Nyeste kommentarer

  • Mysteriet om præsten og hans Alter Ego (2)
    • Louise: Spændende om den gode præst ligeledes får tid til at overvære opløbet mellem Tro og Tvivl. Derom er der...
    • Lenette: Godt, at Wallach kunne slippe tøjlerne, og ingen behøver hænge med mulen over det arrangement.
  • Forceret Kraft (3)
    • lenette: Hvad er bedst? - At lukke ørerne og følge sin egen sandhed? - At gå uden om de andres møgbunker? - At tage...
    • Arne: Hvad er værst? – dem i den orale fase, der bliver ved og ved med at fortælle alle sandheden om alt og...
    • Louise: Nordkraft er sublim. Som bog Som film Som virkelighed http://silhuet.wordpress.com/2 010/02/20/maneryg/ (jeg...

Kategorier

Håb

Byen er en istap i morgenlyset.

Himmelen rødmer klædeligt, men gemmer kryonisk livsånde i lungerne når du drejer om hjørnet.

Der er kun nattevraggods og fordrukne pensionister på gaderne, selv rotterne er gået hjem (eller døde af kulde).

På stationen står en gal mand og råber over at intet er efter køreplanen, end ikke fjernsynet kører programmæssigt, og han fryser, vreden varmer tilsyneladende ingen.

Det er kun seveneleven der har åbent, men deres kaffe er klart bedre end ingenting, og nede ved søerne ser svanerne en smule forhutlede ud som de kryber sammen i en våge med mindre majestætiske dyr.

Palmehuset ligner en stor isblomst.

Bestiger en snedrive på Israels plads mens måger styrddykker efter lørdagsrester i revnerne mellem brosten (dem der ikke er iset til), drejer et par gange rundt og er ved at skvatte.

Fortsætter ned ad en mennesketom Nørregade, går en tur rundt om skt Petri, og traver langsomt ned gennem Pisserenden.

I mellemtiden er himmelen blevet blå.

Det er så tidligt at end ikke hustlerne på Strøget er stået op. En hjemløs sover i indgangen til en souvenirbutik i kærlig omfavnelse med sin hund (håber det varmer).

Tivoli er lukket. Fortsætter bagom Glyptoteket, og vil egentlig forbi Politigården, og ned til havnen ved IDA-huset, men dér i Glyptotekets baghave, godt beskyttet under lavthængende grene er der sort muld.

Måske er der en dampledning der er gået langt nede, hvad ved man, men jorden er blød og fugtig.

Og lige dér står der en spire. Ikke en blomst at se endnu, men en grøn, sprød, saftspændt spire, midt i den Københavnske kummefryser.

Og pludselig fordamper rastløsheden, og har bare lyst til at tage hjem og bage croissanter.

For alting får en ende, også kulden og mørket.

2 comments to Håb

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>