Intet er aldrig som før.

På Manhattan, New York, skider finansfyrstetoppen ikke kun på det hele, de gør det på toiletter med luft-til-gulv-vinduer og svimlende høj udsigt til Frihedsgudinden, som de kan se lidt ned på. Irgrøn og isoleret på sin ø, som hun er, omgivet af månen og himlen, Hudson og havet.

Sejlfisk er havets hurtigste, de skyder af sted med 110 kilometer i timen som en hyldest til aquadynamiske principper, som overgår alt, vi kan designe og fremstille. Det gør det meste, overgår det, vi kan. I løgformede kupler på havets bund udklækker mennesket de første oceanauter. Opdager lidt mere af skjulte og glemte mysterier. Under to atmosfæres tryk heler sår hurtigere. Hår og negle vokser langsommere.

Engang trak månen for alvor i havet. Engang var der fire gange mere tidevand end i dag. Engang var dagen blot seks timer lang. Og dagen vokser stadig, en brøkdel af et sekund lægges til hvert århundrede. Hver dag er ny, aldrig som den i går. Dagen forlænges. Holder kloden, fordobles døgnet. Imens stikker Månen af, fjerner sig fra os, tidevandet bliver svagere, Jordens balance ændres med månens aftagende funktion som det tredje stabiliserende ben mellem trækket fra Solen og Jupiter. Roligt flyttes havenes udbulning til et nyt bælte på kloden, hvor vandstanden stiger hundreder af meter, skaber nye dyb.

I havets grave opstår rifter i oceanerne, hvor siderne vokser fra hinanden med to centimeter om året, omtrent lige så meget som en negl vokser på samme tid, her opstår nye have. Klodens evige vokseværk flår rundt med os. Og får os til at åbne hjerter, bankkonti og skræk.

På tredje sal kravlede 48-årige Jens Tranum Christensen den rigtige vej og hurtigt ind under et bord. Fem døgn lå han i ruinerne. 110 timer bankede og bankede han. For sig selv. Med de andre. Til dem, der ledte. Det var først til allersidst, at nogen hørte ham. Fire timer flyttede de brokker, til allersidst bugtede de forsigtigt en slange med vand frem til ham. Jens Tranum Christensen var dehydreret mentalt og fysisk, han gik ind i sin helt særlige drømmetilstand, hvor han var beskyttet, hvor han havde enorme kræfter og kom forandret ud med blå mærker på ryggen og en jernvilje, tørstende efter liv, tørstende efter at være ét med livet og de ofre, klodens liv skaber.

Livets forandring er lille, men føles enorm, er en kraft, der skræmmer eller fryder i sin ustoppelige vilje. Hvil i fred, Haiti, hjælpen er på vej, du er for evigt ny. Havet, månen, floden og fyrster skælver med dig. Vi kan kun skælve. Og efterskælve.

En vinteraften i vort ø-rige mødes to mennesker for første gang. I præcis samme øjeblik, i et uendeligt splitsekund, hvor ingen bagefter i detaljer kan forklare hvad hændte, dér tiltrækkes kontinenter i voldsomme indre skælv, skaber et tryk som heler, bevægelser som river ned, omformer, genskaber og åbner for det, som ikke kunne ses, måske glemt, men altid savnet. Skridt standser, fire fødder vender nu samme vej og de må gå sammen. Kan kun det. Ulvemånen trækker med sin stabilitet i dem og havet. De er viljeløse og aldrig før så bevidste om hvad de vil. Må. Skal. Klart som havet, stort som gudinden, livets egen nødvendighed. Intet er som før. Intet er aldrig som før.

Friheden er stor, vandrer med al sin ro fra øen og ud i blodets flod med sine store fødder i det skvulpende, oprørte hav omkring de to. Hun tænder alt med sin fakkel og kvinden lyser, manden gyser. Livets cirkel er komplet. På vej op ad bjerget sætter de to sig tættættæt, betragter dalen og  pakker forandringens gave ud i ærefrygt og ydmyghed. Og tager imod den med tak.

Mens alle fiskene i havet svømmer videre, negle gror, sår heles og mennesker vokser til at være lidt mere et med sig selv og alt.

Love, really
Niels,
i live, i cirklen, et sted nordpå,
på programmæssig rejse ad The Long And Winding Wonderful Road

- o O o -

Fredagsbonus, pump up the drums, føl dem, dance away, baaaaaaby:

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten