Jeg vil være flagrende bastant, som kæmpestore fnug der drysser ned udenfor: ikke kolde eller døende, men dunede mastodonter på vej for at trøste marksten og forladte moler
Jeg vil være en gulnet artikel, gemt af kærlighed og derefter glemt
Jeg vil være skel på en mark, vindbøjet skønhed i retning af vest
Jeg vil være en kortskaftet støvle, efterladt ved et busstop mellem her og der
Jeg vil være kombinationstonen mellem dæmring og skumring:
dét blaufang af dirrende lyst, der aldrig kan fanges af ord
Du må ikke bede mig om en forklaring, det er bare sådan det er og sådan det må være. Du kan ikke forstå det, og det kan jeg heller ikke. Derfor: bed mig ikke forklare.
For uger tilbage var det stærkt. Altopslugende, grådigt og selvforglemmende stort. Det var landskaber der udvidede sig, jo mere vi så på; det var ord der voksede i stilheden:
Bevingefanget
Centripentalafmagt
Desillusionsløs
Vi morede os med at lege, kun i skælmske blikke om det ufortalte. ”Kan du høre, hvad jeg ikke siger?” spurgte vi. Og undlod at svare, omend vi vidste alt, uden at vide det samme.
Det var jo netop dét. At summen var mere end delene tilsammen, at det ufortalte fik liv gennem samtykket stilhed.
Jeg vidste dig, du vidste mig. Ingen facit, men meterhøje ubekendte som vi løste uden programmæssige mellemregninger eller lighedstegn. Jeg kendte ikke mine egne spørgsmål, før du viste mig manglen på svar.
Nu kender jeg mig, min tvivl og manglen på svar. Du har ført mig frem til lige netop dér, hvor jeg ikke længere behøver at blive ledt.
Ord gør. Bl.a. en forskel. Ikke som gørelse, ikke som smørelse. Som billeder. Den forskel holder jeg mest af. Andre ord snyder og bedrager, de skjuler budskaber og særligt handlinger og afsendere. Tænk nu bare på de evigt omsiggribende verbalsubstantiver, som er langt værre end den underlige brug af ordet folk i stedet for man eller dem som jeg distancerer mig en smule fra. Verbalsubstantiver er slemmest af alle og værre end åbenlyse passiver. Om man – og folk og alle dem som jeg distancerer mig en smule fra – nok så mange skriver inderliggørelse, er det ikke et hak bedre end at skrive inderliggøring. Og dét rimer for meget på afføring, egå. En gang var jeg moderne. Jeg er vokset gammeldags, for jeg holder langt mere af enkle ord med flotte billeder indeni. I dag må andre skabe dém.
Nyeste kommentarer