|
|
Af Torkil,  8. marts 2010, 20:13 Det var mandag, og klokken var blevet halv elleve, før jeg sad med morgenkaffe, smøger og 7 kilo søndagsavis fra i går. Sneen dalede blidt ned uden for vinduerne, og jeg kunne se, hvordan den – måske lidt påtaget – lagde sig på taget og kirketårnet i det fjerne. Jeg sank hen i en farverig dagdrøm om hvid sne, grøn gran, blå himmel og rød Tuborg, da kirkeklokkerne pludselig bimlede løs, og jeg kastede mig halvdøv og forvirret over telefonen.
”Notre Dame, det er Quasimodo,” kvækkede jeg.
”Hva’be’ha’r?? Så har jeg vist ringet forkert!” lød en forvirret stemme i den anden ende.
”Nogen har i hvert fald klokket i det, for jeg har stadig kimen for ørerne!” vrissede jeg og lagde røret på. Der gik kun et kort øjeblik, så ringede telefonen igen.
”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”
”Ja, goddag igen, jeg er From. Er der en klokke, der ringer nu?”
”Nej, gudskelov.”
”Øh… godt. Ejvind From er navnet, og jeg er formand for menighedsrådet i Kirkelille Sogn. Jeg ville høre, om De kunne gøre mig en tjeneste?”
”Skal det være en gudstjeneste?” spurgte jeg.
”Nej, ikke direkte. Men på en måde alligevel,” svarede han underfundigt. ”Jeg er ikke meget for at tale om det i telefonen… De kunne måske gøre mig den tjeneste at aflægge et besøg i min bolig? Det er en tjenestebolig.”
”Joo, det kunne nok lade sig gøre. Skal vi sige kl. 13?” spurgte jeg.
”Det er en aftale, men kirken kan godt være lidt svær at finde. Må Gud være med Dem.”
”Nej, han må selv finde derud,” svarede jeg og lagde på.
Klokken 12.58 trillede jeg ad uransagelige veje – som Herrens jo ofte er – op foran den lille kirke i Kirkelille. From bød mig velkommen, og vi fulgtes ind på hans kontor, hvor han tilbød mig en kop espresso.
”Espresso? Meget gerne…,” sagde jeg forventningsfuld.
”Overrasket?”
”En smule…,” indrømmede jeg.
”Der står et sted i Bibelen, at David kommer med en forsoningsgave af nogle ristede bønner, der står ikke, at han kommer med en billig blanding fra Brugsen, der har stået og småkogt på en kaffemaskine nede på tanken hele dagen. Lige siden mine forældre tog mig med til mit første bønnemøde, har jeg sværget til denne fortræffelige Jahve-blanding fra Sumatra.”
”De er i sandhed from, From,” komplimenterede jeg.
”Tak. Men nu til sagen, De er jo ikke kommet på grund af mine bønner. Jeg har derimod en bøn til Dem. Vi har visse problemer med vores nye præst, Povl Wallach, som kom for et lille halvt års tid siden,” forklarede han.
”Hvorledes?” spurgte jeg.
”Det er som om han bliver en anden, når han træder ind i kirken og holder gudstjeneste. Normalt er han en stille og rolig mand, meget høflig og beleven, hilser altid pænt og holder døren for ældre damer. Men når han tager præstekjolen på og træder ind i kirken, så er han slet ikke til at kende igen.”
”Hvornår begyndte det?” spurgte jeg.
”Første gang vi havde svært ved at genkende ham til en gudstjeneste, viste det sig, at det slet ikke VAR ham, men en vikar fra et andet sogn. Uden at give besked havde Wallach taget et korstog til Det Hellige Land for at holde ferie. Men da han kom tilbage, lignede han heller ikke sig selv og for den sags skyld heller ikke vikaren. Det ligner ham ikke.”
”Hm… så kan man næppe forklare det med en lignelse. Hvad gør han anderledes?”
”Det hele skal bare gå stærkt. Han taler så hurtigt, at man dårligt kan forstå hvad han siger, og alle ritualer og ceremonier er skåret ned til et absolut minimum.”
”Har De selv en ide om, hvad der kan være sket?”
”Et af sognerådsmedlemmerne har hørt ham sige noget om ”Alter Ego”. Vi er bange for, at han er ved at udvikle en slags skizofreni. At han bliver en anden, når han står foran alteret. Som om han har et andet jeg.”
Jeg sad og kiggede ud af vinduet og funderede over, hvad sognerådsformanden havde fortalt mig. I det samme kom en stor firehjulstrækker kørende ind på parkeringspladsen med en hestetrailer bagved.
”Hov, nu kommer han. Måske skulle De selv tale med ham?” foreslog From.
Jeg gik ned på gårdspladsen og kastede et nærmere blik på hestetraileren. Der stod en flot, brun hingst inde i traileren og gumlede på et net med hø. Jeg fortsatte ind i kirken, hvor præsten stod ved alteret og studerede en billedfrise, der forestillede Jesus liv som hest. Han havde grøn nylonjakke på, stramme ridebukser og brune læderridestøvler. Det havde præsten også. Jeg rømmede mig.
”Hm-hm, undskyld, pastor Wallach, må jeg tale med Dem et øjeblik?” spurgte jeg høfligt. Det gav et sæt i ham, så satte han i et stort smil og gav mig hånden.
”Ja, naturligvis. Hvad kan jeg gøre for Dem?”
”Mit navn er Nissen, jeg har et detektivbureau. Jeg har lige talt med sognerådsformanden, som er meget bekymret over Alter Ego,” begyndte jeg.
”Åh, javel… ja, jeg havde jo frygtet, det ville komme for dagens lys,” stammede han forlegent.
”Deres frygt er ganske ubegrundet, From har ikke fundet ud af Deres lille hemmelighed,” beroligede jeg ham.
”Men De…,” hviskede han.
”Ja, jeg ved godt hvem Alter Ego er. Jeg havde en trio til 4.000, da han blev treer i Koster Memorial. Fantastisk spurt.”
”Ja, ikke sandt? Han lå næstsidst ind i opløbssvinget, og havde løbet være bare 200 meter længere, så havde han helt sikkert vundet. Han er en dejlig dreng…” Præsten fik et saligt blik i øjnene.
”Men måske skulle De overveje kun at starte ham på hverdagsaftener. Jeg kan forstå, at det giver visse problemer med tempoet i afviklingen af gudstjenesten, at De nå skal nå til Lunden hver søndag…”
”Ja, jeg ved det godt… men jeg kan ikke svigte Lunden! Åh, hvad skal jeg dog gøre? Nu er dyre råd gode!”
”Find en person, der ligner Dem, og betro Dem til ham. Hvis I kan bytte plads undervejs i gudstjenesten uden at nogen opdager det, så kan han gøre den færdig, mens De skynder Dem til Lunden,” foreslog jeg.
”Du gode Gud, et Alter Ego! Selvfølgelig! Det er ikke blot en fremragende plan, Nissen, der er jo opfyldelsen af Froms profeti!”
Han strålede som et helt Lucia-optog, bare uden bøjle på tænderne, og ude fra gårdspladsen kunne man samtidig høre en godmodig vrinsken fra hans firbenede Alter Ego.
”Det lyder jo som en hel Morten Korch-film,” sagde jeg.
”Jeg synes nu kun det lød som traileren,” smilede Wallach og gav mig et varmt håndtryk og et par staldfiduser.
 2 personer kan lide denne tekst
Af Torkil, 1. marts 2010, 21:13 Det var en rigtig dagen derpå. Jeg vågnede lidt op af formiddagen med en dundrende hovedpine og supplerede min morgenkaffe med et par panodiler. Det blev heldigvis en meget stille dag. Telefonen ringede først ud på eftermiddagen, da jeg lå og døsede i sofaen med kaffe og smøger og læste brugsanvisningen på den Oral B-tandbørste, jeg havde fået i julegave. Jeg har altid været bange for at få stødtænder af elektriske tandbørster.
”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” bekendtgjorde jeg.
”Goddag, De taler med Hans Ejnar Hansen fra Brønshøj. Jeg har brug for Deres hjælp i en lidt delikat sag, som ikke tåler offentlighedens lys.”
”Sådan har mine øjne det også i dag. Sig frem,” fremsagde jeg.
”Det er mine genboer, et nydeligt, ældre ægtepar. Han er pensioneret departementschef, og hun er tidligere skuespillerinde. De kender navnene, når jeg fortæller Dem det. Derfor kan jeg ikke ringe til politiet, før jeg er sikker i min sag.”
”Hvilken sag?” spurgte jeg skarpsindigt.
”Jeg tror, der er begået en forbrydelse derinde,” troede han.
”Jaså. Hvilken forbrydelse?” Jeg spidsede ører.
”Et drab. Jeg er sikker på, at de har slået tiden ihjel, men jeg vil gerne bede Dem skaffe fuld vished, inden jeg anmelder det,” sagde han alvorstungt.
”Hvilken avis anmelder De for?”
”Statstidende. Jeg anmelder dødsboer.”
”Jeg kommer med det samme, der er ingen tid at spilde.”
”Nej, netop. Det her kan få uhyggelige konsekvenser.”
”Hvad mener De?” spurgte jeg desorienteret.
”Der er jo ingen tid at spilde, hvis de har slået tiden ihjel!”
”Netop…,” sagde jeg og fik adressen, hvorefter jeg ringede efter en taxa. En halv time efter stod jeg på en stille villavej i Brønshøj. Røde murermestervillaer, ryddede fortove, mellemklassebiler i carportene og hist og her lidt røg op af skorstenen. Typisk dansk forstadskvarter.
Jeg ringede på hos Hans Ejnar Hansen, mens jeg skævede mod genbo-ejendommen og spekulerede på, hvilke rædsler der mon havde udspillet sig derinde. Hansen lukkede mig ind, og vi satte os i hans stue.
”Hvordan fattede De mistanke?” spurgte jeg, mens jeg hældte den kaffe op, han havde budt mig.
”Jeg har længe haft dem mistænkt for at forsøge. Hele ugen har de siddet i hver sin lænestol inde i stuen og bare stirret på hinanden uden at lave noget som helst. Her ved middagstid hørte jeg nogle frygtelige klokkeslag, og så blev der helt stille. Siden har jeg ikke hørt en lyd.”
”Hm… hvad skulle motivet være?” spurgte jeg.
”Se hvad tiden har gjort ved dem! Engang var de unge, smukke og rige, og dengang havde de aldrig tid. Men siden de blev pensioneret, har de haft masser af tid, og nu er de ikke andet end rynket pergamenthud med leverpletter. Men de har aldrig brudt sig om, at nogen tikkede ved bordet. De synes, at livet har gjort dem uret, og de har engang fortalt mig, at de simpelthen prøvede at få tiden til at gå. Men jeg gætter på, at det ikke er lykkedes dem. Jeg har i hvert fald ikke set nogen forlade huset i flere dage. Jeg er sikker på, at de i stedet har besluttet at slå tiden ihjel.”
”Det er et muligt motiv, det har De ret i,” indrømmede jeg. ”Og anledningen… De siger, at de har haft masser af tid på det seneste?”
”Helt sikkert. Tiden har simpelthen stået stille derinde.”
”Men er De sikker på, at der ikke er andre, der har haft tid?” vedblev jeg.
”Se Dem omkring, menneske. Hvad ser De? Ingen har tid til noget som helst i dag!”
”Det kunne også være, at den er blevet stjålet. En tidsrøver måske?”
”Nej, jeg er sikker på, at der ikke har været nogen. Der ligger også stadig sne i hele deres have, og der er ingen fodspor overhovedet,” fastslog han.
Han havde ret. Det var helt oplagt. Jeg fornemmede, at jeg havde fat i noget stort, noget der virkelig ville vække opsigt, når det kom frem. Og det ville vokse sig større med tiden.
”OK, så vi har et motiv og en anledning. Men hvad med mordvåbnet?” fortsatte jeg min mentale checkliste.
”Det lød på klokkeslagene som om det var et stumpt instrument. Det må være inde i huset stadigvæk.”
”Ja, det er nok på tide, at vi overvejer at gå over vejen og aflægge dem et besøg,” sagde jeg og rejste mig.
Han fulgte med derover. Sneen lå ganske rigtigt hvid og urørt, og det var tydeligt, at der ikke havde været nogen i flere dage. Jeg bankede på hoveddøren, men der var ingen reaktion. Jeg gik hen langs huset og så ind af vinduet. Inde i stuen stod to store lænestole vendt mod hinanden, og i stolene sad to ældre mennesker og stirrede på hinanden. Jeg anede straks uråd, og gik tilbage til hoveddøren og tog i dørhåndtaget. Endelig var der noget, der gik op for mig. Den var nemlig ikke låst.
Jeg gik ind i stuen og fik bekræftet mine bange anelser.
”Hansen!” kaldte jeg. Han kom langsomt ind i stuen.
”De tog fejl. Deres genboer har ikke slået tiden ihjel – det er tiden, der har slået dem ihjel!”
”Umuligt… jeg var så sikker i min sag!”
”Ja, en overgang troede jeg også på det,” medgav jeg.
”Men her er jo ikke nogen. Det betyder, at…” Han stivnede.
”Ja, De har ret. Det betyder, at tiden er smuttet fra os!”
2 personer kan lide denne tekst
Af Torkil, 22. februar 2010, 17:38 Morgenradioen spillede ”Smoke Gets In Your Ice” mens jeg hældte kaffe op og tændte dagens anden smøg. Jeg sad som sædvanlig klar ved telefonen, men der skete ikke noget før op ad formiddagen, og så var det ikke engang telefonen der ringede, men dørklokken. Jeg gik ud og åbnede – det var postbudet.
”Er De Nissen?” spurgte han på etatens vegne.
”Ja,” bekræftede jeg.
”Har De noget legitimation?”
”Du kan da se, det er mig der bor her, det er jo mig, der lukker op!” sagde jeg sarkastisk.
”De har ikke noget navn på døren,” påpegede Falkeøje.
”Nej, men jeg er altså mig,” sagde jeg filosofisk.
”Det ikke er så længe siden, de forrige beboere flyttede,” huskede han, ”min postmester siger bare, at nissen altid flytter med.”
“En poståelig postand,” konstaterede jeg og viftede ham om næsen med mit Nissens Detektivbureau-visitkort, som jeg bruger, når jeg skal på kort visit.
”Udmærket, så skulle den sag jo være opklaret,” sagde han og klarede op.
Ja, og jeg skulle tage et honorar med strafporto, tænkte jeg, mens jeg modtog to almindelige prøvekuverter. Den ene knasede lidt mellem fingrene…
”Hey, post, et pulverbrev! Det vil jeg ikke have inden for døren!”
Han studerede brevet, rev rutineret et hjørne af posen og dryssede et brunt pulver ud i hånden og snusede til det.
”Det er jo bare en vareprøve fra Nescafé.”
”Ja, det vidste jeg da godt,” løj jeg, ”men det der syntetiske stads er altså ikke lige min kop te. Tag det med igen! Jeg drikker kun økologisk Java, som jeg selv har kværnet.”
”Beklager, hvis det havde været et te-brev, kunne jeg måske have haft det i posen, men ikke dét der,” beklagede han og fortsatte sin postomdeling. I stedte listede jeg diskret brevet ind ad min nabos brevsprække og koncentrerede mig om den anden prøvekuvert, der i det mindste viste tegn på en afsender, eftersom der stod Sigma på bagsiden. Inden i lå et tyndt, hvidt metalskilt, hvor der med sorte bogstaver stod prentet ”HØNISSEN”. Jeg rystede opgivende på hovedet og greb telefonen.
”Sigmaengang – nu Antons Låseservice,” lød det kort efter i den anden ende.
”Det er Nissen, er du gået fuldstændig fra forstanden, Anton?” vrissede jeg.
”Hov hov, rolig nu, hvad mener du?” spurgte Anton forbløffet.
”Troede du virkelig, du kunne spise mig af med det åndssvage blikskilt nede fra marskandiseren? Bare fordi du nu er blevet låsesmed!”
”Hvad fanden snakker du om?” spurgte han og simulerede vildrede.
”Jeg bestilte et dørskilt forleden dag, og du har sendt mit et ældgammelt blikskilt, som du har stjålet ned fra marskandiseren!” vedblev jeg.
”Fra Hønissen? Du er ikke rigtig klog, det kunne jeg da aldrig drømme om!”
”Hvorfor står jeg så med Hønissens åndssvage blikskilt i hånden?” spurgte jeg.
”Fatter minus… men vent lidt, jeg spørger lige min assistent. MARIE!! Hvor fanden er det pigebarn henne?”
”Er det hende med de lange ben og den store barm?” spurgte jeg uskyldigt.
”Ja, kender du hende?” replicerede han i et tonefald, der var mistænkeligt mistænksomt.
”Nej, ikke på DEN måde, men sidst jeg var nede i din butik, sendte hun mig et stjålent blik.”
”Så er det vel bare det, du nu har fået med posten,” foreslog han.
”For helvede… ja, selvfølgelig!”
Hvor dum kunne jeg være, tænkte jeg, men havde ikke tid til at vente på svaret. ”Nå, men så er dét mysterium opklaret,” tilføjede jeg i stedet og opjusterede min opklaringsprocent.
”Jeg skal nok tale med hende,” sukkede Anton. ”Hun lider af både jernmangel og metaltræthed, og hun drømmer kun om at blive gift, så hun kan blive skilt. Hun har stjålet blik før, og jeg har flere gange været lige ved at tage hende på fersk gerning, men hver gang når hun at slå blikket ned.”
”Heldigvis ikke mit problem. Hvad gør jeg med skiltet?”
”Send det ned til mig, så får jeg hende til at levere det tilbage til Hønissen. Og du skal nok få det rigtige skilt… lad mig lige checke din bestilling… Nissen, hvordan staver du det?” spurgte han.
”Som i Anders And og Onkel Joakim, der spiller Black Jack.”
”To n’er og to s’er?”
”Nemlig.”
”Jeg skal nok få det lavet i en fart,” lovede han.
I det samme brasede 4 kittelklædte, maskerede mænd ind i min lejlighed, greb mig i armen, førte mig ud på trappen og gennede mig hurtigt ned på gaden, hvor min nabo sendte mig endnu et stjålent blik, der sagde ”Pulveralarm!”
Af Torkil, 15. februar 2010, 22:50 Da Robert var ung, fik han altid skæld ud i skolen, fordi han ikke ville høre efter.
Roberts hørelse fejlede ellers ikke noget, og han ville faktisk også gerne høre, hvad lærerne sagde. Men han kunne ikke forstå, hvorfor han skulle høre efter, når de havde sagt noget. Dels synes han, der var temmelig stille i lokalet, når læreren havde sagt noget, og dels brød han sig ikke om at gøre noget med efter. F.eks. havde han engang siddet efter, og det var ikke spor sjovt, hvorimod han rigtig godt kunne lide bare at sidde. Og Kim havde engang fået skæld ud af sine forældre, fordi de sagde, at han haltede efter, men Claus fik aldrig skæld ud, selv om han altid haltede.
Roberts forældre mente, at han nok skulle komme efter det, og de skulle ellers nok vide hvad de talte om, for Robert kom fra et hjem med gehør. Hans far var lyttepost på Blindeinstituttet, og hans mor var sufflør og sad altid i en lille kasse under bordet og hviskede til Robert og hans far, hvad de skulle sige.
Robert følte derfor ikke rigtig, at han havde noget at skulle have sagt derhjemme, og i teenageårene blev han lidt af en øreflipper, der røg ind og ud af Christiania og var pot og pande med de lokale – oftest mest pot, indrømmede han senere med et skævt grin.
Han havde stadig svært ved at høre efter, og det var især et problem, når politiet kom forbi. Robert måtte nemlig ofte bede dem stave sig frem, og så slog de altid straks til.
På et tidspunkt røg han i totterne med ordensmagten, fordi han ikke ville flytte sig fra en stavgang, hvor de skulle på øvelse, og det kostede ham en hjernerystelse og en permanent høreskade, der medførte, at han på det venstre øre hørte alting med ca. ¾ sekunds forsinkelse. Det betød, at der opstod en meget distraherende kombinationstone inde i Roberts hoved, hver gang han blev udsat for lydpåvirkning.
Det kom han til at høre meget for, men det bidrog til, at han gjorde op med miljøet og besluttede sig for at læse til audilogiassistent. Han indså dog, at det ville tage for lang tid bare at lære at stave til det, og i stedet blev han maler.
Han strøg gennem læretiden og lærte at bruge sit hørehandicap til at kombinationstone den helt rigtige farvenuance ved blot at lytte til kundens ønsker, og således udviklede han sig til lidt af en tonekunstner inden for sit felt. Han nægtede dog stadig konsekvent at efteruddanne sig, og han ville også hellere forske i nye farvekombinationer end efterforske. Han var desuden modstander af efterlønnen og mente, at det var vigtigere at være farverig.
Men en dag, da han var nået halvvejs i livet – og halvvejs havde mødt kvinden i sit liv – valgte han til alles overraskelse at efterkomme hendes store ønske om at få et barn med ordene: “Det er ikke nok at komme, man må også komme til fornuft, hvis man vil have en efterkommer.”
Af Torkil, 8. februar 2010, 21:33 Han var ikke urørlig som rørlægger
men gemte sig bag sine røgtæpper
Han syntes dog selv, han var røvlækker
hvis ikke det var for de møgpletter
Der gjorde, han ligned’ en sløj fætter
faret vild i et mørke af fløjlsnætter
Af Torkil, 1. februar 2010, 23:14 I sidste uge fulgte vi beretningen om den svenske historieprofessor og slægtsforsker Ane Tavla, der som 69-årig blev gift med den unge eksilsovjetiske protestsanger Vladimir Njetsov. Han er også et ganske interessant bekendtskab.
Vladimir var kun 23, da han faldt for den præcis tre gange ældre Ane, og det var næppe tilfældigt. Han var nemlig lidt af et matematisk geni, der sin unge alder til trods allerede havde regnet ud, at det var væsentligt mere karrierefremmende at fremføre sine protestsange på Vaksala Torg i Uppsala end på Den Røde Plads, selv om tilhørerantallet var nogenlunde det samme.
Da Vladimir mødte Ane boede han i et nedlagt beskyttelsesrum under torvet, og her flyttede de nyforelskede sammen i den første romantiske tid, men efter kort tid ville skæbnen, at Ane gik bort. Heldigvis kom hun tilbage et par dage efter, da hun ikke bare havde fundet sig selv men også den gang, der førte til Vladimirs lille underjordiske domicil. I stedet flyttede de ind i hendes lille lejlighed, hvor de boede indtil hun døde 6 år senere efter kort tids sygdom og efterlod Vladimir i en desperat fortvivlelse, der i sit omfang kunne måle sig med Dostojevskis samlede værker.
På det tidspunkt stod han på kanten af et veritabelt gennembrud med sit selvbiografiske musikalske værk ”объединяют, а не быть раздробленными”, og han var meget tæt på en aftale med en kammerat, der var taxachauffør, og engang havde kørt for en pige, der datede en fyr, der havde gjort rent på en lokalradio. Aftalen glippede imidlertid, da Vladimir – tynget af sorg efter ægtefællens død – slog sig på flasken og var væk i et par måneder, og til sidst blev taxachaufføren træt af at vente og tog en gadetur til Flogsta.
Vladimir, der hidtil havde troet, at han kunne gå på vandet, valgte i stedet at gå på vandvognen og indså, at det næppe var via musikken, at han skulle realisere sin drøm om at opnå udødelighed, og i stedet solgte han sin sjæl til Retsmedicinsk Institut med en selvrisiko på 20 år. For pengene købte han en enkeltbillet og under falsk identitet, Vladimir Njetisov, fik han job som alvidende fortæller, da New Jersey Water Resources Research Institute søgte en konsulent, der var på vandvognen, til at udarbejde deres årsberetning.
De blev så glade for ham, at de tilbød ham fastansættelse, og i flere år underviste han i det korrekte blandingsforhold mellem vand og forskellige former for spiritus. I en tid, hvor alle forskede i ny viden, fandt han en niche ved at begynde at forske i gammel uvidenhed. Hans artikelserie ”Ignorance is prerequisite for learning industry” (på dansk: ”Livslang læring: fra EFG til EGV”) blev ganske utilsigtet en umådelig inspirationskilde for uddannelsespolitisk planlægning og prioritering i store dele af Nordamerika og Europa.
Vladimir var heller ikke bange for at hvæsse den kritiske pen og vakte pæn opsigt med sin teori ”From No How to Know How”, der basalt set gik ud på, at 80 % af den tredje verdens problemer ville forsvinde, hvis den vestlige verden programmæssigt begyndte at eksportere ”Know how” i stedet for ”No how”.
Han faldt dog for alvor i miskredit, da han – i et ellers oprigtigt forsøg på at hylde det amerikanske samfund – skrev en kronik i New York Times, hvor han roste politikerne for at have lært meget af Watergate-skandalen, eftersom det aldrig siden var blevet opdaget, at man havde aflyttet hinandens hovedkvarterer.
Kort tid efter blev han derfor afskediget med en mindre fratrædelsesgodtgørelse, hvilket den forurettede Vladimir syntes var godt gjort. For pengene købte han en enkeltbillet tilbage til Sverige og opsøgte sin gamle ven, taxachaufføren i Uppsala, der via TV-programmet “Sweden’s Got Talent – Here He Is” var blevet international rockstjerne og lå nr. 1 på alverdens hitlister med Elvis-remixet ”Blue Swede Shoes”. Vladimir fik imidlertid lov at overtage hans gamle taxa, og selv om han havde sit hyr med det, lå han og kørte rundt i den, indtil Retsmedicinsk Institut en dag gjorde krav på hans sjæl.
Af Torkil, 25. januar 2010, 07:21 I sidste uge fulgte vi beretningen om arkæologen Svend E. Kaabe, der på et tidspunkt fik hjælp af den svenske historieprofessor og slægtsforsker Ane Tavla. Hun er værd at tage i nærmere øjesyn.
Hun var i midten af det 20. århundrede et stort navn i svensk slægtsforskning og blev udnævnt til professor på Uppsala Universitet efter en doktorafhandling på over 500 sider, hvor hun redegjorde for sine årelange studier med at kortlægge de familiemæssige relationer mellem børnene i Bulderby.
Ane Tavlas eget liv var som taget ud af et eventyr, nærmere bestemt Grimms Eventyr om Den Dovne Spinderske, der ganske godt beskrev forholdet mellem hendes forældre i barndomshjemmet i Surahammar. Derfor lærte Ane allerede fra barnsben at sno mænd om sin lillefinger, og det skulle vise sig at blive en nyttig evne, efterhånden som hun voksede op. Mænd var der nemlig nok af i hendes liv, for Ane var intet mindre end billedskøn, og bejlere og tilbedere kom rejsende fra nær og fjern og enkelte endda helt fra Västerås.
Ane afviste dog dem alle som én, mens hun koncentrerede sig om skolen. Her var hun en flittig og opvakt elev, der især viste gode evner i matematiktimerne, hvor hun som en af de få kunne holde sig vågen lige til klokken ringede. Hun havde især en stor passion for ligninger og synes altid, at de ubekendte på en eller anden måde virkede bekendte. Med en blanding af kvindelist, balloner og håndlotion fik hun som oftest lokket de ubekendte til at træde frem i lyset længe inden sine klassekammerater, men skønt matematikken havde en stor plads i hendes hjerte, så er resten som bekendt historie.
Ane blev optaget på det berømte Rudbeckianske Gymnasiet i Västerås, hvor hun forelskede sig hovedkulds i sin historielærer, den 67-årige og lettere distræte Inge Naning. De indledte snart et hedt forhold, men for at undgå skandale måtte de naturligvis holde det hemmeligt, hvilket lykkedes så godt, at Inge Naning heller aldrig opdagede det. Sammen skrev de en monumental afhandling med titlen ”Jag fattar det inte” om Lenins bevæggrunde for at afholde oktoberrevolutionen i november, men efter et skænderi om forsideillustrationen gik deres forhold i stykker.
Ane fortsatte med at uddanne sig inden for historiefaget og kastede sig desuden over slægtsforskningen, der blev hendes helt store passion. Hendes første store ambition var at dokumentere, at alle mennesker rent faktisk nedstammer fra Adam og Eva. Efter møjsommeligt at have arbejdet sig frem fra skabelsesberetningen til omkring det 14. århundrede, glemte hun uheldigvis sine noter i toget til Stockholm, da hun skulle besøge hos sin jævnaldrende veninde, Astrid Lindgren, som havde bedt hende gå med til auktion hos Bukowskis, idet hun overvejede at anskaffe sig et forfatterskab.
Resten er som bekendt historie. Astrid fik et lysende forfatterskab, og Ane fik ansættelse på universitetet i Uppsala, men beholdt kontakten til Astrid forfatterskab, fordi Astrid var bange for at den skulle blive væk mellem alle hendes bøger. Sideløbende med sin akademiske karriere som historieprofessor specialiserede Ane sig i slægtsforskningen inden for det Lindgrenske fortælleunivers og hjalp sin veninde med at holde styr på fakta og detaljer i de fantasifulde beretninger om Emil, Pippi, Bröderna Lejonhjärta, Nils Karlsson-pyssling, Mästerdetektiven Kalle Fucking Blomqvist og alle de andre elskelige personer. Kun Karlsson fandt hun en smule påtaget.
Skønt der fortsat var bejlere nok, giftede Ane Tavla sig først i en høj alder, da hun som 69-årig blev viet til den unge eksilsovjetiske protestsanger Vladimir Njetsov, som hun tilfældigt havde mødt til en ishockeykamp i Gävle, hvor hun var blevet bedt om at undersøge, hvem der var far til Puk. Ane og Vladimir boede i Anes lille to-værelses i Uppsala, indtil hun døde blot 6 år senere efter kort tids sygdom.
Ane Tavla ville en dag være blevet 100 år.
Af Torkil, 18. januar 2010, 21:04 I sidste uge fulgte vi den strømlinede beretning om den stakkels Sten Graversen, der så frygtelig gerne ville have været psykolog, men i stedet kom i lære hos arkæologen Svend E. Kaabe. Denne Kaabe er imidlertid et helt kapitel for sig selv:
Han blev født i en nobel familie, og hans forældre de sa’e ham så tit: ”Når du bli’r stor og skal til at ha’ stilling, skal du få dig noget, der er absolut solidt”. Den sang havde Svend dog hørt før, så han besluttede sig for en karriere som arkæolog, idet han allerede fra barnsben havde været meget gammelklog og optaget af fortiden. I historietimerne fordybede han sig især i urtiden, men opgav snart emnet, fordi han blev forstyrret, hver gang det ringede.
I stedet kastede han sig over stenalderen, formentlig under indflydelse af en historielærer, der selv var et mosefund, og som benyttede enhver anledning til at fare i flint. Ved en af disse lejligheder gjorde Svend et fund, der skulle få helt afgørende betydning for hans liv. På selve hans 14 års fødselsdag faldt han nemlig over en stentavle med en helleristning af to mænd, der tog en lur.
Han slog sig alvorligt i faldet og var bevidstløs et par minutter, inden han kom til hægterne. Ved hægterne gik det op for ham, at han kom fra et hjem, hvor faderen hver dag tog en lur, mens moderen forsvandt ud i haven, og det forslåede fødselsdagsbarn fik den tanke – der var åbenbart næsten tale om en åbenbaring - at hans far og han selv måtte være direkte efterkommere af de to mandspersoner, som hende der Helle havde ristet engang i jernalderen.
Svend brugte derfor sine efterhånden veludgravede arkæologiske evner (først som voksen lærte han, at der snarere var tale om ”kompetencer”) til at gå i gang med slægtsforskning og kom herunder i kontakt med datidens førende skandinaviske ekspert på området, historieprofessor Ane Tavla fra Uppsala Universitet, der bl.a. er kendt for at have dokumenteret, at Jan Guillou i mange år rent faktisk har levet i fortiden, selv om han selv afviser påstanden.
Ane Tavla påtog sig at hjælpe Svend og via sine internationale kontakter (som hun havde i kraft af sin plads i Universitetsledningen) kunne hun relativt hurtigt oplyse, at Svend nedstammede fra Napoleon.
Det var måske ikke helt det, den unge mand havde regnet med, da han faldt over ristningen, og det viste sig da også at være en uheldig sprogforbistring, idet Ane Tavla i virkeligheden havde ringet og sagt, at han nedstammede fra sin nabo Leon.
Det forklarede ganske vist hullet i hækken, men således sluttede Svends interesse for slægtsforskning. I stedet vendte han tilbage til arkæologien og fik en fremragende karriere, der kulminerede med den legendariske opdagelse af en dinosaurusknogle i Dronningens askebæger under udgravningerne til en hidtil hemmeligholdt parkeringskælder og gangtunnel til Operaen, som Mærsk McKinney Møller havde fået tilsagn om. En plan, der siden måtte opgives, officielt fordi Henning Larsen havde begået fornærmet både majestæten (og hvad værre var også rederen) ved at konstruere nedkørslen fra 2. sal af Christian IX’s Palæ, men uofficielt fordi majestætens askebæger var blevet beslaglagt af et danefæ fra Nationalmuseet, der var bange for at ryge i en sparerunde.
Svend E. Kaabe underviser i dag pædagogstuderende på Rudolf Steiner Seminaret i sandkassetænkning, og for at supplere sin relativt beskedne findeløn har han det overordnede ansvar for, at Metro-byggeriet i København først kan igangsættes, når alle udgravningerne er foretaget med teske, tandbørste og pincet.
Af Torkil, 11. januar 2010, 05:33 Sten Graversen ville egentlig have været psykolog, men ved optagelsesprøven blev han blev rådet til at vente nogle år, indtil han havde fået en bedre karakter. Det var en streg i regningen, for han allerede anskaffet sig en sofa, en tweedjakke og et psykologi, men han byttede det væk for et brugt eksemplar af ”Hvad kan jeg så blive” (fortsættelsen til “Hvad kan jeg blive”, blot med 998 sider færre.).
Efter at have læst den, valgte Sten at gå under jorden. Han byttede derfor ”Hvad kan jeg så blive” for en teske, to knæpuder og en bredskygget hat, og udstyret med disse remedier var det en smal sag at komme i praktik hos den berømte arkæolog, Svend E. Kaabe, der bl.a. er kendt for at have fundet en dinosaurusknogle i Dronningens askebæger.
Svend skulle – sammen med en udvalgt gruppe Skalk-abonnenenter – finkæmme den københavnske undergrund med håndkraft for at sikre, at der ikke gik så meget som en middelalderlig hårnål tabt, når Metro-selskabet skulle anlægge Københavns nye Cityring i løbet af de kommende 45 år.
Desuden antog Sten, at der ville være en række væsentlige lighedspunkter mellem psykologens og arkæologens arbejde: begge prøver at bevare jordforbindelsen, mens de holder en skovl i hånden og graver uden at vide om de finder noget som helst der kan bruges.
Stens første opgave blev at udgrave Svends Mazda 626,som han havde måttet efterlade på en villavej i Vanløse, hvor den var fuldstændig begravet i sne. Til at løse opgaven havde Sten kun sin teske, knæpuderne og den bredskyggede hat, og opgaven blev ikke lettere af, at Mazdaen var hvid. Heldigvis fik han god hjælp af Svends kone, så han kunne gå efter lyden.
Svend var ganske godt tilfreds, da bilen og konen var gravet fri, for nu var han sulten og ville gerne hjem, så Sten fik at vide, at han havde bestået den første svendeprøve.
Hans første rigtige opgave blev at rydde et hjørne af Assistens Kirkegård, hvor Metroselskabet havde valgt at indlede Metro-byggeriet, fordi det var det eneste sted, der ikke var protester fra de direkte berørte. Da en gruppe handlende på Nørrebros Runddel forsøgte at starte en underskriftsindsamling, fik Svend kendt den ugyldig med henvisning til, at runddelen ikke er rund, men blot et regulært gadekryds.
Sten spurgte bekymret Svend, om det ikke ville give problemer at grave i indviet jord, men Svend forsikrede ham om, at det var der ingen ben i.
Sten gik derfor på med krum hals og inspireret af lokalområdets historie fik han den ide at bruge en bulldozerkran til arbejdet. Efter en del besvær fik han monteret sin teske på spidsen af kranen, så han kunne sidde varmt og godt i førerhuset og grave videre, mens han grundede over undergrunden og livet som sådan.
Det varede ikke længe, før han stødte på sit første fund: et stykke af en groft tilhugget sten, der oprindeligt havde målt ca. 12 * 12 cm, og som umiddelbart godt kunne ligne middelalderligt byggemateriale fra den landsby, der lå på området i 1400-tallet. Kun det vage omrids af inskriptionen ”…ød over Weideka…” gjorde Sten en anelse usikker på dateringen.
Nogle dage efter stødte han på en død mus, men ved nærmere eftersyn viste den sig kun at være hjernedød, idet den stadig virkede, når man højreklikkede på den.
Efter yderligere et par måneders møjsommeligt og tålmodigt gravearbejde gjorde Sten sit tredje og desværre sidste fund: et hidtil ukendt og ikke-kortlagt højspændingskabel, der tilsyneladende havde tjent som nødforsyning for Ungdomshuset, inden de blev revet med i faldet, da boligmarkedet kollapsede.
Svend og et par Skalk-abonnenter fandt ham i førerhuset efter fyraften, temmelig udbrændt, men med et smil om læberne, som Svend karakteriserede som ”svedent”. Sten fik en officiel begravelse, der hvor han så at sige havde gravet sin egen grav, men Metroselskabet afviste Svends forslag om at slette sporene efter ulykken, da beregninger viste, at indvielsen af Cityringen kunne fremrykkes 11 dage, hvis man anvendte det nyopdagede højspændingskabel.
Af Torkil, 14. december 2009, 20:48 Politiet har i dag erklæret Nordpolen for administrativt frihedsberøvet
Meddelelsen kom bag på en lang række af de klimaforhandlere, som Syvkold.dk har talt med i dagens løb, og den fik 50 lande i Den Afrikanske Gruppe til at boykotte forhandlingerne i sympati.
- Vi kender følelsen, for vi har selv været administrativt frihedsberøvet af den vestlige verden siden begyndelsen af 1400-tallet, siger en talsmand for gruppen.
Det er en ny undersøgelse fra Glaciulogisk Istitut, der har foranlediget politiet til den præventive tilbageholdelse.
- Som ansvarlig ordensmagt kan vi ikke blive ved med kun at symptombehandle. Målinger af islaget omkring Nordpolen viser, at det er ca. 2½ mio. kvadratkilometer mindre end i sidste fjerdedel af det 20. århundrede. Dermed mener vi at have fundet den reelle baggrund for de mange uroligheder, vi har set i byens gader og stræder den sidste uges tid, siger Roald Aabenmundsen fra Politiets Pressetjeneste.
Justitsministeren forsvarer aktionen mod Nordpolen med, at politiet gennem længere tid har følt sig frosset ud og lagt på is. Han beklager dog, at han i en TV-debat kom til at sige, at han selv var blevet angrebet med isbomber.
- Jeg blev ringet op af en journalist, og jeg forklarede, at jeg havde middagsgæster og netop var ved at angribe en isbombe, forklarer justitsministeren og bekræfter, at han altid spiser op, da han ikke vil risikere at blive dømt for foragt for retten.
Myndighederne kritiseres for kun at gå efter Nordpolen, og flere medier undrer sig blandt andet over, hvorfor Sydpolen går fri. Roald Aabenmundsen forklarer:
- Alle ved jo, at vand løber nedad, og det siger derfor sig selv, at det kun er Nordpolens smeltevand, der udgør en global klimatrussel. Nordpolens smeltevand vil strømme ned over jordkloden og få verdenshavene til at sige, mens en tilsvarende opvarmning af Sydpolen blot vil få dens smeltevand til at dryppe ned i himmelrummet.
Politiet har nu 12 timer til at stille Nordpolen for en dommer, og man er p.t. ved at sprede liggeunderlag ud over området og tilbyde isvand til de forurettede isbjørne. Samtidig arbejder man intenst på at leje de kølevogne, der skal transportere Nordpolen til Coldstars frysehus ved Vejle, der i al hemmelighed er blevet indrettet til arktisk klimafængsel.
|
Ugens Fold
sigma
som er et navneord, et sigma
|
Tags: 
Nyeste kommentarer