Du må ikke bede mig om en forklaring, det er bare sådan det er og sådan det må være. Du kan ikke forstå det, og det kan jeg heller ikke. Derfor: bed mig ikke forklare.
For uger tilbage var det stærkt. Altopslugende, grådigt og selvforglemmende stort. Det var landskaber der udvidede sig, jo mere vi så på; det var ord der voksede i stilheden:
Bevingefanget
Centripentalafmagt
Desillusionsløs
Vi morede os med at lege, kun i skælmske blikke om det ufortalte. ”Kan du høre, hvad jeg ikke siger?” spurgte vi. Og undlod at svare, omend vi vidste alt, uden at vide det samme.
Det var jo netop dét. At summen var mere end delene tilsammen, at det ufortalte fik liv gennem samtykket stilhed.
Jeg vidste dig, du vidste mig. Ingen facit, men meterhøje ubekendte som vi løste uden programmæssige mellemregninger eller lighedstegn. Jeg kendte ikke mine egne spørgsmål, før du viste mig manglen på svar.
Nu kender jeg mig, min tvivl og manglen på svar. Du har ført mig frem til lige netop dér, hvor jeg ikke længere behøver at blive ledt.
Du må ikke bede mig om en forklaring.
Det er bare sådan det er, og sådan det må være.
Synes godt om!
Jeg vil ingen forklaring have. Jeg vil sige sanseløst smukt!