Nyeste kommentarer

  • Husker du (2)
    • Delora Montiero: Fed up with obtaining low amounts of useless visitors to your website? Well i want to tell you about...
  • morgen-F (1)
    • Line: Sommer for faen. Tak for legen mens den var go.
  • Fej, for egen dør (2)
    • Torkil: Du har sikkert siddet på den grønne gren og spist hvedebrød hele pinsen :-)
    • Louise: Jeg hørte bøgen kukke pinsemorgen. Gøgen var grøn. Jeg ved ikke om det var godt eller skidt, rigtig eller...
  • Frem-med-ordbogen (5)
    • Niels: But in Piemonte we make the finest Alfa!

Kategorier

Superleder

Det mest sympatiske ved begrebet er, at entropien går mod nul.

Når man tilbringer sit liv som en vandring langs den stokastiske grænse uanset det faktum at kontrolflippet egentlig bad om noget andet, så lyder det godt.

På den anden side er prisen for maksimal konduktivitet ofte nedkøling. Og hvor meget er muligt langs grænseværdierne for det absolutte nulpunkt?

Uendelige,,ud fra et synspunkt, Ensretning og determinisme, til en vis grad, er rart, På molekylært niveau. På grund af mulighederne.

Fysikkens love er sympatiske, ogs forsåvidt at vi alle sammen afgiver de Planckske konstanter vi nu en gang kan.

Men hvad nu hvis det er mig der er Schrödingers kat?

Malcolm

Der er ikke tradition for decideret at gå på restaurant til frokost heromkring. Det har han fundet ud af.
De fleste køber noget udenfor fabriksgaten (og det gør han i reglen selv), eller spiser i kantinen, men underleverandøren insisterer, så de kører lidt ud af byen forbi den imponerende bymur, i imponerende hovedkulds fart, og i en forstad entrerer de en mastodont af en betonbygning og tager en ramponeret elevator til 1. sal.
Xu giver ham tommelfingeren op. Det betyder at det er et godt sted.
Han kan stadig ikke tale sproget, og de har svært ved at forstå hans, men det går jo alligevel.
Rummet er tomt for gæster, men der er masser af personale. Bittesmå piger i uniformer med matroskrave, og en enkelt ranglet supervisor der stanger tænder med en overdrevent lang lilefingernegl.
De afleverer deres skuflende og lettere dissonante Huan ying med lillepigestemmer og kommer susende med wet towels og varmt vand. Han tænker på ungerne hjemme i Fishhoek, og deres Askepot-dvd. Musene Det er det de minder ham om.
Der er langt hjem. Men han er vant til at der er langt hjem.
Han kan ikke læse kortet, som sædvanligt, men han er ikke kræsen, og spiser hvad der bliver serveret. Xu, Lao Li og Song småsnakker, mens de prøver at hælde tilstrækkeligt med Great Wall-rødvin blandet med Sprite ned til at få en sund rødme i ansigtet, inden maden kommer.
Han drikker ikke rødvin, ikke rigtigt. Og han forstår ikke hvad de siger, men grøntsagsretterne er hvad de plejer at være, så alle stanger til fadet, ham selv inklusive, nu, hvor han har lært at klare sig uden gaffel.
Så kommer kødet. Det ser godt ud men han kan ikke genkende udskæringen. Det smager også fint, og hans appetit fejler ikke noget.
Det har den aldrig gjort.
Han tænker på sidste gang de havde haft naboerne ovre til braai og han havde lavet kanin. De andre havde spist det, men var ikke begejstrede. Lidt lige meget når Rhona så sit småfordrukne snit til at kysse lokalbetjenten i haveskuret mens ungerne legede udenfor, nå lige meget. Længe siden. 8 måneder måske?
Sådan er han ikke. Han spiser hvad der bliver serveret, og nyder det, som regel, hvis det er godt lavet. Og beder heller ikke om noget andet.
En af matroskravemusene står ved hans side det meste af tiden. Ikke større end tobak for en skilling, men da han ikke selv er særlig høj,og desuden sidder ned tænker han kun over det da han vender sig om og ser på hende.
“Bullfrog” siger hun. Meget stille. Gud. Engelsk. Han prøver at sige xie xie, men det lyder som shyshy, og hun fniser, hurtigt og blufærdigt, og forsvinder.
Han ser efter hende mens hun flitrer over mod baren. Hun har store sorte briller, og kort hår i forhold til de andre, men hun går med en vis personlighed, synes han. Han synes han kan se hendes rygrad under uniformen.
Da de skal gå tager Song regningen, og han får ikke lov til at se den, men pigen med de sorte briller følger dem til døren, og på vej tilbage til fabrikken – igen i hæsblæsende tempo-, finder han et kort i sin lomme. Der står “Friends – learn English? – x Zhi” og et telefonnummer.
En uge senere er han stadig langt hjemmefra. Og det bliver han ved med at være. Men han taster nummeret ind på fastnettelefonen i sin alt for store lejlighed, og selv om forbindelsen er dårlig, og selv om de ikke er ret gode til hinandens sprog får de aftalt et møde.
De er stadig sammen. Og han er stadig langt væk hjemmefra. Men apetitten fejler ikke noget. Det har den aldrig gjort.
Han spiser hvad der kommer på bordet. Og ved nærmere eftertanke smager det ikke altid dårligt.

tit-tit

Himmelen havde samme farve som akvamariner her lige før.

Alt for mange daggry. Men sådan er det tit.

Har igen prøvet at arbejde, fordi vågenheden indtrådte på det forkerte tidspunkt. Det er umuligt at sove på anstændige tidspunkter under de givne omstændigheder og forhold.

Men Øresund lyner rødt mod firmamentet, der er atter flyvere der tegner linjer på himmelen, og havet synger sin sang.

Et sted i verden vågner to umage elskende til et nyt nordisk daggry. Andre steder i verden starter dagen med channa dhal og dosa. I Suvarnabhumi sidder en mand og venter, mens mt Taranaki forholder sig rolig, i modsætning til andre.

Daggry, as ever. Skal bare lige have sjælen til at lande også. Den er undervejs. Og ligeglad med aske.

Tilfældet

Da de mødtes boede han sammen med et par andre drenge.
Det var sidst i halvfemserne, og det hele gik mest ud på bordfodbold, grønne koncerter og tømmermænd på vej til teknikum. (For ham. De andre var i lære, så de havde tømmermænd på vej på job.)
De havde det meget skægt og gik i byen en masse. Som den eneste kunne han faktisk godt lide at danse, så de andre gutter var ret sikre på at han bare styrede max forsåvidt tøserne angik. Han lod dem blive i den mystiske tro at et par fællesfysiske udfoldelser medførte mere, nødvendigvis.
Ikke at han fortalte en løgnehistorie efter den anden, han modsagde dem bare ikke når de nudgede og hævede øjenbrynet og smilede skævt.
Det var der jo ingen grund til.
Da de mødte hinanden var hun lige kommet ud af noget der, efter hendes begreber, var blevet ret uhensigtsmæssigt. Hun ville definitivt ikke ind i noget tilsvarende, og var stædigt fokuseret på at kravle dén vej op ad arbejdslivets lejder, dén der passede hende, og det der med drenge og/eller mænd stod langt tilbage på listen.
Det figurerede sådan set slet ikke. Hun styrede sit livlige sociale liv med kyndig hånd og navigerede uden om alle faldgruber mens hun langsomt og ihærdigt begyndte at arbejde sig opad.
Men de mødte hinanden. Til en grøn koncert. En dag hvor han lignede indebegrebet af en strandbums, og hvor hun, taget ud af kontekst og i klipklapsandaler, lignede en mørkblond, veldrejet alf, dog var han klogere og bedre at høre på end de andre strandbumser, og hun havde en anden tyngde og stædighed i sine ord end de andre alfer han havde danset med.
Mødte dem den anden dag. De er stadig smukke, mørkblonde, solbrændte mennesker. Han har et job der giver ham plads til at være dreng, han maler billeder og kan stadig godt lide at danse. Hun er kravlet langt, langt op ad stigen, og tyngden og stædigheden i hendes ord rummer nu også en viden om virkeligheden.
De arbejder meget, rejser meget, og leger meget, men ca. ti år senere er de trods tilbageslag, alvorlig sygdom, død, turbolenser, kriser og kamp stadig sammen. Deres lejlighed er lille, men fed på en rudimentær og lidt rodet måde, de laver smuk og harmonisk mad og åbner altid døren når man ringer på.
De er tit trætte, for det kræver kræfter at være overskudsramt næsten hele tiden, men de er altid på en god vej.
Deres liv er ikke helstøbt, formstøbt og strømlinet, men de er helstøbte mennesker hver for sig, og gode i fællesskab.
I dén tid de har kendt hinanden er andre kærester kommet og gået, karrierer er smuldret og andre er opstået, men de er der stadig, og de har stadig glæden i behold.
Så alt andet lige er grønne koncerter ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Glædeligt forår.

2 personer kan lide denne tekst

Skyggen

Hun går langs med havet.
Hun går langs med søerne.
Hun går langs med hovedveje og i den brændende hede går hun igennem bushen.
Hun passerer trafikdøde dyr, familier i autocampere der holder middagspause og trætte truckere på tankstationer.
Hun lægger lufthavne og lobbyer bag sig i en lang, næsten kedsommelig sekvens (alle lounges og hoteller er lidt forskellige, men mest ens).
Hun gemmer sig i mine småkrøllede skjorter, der dufter af sandeltræssæbe når jeg åbner låget på kufferten.
Hun sidder ved siden af mig til møder og når tunnelblikket rammer ved PCen.
Hun ser mig over skulderen når jeg taler med min kinesiske kollega hvis mave vokser ind i foråret mens hun lettere gangbesværet bærer en lille mørkøjet dreng frem mod lyset.
Hun står ved siden af mig når jeg taler med min skotske chef i kaffebaren.
Hun sidder og kigger på mig fra min kærestes skulder når jeg kysser hans søvndrukne, morgenkrøllede ansigt.
Hun kigger ud af vinduet på helikopteren og ud over de skaldede, solbrændte hoveder, tatoveringerne og kedeldragterne.
Nogen gange er hun en han.
Hun banker mig i knolden når jeg stikker næsen i sky, og banker mig på skulderen når jeg hænger med næbbet.
Jeg er ikke helt hundrede hvem hun er, men det er godt hun er der.

1 person kan lide denne tekst

Kaizen

Det er ikke den store six sigma øvelse på livets procesflow, det her.
Det er bare en status på, om man nu også er det rigtige sted.

De vigtige ting.
At gribe nuet, mens morgendagen ikke glemmes.
Ydmyghed. Ikke altid opnået, men altid tilstræbet.
Integritet, ikke at over- eller undersælge – og at levere varen.
Mennesker og hvordan man omgåes dem.
At man skal kunne stå inde for og skrive under på det man gør.

Kan godt være man ikke lige straks skal have logotatovering på skulderbladet, men jo.
Man er det rigtige sted.

2 personer kan lide denne tekst

Giv tid

Mellem katatonisk vinter og saftigt solskin

Imellem isnende vind og mild brise

Mellem nød og lyst

Og mørkt og lyst

mellem Imbolc og Bealtaine

mellem fødsel og genopstandelse

Lige inden svanerne holder op med at synge i vågerne

Mens et ekko fra isskossernes brag stadig runger over fjordene

Inden de jomfruelige vidder pierces af spændstigt sejlivede småvulgært frugtbare spirer

Runger årstidernes skingre dissonans op mod firmamentet i en kombinationstone af liv og død.

It’s a mans world

Varmt

Det er varmt. Det har det været længe.
Selv i t-shirt og korte bukser løber svedperlerne ned ad nakken på en.
Alting klistrer, hvepsene holder fest i ildelugtende skraldespande og alting fordærver på ingen tid.

Rie er her stadig.
”Nå, tøser, så skal vi se om I har nosser” siger Jakob, der alle dage har syntes han er en farlig karl (fordi han har vundet verdensmesterskaberne i at grave huller i heden ved Oksbøl, formodentlig).
Jan griner ”hold kæft, de har sgu’ da nosser. De har bare banket dem op i blusen” han skæver til os ”nahh, der er de heller ikke” og brokker sig lidt over at han skal ende på hold med to fladbrystede af slagsen.
Som om udvalget var særligt stort.

Jakob har noget at gøre godt igen.
Vi har lige syet i døde grise, lagt venekanyler og sprøjtet saltvand i lårmusklerne på hinanden, og han var besvimelsen nær både når han stod for skud og når han selv skulle stikke.
Rie var iskold, mens hun sad der med blottede lår eller arme.
”Tag dig nu sammen” sagde hun ”tænk på det som en flæskesteg.” ”..jamen..jeg ka’ ikke lave mad..”.
Så Jakob skal tilbage på hesten.

Vi tjekker manometre, mærker lungeautomaternes lækre lille klik når der kommer hul igennem, og sveder en tre-fire kilo af i de sodlugtende orangefarvede klude, der holder flammerne fra vores hud.

Under damptryksøvelsen udviser Rie sin vanlige varmeresistens, og vi kan konstatere at vores masker, hætter og kluns slutter tæt. Ingen skoldede fjæs på vores hold. Vi får slukket, lukket, og kommer ud med tonsvis af luft i flaskerne.
Fordi vi er små og fladbrystede, kanske.

Vi kravler rundt i rør under bølgende røgtæpper, bjærger gasflasker, dummies og vanddunke, og Jakob kaster op i sin maske.

Om aftenen sidder vi nede ved noret og kaster sten i vandet.

”Hvorfor gør vi egentlig det her?”

”Fordi vi kan. Fordi vores mødre ikke fik lov.” Vi griner.

Koldt

Byen er granitfarvet hele vejen igennem.
Når det ikke lige er torsdag-fredag-lørdag aften, hvor den majer sig alt for meget ud, kaster op i rendestenen og klynger sig til et one-way-skilt.

Spørger taxachaufføren hvad folk laver, ellers.
Aye, lass. Fightin ‘n drinkin’. Han griner og tænder en smøg. Ye don’ mind, do ye? I don’ mind.

Industrikvarteret er endnu mere granitfarvet. Der er rørstykker og bits alle vegne. Og mudder.
Og havet, lige så frysende gråt som den lavthængende himmel.

Alle ser morgengrå ud, som havde et let lag af kulstøv lagt sig i porerne, og kaffen ryger ned, ravnesort med en bismag af brændt røv (det påstår en af de andre. Guderne må vide hvor han ved det fra).
Et par stykker gnasker cardiac arrest, men de fleste af os ryger bare i tavshed.

Der er en lang gut midt i fyrrerne der er meget bleg. Han kan ikke lide det, siger han. Har aldrig kunnet.
Men der er ingen vej udenom.

Når det kommer til stykket er det faktisk meget sjovt:
Man hopper i en overlevelsesdragt af passende størrelse, tilpasser den hist og her og sikrer sig at den lukker tæt.
Så sætter man sig ind i en metalkapsel med flysæder og spænder sig fast med en helo-sele.
Man holder vejret, kapslen bliver sænket ned under vandet og vendt på hovedet, hvorefter man skal tælle til en 7-10 stykker, stille og roligt, banke vinduet ud, gøre sig fri af selen og redde sig selv op til overfladen.

Tricket er at beholde orientering og ro når man bliver hvirvlet rundt dernede, og nok mest af alt ligner en kat i en vaskemaskine.

Det gør man så en del gange, ind til alle er igennem.
Man fryser næsten hele tiden (masser af koldt vand), men så er man så meget gladere for at det her ikke er et vilkårligt sted i Nordatlanten.

Om aftenen går vi ned til bugten hvor der ligger en pub-cum-hotel hvor man en gang imellem kan høre brændingen, og hvor de stort set altid har ild i pejsen.

”Hvorfor gør vi egentlig det her” spørger Flemming.
Og det er stadig det samme svar ”Fordi vi kan.”. Og fordi vi skal.

Håb

Byen er en istap i morgenlyset.

Himmelen rødmer klædeligt, men gemmer kryonisk livsånde i lungerne når du drejer om hjørnet.

Der er kun nattevraggods og fordrukne pensionister på gaderne, selv rotterne er gået hjem (eller døde af kulde).

På stationen står en gal mand og råber over at intet er efter køreplanen, end ikke fjernsynet kører programmæssigt, og han fryser, vreden varmer tilsyneladende ingen.

Det er kun seveneleven der har åbent, men deres kaffe er klart bedre end ingenting, og nede ved søerne ser svanerne en smule forhutlede ud som de kryber sammen i en våge med mindre majestætiske dyr.

Palmehuset ligner en stor isblomst.

Bestiger en snedrive på Israels plads mens måger styrddykker efter lørdagsrester i revnerne mellem brosten (dem der ikke er iset til), drejer et par gange rundt og er ved at skvatte.

Fortsætter ned ad en mennesketom Nørregade, går en tur rundt om skt Petri, og traver langsomt ned gennem Pisserenden.

I mellemtiden er himmelen blevet blå.

Det er så tidligt at end ikke hustlerne på Strøget er stået op. En hjemløs sover i indgangen til en souvenirbutik i kærlig omfavnelse med sin hund (håber det varmer).

Tivoli er lukket. Fortsætter bagom Glyptoteket, og vil egentlig forbi Politigården, og ned til havnen ved IDA-huset, men dér i Glyptotekets baghave, godt beskyttet under lavthængende grene er der sort muld.

Måske er der en dampledning der er gået langt nede, hvad ved man, men jorden er blød og fugtig.

Og lige dér står der en spire. Ikke en blomst at se endnu, men en grøn, sprød, saftspændt spire, midt i den Københavnske kummefryser.

Og pludselig fordamper rastløsheden, og har bare lyst til at tage hjem og bage croissanter.

For alting får en ende, også kulden og mørket.

Valentine

Vi har en kommunikationsassistent på arbejdet.

Når hun kommer stormende ind på kontoret er hun konsekvent klatøjet, fordi hun har forsøgt at lægge sminke på i bilens mørke, så de første femten minutter af hendes dag går med at lave kunstværket om, iføre sig nylonstrømper, skørt og stiletter.

Hun går i flamboyante kåber og bærer store, farvemættede roser på sine kjoler.

Hendes hår er et virvar af mørkerøde krøller der slanger sig ned over hendes korte fysik, som Rubens ville juble i fryd over, og hun griner så højt at storrumskontoret ovenpå kan høre det.

Hendes skuffer er fulde af parfumeprøver, håndlotion og renseservietter (hun har let til både smil og tårer, og hun bruger dem til at fikse efterfølgende makeupkatastrofer).

Hun hader og elsker uden blusel, er lettere fordrukken og altid den sidste der forlader festen.

Når ens forfriskningsritual består af shampoo og kopattesalve, og vinterklædeskabet iøvrigt kun rummer sort, gråt, brunt og blåt kan man ikke undgå at virke meget average joanne ved hendes side.

Men det er fint, for det er svært ikke at kunne lide hende.