Human Recession

Han mærkede modstanden. Hans mave snørede sig sammen både ved synet af hende og ved at høre på alt hendes bræk. Han foragtede hende lige nu. Modstod en ubændig trang til at skrige af sine lungers fulde kraft. Skrige det lige tilbage i hovedet på hende. Så hold dog kæft! Kunne hun virkelig ikke fatte, at hun var trættende at høre på. Hun gjorde ham træt – træt – træt. Hun plabrede bare løs. Tog hans energi. Sugede det ud af ham stille og roligt. Han undrede sig over, hvorfor han ikke bare skred. Satte sig et andet sted. Tog afstand fra hende i virkeligheden også. Ifølge hende selv var hun verdensmester i stort set alt. Han synes, hun var den værst tænkelige prototype på en kvinde, der har misforstået alt. Og læse tanker? Det kunne hun sgu ikke. B****! Alle hendes ulidelige dramaer. “Er det ikke skrækkeligt som finanskrisen, vejret, naboen, købmanden, veninden, kollegaen, chefen, træningscentret, hundeejerne osv…… er skyld i alt muligt!!!?” Han mærkede kvalmen stige op. Han var helt oppe at ringe. Han tabte tråden, mistede fatningen, røg af sporet. Han vendte sig om mod hende, og sagde med hvæsende stemme: “Er du klar over, at du er pisseirriterende at høre på!?” I det sekund, han havde sluppet ordene løs, fortrød han. Det var ikke de næste mange dages isnende tavshed værd. På den anden side, så vidste han, hvad der ville komme. Han havde prøvet det så mange gange før. Helt programmæssigt ville hun slæbe ham igennem sin vridemaskine af skyld, skam, straf og trusler om bål og brand. Nå! Til helvede med det. Og med hende.

Han rejste sig og gik. Han anede ikke hvorhen. Det var også lige meget. Bare hun ikke var der. I hvert fald de næste 2-3 timer. Det var det spil, de spillede. Så ville han vende tilbage til hende – lettere beruset. Hun ville enten modtage ham med åbne arme og bekymringsrynker i panden eller med smækkende døre og truende tavshed. Truende, fordi den ikke ville holde særlig længe. Så ville hun råbe af ham og smække lidt mere med døren, og når de var nået igennem hele rumlen, drak de som regel en masse rødvin og lovede forbedringer og guld og grønne skove. I beruselsen virkede det både muligt og sandsynligt. Så det var et godt tidspunkt at indgå den aftale på. Og snart – i nær fremtid – ville det hele gentage sig. Trygt og velkendt.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten