3. marts 2010, 17:11 Jeg genså filmen Nordkraft forleden dag. Den er rå på mange måder, men jeg kan godt lide den. Den ene af de 4 hovedpersoner hedder Thomas. Han bliver kaldt Steso, fordi han er stofmisbruger. På et tidspunkt i filmen siger han til sin on/off kæreste Tilde, at han er i den banale fase. Steso er ikke tabt bag en vogn og stofferne kan tilsyneladende ikke bedøve hans indsigtsfulde kynisme. Og det er skønt. For som han ridser op for Tilde, hvordan rækkefølgen på de 3 faser er – den orale, den anale og så den banale - og derefter redegør for hende, hvorfor han er i den banale fase, får livet nerve og mening. Steso definerer fasen ud fra, at han parat til at gifte sig med Tilde. Og så har han min fulde opmærksomhed. Først og fremmest fordi der ikke er noget, der hedder det. For det andet fordi jeg ikke havde tillagt det betydning, da jeg så filmen 1. gang.
Det gør jeg så nu. I denne uge er det blevet en kilde til eftertænksomhed og inspiration. Den banale fase er den, som mange har travlt med at forandre og måske forlade for derefter at vende tilbage for fuld drøn, når verden bliver for farlig at være i. Den trygge verden af de 4 vægge, der udgør vores hjem. Den faste indtægt fra fuldtidsjobbet. Partneren vi elsker på slump med betingelser i, hvorvidt han/hun er i stand til at opfylde af vores eget behov og familiens uskrevne regler og traditioner. Vores omgang med venner, kollegaer og sociale netværk som sportsforeningen og nettet. Det liv vi gør op med i nogle af de mest forudsigelige og skræmmende faser i løbet af vores liv. Nogle gør som Steso – bedøver, dulmer, overdøver, ignorerer, undertrykker eller nægter at det er de rammer, de fleste af os bygger op omkring vores forestilling om, hvordan det perfekte, meningsfyldte liv ser ud. Andre rejser og oplever, flygter over stok og sten. For at vende hjem til det velkendte og trygge. For at finde mening. Og det er der intet galt i. Den banale fase er kommet for at blive og det er Nordkraft heldigvis også.
Tags:
Nordkraft er sublim.
Som bog
Som film
Som virkelighed
http://silhuet.wordpress.com/2010/02/20/maneryg/
(jeg kender mange af karaktererne fra min barn- og ungdom. De er ramt på kornet)
Hvad er værst?
– dem i den orale fase, der bliver ved og ved med at fortælle alle sandheden om alt og alle, ofte uden se deres eget billede særligt tydeligt?
– dem i den anale fase, der bliver ved med, at lukke l… ud og lader det ligge og stinke, så vi andre kan træde i det?
– dem i den banale fase, der lever som mennesker når de er flest og bedst. Lever efter bedste evne?
Hvad er bedst?
- At lukke ørerne og følge sin egen sandhed?
- At gå uden om de andres møgbunker?
- At tage ansvar for at leve sit liv og ikke leve (gennem) andres?
- At gøre alle 3 ting?