til at lette. Jeg ser spørgende på asketræerne, der står bag den gamle eg og ser lidt visne ud efter endnu en nat på vulkaner. De nikker umærkeligt langsomt, og tågen får omsider tilladelse til at lette lige så forsigtigt, mens pinsesolen belønner os med en solstrålehistorie:
”Der var en gang, og det var naturenes gang, og når de havde haft deres mørketid, var det naturens gang, og så stod solen op og levede lykkeligt til sin dags ende. Så fandt mørket på noget, mens solen hvilede sig, indtil soluret ringede og den skulle op igen, og sådan var det hele vejen igennem.”
1 person kan lide denne tekst
Af Torkil, 17. maj 2010, 19:41 Betablogger – flertydig cyber-skribent [se også mellem linierne]
Betamax – fænomen der optog mange i 70’erne [se også Minimax, han var sød og han var vaks]
Betandwin – en virksomhed, hvor man kan indsætte penge på sin konto og hæve dem igen, hvis fremtiden udvikler sig som forventet [se også pengeinstitut]
Betatron – royal slang for tronfølger på prøve [se og hør]
1 person kan lide denne tekst
Af Torkil, 10. maj 2010, 20:57 LAVPRAKTISK LAVSKOLE TILBYDER
Lavtlæsningskurser til lavpris
Er du træt af, at du kun kan læse højt? Prøv et af vores lavpraktiske ugekurser, hvor du lærer at læse lavt.
På kurset, hvor du får mulighed for at møde andre mennesker der er lidt til en side, kommer vi bl.a. ind på emner som
• Kend forskel på bøger med indhold og bøger med indholdsfortegnelse
• Kunsten at læse mellem linierne uden at tage det hele forbogstaveligt
• Sådan bruger du låneord til at blive ven med din bibliotekar
• Berømte bogklubmedlemmer og hvorfor de aldrig fik meldt sig ud
Lavtlæsningskurset kører i hele lavsæsonen, og undervisningen sammensættes efter den enkelte lærers behov og mål. Forplejningen er et kapitel for sig.
Send din ansøgning, gerne i bogform, til Lavpraktisk Lavskole.
Af Torkil, 3. maj 2010, 18:24 Jeg havde netop tilrettesat mig med morgenkaffen, en smøg og dagens aviser, da telefonen ringede.
”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”
”Goddag, du taler med Ida Henne, jeg vil høre, om du kunne hjælpe mig… eller rettere os. Du har sikkert hørt om min mand, Herman. Han har mistet et ben!”
Jo, hvem kendte ikke den berømte politiker Herman Henne, den erfarne og midtsøgende kompromismager, der var kendt for at have et ben i hver lejr.
”Hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte jeg hjælpsomt.
”Kan vi mødes, så kan jeg bedre sætte dig ind i sagen?” spurgte hun.
”OK, hvor skal vi mødes, Henne?” spurgte jeg.
”I DA”, svarede hun kort.
”Fint, lad os bare være på fornavn, Ida, hvor er du henne?”
”I DA, sagde jeg jo. Jeg er konsulent i DA,” tilføjede hun.
”Og jeg er detektiv i dag, så har vi det på det rene. Men hvor skal vi mødes henne?” vedblev jeg.
”Jeg forstår ikke helt, hvor du vil hen…” tøvede hun tøvende.
”Glem det. Kender du Café Freud?” spurgte jeg.
”Ja, det vil passe fint. Skal vi sige om en halv time?” foreslog hun, og sådan blev det.
En halv times senere sad vi ved mit stambord ved vinduet.
”Skal jeg hente et menukort?” tilbød jeg.
”Nej, bare la’ det ligge,” sagde hun.
”OK, så nøjes jeg også med sådan én,” sagde jeg og kaldte på tjeneren.
”To Latte Leche,” sagde jeg, og for ikke at bringe hende i forlegenhed udtalte jeg det ligesom hun havde gjort.
”Det drejer sig som sagt om min mand, der har haft en meget grim oplevelse og har mistet et ben. Så vi føler os lidt amputerede, for der er mange ting, han ikke lige kan klare på stående fod,” forklarede hun.
”Hvordan skete det?” spurgte jeg.
”Han har altid godt kunnet lide at skyde fra hoften, men en dag gik det galt midt i et udvalgsmøde, og så var han færdig,” konstaterede hun lakonisk.
”Trist… Hvad var det for et udvalg?”
”Et udvalg, der udvalgte udvalgsmedlemmer til nye udvalgs udvalgsopgaver, hvis de udvalgte ikke selv valgte at udvælge dem,” forklarede hun.
”Hm… Et stående udvalg?”
”Ja, han havde selv nedsat det, og han var virkelig opsat på at få det til at gå. Det var ham, der stod for det meste. Men de andre udvalgsmedlemmer havde svært ved at finde deres ben, så han måtte tit ud og lede efter dem,” sagde hun.
”Det viser bare, hvor vigtigt det er med en superleder i politik,” bemærkede jeg. ”Men hvor står Herman henne lige nu? Har han stadig opbakning i partiet?” spurgte jeg.
”Jeg er alvorligt bange for, at han ryger. Han var i hvert fald på vej ud i kulden, da jeg talte med ham,” konstaterede hun trist.
”Hvorfor tror du dog det?” spurgte jeg undrende.
”På grund af det nye rygecirkulære. De må jo ikke ryge indenfor.”
”Hm… men kan han stadig stå fast på sine synspunkter, selv om han har mistet et ben?”
”Ja, han går altid med et indlæg i skoen,” sagde hun. ”Det største problem er faktisk, at han har taget så meget på i vægt på det seneste.”
”Hvorfor det?” ville jeg vide.
”Han var på diæt, men nu går han glip af mødediæterne. Og desuden har partiformanden sagt, at han ikke er tung nok til en af de store udvalgsposter, hvor man kan sidde i lang tid. Men han har loyalt påtaget sig at tage på, så det ikke virker påtaget, når han får taget på det igen,” forklarede hun.
”Får han slet ikke noget motion?”
”Nej, ikke rigtigt. Tidligere deltog han i en del maratondebatter, man han blev træt af dem i det lange løb.”
”Spiser han ordentligt?” spurgte jeg.
”Ja, selvfølgelig. Tror du han spiser med fingrene eller hvad??” svarede hun indigneret.
”Jeg mener… den mad han spiser, er den sund og ordentlig?” omformulerede jeg.
”Altså, han har jo været vant til altid at spise brød til, når der skulle laves et kompromis, men det er jo en balancegang. Han har aldrig ønsket at blive levebrødspolitiker.”
”Er det lyst eller groft brød?”
”Altid lyst brød. ‘Det er for groft!’ råbte han tit til sine vælgere, hvis han mærkede, at de var på vej til at blive kernevælgere,” smilede hun.
”Hvad er det præcis du mener, jeg kan hjælpe med?”
”Du må finde et nyt ben til ham! Men hurtigt… jeg er bange for, at han falder og slår sig på flasken. Da jeg ringede i går for at hente ham, skulle han lige ned i Snapstinget og ha’ én til det andet ben.”
”Det må også være svært for ham, at det der udvalg bare fortsætter uden ham…,” sagde jeg.
”Ja, det er meget smerteligt, han siger, han har fantomsmerter bare ved tanken om, at en anden har fået hans ben,” sagde hun.
”OK, her er mit forslag. Tag ham med på forårsudsalg og se på nogle af de udvalg, der er nedsat. Jeg er sikker på, at han vil sætte pris på et af dem, hvor der virkelig er ben i.”
”Åh, Nissen… jeg vidste, du kunne hjælpe! Tusind tak!” sagde hun og fløj ud af døren.
1 person kan lide denne tekst
Af Torkil, 26. april 2010, 22:54 Efter endnu en mandag formiddag uden telefonopringninger til Nissens Detektivbureau besluttede jeg mig for at indtage formiddagskaffen nede på Café Freud. Måske kunne jeg møde hende fra forleden og høre, om hun havde fundet sin mistede illusion.
Der var allerede en hel del mennesker, da jeg kom, men jeg fik mit stambord ved vinduet og bestilte en Latte. Det var en ny tjener, jeg ikke havde set før.
”Ich, Es eller Überich?” spurgte hun med den korrekte Wiener-accent anno forrige århundredeskifte.
”Was?” spurgte jeg og spillede forundret.
”Skal det være en Latte Jeg, Latte Id eller Latte Overjeg?” spurgte hun.
”Hvad er forskellen?” testede jeg hende.
”Latte Jeg er Latte som den er. Latte Id er den Latte, du har lyst til. Lette Overjeg er Latte, som den gerne ville være.”
”Jeg har lyst til en Überich, men bare som den er.”
Hun så en smule desorienteret ud, men forsvandt om bag briksen, der gjorde det ud for disk. Jeg så mig om i lokalet, men fik ikke øje på hende fra forleden. I stedet lod jeg øjnene glide ned over tidsskriftshylden og tog et nummer af ”Deutsche Angst-Zeitschrift”, og kort efter fik jeg min Überich og fordybede mig i en artikel om ”Diagnostische Kriterien der Panikstörung” i håb om at kunne finde en anden ringetone til min mobil.
Jeg læste, at det var vigtigt at få et godt knald, så jeg rakte ud efter sukkerskålen, da døren pludselig blev sparket op, og der stormede 6 kampklædte betjente ind. De lignede ikke umiddelbart lignede nogen, der bare skulle have en Latte.
”Hvad foregår der her? Ingen forlader lokalet!” gjaldede det fra delingsføreren.
Jeg kunne se, at de fleste af gæsterne blev urolige, men jeg havde efterhånden en del erfaring med politiet og vidste, at det handlede om at bevare roen og tale i korte, tydelige sætninger, så de ikke begyndte at stave sig frem.
”Det er en razzia!” brølede han og fik øje på mig, og inden jeg havde set mig om, kastede 2-300 kilo politiudrustning sig hen over mig, vred mine arme om på ryggen og smækkede et par håndjern om mine håndled.
”Klokken er 11.15, og du er anholdt! Alt hvad du bruger, vil blive sagt mod dig!”
”Anholdt! For hvad??” spurgte jeg en anelse fortumlet, mens jeg mærkede, hvordan de øvrige gæster drog et lettelsens suk over, at opmærksomheden var bortledt fra dem. En kendt TV-vært benyttede lejligheden til at knipse en joint fra sig, et par Jehovas Vidner lagde diskret et organdonorkort ind under en sammenfoldet avis, og en forskræmt konfirmand med matroskrave slugte en hel dåse skipperrogn i én mundfuld.
”Du har hugget sukker,” erklærede delingsføreren. ”Og det nytter ikke at nægte, du kan lige så godt indrømme det. Der er vidner,” tilføjede han og nikkede over mod de to fra Jehovas Vidner.
”Gu’ har jeg da ej hugget sukk…” Jeg gik i stå og stirrede forstenet på den sukkerskål, som jeg havde siddet med fingrene nede i, da de brasede ind. Jeg bandede indvendigt af min egen dumhed, for alle vidste jo, at ordensmagten var på dupperne efter den demonstration med skoletandlægerne, der havde råbt ”Støt melis, bevar roen” og delt gratis perlesukker ud foran Sandholmlejren.
”Så’ det afgang!” brølede han, og de førte mig ud og gennede mig hen til en hvid Ford Mondeo.
”Jeg er vegetar, jeg forlanger et salatfad!” råbte jeg, og de kendte mine rettigheder godt nok til ikke at afvise mit krav. Kort efter sad jeg på bagsædet af Mondeo’en med to bryske betjente på hver sin side og et kæmpe salatfad på skødet. Når jeg bøjede mig forover, kunne jeg lige akkurat bide i et par af de grønne blade. Efter en kort køretur ankom vi til stationen, og jeg blev ført ind ad en bagdør og ind i en tom celle, hvor de tog håndjernene af mig.
”Jeg forlanger en Advokat!” forlangte jeg, og kort efter kom de med en cerut.
”Jeg forlanger også en lighter!” forsøgte jeg, men den faldt de ikke for.
”Ha! Du har kun krav på en Advokat, ikke på ild!” grinede betjenten og gjorde mine til at lukke døren.
”Vent…! Jeg har krav på at se bevismaterialet!” Jeg kæmpede desperat for at vinde tid. Betjenten tøvede. Han kendte tydeligvis godt regulativet.
”OK, vent her,” sagde han og smækkede døren. Kort efter kom han tilbage med det huggede sukker, lukkede døren efter sig og holdt sukkeret frem, så jeg kunne studere det.
”Det er ikke hugget sukket!” sagde jeg triumferende.
”Det er det i hvert fald!” sagde han indigneret.
”Nej, det ligner hugget sukker, men det er svensk. Alle ved, at svenskerne ikke har hugget sukker, de har bit-socker. Se selv på pakken!”
Jeg holdt det op i lyset, og han studerede det nærmere. En mørk sky gik hen over hans ansigt.
”For satan… det er rigtigt nok. Bit-socker… Det holder ikke i retten!” konstaterede han ærgerligt.
”Jeg forlanger, at I hurtigst mulig løslader mig og kører mig tilbage til caféen, inden min kaffe bliver kold. Ellers forlanger jeg erstatning!”
“Rolig nu, det er jo ikke et taxaselskab, det her. Men du skal nok få erstatningskaffe, det har vi masser af!”
Jeg sukkede og glædede mig inderst inde over, at jeg aldrig ville blive betjent.
1 person kan lide denne tekst
Af Torkil, 19. april 2010, 23:50 Syvfold er gået godt med flisebelagt flamingo, indesneet rørhøne, hjernedød rådvildhed og staldkåd scart-tilslutning. Med Hvidovre og Gamle Lillebæltsbro, med aksemagterne og centralkomite, med arktisk kombinationstone og parapsykologisk eloxering.
Jeg har arbejdet med rim og remser, lænker og længsel, lodder og trisser, langtidsplanlagte sidsteøjebliksløsninger, undergravende overspringshandlinger, spontane skriveblokeringer og vokabulær verbalviagra i højeste potens med laveste fællesnævner. Med fastholdelse af løsslupne ideer og frisættelse af fastgroede fobier og umådelige mængder af mageligt mådehold. Ind imellem er Nissen også flyttet med.
Men denne gang… denne gang er jeg fortabt. Eller for træt, eller for meget, eller for lidt. Det er i ellevte time. Deadline er snart mere dead end line. Hovedet er tomt, papiret hvidt og skærmen blank. Fantasien har flyveforbud og kan ikke komme på vingerne. Ånden kan ikke overkomme at komme over mig. Musernes kilde er tørret ud eller ind eller hvor den slags nu tørrer hen.
Det er tomhedens triumf. Det er begrænsningens kunst i sin yderste konsekvens, hvor der kun er begrænsningen tilbage, og det er ingen kunst.
Heldigvis sker det ikke så tit.
1 person kan lide denne tekst
Af Torkil, 12. april 2010, 21:55 En forårskåd forsker var svært lidenskabelig
i jagten på én, der var tværvidenskabelig
Han ønskede en præsentabel pige
som han kunne dyppe sin snabel i
Og tilbød et pænt respektabelt logi
som start på et trygt ægteskabeligt hi
Men fandt aldrig rigtig kapabel magi
i stedet blev det kritisabel kemi
Han manglede nok praktikabel pli
til det der vel var en banal utopi
Af Torkil, 5. april 2010, 20:42 Forleden gik jeg ind og sagde op,
jeg er træt af det forbandede job
som sloganforfatter på det her bureau
jeg må op på et checket niveau
Nu det’ slut med at brande likør
jeg er færdig som sætningsjonglør
Jeg blæser på min konkurrence-klausul
for min spidskompetence er cool
Det er et hav af ord, jeg har smidt over bord, når det sejlede for mig
De flyder frit omkring, det gør ingenting, jeg er afmønstret den galej
I stedet er jeg startet for mig selv
og nu stoler jeg totalt på mit held
Det’ et fuldtidsjob at få fat i dig
og nu er det min levevej
Jeg vil kun være din konsulent
din egen private agent
Skriv hvad du vil i min nye kontrakt
jeg har sagt det, jeg skulle ha’ sagt
Det er et hav af ord, jeg har smidt over bord, når det sejlede for mig
De flyder frit omkring, det gør ingenting, jeg er afmønstret den galej
Jeg vil samle tråde op, du har tabt
rydde op i det kaos, du har skabt
Jeg vil pudse din glorie, hvis den er for mat
jeg vil kede dig, når du er for træt
Jeg vil være hanen i dit hønsehus
og den kat, der holder hus med dine mus
En vagthund, en jagthund, en hund efter alt
jeg vil komme hver gang, der bli’r kaldt
Det er et hav af ord, jeg har smidt over bord, når det sejlede for mig
De flyder frit omkring, det gør ingenting, jeg er afmønstret den galej
3 personer kan lide denne tekst
|
|
Tags: 
Nyeste kommentarer