Nyeste kommentarer

  • Stille Ben (3)
    • Bitten: I to kan begge (eller skulle jeg sige hver især?) noget jeg beundrer helt enormt! Begrænse, afgrænse og...
  • En underlig fisk (1)
    • Bitten: SÅ præcist! Den slags oralblokering kender jeg (alt for) godt!
  • Mysteriet om præsten og hans Alter Ego (4)
    • Louise: :-) (Teo)Logisk eller (Bi)Ulogisk? Jeg tror der sidder nogle smarte bookmakere og afgør hele lortet i den...
    • Torkil: Det kan Nissen afgjort. Tro sejrede i det lange løb, og Håb og Kærlighed kom ind på de næste pladser. Men...
    • Louise: Spændende om den gode præst ligeledes får tid til at overvære opløbet mellem Tro og Tvivl. Derom er der...

Kategorier

Kaizen

Det er ikke den store six sigma øvelse på livets procesflow, det her.
Det er bare en status på, om man nu også er det rigtige sted.

De vigtige ting.
At gribe nuet, mens morgendagen ikke glemmes.
Ydmyghed. Ikke altid opnået, men altid tilstræbet.
Integritet, ikke at over- eller undersælge – og at levere varen.
Mennesker og hvordan man omgåes dem.
At man skal kunne stå inde for og skrive under på det man gør.

Kan godt være man ikke lige straks skal have logotatovering på skulderbladet, men jo.
Man er det rigtige sted.

2 personer kan lide denne tekst

Giv tid

Mellem katatonisk vinter og saftigt solskin

Imellem isnende vind og mild brise

Mellem nød og lyst

Og mørkt og lyst

mellem Imbolc og Bealtaine

mellem fødsel og genopstandelse

Lige inden svanerne holder op med at synge i vågerne

Mens et ekko fra isskossernes brag stadig runger over fjordene

Inden de jomfruelige vidder pierces af spændstigt sejlivede småvulgært frugtbare spirer

Runger årstidernes skingre dissonans op mod firmamentet i en kombinationstone af liv og død.

It’s a mans world

Varmt

Det er varmt. Det har det været længe.
Selv i t-shirt og korte bukser løber svedperlerne ned ad nakken på en.
Alting klistrer, hvepsene holder fest i ildelugtende skraldespande og alting fordærver på ingen tid.

Rie er her stadig.
”Nå, tøser, så skal vi se om I har nosser” siger Jakob, der alle dage har syntes han er en farlig karl (fordi han har vundet verdensmesterskaberne i at grave huller i heden ved Oksbøl, formodentlig).
Jan griner ”hold kæft, de har sgu’ da nosser. De har bare banket dem op i blusen” han skæver til os ”nahh, der er de heller ikke” og brokker sig lidt over at han skal ende på hold med to fladbrystede af slagsen.
Som om udvalget var særligt stort.

Jakob har noget at gøre godt igen.
Vi har lige syet i døde grise, lagt venekanyler og sprøjtet saltvand i lårmusklerne på hinanden, og han var besvimelsen nær både når han stod for skud og når han selv skulle stikke.
Rie var iskold, mens hun sad der med blottede lår eller arme.
”Tag dig nu sammen” sagde hun ”tænk på det som en flæskesteg.” ”..jamen..jeg ka’ ikke lave mad..”.
Så Jakob skal tilbage på hesten.

Vi tjekker manometre, mærker lungeautomaternes lækre lille klik når der kommer hul igennem, og sveder en tre-fire kilo af i de sodlugtende orangefarvede klude, der holder flammerne fra vores hud.

Under damptryksøvelsen udviser Rie sin vanlige varmeresistens, og vi kan konstatere at vores masker, hætter og kluns slutter tæt. Ingen skoldede fjæs på vores hold. Vi får slukket, lukket, og kommer ud med tonsvis af luft i flaskerne.
Fordi vi er små og fladbrystede, kanske.

Vi kravler rundt i rør under bølgende røgtæpper, bjærger gasflasker, dummies og vanddunke, og Jakob kaster op i sin maske.

Om aftenen sidder vi nede ved noret og kaster sten i vandet.

”Hvorfor gør vi egentlig det her?”

”Fordi vi kan. Fordi vores mødre ikke fik lov.” Vi griner.

Koldt

Byen er granitfarvet hele vejen igennem.
Når det ikke lige er torsdag-fredag-lørdag aften, hvor den majer sig alt for meget ud, kaster op i rendestenen og klynger sig til et one-way-skilt.

Spørger taxachaufføren hvad folk laver, ellers.
Aye, lass. Fightin ‘n drinkin’. Han griner og tænder en smøg. Ye don’ mind, do ye? I don’ mind.

Industrikvarteret er endnu mere granitfarvet. Der er rørstykker og bits alle vegne. Og mudder.
Og havet, lige så frysende gråt som den lavthængende himmel.

Alle ser morgengrå ud, som havde et let lag af kulstøv lagt sig i porerne, og kaffen ryger ned, ravnesort med en bismag af brændt røv (det påstår en af de andre. Guderne må vide hvor han ved det fra).
Et par stykker gnasker cardiac arrest, men de fleste af os ryger bare i tavshed.

Der er en lang gut midt i fyrrerne der er meget bleg. Han kan ikke lide det, siger han. Har aldrig kunnet.
Men der er ingen vej udenom.

Når det kommer til stykket er det faktisk meget sjovt:
Man hopper i en overlevelsesdragt af passende størrelse, tilpasser den hist og her og sikrer sig at den lukker tæt.
Så sætter man sig ind i en metalkapsel med flysæder og spænder sig fast med en helo-sele.
Man holder vejret, kapslen bliver sænket ned under vandet og vendt på hovedet, hvorefter man skal tælle til en 7-10 stykker, stille og roligt, banke vinduet ud, gøre sig fri af selen og redde sig selv op til overfladen.

Tricket er at beholde orientering og ro når man bliver hvirvlet rundt dernede, og nok mest af alt ligner en kat i en vaskemaskine.

Det gør man så en del gange, ind til alle er igennem.
Man fryser næsten hele tiden (masser af koldt vand), men så er man så meget gladere for at det her ikke er et vilkårligt sted i Nordatlanten.

Om aftenen går vi ned til bugten hvor der ligger en pub-cum-hotel hvor man en gang imellem kan høre brændingen, og hvor de stort set altid har ild i pejsen.

”Hvorfor gør vi egentlig det her” spørger Flemming.
Og det er stadig det samme svar ”Fordi vi kan.”. Og fordi vi skal.

Håb

Byen er en istap i morgenlyset.

Himmelen rødmer klædeligt, men gemmer kryonisk livsånde i lungerne når du drejer om hjørnet.

Der er kun nattevraggods og fordrukne pensionister på gaderne, selv rotterne er gået hjem (eller døde af kulde).

På stationen står en gal mand og råber over at intet er efter køreplanen, end ikke fjernsynet kører programmæssigt, og han fryser, vreden varmer tilsyneladende ingen.

Det er kun seveneleven der har åbent, men deres kaffe er klart bedre end ingenting, og nede ved søerne ser svanerne en smule forhutlede ud som de kryber sammen i en våge med mindre majestætiske dyr.

Palmehuset ligner en stor isblomst.

Bestiger en snedrive på Israels plads mens måger styrddykker efter lørdagsrester i revnerne mellem brosten (dem der ikke er iset til), drejer et par gange rundt og er ved at skvatte.

Fortsætter ned ad en mennesketom Nørregade, går en tur rundt om skt Petri, og traver langsomt ned gennem Pisserenden.

I mellemtiden er himmelen blevet blå.

Det er så tidligt at end ikke hustlerne på Strøget er stået op. En hjemløs sover i indgangen til en souvenirbutik i kærlig omfavnelse med sin hund (håber det varmer).

Tivoli er lukket. Fortsætter bagom Glyptoteket, og vil egentlig forbi Politigården, og ned til havnen ved IDA-huset, men dér i Glyptotekets baghave, godt beskyttet under lavthængende grene er der sort muld.

Måske er der en dampledning der er gået langt nede, hvad ved man, men jorden er blød og fugtig.

Og lige dér står der en spire. Ikke en blomst at se endnu, men en grøn, sprød, saftspændt spire, midt i den Københavnske kummefryser.

Og pludselig fordamper rastløsheden, og har bare lyst til at tage hjem og bage croissanter.

For alting får en ende, også kulden og mørket.

Valentine

Vi har en kommunikationsassistent på arbejdet.

Når hun kommer stormende ind på kontoret er hun konsekvent klatøjet, fordi hun har forsøgt at lægge sminke på i bilens mørke, så de første femten minutter af hendes dag går med at lave kunstværket om, iføre sig nylonstrømper, skørt og stiletter.

Hun går i flamboyante kåber og bærer store, farvemættede roser på sine kjoler.

Hendes hår er et virvar af mørkerøde krøller der slanger sig ned over hendes korte fysik, som Rubens ville juble i fryd over, og hun griner så højt at storrumskontoret ovenpå kan høre det.

Hendes skuffer er fulde af parfumeprøver, håndlotion og renseservietter (hun har let til både smil og tårer, og hun bruger dem til at fikse efterfølgende makeupkatastrofer).

Hun hader og elsker uden blusel, er lettere fordrukken og altid den sidste der forlader festen.

Når ens forfriskningsritual består af shampoo og kopattesalve, og vinterklædeskabet iøvrigt kun rummer sort, gråt, brunt og blåt kan man ikke undgå at virke meget average joanne ved hendes side.

Men det er fint, for det er svært ikke at kunne lide hende.

Blåt er det nye sort

Det nylige fødselsdagsbarn havde tilbragt fredelige morgenminutter med avis, mens en isnende vind gjorde det forholdsvis tiltalende at iføre sig niqab (og et halvt klædeskab under).

Af uudgrundelige årsager vælger hun at følge en anden rute til sin filial af erhvervslivet, mens hun stadig er tankefortabt i væsentlige morgengrublerier om neologier, konjunkturer og (mest) kaffe.

Vejen er i hovedsagen bælgravende – med undtagelse af enkelte havegangsbelysninger ved villaer -, og stille som i mellemrummet mellem galaksehobe.

WWHHHHAOOOOUURFF.

Et isnende dommedagsdybt brøl rammer hendes trommehinder, der stadigt er småsitrende af mellemørebetændelse og snot i almenhed.

Pumpemusklen kværner op gennem luftrøret fra sin vante plads mellem lungerne, knitrende hvid støj af elektriske udladninger fra adrenalinhypede neuron– synapseforbindelser brænder igennem al sund fornuft, da hun med et finder sig selv sprintende for livet fra noget ved hendes venstre øre, der i villahavegangsmodlyset ligner en gensplejsning af Uruk-haien og Baskervilles.

Den sublimerede sne viser sig uegnet til hurtige bevægelser, og de uheldigvis høje hæle bringer hende til et lidet graciøst men uset (bortset fra utysket om bagbord) skvat.

Stadigt med angsten væltende syrlig rundt i svælget opdager hun at et meterhøjt hegn afholder muskelmonstret fra at nedsvælge hende som en tatoveret proteinbar, og rejser sig gangbesværet op for at genoptage en nu haltende march mod kontoret.

På pinden konstaterer hun at gluteus maximus er begyndt at antage en bred palet af grønlyseblå farver, samt at hun ikke bryder sig om hunde.

På den anden side kan hun for en gangs skyld holde varmen. Selvom det nok stadig er angstens sved.

Bedre dage

De var kommet til at tale herkomst.

Dottie stammede fra en familie af bønder. Solide, velstående og tæt på hinanden, mange generationer tilbage. På et tidspunkt havde hendes forældre købt et klaver og var flyttet til forstaden. Hun var nu fokuseret på karrieren, men ønskede sig, trods alt, noget jordnært, tæt og varmt. Sammen med Alex. Man kunne se det på hende. Solid, blond og smilende, hun virkede altid som om hendes kropstemperatur var højere end gennemsnittet, på en god måde.

Alex’ familie stammede way back fra en familie af håndværkere og arbejdere, med syv unger i en toværelses og toilet på gangen, men for to generationer siden havde en af dem gjort det godt og havde opbygget et malermesterimperium, der havde gjort at hans far, og nu ham selv, havde fået længere uddannelser. Nu var han prototypen på en slipsedreng. Lean, fleksibel og fuld af buzzwords, velbegavet og overlevelsesorienteret.

Ninas stamtræ havde også rødder i mulden, men hun havde villet mere, og havde fået en lang, humanistisk, etisk kompleks uddannelse. Nu boede hun på indre Øbro, med en åndsvidenskabelig mand, og en datter med et poetisk navn, hun elskede økologi og spirituelle sysler, med en sjov duft af ung pige selv om hun havde passeret de fyrre.

Og så var der Milla. Der var mange af forfædrene, hun kunne google, og mange der havde været talentfulde, velfunderede, lovende eller fremadstormende, men hendes mor havde valgt at give hende og Anna det ultimative. Et valg. En gang hjernevask og -strygning ved at hoppe af ræset og lade forventningerne bag sig, i fremmede lande, ofte på subsistensniveau, med en vigtig lære på rygraden. Overlevelse, på en nogen gange spartansk diæt af pasta, skønhed og kærlighed.

Millas og Annas anderledes valg havde været acceptable fordi deres mor havde taget usædvanlige valg først (alting er acceptabelt fra dem man intet forventer af).

Der var ingen af dem der boede i Gentofte, men det gjorde ikke noget.

Der var ingen af dem, der var særligt velfunderede i den danske muld, men til gengæld havde de lært at leve på sandjord, klipper, saltvand, mangrover og regnskovsjordbund.

De havde begge fundet pjuskede, poetiske, elskelige og magre mænd med egne verdener og en lettere omsorgssvigtet opvækst.

Milla og Anna var to meget forskellige alen af det samme stykke. Men lige dér havde Milla svært ved at forklare sin taknemmelighed for Dottie, Alex og Nina.

Det kunne godt være der havde været bedre dage, men det var ikke vigtigt.

De bedste dage var trods alt dem der var.

Næsten

Mens han pakkede grejet i bilen stoppede han indimellem for at banke varmen tilbage i fingerspidserne. Det var stadig mørkt.

Lige nu var han glad for at have en stationcar, selv om det havde martret ham at give slip på sin smukke lille røde MG B. På den anden side havde prisen været god, og en gang imellem måtte man vælge. For slet ikke at nævne dens begrænsede brugsværdi (han havde aldrig taget den ud, medmindre han var sikker på vejret, og vidste at der ingen pytter var på vejene).

Med lidt tilbageregning blev det til 6 år. Som tiden fløj.

Søren havde ventet på ham, kun bevæbnet med sit knivetui, golftaske, en tandbørste og barbergrej. To dage før havde han fået sit eksamensbevis, og om to måneder trådte hans kontrakt i kraft.

Som han huskede det havde de grinet hele vejen ned gennem Europa, indtil han satte Søren af lidt uden for Nice, og selv fortsatte til Port Grimaud, hvor han samme aften sad ved kanalerne og nippede til sin panaché.

Han kunne huske duften af lavendel og farven på Bougainvillae. Han kunne huske oliventræerne, cikaderne og den skoldhede middagssol, og han syntes også han kunne huske hende dér.

Han var faldet i staver, og hans fingre var blevet hvide af frosten, så han hankede op i sig selv og fik fundet brobizzen frem fra handskerummet.

Han glædede sig. Det var længe siden de havde stået på ski sammen, og i det hele taget længe siden han havde set Søren, så selv om det her ikke var Schweiz, men Sydsverige, og selv om Søren for længst havde lagt chaletmaden bag sig og muligvis nærmest havde glemt hvordan man styrede brædderne, så var det alligevel en god ting at de stadig kunne ses. Selv om det ikke skete så tit længere. Men herregud, sådan var det jo at nå skelsår og alder.

Han kunne se lyset blive tændt i bryggerset, og startede motoren. Ikke fordi han ikke ville sige farvel til Malene og ungerne men det var bare hans morgen.

Vejene var dårligt ryddede, men han var en god chauffør. Søren så forfrossen og mager ud i gadelygternes lys, og de sagde ikke noget før de nåede broen, men det var helt i orden. De hørte P3 ind til modtagelsen blev dårlig, og gik så over til en svensk kanal, som primært spillede halvtredsermusik, der mindede ham om hans forældre.

Lidt uden for Malmø ringede Malene for at minde ham om barnedåben.

Om aftenen, på vej hjem, ringede hun igen (også lidt uden for Malmø) for at bede ham om at tage en pakke havregryn med hjem.

Søren havde ikke rigtigt fået munden på gled, men kort før Hillerød var de blevet enige om at de skulle ses, snart. Det skulle de da, og snakke om gamle dage. Det skulle de da.

Han kunne ikke lide den boligblok Søren boede i, så han blev ikke hængende på parkeringspladsen længe nok til at se ham gå ind.

Han håndterede bilen suverænt gennem skovens glatte veje (det var lidt en omvej), og stoppede ved den dér biks i Ramløse for at købe havregrynene inden han fortsatte ind mod Helsinge.

Han havde vist fået en tudse i halsen af al den kulde, men han fik rømmet sig inden han gik fra bryggerset og ind i køkkenet.

Malene var ved at amme den lille. “Jeg HAR strøget din skjorte til i morgen,” sagde hun.

Og det havde hun.

Bessermachen

Så sidder jeg hér,
Feberramt, stilfærdig og midlertidigt ude af festloopet.
Og det gør ikke spor.

De der symbolske aftener er hvad man gør dem til.

00′erne har, alt i alt, været gode.
Statistisk betragtet er man endnu ikke berettiget til en midtvejskrise (og ville heller ikke ane hvad der skulle kaste én ud i sådan en).

For et årti siden. Kun ti år.
“what would you ask if you had just one question”.
Ville ikke spørge om noget, Der er tusind ting man kunne spørge om, men én ting har hun lært, og det er at svarene kommer når man kan bære dem.

Kæreste sover på sofaen i en limefarvet skjorte (kransekagen slog ham ud, tror jeg).
Det har været ti år spredt ud over verden,
Ti år hvor den, verden, har lært hende ydmyghed.

Ti år med smukke, besværlige og dejlige gamle og nye venner.
Ti år med en surrealistisk smuk familie. Inklusive de døde.
Ti år i stjernernes lys.

Ved end ikke hvad “inderliggørelse” står for, men satser på at det svarer til “verinnerlicht”. Noget der er blevet en del af en selv. Af sjælen.

Fandt ledestjernen. Heldig som hun er.

Any way. Stadig ikke feberfri, men godt tilfreds.

Happy new year, all.

Han fik en bod

Dagen derpå sad han som sædvanlig og evaluerede sin ønskeliste for at beregne opfyldelsesgraden. Den lå normalt omkring 63,1 %, men i år behøvede han ikke åbne sit Excel-ark med de omhyggelige regneregler, hvor han blot skulle skrive ”Ja” eller ”Nej” i svarkolonnen ud for de enkelte ønsker. Han havde kendt svaret siden aftenen før, det havde fulgt ham som en skygge, det havde holdt ham vågen hele natten, det havde taget hans appetit og hans humør. Resultatet var et regulært nul.

Det eneste, han havde fået, var en bod, og den havde han ikke ønsket sig, så den talte ikke. Hvad skulle den også sige? Det var jo ikke en talegave. I bedste fald en gavebod.

En bod. Hvad i alverden skulle han med en bod?

For nogle år siden havde han ønsket sig en pølsebod. Den skulle hedde Bærum og stå uden for Den Norske Kirke. Han havde ikke fået pølseboden, men han havde fået lov at lave pølser, hvis bare han holdt sig i skindet. Ellers ville han få en bod.

Nu havde han fået en bod, men ingen pølser.

Han anede ikke, hvad han skulle stille op med boden. Foreløbig stod den ude i gangen og fyldte ham med gode grunde til at gå bodsgang. Han ville dog hellere gå til grunde. Før finanskrisen blev indført havde han nemlig sat en del penge i jord, men han kunne ikke lige huske, hvor det var han havde gravet dem ned.

Han havde tit ledt efter grunden, men var forgæves gået til både makronerne, til vaflerne og til stålet. Han havde også været ved at gå til yderligheder, men vendte om da han kom forbi inderligheder og frygtede en inderliggørelse, så han kom til at se ud som en død hindu.

En bod. Hvad i alverden skulle han med en bod? Måske kunne det betale sig bare at betale den.