Ævl tager evigheder

Soloer i siloer er den ultimative hjernedød.
Serier af monokomponent enkeltståendehed kvalificerer til grader af dumhed der når hindsides alt fornuft.
Dynger af meninger drukner bevæggrunde uden at kny, mens de yderligtgående danser ballet på tagene af udsigten.

Ting tager tid.
Jeg tager den tilbage igen.

Ha!

(Tanken var en anden, men det ved du måske? Der skulle bindes led og knuder mellem afsnit i det spiralformede tidskompleks jeg forsøger at beskrive. I pigen med den mørke skarpe pages forbløffende liv. Havde jeg tænkt. Tænker jeg af og til. Når der er stille i mellemrummet mellem dos and donts. Som om der nogensinde er det. Jeg tager ingenting, i øvrigt. Jeg stjæler med arme og ben og tiltusker mig minutter mellem til og fra; og A og især B. Rent tyveri af noget jeg ikke har. Ævl tager evigheder. Jeg har hørt så rigeligt. Tak. Nu gør jeg det selv, der kan du se. Det var ikke det der var tanken, men det ved du nok godt. Hvis du kender mig. Til mig. Hvis ikke, så hør engang: Jeg har en historie om en blond kvinde med bølgende hår og hårde hæle, der løber spidsrod mellem opad og nedad, udad og indad. Som kæmper sig opgennem spiralen af tid, mens hun slår sig på de ting, som kvinder kan løbe ind i uanset hårfarve. Jeg tror, at hende med den skarpe page er en anden. Det passer lissom ikke til hård page og bleggrå hud, at kaste sig ud i svimlende begær, vel? For det er netop dér hun gør, min hovedrolle. Dum som hun er. Ikke fordi hun er blondine, men fordi hun er i live. Var i live. På et tidspunkt hvor visse andre også var det. Uha, som de var i live – henover flere hundrede sider og tusinder af ord. For jeg har alt hvad hun tænkte da hun levede. Men mellem alle hendes tanker skal der bindes bånd og knyttes mening. Så det var dét jeg havde tænkt jeg ville.
Men ting tager tid og jeg har ikke mere, for alt for meget, er brugt på evigheds ævl som det her.)

Synes godt om!

Fjern at du synes godt om teksten