Nyeste kommentarer

  • Mysteriet om præsten og hans Alter Ego (2)
    • Louise: Spændende om den gode præst ligeledes får tid til at overvære opløbet mellem Tro og Tvivl. Derom er der...
    • Lenette: Godt, at Wallach kunne slippe tøjlerne, og ingen behøver hænge med mulen over det arrangement.
  • Forceret Kraft (3)
    • lenette: Hvad er bedst? - At lukke ørerne og følge sin egen sandhed? - At gå uden om de andres møgbunker? - At tage...
    • Arne: Hvad er værst? – dem i den orale fase, der bliver ved og ved med at fortælle alle sandheden om alt og...
    • Louise: Nordkraft er sublim. Som bog Som film Som virkelighed http://silhuet.wordpress.com/2 010/02/20/maneryg/ (jeg...

Kategorier

17.44

Jeg vil være flagrende bastant, som kæmpestore fnug der drysser ned udenfor: ikke kolde eller døende, men dunede mastodonter på vej for at trøste marksten og forladte moler

Jeg vil være en gulnet artikel, gemt af kærlighed og derefter glemt

Jeg vil være skel på en mark, vindbøjet skønhed i retning af vest

Jeg vil være en kortskaftet støvle, efterladt ved et busstop mellem her og der

Jeg vil være kombinationstonen mellem dæmring og skumring:

dét blaufang af dirrende lyst, der aldrig kan fanges af ord

kun mærkes af krop

og høres af hud

Bye, bye blackbird

Du må ikke bede mig om en forklaring, det er bare sådan det er og sådan det må være. Du kan ikke forstå det, og det kan jeg heller ikke. Derfor: bed mig ikke forklare.

For uger tilbage var det stærkt. Altopslugende, grådigt og selvforglemmende stort. Det var landskaber der udvidede sig, jo mere vi så på; det var ord der voksede i stilheden:

Bevingefanget

Centripentalafmagt

Desillusionsløs

Vi morede os med at lege, kun i skælmske blikke om det ufortalte. ”Kan du høre, hvad jeg ikke siger?” spurgte vi. Og undlod at svare, omend vi vidste alt, uden at vide det samme.

Det var jo netop dét. At summen var mere end delene tilsammen, at det ufortalte fik liv gennem samtykket stilhed.

Jeg vidste dig, du vidste mig. Ingen facit, men meterhøje ubekendte som vi løste uden programmæssige mellemregninger eller lighedstegn. Jeg kendte ikke mine egne spørgsmål, før du viste mig manglen på svar.

Nu kender jeg mig, min tvivl og manglen på svar. Du har ført mig frem til lige netop dér, hvor jeg ikke længere behøver at blive ledt.

Du må ikke bede mig om en forklaring.

Det er bare sådan det er, og sådan det må være.

Ordforgøjlere

Ord gør. Bl.a. en forskel. Ikke som gørelse, ikke som smørelse. Som billeder. Den forskel holder jeg mest af. Andre ord snyder og bedrager, de skjuler budskaber og særligt handlinger og afsendere. Tænk nu bare på de evigt omsiggribende verbalsubstantiver, som er langt værre end den underlige brug af ordet folk i stedet for man eller dem som jeg distancerer mig en smule fra. Verbalsubstantiver er slemmest af alle og værre end åbenlyse passiver. Om man – og folk og alle dem som jeg distancerer mig en smule fra – nok så mange skriver inderliggørelse, er det ikke et hak bedre end at skrive inderliggøring. Og dét rimer for meget på afføring, egå. En gang var jeg moderne. Jeg er vokset gammeldags, for jeg holder langt mere af enkle ord med flotte billeder indeni. I dag må andre skabe dém.

Love til smukke som til kiksede,
Niels

- o O o -

Nytårsbrus og -bonus med en som gør det, hun gør bedst, med sit indre udenpå:

bedre end aldrig

Tilbageskrevet 

- Bitten halser stadig efter