Et interessant bekendtskab

I sidste uge fulgte vi beretningen om den svenske historieprofessor og slægtsforsker Ane Tavla, der som 69-årig blev gift med den unge eksilsovjetiske protestsanger Vladimir Njetsov. Han er også et ganske interessant bekendtskab.

Vladimir var kun 23, da han faldt for den præcis tre gange ældre Ane, og det var næppe tilfældigt. Han var nemlig lidt af et matematisk geni, der sin unge alder til trods allerede havde regnet ud, at det var væsentligt mere karrierefremmende at fremføre sine protestsange på Vaksala Torg i Uppsala end på Den Røde Plads, selv om tilhørerantallet var nogenlunde det samme.

Da Vladimir mødte Ane boede han i et nedlagt beskyttelsesrum under torvet, og her flyttede de nyforelskede sammen i den første romantiske tid, men efter kort tid ville skæbnen, at Ane gik bort. Heldigvis kom hun tilbage et par dage efter, da hun ikke bare havde fundet sig selv men også den gang, der førte til Vladimirs lille underjordiske domicil. I stedet flyttede de ind i hendes lille lejlighed, hvor de boede indtil hun døde 6 år senere efter kort tids sygdom og efterlod Vladimir i en desperat fortvivlelse, der i sit omfang kunne måle sig med Dostojevskis samlede værker.

På det tidspunkt stod han på kanten af et veritabelt gennembrud med sit selvbiografiske musikalske værk  ”объединяют, а не быть раздробленными”, og han var meget tæt på en aftale med en kammerat, der var taxachauffør, og engang havde kørt for en pige, der datede en fyr, der havde gjort rent på en lokalradio. Aftalen glippede imidlertid, da Vladimir – tynget af sorg efter ægtefællens død – slog sig på flasken og var væk i et par måneder, og til sidst blev taxachaufføren træt af at vente og tog en gadetur til Flogsta.

Vladimir, der hidtil havde troet, at han kunne gå på vandet, valgte i stedet at gå på vandvognen og indså, at det næppe var via musikken, at han skulle realisere sin drøm om at opnå udødelighed, og i stedet solgte han sin sjæl til Retsmedicinsk Institut med en selvrisiko på 20 år. For pengene købte han en enkeltbillet og under falsk identitet, Vladimir Njetisov, fik han job som alvidende fortæller, da New Jersey Water Resources Research Institute søgte en konsulent, der var på vandvognen, til at udarbejde deres årsberetning.

De blev så glade for ham, at de tilbød ham fastansættelse, og i flere år underviste han i det korrekte blandingsforhold mellem vand og forskellige former for spiritus. I en tid, hvor alle forskede i ny viden, fandt han en niche ved at begynde at forske i gammel uvidenhed. Hans artikelserie ”Ignorance is prerequisite for learning industry” (på dansk: ”Livslang læring: fra EFG til EGV”) blev ganske utilsigtet en umådelig inspirationskilde for uddannelsespolitisk planlægning og prioritering i store dele af Nordamerika og Europa.

Vladimir var heller ikke bange for at hvæsse den kritiske pen og vakte pæn opsigt med sin teori ”From No How to Know How”, der basalt set gik ud på, at 80 % af den tredje verdens problemer ville forsvinde, hvis den vestlige verden programmæssigt begyndte at eksportere ”Know how” i stedet for ”No how”.

Han faldt dog for alvor i miskredit, da han – i et ellers oprigtigt forsøg på at hylde det amerikanske samfund – skrev en kronik i New York Times, hvor han roste politikerne for at have lært meget af Watergate-skandalen, eftersom det aldrig siden var blevet opdaget, at man havde aflyttet hinandens hovedkvarterer.

Kort tid efter blev han derfor afskediget med en mindre fratrædelsesgodtgørelse, hvilket den forurettede Vladimir syntes var godt gjort. For pengene købte han en enkeltbillet tilbage til Sverige og opsøgte sin gamle ven, taxachaufføren i Uppsala, der via TV-programmet “Sweden’s Got Talent – Here He Is”  var blevet international rockstjerne og lå nr. 1 på alverdens hitlister med Elvis-remixet ”Blue Swede Shoes”. Vladimir fik imidlertid lov at overtage hans gamle taxa, og selv om han havde sit hyr med det, lå han og kørte rundt i den, indtil Retsmedicinsk Institut en dag gjorde krav på hans sjæl.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten