It’s a mans world

Varmt

Det er varmt. Det har det været længe.
Selv i t-shirt og korte bukser løber svedperlerne ned ad nakken på en.
Alting klistrer, hvepsene holder fest i ildelugtende skraldespande og alting fordærver på ingen tid.

Rie er her stadig.
”Nå, tøser, så skal vi se om I har nosser” siger Jakob, der alle dage har syntes han er en farlig karl (fordi han har vundet verdensmesterskaberne i at grave huller i heden ved Oksbøl, formodentlig).
Jan griner ”hold kæft, de har sgu’ da nosser. De har bare banket dem op i blusen” han skæver til os ”nahh, der er de heller ikke” og brokker sig lidt over at han skal ende på hold med to fladbrystede af slagsen.
Som om udvalget var særligt stort.

Jakob har noget at gøre godt igen.
Vi har lige syet i døde grise, lagt venekanyler og sprøjtet saltvand i lårmusklerne på hinanden, og han var besvimelsen nær både når han stod for skud og når han selv skulle stikke.
Rie var iskold, mens hun sad der med blottede lår eller arme.
”Tag dig nu sammen” sagde hun ”tænk på det som en flæskesteg.” ”..jamen..jeg ka’ ikke lave mad..”.
Så Jakob skal tilbage på hesten.

Vi tjekker manometre, mærker lungeautomaternes lækre lille klik når der kommer hul igennem, og sveder en tre-fire kilo af i de sodlugtende orangefarvede klude, der holder flammerne fra vores hud.

Under damptryksøvelsen udviser Rie sin vanlige varmeresistens, og vi kan konstatere at vores masker, hætter og kluns slutter tæt. Ingen skoldede fjæs på vores hold. Vi får slukket, lukket, og kommer ud med tonsvis af luft i flaskerne.
Fordi vi er små og fladbrystede, kanske.

Vi kravler rundt i rør under bølgende røgtæpper, bjærger gasflasker, dummies og vanddunke, og Jakob kaster op i sin maske.

Om aftenen sidder vi nede ved noret og kaster sten i vandet.

”Hvorfor gør vi egentlig det her?”

”Fordi vi kan. Fordi vores mødre ikke fik lov.” Vi griner.

Koldt

Byen er granitfarvet hele vejen igennem.
Når det ikke lige er torsdag-fredag-lørdag aften, hvor den majer sig alt for meget ud, kaster op i rendestenen og klynger sig til et one-way-skilt.

Spørger taxachaufføren hvad folk laver, ellers.
Aye, lass. Fightin ‘n drinkin’. Han griner og tænder en smøg. Ye don’ mind, do ye? I don’ mind.

Industrikvarteret er endnu mere granitfarvet. Der er rørstykker og bits alle vegne. Og mudder.
Og havet, lige så frysende gråt som den lavthængende himmel.

Alle ser morgengrå ud, som havde et let lag af kulstøv lagt sig i porerne, og kaffen ryger ned, ravnesort med en bismag af brændt røv (det påstår en af de andre. Guderne må vide hvor han ved det fra).
Et par stykker gnasker cardiac arrest, men de fleste af os ryger bare i tavshed.

Der er en lang gut midt i fyrrerne der er meget bleg. Han kan ikke lide det, siger han. Har aldrig kunnet.
Men der er ingen vej udenom.

Når det kommer til stykket er det faktisk meget sjovt:
Man hopper i en overlevelsesdragt af passende størrelse, tilpasser den hist og her og sikrer sig at den lukker tæt.
Så sætter man sig ind i en metalkapsel med flysæder og spænder sig fast med en helo-sele.
Man holder vejret, kapslen bliver sænket ned under vandet og vendt på hovedet, hvorefter man skal tælle til en 7-10 stykker, stille og roligt, banke vinduet ud, gøre sig fri af selen og redde sig selv op til overfladen.

Tricket er at beholde orientering og ro når man bliver hvirvlet rundt dernede, og nok mest af alt ligner en kat i en vaskemaskine.

Det gør man så en del gange, ind til alle er igennem.
Man fryser næsten hele tiden (masser af koldt vand), men så er man så meget gladere for at det her ikke er et vilkårligt sted i Nordatlanten.

Om aftenen går vi ned til bugten hvor der ligger en pub-cum-hotel hvor man en gang imellem kan høre brændingen, og hvor de stort set altid har ild i pejsen.

”Hvorfor gør vi egentlig det her” spørger Flemming.
Og det er stadig det samme svar ”Fordi vi kan.”. Og fordi vi skal.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten