Hittebarn

Det drejer sig bare om at lytte, det ved hun. Ikke til, hvad de siger, men til alt det de ikke vil, at hun skal høre. Tavsheden der altid følger hendes spørgsmål; blikkene de hastigt udveksler uden at se på hverken hende eller hinanden. Nej. Ja. Tavse blikke.

Og hun bliver lige præcis så længe hos dem, at de ikke kan holde det ud, ikke kan rumme alt det, de vil sige men ikke får sagt, og alt det, som de hverken kan eller vil sige. Hun står der i køkkenet og ved, at enten må hun gå eller også må de. Tavsheden er eksplosiv og farlig, og tiden de står sådan uden ord øger antændeligheden.

Noget ulmer, noget slår gnister. Hun bliver stående, moderen går og far tænder radioen og tysser, selvom hun intet siger: ”Schyssss, det er Pressens Radioavis”. ”Jamen far, jeg siger jo ikke…”

”Schyss!”

Så går hun. Efter moderen, der står på badeværelset og koncentreret smører sine hænder ind i håndlotion. Først gnider hun den ene vej, så den anden vej. Om og om igen. Moderen ser på hende og stryger hende over håret: ”Nå kom du der, lille skat. Mor skal lige ordne nogle småting, så skal hun nok lave mad. Smut du ud og leg så længe”.

Hun tænker over, hvad det er for ting moderen skal ordne, og hvem den ”hun” er, der vil lave mad.

Så går hun ud for at lege, ikke fordi hun har lyst, men for ikke at gå i vejen. Hun leger, at hun er et hittebarn efterladt i en kurv, som bliver fundet af to smukke mennesker, der elsker hinanden. Hun leger, at de taler til hende og til hinanden. Siger ”Jeg elsker dig”, sådan som de gør på film, lige før det hele ender lykkeligt.

Så kalder moderen: ”Vi skal spise”.

Og hun tænker, at det er sært som bestik der rammer tallerkener, kan lyde som geværild i en krig.

Der er ingen, der siger noget, men det drejer sig bare om at lytte. Det ved hun.

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten