7.26

Bussen kører planmæssigt og som altid står de tre og venter på rutebilen med afgang 7.26. De siger ikke noget til hinanden. Det har de aldrig gjort i de næsten 4 år de har kørt med samme bus. De smiler, snøfter hvis det er koldt og vånder sig, når det er for varmt. Ikke videre. Hvad skulle de også dét for? De er jo på vej – videre og afsted – for senere at returnere, nu med fokus rettet mod hjem og det de forlod kl. 7.26 samme morgen.

Bussen er blå. Det er den altid og sådan har det altid været. Klokken 7.26 standser den ved det lille blå skilt ved den gamle borgmestergård og samler de samme tre mennesker op. Hver dag. Den kører planmæssigt og når altid frem til tiden. Det har den altid gjort, og så længe de benytter rutebilen 7.26 vil det vedblive at være sådan. Punktlighed er godt. Planmæssighed er godt. Pasta er også godt, men det er en helt anden historie.

Nu kunne man få den tanke, at det er hjernedøde rutiner og forstenede individer, man kan se stå på en blå bus ved en borgmestergård klokken 7.26 hver dags morgen. Firmaformatterede mutanter uden tanke for nu og her eller andre væsentligheder. Man kunne gå hen og tro, at det liv de præsterer frem og tilbage mellem én pligt og en anden, er ligegyldigt, goldt og vægtløst. I et fordomsfuldt sekund ville en enkelt måske driste sig til at mene, at de tre er som samlebåndsfigurer i en træg akkord på en fabrik kaldet Trædemøllen.

Det er også en mulighed.

- For tyve, der tror at ti mand stjæler. Og for den som fisen lugte kan, og som med garanti er en fimset ejermand. Men for den rene er alting en anledning til at pudse og polere, så vi vælger at tro noget andet. Og mere. End tyve, fimser og renlige sjæle.

Vi kunne tænke os, at lige dér i en blå bus klokken 7.26 mellem her og der, bliver der lagt drømme ud i det landskab, den passerer: milepæle af tanker aldrig hverken før eller siden tænkt, store som små. Måske gule citroëner forvandler sig til smilende kvinder, barmfagre og handlekraftige kroppe? Måske et motorværn bliver dén beskyttende mur mod nyhedsstrømmens tragedier, der gør tilværelsen til at bære? - Bussens brummende motor en beroligende trøst efter en lang nats skuffelser? Rim på ruden et vink med en vognstang om noget, ingen længere husker?

Måske bliver der lagt plot til en storslået roman? Måske bare noteret dosmersedler med et sidste punkt: ”Husk, hvad blomster kan gøre!”.

Hvem ved om der, i en blå bus klokken 7.26, vækkes længsler til live, der ellers ikke kan finde plads. Skuffelser, kanske?. Eller: Hjernedøde riffs, ligegyldige refræner, storblomstret sigøjneridyl? Eller..

Hvem ved?

Ved nogen?

Eller er vi bare hjernedøde fordomsfulde ignoranter, der tror, vi kender svarene på forhånd, særligt de indlysende?

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten